Tanker Omkring Danmarks besættelse og befrielse 09-04-1940 – 5-5-1945

Når jeg vælger at skrive mine erindringer, ned om dagene omkring ”Danmarks befrielse” og dagene deromkring, ser jeg mig også nødsaget til at skrive lidt om selve krigen som jeg husker den.

Den 9,april 1940 skulle vi hjemme på gården ”Trillinggården” i Ollerup begynde i marken den dag efter en hård og lang vinter vi havde lige fået en ny karl til 1. april det var Herluf Thomsen han var lige hjemsendt fra militæret han havde ligget i ”sikrings styrker” hele vinteren ved dragonerne i Randers, da der var en del uro rundt i Europa, men var nu hjemsendt, da man formodede, der nok ikke skete noget så derfor blev ” sikringsstyrkerne hjemsendt og Herluf som den unge mand hed. Manglede en plads, vores tjenestekarl var lige rejst han var københavner, der var vist blevet for varm for ham her på egnen så var det jo om at komme videre.

 

Så Herluf var jo lige startet, men som sagt skulle forårsarbejdet begynde den dag, om det kom i gang husker jeg ikke, da alle jo fik andet at tænke på. Luften var sort af Tyske flyvere og alle vidste ingenting, men de få som havde radio kunne jo høre budskabet der. Så viderebringe det til naboerne som endnu ikke havde radio,

 

Kong Christians den tiendes tale til folket startede med: I dette for vort land så trange tider”. Men alle regnede jo med at nu skulle Herluf igen, stille som soldat , værne om fædrelandet. Jeg husker Herlufses Mor Sofie Thomsen, ringede og ville hilse af med Herluf. For nu skulle han jo af sted mente hun.

Og Herluf kom til telefonen vores Mor hørte jo samtalen. Herluf sluttede med at sige: Gu skal jeg ikke ind som soldat. Vi skal køre Møg ud nu. Så¨ var den samtale slut.

 

Jeg var da lige fyldt 6 år, og jeg husker jeg var med min Mor i hønsehuset og da kom der en flyver lige over gården og den lavede jo en gruelig spetakkel og Mor skreg i vilden sky. Det husker vores tjeneste pige fra den gang også,

 

Det er nemlig Inger i Balle som den gang tjente hos os sammen med Herluf. De blev jo senere gift og blev naboer til Far og Mor og en ret sjov ting fra dengang.

Knap efter Inger og Herluf havde forladt pladsen nok 1-11-1941 efter henholdsvis 1½ og 2år i pladsen, blev de ringe forlovet. Da det kom far og mor for øre sagde mor bestemt, de har ikke ”Kjerster” medes de var her, For vi vil ikke have at karl og pige der var kæreste her. Man havde vel et ordentlig grundtvigiansk hjem.

Hvor sådan noget ikke kunne tolereres, nej uhadada.

Men dagene gik og livet i Danmark blev pludselig en hel anden måde at leve på, ja nok særlig i Byerne var nok hårdest ramt, men der var Tyskere overalt.

Og når jeg skriver overalt. Var det sådan. De ”Konfiskerede” alle de Bygninger de nu skulle bruge. Til at operer fra med kontorer og indkvartering af soldater samt parkeringspladser til deres køretøjer

 

Ja tænk på at en tid havde tyskerne tropper fra det nordlige Afrika i syd helt op til

Nordkap i nord og fra Midt i Rusland i øst til Frankrig i vest.

her i 1996 var vi en tur på Nordkap, og på turen så vi på et museum fra en tysk forpost, der havde været tyske soldater lang afsides ude i terrenget, da de fik besked

over radioen  at  Krigen var slut. Lod de alt deres ting og udrustning, ja endog

geværet samt våben lod de ligge Gik tilbage til deres øvrige kammerater nu var

Krigen var  slut for alle tyskere også dette vagthold.

Så blev alt deres udrustning først fundet 45 år efter ingen havde været der siden

Så blev det hele målt op  fotograferet  og kom så på Museum.

Disse våben og udrustning blev fundet 45 år efter krigens slutning af tilfældige folk

der kom forbi stedet. Så derfor er det jo blevet bevaret.

 

Tyskerne stillede vagtposter op alle mulige og umulige steder ja overalt gjorde de det.

Jeg var forleden i Århus og da fortalte en på min egen alder at på trappen uden for de 2 døre.

På banegården lå der 4 soldater og pegede med deres geværer som jo var skarpladt hele krigens tid.

 

Det varede heller ikke længe før der kom rationeringsmærker på alt og mange ting kunne slet ikke skaffes det var jo importerede varer fra udlandet

Kunne man så endelig købe et eller andet var det dårlig kvalitet man kaldte det ”Krigskram” altså fremstillet af dårlige materialer endda bukser tøj lavet af papir.

 

Jo der var virkelig gang fantasien, og da politiet blev taget  så vidt jeg husker 28 august 1943 var der jo fri adgang får folk med et svag  selvær ,feks var der nogle der  gik/ cyklede rundt  om dagen og så om der var en hund på gården for der ville de så ikke komme om natten og skære  hestenes hale hår af som der dengang var penge i at sælge og folk vidste hvem der lavede disse numre på vores egn, og det kan nu over 70 år komme på tale ,mellem min bror og mig når krigens tid kommer på tale.

 

Men jeg husker lige Figner og bananer fra før krigen. De kom jo først på markedet igen ved juletid 1945. da kom sangen også.

Når der kommer en båd med bananer”

 

Det første var mørklægnings rulle gardiner over alt. Af den grund så kunne flyverne ikke se mål på jorden. Det skulle også være i udbygninger og staldbygninger. Men der kunne man også få el pærer der var blå og derfor ikke gav meget lys.

Så disse pærer brugte vi hjemme under hele krigen.

Men man lærte jo hurtig at Rulle mørkningsgardiner for før man tændte lyset i stuehuset.

Det blev jo en hel rutine ja mange gjorde det endda mange år efter krigens afslutning.

 

 

En overgang malkede vi også med hånden hjemme på gården, for at spare på El forbruget, det var nemlig sådan at på gårdene måtte man tærske og male korn 2 halve dage om ugen. Jeg husker vi måtte onsdag eftermiddag og lørdag formiddag bruge el motoren til tærskning og maling af korn.

 

Ligeledes tog tyskerne en masse hjem i og omkring Vandel til flyveplads og det gav jo meget aktivitet på denne egn så vidt jeg husker tog de 72 gårde og husmandsbrug det blev kaldt.

SAT UD AF TYSKERNE,

Men de fik vist en nogenlunde pris for deres hjem. Da alle jo skulle ud og skaffe et nyt sted at virke på.

 

I Vandel hvor tyskerne byggede flyveplads. Blev der jo arbejde til mange mænd og heste køretøjer og der gik mange historier om arbejdet derude og endel der havde arbejde der boede jo i Vejle og der kørte mange lastbiler med træ overdækning, altså som hus og læ for arbejderne på blev kørt fra vejle hver morgen og tilbage til aftenen. Det var folk der blev beordret derud for at arbejde.

 

 

Mange købte også en spand heste og en kassevogn og så ”Kørte de for Tyskerne ” som det hed sig. ja der fortaltes, når der var lønudbetaling og en mand kom med 2 muleposer til heste fik de udbetalt deres løn til mand heste og vogn jo, der gik mange historier derude fra desangående.

 

 

Jeg har mødt en mand der kørte derude og hans kørsel gik ud på han daglig skulle køre et læs tørv fra Vandel til Engelsholm slot, så det var jo en fin tjans, når vejret var godt, med sol. På turen kunne han så sælge lidt undervejs og tjene en ekstra ”skilling” derved.

 

Lige ledes var Vingsted også et sted hvor der var megen aktivitet det var i sær skydebanerne der havde deres interesse. Der blev også bygget meget nede, men til hvad ved jeg ikke.

Men hvad maden angik ja vi kunne jo som alle andre, få de tildelte rationeringsmærker, men i det hele taget kunne vi på landet jo selv avle meste de daglige fornødenheder.

 

Der var jo megen opfindsomhed hos husmødrene med at få det meste ud at det mindste i sær brændte man byg og malede det til kaffebønner.

Jo det var jo værst i byerne med kød og sådanne ting som jo blev rationeret der også.

De som kendte nogen på landet kunne jo så skaffe en ½ slagtegris, på en eller anden måde.

For der var jo trods alt penge blandt folk.

 

Jeg husker en nabo som skulle slagte kunne ikke have hele grisen i saltkaret og spurgte så en der ikke havde grise selv og de ville have den anden ½part, men på det sted lå manden meget syg i sengen og de andre sad i stuen da der blev spurgt om de ville have den ½ part.

Jo sagde konen, det vil vi da meget gerne, hvortil sønnen svarede. NEJ GU VIL VI EJ  FOR HVIS NU FÅE HAN DØER HAR VI SKU FLÆSK NOK TIL EÆ HELE SOMMER ja gu har vi så.

 

Severin som manden hed livede op igen. Så de kunne godt have brugt det flæsk, men sådan kan det jo gå

 

jeg husker da at min Mor byttede med ”Stiklebånd”! til at holde strømperne oppe med, og så smørmærker med en familie, der havde en ret stor børneflok jo. Man fandt jo ud af det på mange måder.

ja der kom mange restriktioner som skulle efterleves cykel lygter ja det var kun en ganske lille åbning til at lyset kunne komme ud, men ikke se noget ved det.

Ja der var jo pludselig Tyskere overalt i hver en lille by hvor der kunne indkvarteres i forsamlingshuse mm,

 

 

ja Engelsholm slot blev også beslaglagt, der var jo ellers lige startet en højskole, men det blev så lukket ned og jeg husker, sengene og madrasser fra elev værelserne kom op og blev opbevaret på min onkels loft, han havde og drev Nørup bageri. Så der stod det så til efter krigen.

Han blev pålagt at levere brød til de Tyskere, som nu boede på slottet. Hvad han ikke huede.  NEJ det brød han sig ikke om.

Så kom der en Dansker som var tyskernes hjælper og sagde Ejgil du skal levere brød til Engelsholm slot. Og hvis du ikke gør det. Tager vi bageriet færdig.

Så levere de han brød derned 2 gange, så sendte han bud derned hvis de ville have mere brød, skulle de komme med kul til ham, for han kunne ikke selv skaffe så mange kul. Der kom ingen kul og han hørte ikke mere fra tyskerne dernede

 

Jo engang kom der en Dansksindet Tysk soldat fra Sydslesvig, og hentede brødet, så hviskede han til min Onkel: næste gang du bager til dem kom så GIFT i brødet.

Det glemte min onkel aldrig.

 

Da der nu var lagt miner ud så skibsfarten var en farlig ting at bruge havet, som transports middel.

Så efter nogle år blev det for farlig for Tyskerne at bruge den østjyske jernbane på grund af sabotage altså sprængte togskinnerne i stykker så toget blev afsporet

 

Så de sendte deres tropper og materiale med den vestgående bane Fredericia -Herning -Struer. Når der skulle sendes ting og sager til især tropperne i Norge Så blev den bane også sprængt. Der døde 8 Tyskere og da det så kom i avisen der efter sagde vores nabo VED DÅ HVA- DE KU SKU HA- BLØVN HJEM –

DEM TYSKERE SÅ HÅD DE SKU ÆT BLEVEN SKUDT NEJ! GU HÅD DE EJ.

 

En ting husker jeg tydelig det var Tyskernes måde at ”marsere” på det kunne de til fulde og deres sang når de masserede var særdeles punktlig.

Vi så det jo i skolen, når de om formiddagen masserede fra Vejle til Vingsted for at holde skyde øvelser. Jeg var jo ikke så gammel og jeg troede ikke tyskere var mennesker, men var ”Soldater” og ikke rigtige mennesker F.eks. Men jeg var jo kun 6 år. Vi havde jo ikke dengang megen viden ud over vores egen og naboens liv

Ja helt i Vejle var jo næsten udenlandsk.

 

Jeg husker jeg troede at folk i Vejle og alle andre byer levede af konditorkager til hverdag. Så børnenes viden den gang strakte sig ikke så vidt som nu om dage

 

Når Tyskerne masserede forbi skolen blev skodderne lukket for vinduer da Frk. Dahl ikke mente det var godt vi så sådan noget. jeg spekulerede meget på at vi jo sad ved borde og spiste og når vi så dem spise var det jo på Feltfod og så havde de store lastbiler. Der lavede de maden og øste så op i nogle blikfade til soldaterne. Så¨ derfor kunne det da ikke være rigtige mennesker?

 

Deres tøj var også ens så det var for mig ingen tvivl om at de ikke var rigtige mennesker og det blev jeg bestyrket i da der den sidste vinter 1944,45. kom et utal af Flygtninge til Bla, Bredsten og blev indkvarteret i Håndværkerhuset og så vidt jeg husker en kort tid i skolens gymnastiksal, men det er jeg ikke hel sikker på,

 

Men mener de var der en kort tid. For vi skolebørn var blevet forbudt at gå hen i Smøgen mellem Skolen og læreboligen og kikke derom.

Disse flygtninge er det mest trøstesløse syn, jeg nogensinde har set. Det må jo da have gjort indtryk på mig når det sidder i mig her 65 år senere og hvorfor var det for os så trøstesløs et syn. Jo disse stakkels mennesker var jo drevet ud af deres hjem i en sand bomberegn som blev meget aktiviseret der sidt på krigen for at få Hitler til at se at krigen var tabt.

 

Og disse stakkels flygtninge havde kun det tøj de stod og gik i. det var meget simpel de var påklædt og mange døde også der i Håndværkerhuset af tyfus. Blev begravet på Bredsten kirkegård, det så jeg nu aldrig for det foregik gerne hen under aften, Da var vi fra oplandet jo ikke der, men mine skolekamarater som var fra selve Bredsten af kunne jo berette om det, men jeg ved også at Flytningerne som boede der,

 

 

og lige ved siden af en gårdejer, Alfred Buch. Han har fortalt mig at efter høst når han havde fjernet sine afgrøder fik de lov af ham at samle ”kornaks” som ikke var opsamlet med riven. Det blev så brugt til mad til flytningerne.

Alfred Buch fortalte mig mange år efter, at der hvor de havde samlet aks var det ikke det mindste aks tilbage jo de lærte at tage det hele med.

Ja det var hele dette syn

Der gjorde, set med mine øjne, at de da ikke kunne være rigtige mennesker, Ja når nogen læser dette vil der med rette sige at ham Jens,,må da have været noget tilbage!!, men kære til tilhører og læser, tænk på vi havde hverken Radio eller Tv i mit hjem dengang, og hørte kun det vi kunne ”snyde” os til at høre, når de voksne snakkede for der i blandede børn sig ikke i på dette tidspunkt.

Så det er nok forklaringen på dette.

En særlig uhyggelig Nat husker jeg ganske tydelig, det vare natten mellem påskedag og anden påskedag vistnok 1944. Jeg mener det var 20. april Hitlers fødselsdag, den fødselsdag markerede Englænderne gerne med natlige bombetugter over Tysklands Byer og så fløj de jo over Danmark og blev så angrebet af Tyskerens antiluftskyts. Der var en ”Brummen” i luften og vi var virkelig bange Mor lå jo syg i sengen, vi andre stod ude på ”Gårdspladsen” og så de skarpe ”lyssøjler” der kom op ude fra Vandel flyveplads og når en sådan lys ramte en flyver, blev der skudt på den. Her blev så en ramt og kom i Brand og fløj lige hen over vores Gård. Den faldt ned på Fårup mark,

 

 

Og oppe på ”Loftværelset” mod øst sov den nat min søster Birte og vores bedstemor fra Nørup som var på besøg, og de vågnede naturligvis også og så det hele ud af vinduet.

 

Der står en mindesten over de dræbte soldater ved Fårup vej nedkørsel til Skovdal lund.

Det jeg husker mest var Mors kalden på os, vi skulle komme ind til hende, hun syntes nok hvis det skulle ende galt for os skulle vi være samlet, ved hendes sygeseng. Hvad jo ikke var noget mærkelig i.

Dagen efter 2påskedag skulle folk der havde en cykel op og se den nedstyrtede flyver og det kneb de tyske vagter at holde folk på behørig afstand, men pludselig sagde en tysk soldat der ligger 4 bomber inde varget og de kan eksplodere når som helst.

Så fik de nys gærige folk næsen hjemad. Jeg husker Far som jo også var der, sagde det var sku en klog soldat ham, der sagde det

Det holdt folk væk.

 

Men krigen gik jo videre og den 3-5-1945 skulle min søster starte på Vesterlund ungdomsskole og være der sommeren over sammen med hendes veninde Elin Fredslund fra Bredsten Mejeri.

Og på turen derud havde min bror Hans og jeg fået lov til at komme med, det var ”Lillebilmanden” ”Alfred” i Gammelby der kørte, Mor, Elins Mor og Hans og jeg i bilen og Far og Mejeribestyrer og Elin og Birte cyklede derud.

 

Pigernes Bagage, hver sin Flettede kurvekiste blev bundet foran på bilen og så begyndte den for os børn,den store rejse, der var dengang langt til Vesterlund og en hel anderledes natur, på Vesteregn husker jeg,

 

Vi skulle samtidig besøge nogle af far og mors venner der på egnen, mens Forældrene afleverede Pigerne på Ungdomsskolen var vi så der og vi skulle alle spise til aften før hjemturen begyndte.

 

Det blev så pludselig en uhyggelig Spetakkel i Luften det var en regulær luftkrig mellem tyske og engelske flyvere, så den oplevelse fik vi da at se.

Det var så Tyskernes sidste kraftanstrengelse i krigen.

 

Dagen efter den 4. Maj var det så hverdag igen efter den for os, store udflugt. Om aftenen skulle Far sammen med mange hesteejere til ”Hingstgilde” ved Kresten Brun i Balle hvor alle som havde haft deres Følhoppe til ”bedækning” året før, var indbudt til Suppe steg og kaffe samt efterfølgende ”kortspil” og så samtidig betale ”Bedækningspenge” det var altid en rigtig Herre aften.

 

Samme aften, hjemme i stuen, ved 20 tiden, Mor, karlen Åge, pigen Eva og så Hans og jeg vi har nok læst ”Lektie”, med et stod Naboen Niels Peter i Døren og råbte kom hen til os og hør radio krigen er forbi.

Tyskerne har kapituleret og alle sprang op af stolene og løb så rask vi kunne hen til ”Severins” som naboen hed. Der hørte vi så igen og igen det store budskab” Det meddeles i dette øjeblik at Tyskerne har kapituleret i Holland Nord tyskland og Danmark”” Alle var glade.

Da vi så gik hjemad oplevede jeg noget som ja det værste, der kunne ske, Karlen Åge og Pigen Eva var begge så kåde at de tog hinanden om livet og sang og dansede jo, alle var glade, men jeg var jo i den alder hvor Piger var ”Tøser” og så Åge som jeg så et meget stor stjerne i kunne finde på at tage en pige om livet!!

Ja! Sådan er livet jo.

Da vi kom hjem til gården holdt Evas forlovede der, han var cyklen fra Lille Lihme for at fortælle os den store nyhed. Han vidste jo vi ikke havde radio

.

Dagen efter skulle vi jo til skole der startede kl. 7 det havde den nye første lærere indført så kunne børnene jo hjælpe til derhjemme om eftermiddagen

Og  friheden blev også fejret i skolen   det blev en dag der blev fejret og jeg husker det endnu.

 

Først samledes vi i skolestuen hvor vi skulle synge morgensang, men sangen blev udsat til kl.8 vi mødte kl. syv, den første time talte første lære Jerking om krigens gang og pludselig stod ”kirkegårdsgraveren” også kaldet Johannes Træskomand, da han også drev en forretning hvor han lavede Træsko og Cykler, ja lavede var nu så meget sagt, under krigen var det jo kun reparationer, og han var en dygtig håndværker på sit feld.

 

 

Da det var umulig at skaffe læder til træsko. Måtte han jo finde de mest makværdige måde at få tingene til at holde sammen på.. Alt sådan noget tog Tyskerne jo..

Men Johannes sagde jo godmorgen og kikkede på Jerking og sagde! Jerking jeg kan vel ikke få lov at låne Peter og Johannes (Hans Sønner) en times tid vi skal kime med kirkeklokkerne en hel time, her fra kl 8 af og det fik han så lov til. Kl.8 samledes vi i Jerkings have, da dannebrog gik til tops sang vi alle ”Der er ingen ting der maner” som et flag der går til tops.

 

Vejret var naturligvis høj sol. Så blev vi stillet op på 2 rækker med fanen foran gik vi så ned i skoven og alle var glade og opstemt, jeg husker ”Hvad jeg synes dengang” den gamle fru Jerking sang de mange som feks. ”

 

Du må få min sofa cykel når jeg dør”, Når der kommer en båd med bananer – Nu skinner solen igen på vor lille jord, og En lærke lettede og tusind fulgte, (Frihedssang). Samt En vinter lang og mørk og hård. og lignende sange,

 

Jeg tænkte kan en gammel kone da synge sådan nogle sange. Hun var på dette tidspunkt 26- år, ja så forskellig kan øjnene se på det.

 

Ved hjemkomsten til Bredsten kom vi ind i byen fra Kærbøllingsiden i dag Vejlevej.

Og alle havde en buket bøgegrene over hovedet og så sang vi fædrelandssange jo det var en oplevelse, og ved alle husene stod folk og vinkede til os.

 

Så Pinsemorgen der efter den5 maj ville vi tjenestekarlen min bror og jeg en tur ned i kæret og se til kreaturerne som nu var kommet på græs, så det tog vi som en udflugt

der mødte man så de andre naboer som havde et engstykke der, det var så hyggeligt at mødes og få en snak, men på vejen derned opdagede vi at Ollerup vejen var fyldt med Tyske Soldater som nu var på vej til fods og de skulle gå hele vejen til deres hjem i Tyskland, ja hvis de i det hele taget havde noget at komme hjem til,

Da hele Tyskland jo var næsten udbombet, men Tyskland kunne jo have kapituleret længe før så var det jo ikke gået så galt,

 

 

Mange af dem skulle overnatte i Skoven i ”Saksdalen” vi kaldte det ”Søndergårds skov” og så gik de rundt på egnen og tiggede mad.

Nogle ville ikke give soldaterne mad men jeg husker vores far sagde ingen  mennesker går sultne ud af vores hjem ikke for han vat tyskervenlig, men det gjaldt alle der kom forbi jo på den tid også mange VAGABONDER DENGANG

Det var ynkelig at se på, når man tænker på da de for fem år siden kunne Masere i takt og snorlige rækker, men den marsen forbi Ollerup og omegnen tog så vidt jeg husker 3 dage. Endeløse rækker alle med et ansigt uden håb, ja de ”SJOSKWEDE af sted.

 

 

Vi skal lige tænke på, der var 300 000 Tyske soldater her i landet, der skulle til fods ud af landet. Og ved kapitulationen blev der indgået en aftale mellem Englænderne som kom til landet og de tyske generaler. Om at soldaterne måtte beholde deres våben da de ikke havde været i krig mod Danmark og så længe de var i Danmark var de under den Tyske værnemagts befaling for at holde på disciplinen. Og det var noget værnemagten kunne, holde, disciplin

Det havde flere grunde til at de beholdt deres våben.

Der var feks. Ikke englændere nok til at afmontere så mange tyske soldater så derforogså.

 

Der var ikke Folk nok til at afvæbne alle de 300 000 tyske soldater og så mente man at det var lettere at holde tysk disciplin sålænge det var tyske offiser der havde kommandoen indtil de nåede grænsen, og soldater fra hele landet skulle gå over grænsen ved Kruså

Men ved grænsen ved Kruså blev alt taget fra soldaterne ejendele ja alt og så var det mars mod fangelejre i Tyskland og det siges at der døde der flere soldater. End det gjorde ved fronten i de 5 år

Far fortalte at en tysker der kunne tale dansk havde sagt, når i her i landet har haft Engelske soldater lige så længe som i har haft os er i lige så kede af dem også.

. Da 10 års dagen for Danmarks befrielse blev fejret 1955var jeg indkaldt til militærtjeneste og lå på Fynsgades kaserne i Aalborg og vistnok d.4-5 havde vi en stor parade på kasernepladsen med flaghejsning og tale og alt var lagt højtidelig tilrette så det så flot ud husker jeg.

 

Nu var det en fredag og efter paraden havde jeg forlænget orlov. Så jeg tog toget til Vejle lige ved middagstid og var hjemme hen under aften. Den dag var Hans og Far kørt til Holbæk til Jytte (vores kusine) og Knuds bryllup. Så jeg skulle passe gårdens drift jo særlig dyrene og malkningen de dage de var væk. Og jeg husker jeg følte mig som et helt andet menneske tænk. Nu skulle jeg pludselig lave noget fornuftig. Uden råben og skrigen fra befalingsmændene og det var bare skønt. Men som skrevet, det var som jeg oplevede det og husker det nu på 60 årsdagen for Danmarks befrielse.

Men tit har jeg tænkt hvad blev der af alt det Tyske materiel  biler tanks flyvere ja alt de nu brugte her i landet og det har været vanskelig at få svar på ,men jeg har fra Tøjhusets museum i København fået oplyst at  Englænderne overtog det hele som krigsbytte og solgte en del til dansk militær  som jo nu var i underskud. Flyverne de tyske blev samlet på en flyveplads ved KARUP og anbragt sprængstof i KOPSSPITTET og så til intetgjort Resten  af  maskinen blev solgt til ophug

I Karup var der en stor ”LYTTESTATION” som englænderne også overtog  ,men ikke forstod at bruge

de måtte have fat i de tyskere som havde klaret det før

de blev hentet ved grænsen og ført tilbage og lære englænderne at bruge det det fortælles de blev meget gode venner  nu var de jo ikke i krig længere.

4-maj omaftenen var der i min onkels bager butik 4 tyske ofisere for at handle og pludselig stod min onkel i døren og sagde I HAR KAPETIOLERET de 4 tyskere smed deres våben på gulvet og tog billeder ef deres familie op af lommen og dansede af glæde med billeder af deres familien

Skrevet af Jens Carlsen Maj 2005og 2010