Jens Carlsens Livsbeskrivelse

LEVE I NUTIDEN
GLÆDE SIG TIL FREMTIDEN

OG LÆRE AF FORTIDEN

Født den 5/1- 1934 på Ørskovhedehus. NØRUP SOGN

På opfordring af Lene og Elmi vil jeg prøve at notere lidt af det jeg kan huske fra de sidste 75 år. Fra Ørskovhedehus, hvor jeg blev født husker jeg intet, for jeg ikke var mere end godt halvandet år, da vi flyttede til Trillinggården i Ollerup. Den gård som min Oldefar og Oldemor købte i 1873 for den nette sum af 61000 Rigsdaler, Oldefar fik en arv fra sit hjem” LILFROSTGÅRD” på 8000 Rigsdaler og købte gården i Ollerup og havde således næsten 2000 Rigsdaler i kontant beholdning, hvad jo er uhørt i dag. Rigsdaleren blev så vidt jeg ved, ombyttet med kroner året efter.

 

Men tilbage til min barndom. Vi er 3 søskende Birte født på Fars fødselsdag den 27/9 1929. Gift med Jacob Jørgensen fra Bolderslev i Sdr. Jylland.

Hans født 29/4 1932 Gift med Gudrun Marie fra Bredsten Mølle, bor i Hygum ved Jelling.

 

Det første jeg husker er, at køerne blev malket ude på gårdspladsen, da kostalden skulde moderniseres, da det var meget gamle bygninger, så vidt jeg ved, blev den ældste bygget fra året 1795 til 1800, den såkaldte

VESTERHUS. Kostald (NØS) og lade. Samt stuehus først i 1800 tallet. Stuehuset var der dog bygget et nyt af i året 1916. Den er bygget meget solid. Det fortælles, at en af vor Bedstefars brødre Kristian Karlsen var forlovet med skovfogdens datter, fra Thykøjet og han derfor skulle levere tømmeret til det nye stuehus blev det ekstra godt og solid tømmer, hvad jo gjorde et godt indtryk på den nye familie. Dengang var det jo et godt parti at blive gift med en gårdmands søn. Stuehuset kostede 3600 kr. at bygge og der var gårdens overskud i 2 år, så det var tider.

Bedstefar havde 6  søskende og eftersom de blev gift og flyttede hjemmefra, blev de købt ud af gården, dvs. fik deres arvepart og dermed slut. Til sidst var der 3 søskende tilbage Karen Marie, Birthe og Marius.

Da Marius blev gift i 1921, fik han 13330, 33 kr. med som sin part af Gården.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                        de 2 sidste søstre, som drev gården til 1936, da min Far og Mor købte den

Og gav 53000kr. For gården. I de 15 år fra19 21 til 19 36 blev den drevet af SØSTRENE CARLSEN med skiftende bestyrer som SEVERINS KRISTINE (PUTTES MOR)

Niels Peter som har fortalt mange sjove træk om bl.a. en bestyrer, som hed Kristian         Thomsen han var meget dygtig, men han nedværdigede sig efter, at de havde spist til aften og SØSTERNE CARLSEN skulle i stalden og malke til aften, gik han af og til ud og hjalp dem (det kunne en rigtig mandfolk ikke nedværdige sig til). Ja tiderne har forandret sig. Det var lidt om vores hjems fortid.

Jeg husker de fleste karle og piger som har tjent hos os i Ollerup Men for at begynde et sted, vi jeg starte d. 1/11 1939, da kom Inger Villadsen og, Preben Olsen (Københavner). Preben løb af pladsen midt i marts, det blev vist for varmt for ham på den egn, men Påskemorgen 1940 døde Bedstemor/Farmor på Ballemark). Jeg spekulerede meget på det, det var jo første gang jeg oplevede et dødsfald, men når vi var kommet i seng om aftenen, fortalte vores søster Birte (Altid kaldet BEDDE), at nu skulle vi aldrig mere være bange, for nu var bedstemor i himmelen og var en engel, og om natten sad hun på vores hus og passede på os alle sammen, det havde hun lært i skolen hos FRK. DAHL, så ingen tvivl om det.

 

Vi børn var med til begravelsen. Jeg husker, at Jes Peter Vognmand på Ballemark, kørte til kapellet på Vejle sygehus. Vi børn var vist mest optaget af køreturen og der var æggeblomme kyskager til kaffen bagefter, for mig var det jo en indholdsrig dag, jeg var jo også kun 6 år. Far havde lejet en ny karl, Herluf Thomsen. Inger blev i 2 år og Herluf i 1.1/2 år. De blev gift med hinanden et par år senere og blev naboer til os (herom senere). Inger og Herluf var vi børn glade for.

jeg husker vi fem lavede en bandekasse det vil sige at når en af os banede, kostede det 2 eller 5 øre alt efter hvor slem bandeordet var. V i skulle så på cykeltur for pengene Herluf sagde, vi skulle ud i Vorbasse skov hvad jeg glædede mig til! det var bare det jeg skyldte 35 øre til bandekassen, så jeg ville jo blive læsset af der ude og så selv gå hjem det var jeg nu ikke særlig stolt af. Jeg turde jo ikke fortælle Far og Mor det ,så vidste de jo jeg havde bandet og det måtte små drenge jo ikke, men når nøden er størst, er hjælpen nærmest der skulle en telefon besked ned på Ollerup Søndergård til DRES, som manden der, dengang hed jeg skulle jo så efter at have afleveret beskeden have en småkage ,og DRES spurgte mig jo ud om alting. Jeg fortalte ham om min ulykkelige situation at jeg manglede 35 øre og at jeg så skulle sættes af Herlufs cykel helt ude i Vorbasse skov. Nej satme nej min dreng sagde DRES, her har du 35 øre, så skal du nok komme med hjem igen, glad var jeg, Turen til Vorbasse skov løb af stabelen en søndag aften. Far og Mor var i byen vi cyklede op til GI. By forsamlingshus, til Fårup skov og hjem igen. Glad var jeg nu var jeg da hjemme igen.

(Jeg havde det vist ligesom Lene :ude god ,men hjemme bedst, Inger har siden fortalt mig at når vi var alene hjemme drillede de mig for at få mig til at bande, jeg var jo også den mindste og derfor nok taknemlig at drille.

Ni dage efter Herluf var startet den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper.

Der kom så fem grimme år med al det, der følger med en sådan besættelse: alt blev rationeret så der måtte udleveres rationeringsmærker på alle fødevarer. og en vis mængde af det korn  som avledes på gårde over en vis størrelse i ejendomsskyld måtte afleveres til staten til en lille pris Jeg husker Far var meget imod denne ordning,

Af rationeringer husker jeg til hver person var der 3 pund sukker 3 pund smør pr. Måned (1 pund ( =500 gram) Kaffebønner. Ris og lignende udenlandske kunne slet ikke fås i de 5 år. men for os landboer var det nu ikke det værste Det var ikke så rart for byboerne, som ikke selv kunne avle eller dyrke fødevare. Nogle byboer havde jo forbindelse til landboerne så de kunne købe en slagtegris på landet.

De sidste rationeringsmærke blev først ophævet i 1951 jeg havde rationeringsmærker med i ny plads 1nov.1951-. det var kaffe. Samme år år rejste de sidste tyske flygtninge til bage til Tyskland.

Jeg husker den 9 april meget tydelig luften var fuld af tyske flyvere og folk, snakkede .Vi havde ikke radio dengang det var endnu ikke almindelig med en sådan tingest i huset.! De næste 5 år så man tyskere overalt, da Hitler var højst oppe militærmæssig, havde han tropper fra Afrika i syd til Nordnorge i nord fra Holland Frankrig i vest og næsten til Moskva i øst. Men forårsarbejdet skulle jo i gang den 9 april kørte vi staldgødning ud husker jeg.

Jeg var endnu ikke begyndt i skolen, så jeg havde god tid til at hjælpe?? Herluf som jeg så meget, op til og Hans var jo i skole. En dag Herluf kørte ajle ud det skulle jo pumpes op med håndpumpe spurgte jeg ham om tønden var fuld Den gang spurgte jeg vist meget, er der bleven mig fortalt, (dengang også) om tønden var fuld. Se selv efter sagde Herluf jeg lukkede op for hanen den var fuld så jeg blev over sprøjtet med ajle og måtte ind til Mor og have en omgang vask og rent tøj fra yderst til inderst.

Efter Bedstemors død solgte Bedstefar ejendommen på Balle mark til en mand  :Som hed Kristian Jepsen) og  bedstefar flyttede over til os  i Ollerup fik den lille stue boede der et par år men det gik vist ikke rigtig godt. Det er aldrig godt med tre generationer i samme hus. Bedstefar brød sig ikke om mig så nok derfor var jeg ikke ked af at han flyttede til Betanie i Jelling der levede han til midt i februar 1949 lige efter han var fyldt 75 år ,At han ikke brød sig om mig har jeg siden fået bekræftet af en ældre mand som kendte Bedstefar han.

 

Manden som kendte Bedstefar, hed Anders Skovsen han ejede ST. Ballegård og der kom Bedstefar en del han sagde engang jeg mødte ham50 år efter at min Bedstefar Hans Karlsen ikke kunne lide mig fordi jeg var opkaldt efter min Mors Far Jens Antonsen ja ja,

Sådan var det, og derfor at min bedstefar ”FARFAR” ikke kunne lide mig, sådan er der så meget jeg er nu lige glad for mine børnebørn uanset, hvad de hedder og de er også glade for mig 2,af dem kan i skrivende stund sige Bedstefar og sende mig de mest uskyldige øjne,

Engang var Bedstefars godhed løbet af med ham over for mig. Det var i 1947 der var rundflyvning fra Haughus ved Jelling en søndag, Han ville give mig en Flyvetur da der var rundflyvning fra Haughuses marker. det kostede 12 kr. jeg cyklede glad op og hentede Bedstefar på Betanie i Jelling og vi cyklede ud på Haughus hvor vi skulle flyve fra, men så fortrød Bedstefar det lovede, da han skulle have pungen op af lommen

Og steg så på cyklen og sagde farvel til mig. Jeg cyklede selvfølgelig slukøret hjem Far kunne vist ikke lide det, for næste år gav han mig en bilet til en flyvetur, men det tog ham, også l,års betænkningstid at bevilge 12 kr. til en sådan en unødig luksus. Tanken skulle jo modnes

Lidt mere om min tidligste barndom det bliver efterhånden jeg kommer i tanke om det.

 

Om aftenen og om søndagen legede vi som regel med

Thomassens 3 drenge Frederik ,Kresten og Johannes Om foråret når det var lyst lidt om aftenen spillede vi gerne munk ude i vores kalvindhegning og det kunne godt samle egnens karle og piger

 

Men om sommeren legede og badede vi i Fårup Sø. Der var altid vældig livlig når alle egnens karle og piger kom derned. Om søndagen havde vi gerne saftevand med det vil sige vandet tog vi gerne fra en kilde, som blev kaldt ”GOLDTOVED”. Det er meget godt vand. Om efteråret legede vi som regel i VIKTORS skov røvere og soldater

Om vinteren kælkede vi på Thomassens bakker. Der var flere bakker at vælge imellem Storebank –Djævelbank- Bumsbank og Store skrænt. når vi var der nede havde vi efter hvad vores  far sagde et ret frit sprog han kom af og til listende bag på os og når han havde hørt vores frie sprog, listede han stille af igen med et smil på læben nu var vi jo rigtige drenge der ikke troede nogen hørte os når vi var nede på bakkerne og ”SLÆDE”, men slædeturene var jo kun om søndagen

Det var fordi vi skulle arbejde til daglig det gjaldt både Thomassens drenge og Hans

og Mig vi kendte jo ikke andet.

Når vi gik til skole havde vi havde 1 time efter at have fri i skolen til vi var i arbejdstøjet og i gang og der var jo 3,5 km hjem spise og skifte tøj og være i gang med arbejd

VI kunne jo ikke få dæk og slange der under krigen så til sidst kørte vi på fast gummi det var noget forfærdelig noget at køre nå

Men i det daglige var det enten skolen eller arbejde. Noget arbejde som vi var særlig’ kede af var når der stod en tom vogn ude ved roekulen som vi skulle fylde med roer, men der var jo ingen vej uden om

Når vi kørte møg ud læssede karlen vognen i møddingen far kørte det ud i marken og ragede det af vognen der var 7 roger

På hvert læs .Hans skulle sprede 4 og jeg de 3  han var jo den ældste så derfor skulle hans sprede en mere end mig.

Det var næsten det eneste legemlige arbejde Far hjalp med han var god til at få

arbejde ud af folk. Jeg mindes ikke Far selv har klaret fodringen en dag, det bød man simpel hen ikke vores far! nej da skulle han læse Vejle Amts Folkeblad.

jeg husker engang mens jeg var karl hjemme og kørte ajle og Pumpen skulle løftes fra den ene ajlekumme til den anden og for at vinde lidt tid, bad jeg far køre i marken med ajlen hvilke han også kunne se det fornuftige i og kørte så ,men så skete det, at nabokonen Else kom gående på vejen over til sin Mor  ”Severins Kristine” og det var jo noget far ikke ville gå glip af ,at få en snak med Else da hun altid vidste alting sommetider lige før det var sket også og Far kørte jo ude i marken, men opdagede Else og så lukkede han for Hanen og kørte hjem med en halvfuld tønde ajle i rask fart og Else var passeret og så var en hvis herre løs??

han ville ikke bydes at køre ajle når han mente, han betalte mig for det, og så gik han hen til Kristine nu var Else jo der så nu kunne han da få noget at vide og så var dagen for ham reddet ingen tvivl om det

Skoletiden i Bredsten.

 

Den 1. april 1941 skulle jeg begynde i skolen i Bredsten ved Frk. Dahl, som

var en hel institution i Bredsten og omegn. Men midt i marts måned var jeg så uheldig at hugge i min storetå med en økse, medens jeg hjalp Herluf med at hugge pinde så jeg startede først sidst i april den første tid gik jeg derhen jeg var endnu ikke så sikker på en cykel.

Skulle møde kl.13 og fik fri kl. 15,30. Det var en spadseretur på 7 km.

Den første time brugte vi til at fortælle, alt hvad vi havde oplevet siden, vi var der sidst. Så læste vi i OLE BOLE. Skrivningen foregik med en griffel på en tavle. Det kradsede slem, men det havde den fordel at skrev man fejl, spyttede man bare på tavlen og tværede det ud med en finger, I frikvartererne når vi spillede bold på legepladsen og bolden røg over i Præstens have, måtte man pæn først spørge Frk Dahl om få lov at gå over til Præsten og ringe på døren bukke for Præsten og bede om at få lov til at hente bolden.

Så når man kom tilbage med bolden var frikvarteret slut

Når Præsten gik i byen, og vi havde frikvarter, måtte vi alle op og stå langs hegnet og bukke for ham, en sådan autoritet var han, men det fik en brat ende med hans storhedstid i Bredsten  ,han havde nemlig både en kone og en elskerinde og det var jo ikke så godt.  Jeg husker at forældrene som skulle have deres børn konfirmeret det år, sendte deres børn til Nørup og blev så konfirmeret der, hos Pastor Pedersen. Han og hans kone Dorte var i mine forældres vennekreds. Nu skrev jeg med overlæg elskerinde det sagde man ikke dengang, da blev sagt kone 2. Billede af pastoren  som før havde stået i mange gode hjem blev nu pludselig? gemt godt af vejen.

Var vi ikke søde i timerne satte Frk. Dahl sig op til kateteret og hænder under hovedet, og så græd hun en lille stund. Det endte gerne med vi alle græd en lille stund. Og så var det så hel gal med en som havde været slem, måtte vedkommende op og sidde ved den sorte bord resten af timen, men så var det også meget slem

 

Når tyskerne masserede forbi skolen og sang i vilden sky, blev skodderne lukket for vinduerne det havde vi ikke godt af at se og høre.

Hen på sommeren fik jeg lært at cykle og dermed fik lov at cykle til skole når jeg trak cyklen ned af LILLE PEJS, bakke og sætte cyklen ved det første hus i Bredsten ved Maren og Anton, som Far og Mor kendte meget godt. De var meget flinke og gode ved os børn,(mine søskende satte også deres cykler der den første tid de gik i skole). Når jeg satte cyklen der sov de til middag så var man jo stille, når jeg hentede den skulle jeg ind og spørge om få lov at tage den, og fortælle de gamle mennesker, hvad jeg havde oplevet siden dagen før ,så fik jeg gerne en småkage eller en pære så det kunne jo godt betale sig at gå ind og, snakke lidt med dem .

Første år i skolen havde vi udflugt til Skovdallund. Vi legede ved søen der var jo en Ishus jeg husker at Mor ville med derned, og hun inviterede Martin Jørgensens Mor med. Jeg var ikke glad for det da ingen af de andre havde deres Mor med, men jeg fik 50 øre af Inger så jeg var pludselig bleven dagens helt.

Den 6 jan. havde vi juletræ i Håndværkerhuset. Det begyndte kl. 17. Så gik vi rundt om juletræet, legede forskellige sanglege til tonerne af skorstensfejerens violin Det var årets højdepunkt næste dag begyndte skolen så kl.10. slut på juleferien.

En stor dag ved Frk. Dahl når hun havde fødselsdag så blev der en forfærdelig hvisken og vi bestemte så, at vi skulle have 25 eller 50 øre med da den efter så skulle 2 elever forsvinde bag ud og hen til Gartner Bøgelund og købe en blomst. Når hun opdagede der manglede 2 i klassen,var hun jo meget ked af det, men vi blev jo alle glade da de kom tilbage med blomsten. Frk. Dahl kunne jo ikke forstå at vi vidste det var hendes fødselsdag, så hun blev lige forundret hvert år, så vankede det jo gerne en historie. Det VAR FØRSTE KLASSE.                                                                                                                                      2og 3 klasse.

1.april1942 startede 2. klasse Vi skulle da møde kl. 8 om morgenen til kl. 12 middag. Nu syntes jeg skolens alvor begyndte vi startede med morgensang så folede vi alle hænderne og lagde hovedet ned på bordet medens Frk. Dahl bad fadervor derefter sang vi så en salme mere Jeg ønskede altid det skulle være en salme der tog lang tid .f.eks, Lille Guds barn hvad skader jeg dig. Det ønskede jeg alene af den grund at når salmen var forbi, skulle vi høres i salmevers. Da det var Frk. Dahls kæphest man gjorde alt for at lære den uden ad bare for at gøre Frk. Dahl tilfreds.

den første salme vi lærte udenad var :I østen stiger solen op” derefter Lysets engel

går med glans” morgenstund har guld i mund” .Nu havde vi også fået rigtige bøger og blyant at skrive med. Vi skulle også sidde mere rolig nu og læse med trykte bogstaver. Gymnastik foregik nu også i gymnastiksalen sommeren. Om vinteren når det kneb med at fyre skolestuen varme, skulle vi stå ud på gulvet og hoppe lidt det gav jo varmen, så var det godt.

Nu havde tyskerne været her i landet så længe, at flere og flere hadede dem. Så nu var føromtalte skodder i skoleklassen ved FRK. Dahl  næsten altid lukkede i det tilfælde der skulle komme nogle forbi ,den årlige skovtur skulle vi jo ikke snyde  for så havde vi saftevand med hjemmefra, og så gik vi ned i Præstens skov spiste vores madpakke legede lidt og gik så hjem igen, slut med det, men senstor oplevelse var det. Udflugten gik det år til Ranbøldal

en eftermiddag det 3. år havde vi så vidt jeg husker ingen udflugt.

Men det 3.år skulle slutte 31. marts, så ville Frk. Dahl tage os med til Vejle en eftermiddag og vise os byen og Vejle Museum. vi gik til Vingsted og tog med toget derfra til Vejle Nordbanegård. Den gang gik der tog fra Vejle, Skibet ,Haraldskær “Vingsted, Teglgård .Ravning,Limskov.Bindeballe,Ranbøl ,Vandel,Østerby,Billund,Grindsted. Banen standsede driften 31.marts 1957). Eftermiddagen gik med besøg på museet og et besøg på Bøjsens konditori, det var nu et højdepunkt for os alle. Det var første gang mange af os prøvede at være på Konditori. Vi skulle nu hjemad igen med toget og gå fra Vingsted, men heldigvis kom der en lastbil og tog os alle op at køre en stor oplevelse mere mættet af mange nye indtryk.

Nu kunne vi så tage afsked med Frk. Dahl, som nu i 3.år havde været en hel afgud for os, hun tog del i alle glæder og sorger rundt i alle hjemmene. Jeg husker engang hvor en dreng der hed Søren var oppe at toppes i et frikvarter, og han slog mig over fignerne med et boldtræ, så mine finger blødte så nu var jeg jo alles helt og Søren var meget slem. Da timen begyndte igen, skulle Søren jo heldigvis have skældud af Frk. Dahl og det var jo meget synd for mig. Pludselig begyndte Søren at græd, så opgav Frk. Dahl at mægle i den strid.

Næste afsnit bliver så 4.år i den store skole

4.år i æ stue skul.

1 april 1944 startede jeg så omme i den store skole. der var 4. klasser l. klasse 2 klasse lille 3. die. og store 3. die. da jeg startede der var den gamle lærer Nørregård der desværre endnu, anden læren hed Gydesen han var ret flink ,men Nørregård var nærmest modbydelig ved dem som ikke stavede så godt og skrev meget nydelig. Jeg mindes ham med gru. Når vi skulle skrive diktat stod han bag ved os og prikkede os i nakken med en pegepind . Han havde vist glemt at vi var kommet for at lære det, Men ham slap vi da fri for til sommerferien han gik af på grund af alder, men fik ikke meget ud af sin pension da han døde meget pludselig først i oktober. Jeg husker meget tydelig budskabet kom op i skolen nogle græd, men for mig var det den bedste skoledag i de syv å, jeg gik i skole, jeg kan huske at jeg drømte om natten at han kom tilbage til skolen som lærer i skolen,hvilken var min store skræk. Man vil nok kunne forstå at jeg kun har dårlige minder fra den mand, når jeg har det i erindring her så mange år efter.

Jeg mødte en dame hel tilfældigt på et kræmmermarked. Vi faldt i snak.  Da hun hørte jeg var fra Bredsten af spurgte hun om jeg havde gået i skole ved Nørregård. Det bekræftede jeg ,så udbrød hun :Han var en ren satan ved dem der kneb at følge med. Jeg husker også, Niels Peter Lund .(PUTTE) vores nabo i Ollerup sagde engang om ham i hans yngre dage, var han en hel Rundvæder (en hanfår.) D.v.s. en der er ivrig efter det modsatte køn.

Jeg har også mødt en Kone, som havde været ung pige i huset .Da hans første kone lå på det sidste da havde han da anskaffet sig en afløser, som efter konens død blev hans næste kone. Hun levede vist nok 45 år som enke. Så hun fik da noget ud af hans pension Ikke mere om Nørregård.

Den 1 januar 1945 kom lærer Jerking til skolen som første lære han ledede skolen til han gik på pension med stor dygtighed vi kom vældig godt ud af det med hinanden .

En gang i de 3 ½ år jeg hos ham ,var det ikke så godt. Det var det første år der kom nytårsskyts i handlen efter krigen. De store drenge kunne ikke få den skudt af jeg tilbød så at prøve,da jeg havde lærd det af vores tjenestekarl Åge, som var hos en del år, kineseren gik af inde i skolen i det vi kaldte legestuen så der var jo tæt af røg, da Jerking kom, og vi skulle ind til timen han satte sig op til kateteret og så meget alvorlig ud og spurgte, så hvem har gjort det. Jeg måtte så indrømme det var mig, kom herop, Jens jeg skal trække dig i ørene, når du laver sådanne kunster, jeg gik meget brødebetynget op til ham, han så meget bestemt på mig og spurgte så hvorfor gjorde du det Jens?? Jo sagde jeg der var ingen andre,der kunne få den til at gå af !gå så ned og sætte dig på den bagerste bænk og skamme dig resten af denne time det gjorde jeg så. Så var den episode ude af verden.

,Siden jeg er blevet voksen har vi talt om det Jerking og jeg og han sagde: Jeg kunne ikke nænne det. Jo Jerking var en fredelig og dygtig lærer.

5 maj 1945 kapitulerede tyskerne. Det blev jo fejret efter alle kunstens regler. Det startede med morgensang i Jerkings  have. Så sang vi der er ingenting der maner, som et flag der går til tops. alt imedens Dannebrog gled til tops” Alle var ellevilde og glade, Kirkeklokkerne kimede fra. alle Kirketårne over hele landet. Jo der var virkelig glæde. Hele skolen skulle på skovtur med fanen foran bøgen var lige sprunget ud så vi plukkede alle en buket og holdt dem op over hovedet da vi gik gennem Bredsten by af den gade som nu hedder ”VEJLEVEJ”. Alle i byen stod ude på fortovet råbte vi hurra alle folk gik ud på vejen og var glade.

Denne sommer var vi på den længste udflugt indtil nu. Den gik til Koldinghus og Skamlingsbanken. Det var en vældig fin tur. Ellers gik skolegangen sin rolige gang. Vi gik 4 dage om ugen Hans min bror gik 2 klasser højere end mig så vi kunne følges ad 2 dage om ugen så kunne vi jo følges ad nu var vore cykler så dårlige at vi måtte tage turen frem og tilbage til fods,det kneb nok med at forliges ,men det er vel alminding for drenge i den alder. Hans kom ud af skolen 1/4 1946 og kom så på Vesterlund Ungdomsskole Vinteren 1946/47. Der havde søster Birte også været sommeren 1945, hun oplevede således Befridelsesdagen på ungdomsskolen.

Jeg kom derud vinteren 1949/50, det var for Far og Mor meget magtpåliggende at vi alle tre kom ud til Maibom og fik et ophold der. Vores Mor opnåede desværre ikke at opleve Hans og mig derude, da mor døde ca. 3 uger før Hans startede derude. (her om senere )Men vores  MOR ville også gerne have set os alle 3 på højskole, men sådan gik det ikke kun vores søster Birte fik et ophold på VALLEKILDE. Hans og jeg var jo skiftevis hjemme og passe gården og var så som dengang soldat i alt 4 år så var vi på landbrugsskole og blev så ret hurtig derefter selvstendige bønder.

 

  Sommeren 1947 var en meget tør sommer, en af de somre, der er faldet mindst regnvand i mange ¨år, Men Jerking havde fået lavet det sådan at de 2 ældste klasser kunne komme en tur til København, vi startede fra Bredsten ved middagstid under stort opbud. Masser af byens borgere og forældre vinkede farvel til os. Det var jo en forfærdelig lang rejse, vi skulle ud på. Fra 2 til 6 juni

Det var jo for de fleste af os første gang, vi skulle køre ned tog og sejle med en sådan stor færge .jeg havde vist været i et tog en gang fra Mølvang til Fredericia til familiebesøg. ved Johanne i “Fredericia” Bedstefars kusine”).

Vi kom til København først på aftenen, og blev indlogeret på

”Fregatten Jylland”. Den var på det tidspunkt indrettet til ”Provinsbørns ferieophold i København”. Det jeg husker bedst var at vi fik en for os alle uspiselig føde. Vi traskede rundt på museum dagen lang. Det var ingen succes Vi var meget trætte og sultne. det år havde det været isvinter og næsten alle landets Kartofler var frosset, så der var ingen kartofler til os. Det var vi jo vant til at få, men turen var trods alt en stor oplevelse for os børn. Når Jerking havde den sidste time med os i skolen omeftermiddagen sluttede vi altid af med at synge.

 

Gå da frit enhver til sit

og stole på Guds nåde

da får du lyst og lykke til

at gøre gavn som Gud det vil

På allerbedste måde.

Jeg har ikke hørt eller sunget den siden jeg forlod skolen den 1/4. 1948. Sommeren 1948 gik jeg til Præst (konfirmationsforberedelse) hos Pastor Brandt i Balle Valgmenighed og blev konfirmeret den3-10 1948. Vi havde gæster i tre dage Familien om søndagen og naboer om mandagen og tirsdagen, Jeg husker jeg fik 300 kr. af min Bedstemor i Nørup. Det var jo mange penge dengang. Om mandagen skulle min Farmors familie samles og dele Moster Dagmars sager hun var ”Danmarks første Kvindelige Statshusmand” en meget stovt kvinde, men var godheden selv hun havde bygget en landejendom på 12 Tdl.1910 som var taget fra hendes hjem Lilleballegård hvor jo også vores Farmor stammede. Det var for mig en meget spændende dag der stammer den sølvopsats som Maja har fået fra, samt det fine taffelur som nu står ved faster Birte og Jacob i SDR Jylland .

Og faster Birte siger, at den allerede er lovet til en af deres børnebørn jeg tror det er Mette Carl Martins datter, nok om det.

Det efterfølgende år fra nov. 1948 -49 var både Hans og jeg hjemme som karl. Vi fik det år lagt elektrisk lys over til Hønsene det skulle tændes Kl. 02/30 om natten. Far kaldte på Hans hver anden nat og mig hver anden det måtte vi jo som skiftes til. det havde snart været lettere for Far selv at gå ned og tænde for det,men sådan var det nu ikke, hønsene skulle eftersigende lægge flere æg hvis der blev tændt lys midt om natten.

Om sommeren 1949 var Birte på Vallekilde højskole Det var et tre måneders ophold, sådan var det dengang Pigerne skulle jo hjem og hjælpe til i høsten det var jo mest piger fra landet der tog på Højskole. Hun kom hjem til. 1.august så da var vi hjemme alle tre indtil l. nov. så kom jeg på Vestelund Ungdomsskole og var der til. april

Sommeren 1949 væltede vi den gamle VESTERHUS, en binningværkbygning fra ca. 1798. Der blev også bygget en ny i stedet for den gamle, den blev bygget i røde sten det var også et hårdt arbejde, når jeg skriver det var hårdt arbejde skal man jo vide at Hans og Jeg gjorde al håndlangerarbejdet og vi var jo kun 14 og 16 år. Det var tung at slæbe alle de sten og mørtel op på murenes stilas. Så vidt jeg husker, kostede det knap 5000 kr. at bygge den. Den sommer havde vi lidt hjælp til at tynde (hakke) Der kom 2 mand som Fagforeningen sendte ud, Manden på fagforeningskontoret sagde til Far der er sku ingen andre der vil have dem jeg ved nu ikke om du kan få noget arbejde ud af dem, men vi har ikke andre, de kom, sagde de at prisen pr. 100 favne var 1,15 kr. hvad Far Jo gik ind på. De startede over middag og da de kom til aften havde de hver hakket 300 favne så det blev jo ikke til stor dagløn. Dagen efter ville de også have prisen sat op til 1,20 kr. pr. l 00 favne. Det fik de så.

Men de blev trætte inden aften, så dem så vi ikke mere til. de kunne som fagforeningsmanden havde sagt til Far ikke lide at arbejde.

Mit ophold på Vesterlund den vinter var en oplevelse jeg nødig ville have undværet det var en stor oplevelse. Vi var 64 drenge 2 lærere og forstanderen samt en tømrer der havde sløj med os. Maibom havde selv de 2 første timer med os. l. time var dansk digtning vældig interessant. Jeg husker endnu citater han kom med i disse timer Bl.a. ”Hvor sig spreder lys i ord, der er altid hellig jord.” Samt: ”kun den der ved hvad der er; kan fatte det som var,. og det som kommer”. De 2 sidste timer før middag var der gymnastik og et bogligt fag. Middagsmaden bestod gerne af grød eller en slags vælling samt kartofler og et eller andet flæsk eller kød. Det kunne da spises. Om eftermiddagen var vi delt i 3 hold, 2 timer dansk og regning 2 timer med sløj og 2 timer med selvarbejde så var klokken også blevet 21/30. Så aftens kaffe og så i seng kl. 22 så var vi som regel også trætte. Jeg skulle jo også for første gang hjem på juleferie så morgen efter vi havde haft en meget højtidelig juleafslutning, startede vi så på cyklerne hjemad næsten før det blev lyst. Jeg fik det år en fotografiapparat i julegave af Hans og Birte. Det var jo en grov storhed. Af Far skulle Jeg have et par nye bukser til daglig brug på skolen. De kostede 29 kr. De skulle jo gerne vare længe, når de var så dyre sagde Far. Efter juleferien ventede der jo 3 dejlige mdr. igen. Der var en dejligt kammeratskab hele vejen igennem. Jeg har hvert år siden 1950 fået julebrev fra en af mine skolekammerater fra dengang, han bor i Nr. Karstoft, Men vi har næsten aldrig truffet hinanden, men jeg tror vi begge er glade for den kontakt. Jeg husker også at Maibom fik den ide at han ville vise os Sdr. Jylland, da den egn var noget, der interesserede ham. Man må jo huske på, at fra Kongeåen og ned til den nuværende grænse havde kun været dansk i 30 år. Når man ser tilbage, er det ikke lang tid, så i lang tid talte han kun om Sdr. Jyllands historie det var også meget interessant at høre om. Det skal lige siges at Maibom var en meget dygtig fortæller og meget brugt foredragsholder, men vi kendte nu efterhånden Sdr. Jylland med alle dens seværdigheder ud og ind. men nu skulle Maibom jo så have lejet 2 busser, dengang sagde vi jo Rutebiler. Han forhandlede også med en rutebilejere, men kom nedslået til næste time og bekendtgjorde at det ville koste hver elev 12 Kr. En sådan unødig udgift ville han ikke påføre vore forældre, når det var så mange penge, der drejede sig om. Vi skulle ikke blive snydt vi skulle nok få en anden og billigere tur,det fik vi også ,vi fik en spadseretur ned til Rørbæk Sø. Men vi havde da haft forventningens glæde inden turen blev aflyst. Vi nåede nu frem til april og opholdet var slut, det havde kostet min Far alt i alt 950 kr. at have mig derude den vinter. Men så solgte jeg en taburet som jeg havde lavet i sløj til forstanderen for 5 kr. så udgiften blev reduceret til 945.kr. Nu er opholdet slut og vi skriver 1/4 1950. skal ud tjene og være Soldat samt være på Landbrugsskole m.m. Så det bliver et ny afsnit, som jeg kalder Jens ung. . Derefter kommer et afsnit der handler om tiden som ejer af Trillinggården salg af den og min videre færd afsluttende med minder fra hele tiden så det sidste vi blive hvad jeg vil kalde et resume af alting imellem hinanden. Nu er jeg fyldt 16 år og ungdomstiden begynder.

 

.Jens ung. 1950 -1960

Da jeg sluttede på Vesterlund den 31/3 1950 tog jeg plads på en gård på min hjemegn

fra 1/4 1950 og til 1/11 samme år. Det blev en meget interessant sommer husbond var en meget sparsommelig mand. Jeg skulle have 1700 kr. i løn. Hvis han blev glad for mig, skulle jeg have 50. kr. ekstra, hvad jeg hver dag måtte høre for, når husbond ved morgenbordet satte os i arbejde: Jeg var jo den yngste og derfor måtte stå for noget drilleri desangående. Den første dag jeg var der, var jeg ude at harve med 3 heste og tro det om i vil der var mange knuder på tømmen altså bundet sammen mange steder. Den anden dagen harvede jeg med 1 hest. Da måtte jeg gå mellem hesten og harven. der var ikke så meget reb på gården, at tømmen ikke kunne nå, så jeg kunne gå bag harven. Det har jeg aldrig set nogen gøre, hverken før eller siden, men sådan var alle sagerne på gården der var kun 1 kost og skæftet var knækket, og alle grebene var der knækket 1 eller 2 tænder på, men vi havde det godt, og Husbonden var god til at tilrette arbejdet, så det skred for os. En ting jeg også husker er, at når vi var i marken alle sammen’, gik husbond hjem og begyndte på aftenfodringen k1.17/30, så vidste han jo når kl. var 18 holdt vi i marken. Så vaskede forkarlen sig og gik op og lagde sig på sengen, til vi skulle spise eller gik ind og snakkede med Madmor, så skulle jeg i stalden og hjælpe manden færdig med at fodre og malke, sådan var det dengang. Anden karlen skulle alt det forkarlen ikke ville lave, Husbond sagde ikke meget i det daglige, men en ting var sikkert, når han fik mælkepenge hver anden fredag, og lørdag morgen efter morgenmaden startede han bilen og kørte ud i Landbosparekassen I Vejle med pengene, der stod de godt, sagde han.

En anden ting der var på næsten alle landbohjem, var hver forår blev der købt ca.100 daggamle kyllinger, det var især konens opgave at passe dem,kyllingerne gik

i en kasse som kaldtes ”Kyllingemoder” der var en stor varmedunk i den ene ende hvor det varme vand blev skiftet morgen og aften, der var så ca. 50 hanekyllinger og 50 hønekyllinger

hanekyllingerne blev så brugt til søndagsmiddagen det var en sådan obligatorisk søndagsmiddag  og hønerne kom jo til at lægge æg som den stedlige brugsforening så købte æggene  betalingen for æggene blev så fratrukket  brugs foreningens regning hver den første,

Vi var dengang 3, der skulle have løn, Husbestyrerinden blev senere kone, på gården. forkarlen han fik for et hel år 2900 kr. Jeg skulle som før nævnt have 1700 kr.+de 50 ekstra. Jeg måtte ikke hæve af min løn, men hente en tier hjemme hos Far når jeg manglede driftskapital. Det var ikke så dyrt dengang at have tjenestefolk. Sidst i oktober solgte manden 2 kælvekvier til en pris af 2800 kr. det var jo næsten lønnen til forkarlen og en Ko på slagteriet + mælkepenge 1 gang var min løn, da så lønnen skulle udbetales, jeg husker den 31okt. om aftenen fik Forkarlen først sit tilgodehavende og så talte Husbond 17 hundredkronesedler op og stak så hånden ned efter den omtalte 50 krone seddel, men fik den ikke med op. Jeg blev noget skuffet. Forkarlen og husbestyrerinde kikkede forundret på hinanden. da jeg skulle være karl hjemme fra 1-11 1950 til l-1l, 1951 var det jo ikke rart at komme hjem uden de 50 kr., men Far kendte jo Manden og vidste at manden han holdt godt ved pengene og morede sig vist lidt indvendig. Men dagen efter kom Manden og gav mig de 50 kr. Han sagde han helt havde glemt det, men den troede jeg nu ikke på. Det havde jo været rarere at have kommet hjem med dem den 1 nov. Jeg husker vores nabo Thomas sagde: Vel har manden været glad for Jens, men kunne ikke afse den 50 kr. seddel, da han er gruelig begærlig”. Men det var Husbestyrerinden, der dagen efter havde sagt til Manden, at det kunne han ikke være bekendt at snyde Jens, da han ærlig har fortjent dem, det tror jeg også er sandheden. Men på en måde kan jeg godt se at det var rar at beholde dem han gav jo aldrig en krone ud, han ikke var streng nødsaget til, og da han i 1949 havde fået en skattebøde, vist ret stor. Det var efter krigen at skattemyndighederne så folks pengesager lidt efter i sømmene.. Jeg husker en aften Husbond talte i telefonen i over en time de handlede om et læs halm til at dække roerne med, det var hans bror han handlede med, men kunne ikke blive enige om prisen talte sammen i telefonen de handlede om et læs halm det skulle koste 50 kr. men det mente husbond var for meget så efter at have forhandlet i halvanden time opgav de at blive enige. Der var da også mange små pudsige oplevelser. Jeg husker engang vi skulle køre møg ud og vi manglede en hest så Husbond havde spurgt en nabo om at låne en hest den gag hvad vi jo også kunne jeg blev så sendt ned efter hesten den morgen og Husbond  sagde

 

”Skynd dig nu lidt, så vi kan komme i gang” jeg kom så derned og forrettede mit ærinde, og konen vilde absolut jeg skulle ind og have kaffe. Jeg sagde jo at Husbond havde sagt, at jeg skulle skynde mig ,men hun blev ved. Og sagde, at hun ville sige til min Husbond at det var hende, der sagde, jeg skulle have kaffen. Så sagde hendes mand, meget tørt: når Husbond har sagt at drengen skal skynde sig er det ikke noget at tøde ham med at drikke kaffe. Så blev hesten udleveret og jeg fik lov at skynde mig hjem med hesten og køre møg ud med 2 spand heste hele dagen.

 

En anden sjov ting var der var kommet et nyt opvaskemiddel, som hed ;Nuren det kunne man få i en stor og en lille flaske. når man skulle have en sådan flaske sagde man bare en stor eller en lille, Husbestyrerinden manglede pludselig en sådan en; på cyklen og ned til Brugsen og satte det ene ben på tappestenen medens Brun, det hed 1 komien,  spurgte hvad hun skulle have råbte; Brun; der var bag disken: A skal ha en lille, ih sagde Brun hvem er den lykkelige Far. hun mente jo en lille Nuren. Det blev der grinet en del af.

 

1/11. 1950 kom jeg så hjem som karl. Hans havde taget plads på Fyn nede på Home land. og Birte der på det tidspunkt havde mødt Jacob. De mødte hinanden på Lollands Højskole til de Danske Ungdomsforenings årsmøde. Og han havde sine forældres gård i forpagtning, så hun måtte jo rejse efter ham. Hun fik også plads dernede i nærheden. hun ville have pladsen halvt år dernede, men det er nu 60 år siden så det blev jo mere end et halvt år. Far var nu ikke så glad for hun ville så langt ned, men 1/2år kunne vel gå an. Men eftersom han opdagede, det blev mere alvorlig med opholdet dernede blev han jo også mere og mere interesseret i hvad der var der trak, men da han lærte Jacob og hans familie at kende, gjorde det ikke noget, hun blev dernede, selvom ham og bedstemor hellere ville, de skulle bo omkring Haderslev der var da ikke så langt ned, når de skulle besøges (man må fåstå når dette læses at i 1950 var der langt til Sdr. Jylland.), men hun har haft det godt dernede De har fået 3 børn og nu (1996) 4 børnebørn.. Hjemme havde vi også fået ny husbestyrerinde. Hun hed Mary og var fra Fårup Mark. Det år var jeg kommet i tanke om at det skulle malkes 3 gange i døgnet, sikke påfund, men den gang tænkte man ikke så meget på, hvor lang arbejdstiden var, men køerne gav da mere mælk.

Det år begyndte Far og naboen Thomas at snakke om at få lært at køre en bil. det var; nøj grov nøj: de snakkede meget om det.. Det var sådan, at tiderne for bønderne ikke var så dårlige (på jysk gode tider for Bønderne økonomisk) Arbejdes lønningerne var som før omtalt små, ikke de store udgifter til driften.

Thomas var den mest kyndige. Han forklarede far at når man skulle køre bil, skulle motoren først startes. Dernæst skulle den sættes i tøj (sådan sagde man om landbrugsmaskiner) det vil sige at træde på koblingen, sætte bilen i gær. Og så styre den så lige som muligt. De aftalte med en kørelærer, at han skulle lære dem at køre bil. De kørte også en del timer Thomas fik da også kørekort hen på efteråret, men Far opgav og startede først igen i 1953. Da havde vi selv fået en bil en Ford V8. model 1932., så vi var godt kørende.

Det var også en svær fødsel for Far. Det kneb ham at afse penge til en sådan luksus, men det blev mere og mere almindelig at få en bil, så nok derfor. Det tog 3 dage at få den handel snakket i lave, men da de var enige slog de hinanden i hånden. Så tog Far sin tegnebog op af lommen og betalte den og dermed færdig. Bilforhandleren sagde at nu skulle de skrive slutseddel, men det ville far ikke høre tale om. Bilen var jo købt med håndslag, og den var betalt, og dermed blev det. Mere om bilen senere. Men året gik sin gang og til efteråret 1/11. 1951 skulle Hans hjem som karl og skulle ud at tjene igen. Jeg fik plads på en gård ved Hoven i Vestjylland, Jeg var med rutebilen og havde fået at vide, hvor jeg skulle stå af, og gå mod NARD (nord) så var det den første gård jeg kom til der var 3,8 km ud til gården, så man kan nok forstå det var store afstande derude. Det var en god plads, meget at lave der var ca. 220 tdl.. 90 kreaturer 100 svin 6 heste. I dag lyder det ikke af så meget, men dengang var det meget, der var gift Fodermesteren vi arbejdede meget dårlig sammen. Han rejste heldigvis til. april.

Så var vi da af med ham sagde Carl Nielsen, som manden hed, Carl var heller ikke ked af, at han rejste, da han var en hysterisk prop, men han kunne malke med 3 maskiner, give køerne kraftfoder, muge ud og skære roer samtidig, så malkningen blev ikke passet særlig godt. Vi skulle være 2 karle til, arbejdet i marken, men Carl havde været lidt sen ude efter en til så jeg var alene om vinteren, men vi havde en daglejer, så længe vi samlede roer. Vi stak dem på vognen med en greb, og læssede dem af med greb. Det var meget hårdt arbejde. Vi begyndte i marken kl.7 og holdt pause fra 12 til 13, så igen til 17/45 så skulle jeg i stalden og ordne hestene med foder og deslige. Der plejede jo at være 2 karle til morgen og aftenarbejdet i stalden, men i år er du jo ene om det sagde Carl så du må jo stå op kl. 5/30. så du er klar til at rykke i marken kl.7. De første 3 uger gik med at samle roerne så skulle der pløjes. Jeg forlod stalden kl. 7 i mulm og mørke. Holdt så i skoven eller hvor der var læ til det blev så lyst, jeg kunne finde ploven og komme i gang. Nu 50 år efter traf jeg tilfældig en nabodatter som spurgte mig har du så holdt henne ved vores hegn om morgenen til det blev lyst ,hvad jeg jo kunne bekræfte, hendes far havde altid sagt når karlene fra gården holdt der i mørke   morgenstund kunne de da ikke have striglet køerne til det blev lyst??

.

. Det samme gentog sig om aftenen. Når jeg ikke se længere holdt jeg ved enden til kl. blev 17/45 så kørte jeg hjem. I dag synes jeg det var komisk, men sådan var det på de lidt større gårde og de store også. Men den 11. nov. blev der på gården konstateret Mund og Klovsyge en meget slem og farlig Kvægsygdom. Der døde 10 køer af sygdommen + en hel del kalve. Ingen af gårdens folk måtte forlade gården i tre uger. Det var meget slem de 10 køer måtte vi slæbe ud på marken og begrave dem på marken, da de ikke måtte komme til destruktion. Datteren skulle giftes den 20/11 ,men det måtte udsættes på grund af mund og klovsygen. Det var jo ikke så godt, hun ventede sig og det stor skam at blive gravid, før man var blevet gift.

Da hun fødte en lille pige, før de obligatoriske 9 mdr. var gået, blev hendes Mor som var vores madmor så gal og sur, at det skulle overgå hendes datter, kunne hun ikke tilgive. Den første gang Carl og den nybagte bedstemor skulle på barselvisit hos dem, så Carl slet ikke den nyfødte, og Dagny kikkede lige ned i sengen og sagde bare, nå ser hun sådan ud” så det var jo ikke megen glæde for de nybagte forældre. En ting mere der kunne gøre Dagny vred, var en eftermiddag jeg var ude i Sønder Marken for at tromle, og jeg ville lige være færdig med det stykke, var jeg først hjemme kl. 18/30. De andre var i færd med at spise jeg sagde jo pænt, velbekomme, men mærkede en meget trykket stemning, men fortalte jo at jeg nu var færdig derude. Så sagde Dagny meget bestemt, at når hendes heste havde gået 5 timer i marken var det godt, og at jeg jo kunne gøre det færdig i morgen. Så blev der ikke sagt mere under det måltid. jo det var en flink, men meget myndig dame, hun ejede jo også gården og Carl hendes søn var bestyrer som det hed.

Det var to ting som Dagny ikke accepterede, at få børnebørn før tiden og ikke mere end 5 timer i marken med hestene (jo gerne i høsttiden måtte hestene gå længere) Jo det var ellers en meget god plads, men du fredsens når jeg tænker tilbage, hvor var der meget legemlig arbejde der var 45 tdl. med roer og kartofler. Alle de gange de skulle flyttes med en greb, men man kendte jo ikke andet dengang, om sommeren spillede vi håndbold det jeg husker bedst var at der var langt at cykle når vi skulle spille kamp. Jeg tog også kørekort det år. Der foregik i Ølgod der var 18 km; at cykle køreundervisningen foregik om aftenen, så efter fyraften cyklede jeg til Ølgod kørte 1 time og så 18 km. hjem igen jeg havde 8 køre timer så det kostede i alt kost kørekortet mig 250 kr. jeg skulle jo aflægge prøve i Skjern det var en formiddag de timer det tog af arbejdstiden skulle jeg så arbejde i roerne om aftenen. Det gjorde jo ikke noget at vi arbejdede til sengetid, både når vi kørte hø ind og i høstens tid man bemærkede ikke, at man i de tider af året havde nogle meget lange dage, men skulle man feks.. klippes og det skete gerne i middagspause og det tog ½time af arbejdstiden skulle man straks arbejde 1/2 time over som det hed, husbond (Manden) glemte altid når man havde arbejdet over, men huskede altid hvis man skyldte en 1/2 time. det morer man sig jo lidt over i dag, men det var meget generel over det hele. En ting jeg også husker, var at jeg havde gemt en feriedag, som  

jeg ville bruge til at besøge Birte og Jacob, som var blevet gift den 15/12 1951. med stor fest 200 gæster til middag og 100 unge om aftenen. Jeg rejste med toget fra Stakroge tidlig søndag morgen til Kolding og videre til Bolderslev. Jeg skulle så tilbage mandag eftermiddag, men da lå hele landet begravet i sne, og jeg ankom først ud på gården ved middagstid om tirsdagen. Carl blev meget glad da jeg ankom og sagde. Det er godt du kommer for vi har ikke en roe inde til køerne, så måtte jeg skyndsomt have lidt at spise og ud at skovle sne, have jord af roekulen, hestene for vognen, som også var sneet inde og hen til roekulen og have læs på og hjem med roerne. Men fodermesteren var hel hysterisk. Han manglede jo roerne til køerne.

Carl sad inde i stuen og læste hele eftermiddagen! det var jo ikke vejr for ham at være ude i, det kunne jeg på daværende tidspunkt godt forstå han var jo ikke hel ung set med mine øjne, så jeg tænkte ved mig selv, at det var nok bedst han blev inde. (Han var dengang 32 år..)

ja når man er 18 år mener man jo at dem på 30 er ret gamle sådan er det vist stadig med unges syn på alderen. Mon ikke?? Men jeg tror nu hel sikkert, at os der var unge dengang havde mere respekt for de ældre, end unge har i dag. Men tiderne har også ændret sig meget siden da. Havde det været i dag skulle manden selv køre sine roer ind da der ikke er penge til at betale en karl med, men det er en anden sag. En ting jeg husker fra det år, er på det højeste punkt på marken, lå der en stor bunke skæver (sten der er slået i stykker med en hammer) og Dagny fortalte at da hun var barn havde hendes Fader lejet en mand til at slå sten til skærver en hel vinter. Han sad der i læ bag skærmen, som vi synger i Jens vej mand Han sad der lige fra den lyse morgen og kom først hjem når han ikke kunne se lys nogen steder. Han kunne jo se langt, da der var hede til alle sider og han sad på den højeste top på gårdens mark.

Til nov.. 1952 skulle jeg igen hjem som karl i halvanden år, da Hans nu skulle ind som soldat han skulle stille i Viborg 11/11. 1952 dengang var tjenestetiden 18 mdr. han lå der om vinteren og kom så på korporalskole i Sønderborg om sommeren, og derefter til Fredericia som korporal og blev hjemsendt 24/4 1954. kom derefter hjem som karl indtil 1/11 da han rejste på Vejlby Landbrugsskole. Som sagt var jeg hjemme de næste 1.½år.i den tid var jeg meget med i ungdomsarbejdet i Balle. Det var en meget interessant tid Ungdomsforeningen havde møde hver 14 dag med foredrag og andet underholdning samt vi spillede dilettant om vinteren, så blev vi unge rigtig rystet sammen og der blev en meget godt kammeratskab blandt de som var med til at spille dilettant og bagefter sluttede vi af med en afslutningsfest i den lille sal i forsamlingshuset. Vi måtte hver byde en med så fik vi mad og drikke og dansede JA ungdomsmøderne var hver anden torsdag aften der var ca. 30 mødt op og der var jo kaffe pause  der købte vi en konditorkage et stk. vinerbrød2 sukkerknalde + kaffe  der kostede 80 øre  ja tænk  der kom så 24 kr. ind til værten Anna og Ejner Kjær som jo skulle betale bageren og kaffebønner  ,ja hvor mon fortjenesten har været ??? jeg ved det ikke.

 

Den vinter 1953 var der en del frost så vi løb en del på skøjter en søndag eftermiddag var der 53 børn og unge på vores dam det var vældig sjov det var noget der passede Far vældig godt han syntes det var morsomt med så mange unge. Om sommeren havde vi gerne en udflugt med Ungdomsforeningen. Der var Pastor Brandt formand. Det var gerne en søndag, men efterhånden som folk selv fik biler og selv kørte ud i landet, ebbede det ud. Skytte og Gymnastikforeningen var der også den er nu lagt sammen med al idræts arbejdet i Bredsten sogn og der gøres forsat et meget stort stykke frivilligt arbejde i den forening.

Nu følger jeg det jo kun fra sidelinjen d.v.s. når jeg møder nogen som har med at gøre, får jeg jo lidt at vide.

Det var den sommer vi fik føromtalte bil vi fik den, den 5/6 1953. Det var en stor dag den første tur vi kørte var ned og vise Inger og Herluf den, De var desværre ikke hjemme Dagen efter skulle vi tærske hele dagen, men da vi var inde og få formiddagsmelme, KL:9/30 da ringede Herluf og spurgte om det var os der havde været og vende i gården hos dem. Far sagde at det var det, men vi kommer igen, når vi er færdige med at tærske, Nej sagde Herluf vi går op til jer nu så får vi en køretur, og så kører i os hjem, så hele familien kom straks og vi fik en dejlig tur til alles tilfredshed.

Rask  i replikken som Herluf var, sagde han I kan fandeme tærske en anden dag, det løber sgu ingen steder,sådan var naboskabet dengang hyggelig og impulsiv som Herluf var. Kort tid efter fik Herlufs selv en bil næsten magen til vores. Så gentog det sig igen. De kom og viste os deres bil og vi skulle have en tur i deres jeg skulle køre den .Det gik også godt, så sagde Herluf du kører noget stærk, jeg svarede at jeg kørte den normale fart 40 km .i timen. Ja ,men den viser engelske mils sagde Herluf så vi kørte næsten 60 km. i timen og det var jo ikke godt med en sådan hasarderet fart, men Herluf syntes det var sjov, at tage gas på mig og ikke fortælle at den viste mils i stedet for km.

V i havde også året .1951 fået Agnes til husbestyrerinde, hun blev i næsten 10 år. så det gik med den side af livet på gården og Hans og jeg skiftedes til at være hjemme. Af og til havde vi også en hel ung dreng ca. 14- 15 år til hjælp. Men på det tidspunkt fik de fleste drenge en læreplads i andre fag d.v.s. Landbruget begyndte så småt at blive affolket og industrien voksede til, det vi ser i dag. Omkring 1958 begyndte landbokonerne så småt at tage arbejde uden for hjemmet, hvad jo er almindeligt i dag Da vi nu havde fået bil hjemme, skylder jeg lige at fortælle at Hans og jeg ikke skulle stå og bede far om få lov at låne bilen;  nej; sagde bare at nu skulle vi til det eller det, og så tog vi bilen. Selvfølgelig hvis Far og Agnes skulle i byen kunne det jo altid ordnes på en eller anden måde ,Når jeg skriver det er det fordi at andre i samme situation skulle tigge og bede for at låne deres Fars bil ,men far mente nu ,at det var en fælles gode. og Vi passede jo også gårdens arbejde !så jeg tror det var en klog indstilling af Far og vi blev vist også lidt mere ansvarsbevidste på den måde .

Da vi kom til maj 1954 rejste jeg over til Søren Have og tjente der den sommer ,Jeg var ellers ved at få plads oppe i Salling, men Far så i avisen, at Søren Have søgte en karl, mente Far det var lige noget for mig, (far ville gerne jeg blev på egnen da jeg jo skulle være soldat fra 1/11 1954. Så mente han vist også at det var lidt stort i at have en søn der tjente i sognefogedgården ja alt tæller jo med Sørens svigerfar som Karle og Søren havde overtaget Gården efter, var Sognefoged. En dengang meget betroet post i sognet han var udstyret med politiskilt. Og kunne gifte folk hvad han ofte gjorde den sommer jeg var der.

Det skortede ellers ikke på advarsler med at tage plads, der da rygterne sagde, at Søren ikke var til at arbejde for, Han var også meget meget kunstig på mange måder, der måtte ikke gå en minut til spilde af arbejdstiden og havde mange kunstige måder at arbejdet skulle gøres på. Jeg husker vi skulle køre møg ud, knap efter jeg var kommen han havde holdt et langt foredrag, om hvordan vi skulle gøre det. Vi skulle når vogn og heste holdt i møddingen skulle jeg læsse forenden af vognen og ham selv den bagerste ende og så mødes på midten af vognen Det blev grundig forklaret flere gange dagen oprandt da vi skulle køre møg. Vi startede i hver sin ende efter som tiden skred frem blev Søren mere og mere sur og vranten. Da vi var færdig med at læsse havde han læsset 1/3 del af vognen og

jeg havde læsset 2/3del. Så smed han greben og råbte. Nå er det sådan du læsser møg, kan du selv læsse det hele så gik han meget fornærmet, han har siden fortalt at han plejede at ville presse karlen når de kørte møg, men nu var det mig, der pressede ham Det kunne han ikke acceptere jeg morede mig indvendig, men måtte så selv køre al møget ud, og bagefter sprede det. Den sommer jeg var der var det en meget vanskelig høst det regnede meget, så vi næsten måtte stjæle komet ind. Jeg husker den sidste dag vi kørte korn ind. Søren var gået i stalden så Karle og jeg kørte selv, da klokken var 18 råbte Søren ind i laden til os,at vi skulle sætte hestene på stald ,men ingen af os hørte det?? så vi hentede et læs mere ,og han råbte denne gang meget højere at når han forlangte sine Heste på stald var det meningen at ordrerne skulle adlydes, Karla sagde så hørte du hvad Søren sagde. Nej sagde jeg, det gjorde

jeg heller ikke sagde hun og vi hentede så det sidste læs og havde nu kornet i hus, aftensmaden fik vi kl.23/30 og der blev ikke sagt mange ord under spisningen, ej heller næste dags formiddag Søren var stadig væk meget sur,selvom det havde regnet hele natten ,men da vi spiste til middag stadig væk under dyb tavshed, smed Søren pludselig skeen og

 

Sagde, lige meget I skal have mange tak for i blev ved med at køre korn i aftes, så han gav sig til sidst det ville han ellers meget nødig, Jeg kunne fortælle masser af oplevelser derfra, men dette fæstemål blev til et vedvarende venskab livet ud Søren og Karle er døde og så har. næste generation Pusser og Per overtaget mig, Men det blev jo 1. nov. og jeg skulle ind som soldat.

Forsættelse følger

Jens CARLSEN

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Soldatertiden fra 11 /11. 1954 =10/3 1956 nr.2

 

Den 11/11 skulle jeg stille på Fynsgades kaserne i Aalborg ved 10. Regiment 1. bataljon tunge kompagni. Mit stam nr. var 232 804. et nr. man aldrig glemmer. Jeg startede hjemme fra kl. 4/45 Hans kørte mig til Kærbølling. Der skulle jeg mødes med Poul Johansen, hans Broder, Holger, kørte os til Vejle Banegård. Toget vi skulle med kørte nord på kl.5/30 med ankomst til Aalborg kl. 11/30 det var en for os en lang rejse, da jeg trods min alder aldrig havde været nord for Horsens. Det lyder jo mærkeligt i dag. Jeg havde i 1949 fået en fridag hjemme til at komme til ungskue i Horsens. Der gik ekstra rutebil fra Balle til ungskuet.

Det var Kresten Kristiansen der ejede rutebilerne dengang og kørte ruten lille Lihme, Bredsten, Vejle

Vi mødte så på kasernen lidt før Kl. 12 fik under råben og skrigen udleveret vores nr. og et sæt spisebestik og blev ført til kostforplejningen, hvor vi fik den for dengang traditionelle for nyindkaldte rekrutter, GULEÆRTER med FLÆSK. (lang levrede kogt Flæsk). Mange sendte nu deres Mor en venlig tanke, for mange var det første gang de ikke fik Moderens mad for mig var det en vældig fin mad. Da den afsatte tid til spisningen var gået, blev det igen råbt, at nu var der ikke nogen, der spiste mere. Så udenfor igen den ene officer råbte og skreg mere end den anden.

Der var befalingsmænd overalt. Vi fik en køje udleveret samt et skab. så alle 250 mand, som vi var i vores Kompagni fik udleveret uniformer og udrustning, der var galt med, når man fik et par støvler der var for store, var det fødderne der var gal med, og ikke støvlerne og i de dur.

Vi skulle kules ned med det samme og det fik de også held af. Da vi blev sendt i seng kl. 22-00 skulle der være ro og det blev det vi var alle meget forstyrret og bange for hvad det her skulle føre til. Næste dags morgen kl. 5-30. blev døren næsten sparket op med et råb ”God morgen, er der nogen som skal til lægen” (samme råb hver morgen fra første til sidste dag). Om et kvarter var alle vasket og klædt på og sengene redt, klar til at blive ført til spisning. Fra første mand LØB ind af døren til sidste mand igen stod uden for Kostforplejning var afsat 20 minutter, så man kan nok forstå det skulle gå stærk. Samme tid var afsat til middagsmaden og til tørkost (aftensmad), men sådan hed det ikke. Kunne man ikke spise stærk, fik man det lært. Vi blev fodret på følgende måde, 1 geled med

1 tallerken i hver hånd når vi så kom til det skranke, blev der øst op 1 gav kartofler 1 sovs og 1. et eller andet der lignede kød eller fisk.1. gav os eftermand, som i reglen bestod af en eller anden vælling eller grød, om søndagen dog budding eller frugtgrød og søndag morgen et tørt rundstykke.

Der var mange, der ikke kunne lide kosten, og den måde vi blev fodret på, men det var også mest de som ikke havde været hjemmefra før. Men der var en meget fin selvjustits ved bordet, ingen tog for meget af en slags det var jo især til tørkosten når der var en eller anden salat dog skete det en gang en af mine stuekamarater ville ud i byen og vise sin fine Uniform frem, nogle vil jo gerne blære sig det ville han. Han trak i udgangsuniform, og snød sig imellem det anden kompagni, som skulle fodres før os, vi havde da været inde så længe, at vi kendte hovederne på dem fra vor egen kompagni, men han var dum nok til at tage lovlig meget salat. Da han så kom uden for bad de ham følge

med over på deres Barak, blev så sendt ind under den kolde bruser, skulle selv åbne for hanen og stå der til han kom i tanke om hvad han havde gjort forkert og love aldrig at gøre det mere og fremdeles love at være en sød dreng. Han græd i vilden sky da han kom tilbage, men den tur var god for ham Han skulle ikke vise sig mere. I den nye uniform uden. Vi andre også skulle i den. Han var det vi kalder, en rigtig mordreng. Og det beviser at man hvis man ikke kunne indordne sig fik man det lært. Når jeg skriver om min soldatertid vil

Det skal lige fortælles her at vi havde en korporal i kompagniet som hed Hillingsø han ente sin karriere i militæret som General major, Ham ser vi, når det kongelige holder fest ,der deltager han

 

jeg lige bemærke, det var en træls tid, man fik 2 kr. om dagen og nærmest levede i en anden verden så jo kun uniformer nogle jo med vinkler andre med stjerner, vidste aldrig om man kunne få orlov eller lignende alt var efter befalingsmændenes for godt befindende.

Jeg nævnte før at lønnen var 2 kr. om dagen, men vi manglede aldrig penge. Der var jo ingen af de andre, der havde flere så det gik da fin, kaffe og Wienerbrød kostede 80 øre. Det var værst når man skulle hjem på orlov. Det kostede 26 kr. at komme med tog eller orlovsbus som kørte dengang. Det var nogle meget gamle busser, som en eller anden havde købt og ville tjene en skilling ved at køre ned gennem Jylland med soldater lørdag eftermiddag og så tilbage søndag aften med alle de som kunne proppes i den jo flere penge gav det jo. Vi kørte fra Ålborg ved 14 tiden og var så i vejle ved 20-21 tiden om aftenen, og fra vejle ved 19 tiden søndag aften så var vi i Aalborg ud på natten, så var man noget slap mandag morgen, men det gjorde ingenting, Så fandt de gerne på noget ekstra; julelege; som det blev kaldt, eks. løbe fra stuerne og træd an i gården en 10 -15 gange, eller vi skulle massere ud på øvelsespladsen enten Songårdsholm syd for Aalborg eller Hvorup som lå nord for Limfjorden. Skulle det gå særlig hårdt til og når vi så masserede hjemad og vi lige kunne se kasernen, blev der kommanderet omkring og ud på pladsen igen. Der var en der havde tabt takten, så den skulle findes så på et geled ud over hele terrænet og ledte indtil vi igen skulle hjemad det kunne også være en i kompagniet som havde glemt at få sine handsker på om morgenen, så måtte alle undvære handsker hele dagen. Det var en meget hård straf ,da det var en meget hård vinter det år ,men vågen blev vi trods alt, Hver aften pudsede vi og rengjorde vores udrustning.

Vi kom meget hurtig til at gå vagt, der var 3 mand på hovedvagten og 3 på patruljevagten 2 timer på hver vagt 4 timer frivagt. da det gik mod julen, og der skulle uddeles juleordlov ,kom jeg på det hold som skulle have julevagten ,og så orlov i nytåret .Da de som skulle på juleorlov var rejst hjem og os som skulle på vagt i juledagene blev os på frivagt, kaldt frem og fik udleveret nogle stykker elastik med besked om at samle afrevne tændstikker op på kasernepladsen bundte dem med 25 i hver bundt og aflevere dem på kontoret. Når man så havde 25 stk. gik man hen til døren til kontoret, bankede på og gik ind, stod ret hvis så ikke officeren reagerede ,måtte man efter en stund stå i rør stilling altså ikke i retstilling, Når så han kikkede på en stod man straks ret igen det kunne gentage sig mange gange. Det var en sand fornøjelse for officeren rigtig at udmyge rekrutterne.

Men mange af de der blev som officer dengang var nogle som ikke kunne klare sig i det private erhvervsliv (der var jo ikke de sociale goder dengang som de kunne trække på, hvis de kom ud i erhverves livet).Men vi samlede da tændstikker til det blev mørk, næste dag var jorden dækket af sne så var vi da fri for det, men vi skulle jo også passe vores vagt både på kasernen og på en depot som, lå øst for Aalborg lige ud til Limfjorden. Jeg husker det var en meget flot syn, når den store Københavnerbåd sejlede lige forbi os der. Jule vagten blev en blandet fornøjelse. Over alt lå der ca.4-5 cm. snesjap så vore støvler var konstant våde da der ingen steder var varme på hjemme på kasernen det var vagthavende Officer der forbød det, Igen ville han vise sin magt, som han troede, han havde. Men de andre af hans kollegaer havde jo juleorlov ,så nu kunne han jo behandle os, som han ønskede det, .Jeg var aftrådt fra vagt juleaften kl. 22 og skulle så igen på vagt 1. Juledag aften kl.17 så der var jo fri det meste af 1. juledag. Vi stillede så i udgangsuniform til appellen om morgenen og Han blev fulstendig skrub tosset. Og vi fik nogle omgange i hurtig om klædning.

En spurgte, om vi kunne få lov at gå i kirke om formiddagen, men nu blev han da først tosset, Vi kunne fanden galeme sidde i kirken hele nytårs orloven, hvis vi i det hele taget fik nogen orlov hvad han ikke ville indstille os til. Det meste af formiddagen brugte han til at hundse med os, men heldigvis var det rygtedes over på soldater hjemmet. Og lederen der ovre fra kom over og hilste på os og talte med den hysteriske officer, da det var skik og brug at de soldater som ikke var på vagt l. juledag enten måtte gå i kirke og når de kom tilbage måtte resten få

Serveret   gratis kaffe på soldaterhjemmet. Det var jo et stort nederlag for ham, men han skulle jo værre på kasernen, så kunne han jo lige så godt gøre livet så surt for os som mulig. Han fik sine aggressioner ud . Julen gik og vi fik vores nytårsorlov. Det var dejlig med en uge uden råben og skrigen.

Min bror Hans og Jeg var soldater i 4 vintre i træk. . Vi har tit talt om vores orlov i vinterperioden. Den var næsten ens hver vinter: Vi kom gerne hjem først pa aftenen lørdage. Så var der gerne bal et eller andet sted i nærheden den aften. Søndag morgen når vi var færdige i stalden.. Skulle der ryddes  sne. Det foregik som følgende Naboerne samledes. Vi skulle have 3 heste spændt for sneploven, så kørte vi med den, hele vejen fra landevejen og ned til Ollerupvejen flere gange til vejen var farbar igen. Sjov nok det var næsten hver gang vi har tit talt om det siden Hans og Jeg. Når så vi var færdig med det spiste vi til middag og så en middagssøvn. Så skulle den der var soldat af sted igen. Det var så den orlov slut ,men hjemme havde vi da været og det så man vældig tilfreds med, at være hjemme en lille smut.

. Tiden gik, og det blev forår. Jeg blev pa grund af min dårlige ryg forflyttet. Jeg skulle så servere i officersmessen en loppe tjans. Der var en anden soldat ved navn Peder Jørgensen Han var fra Salling ham og Regimentes hestepasser Svend Jensen fra Himmerland; Haverslev: Vi blev meget gode venner .Så han anbefalede mig til at være hans afløser når han havde fri eller skulle bruge en mand ekstra og det var noget jeg nød vi red jo så gennem Ålborgs gader og så vist flotte ud syntes vi da selv..Ligeledes skulle vi hente foder til hestene på en gl. dags Kassevogn med faste hjul og forspand 2 heste .jeg skulle jo godkendes ved den officer det stod for hestene i regimentet og kom så ind og melde mig på kontoret og blev spurgt om jeg havde forstand på heste ,hvad jeg nok mente jeg havde .Så spurgte han noget brysk hvad skal en hest have at æde pr .dag jeg slog jo hælene sammen og svarede :Meldte hr. ?? en hest skal have 6 pund havre og så der ager hø den vil æde samt vand efter behov ,så var jeg antaget. venskabet med ”passer” det holder endnu D.v.s. Svend Jensen (ham kaldte vi passer) Vi var med til hans 60 ars fødselsdag i juli måned og de skulle til min fest den 7/8 ,men kunne desværre ikke komme, men ville den 29/10 komme og besøge os. Midt i oktober blev jeg ringet op af hans søn. Svend havde som sædvanlig været i marken efter sine køer, men faldt pludselig død om. Peter, Elmi og Jeg, var til hans begravelse. Der var så mange at fø1get stod helt ud pa kirkegarden, han var så afholdt af alle. Jeg har aldrig haft en bedre kammerat selv om vi sjælden sås, var vi aldrig fremmed for hinanden. Jeg busker også Peter sagde til mig den dag at hans kone og ham havde talt om at jeg matte opgiver arbejdet pa grund af min ryg. Svend faldt fra, Peter og Konen passede godt 100 tdl. og 65 køer med opdræt. Og skulle noget sådan ske for dem var de ilde stillet og at de nok hellere matte sælge Gården. Det gjorde de så til en Hollænder og nu nyder de også pensionisttilværelsen. Igen et lille sidespring. . I messen havde vi nogle gode dage. Vi levede vældig godt og Peter og jeg fik en noget betroet post. Vi havde ansvaret for messens økonomi, indkøb og lager, men først og havde vi et meget godt kammeratskab. Vi matte også stole 100 % pa hinanden, da der var mange penge, vi havde med at gøre, og det gjorde vi også når vi en gang om ugen skulle gøre det hele op ,d.v.s lager indkøb ,salg og pengebeholdning, de første gange blev det overvåget af Messeforstanderen, men Han sagde til os .Jeg tror i er af den ærlige type der ikke vil snyde ,så fra nu af klarer I det hele selv og det gjorde vi så.

Men hvis vi havde svindlet, var det jo slut med den loppetjans. Der var vi så resten af sommeren havde en fantastisk fin sommer. VI tre var altid sammen, Peder og jeg var jo for det meste i messen, og når Svend var færdig i stalden, kom han gerne luskende ind af bagdøren. Så hyggede vi over en kop kaffe, og snakken gik livlig, især om landbrug da vi alle tre var landmænd og stammede fra landbohjem.

Messeforstanderen var helt pa det rene med, at Svend var så meget inde hos os. Jeg tror nok han godt kunne lide os alle tre. En ting holdt vi på havde sådan alle tre at vi talte med vores dialekt da vi alle var jyder .De ville jo gerne vi skulle tale rigsdansk, når vi serverede i messen ,men der stod vi af.. Og vedblev at tale ”jysk. En gang kom der bud fra Hvorup kaserne om de kunne låne 2 dygtige og pålidelige messemænd en aften og nat. Vi blev spurgt om vi ville, der blev lavet os en lille skilling for det. Vi sagde jo selvfølgelig ja og vi ankom dertil til aftalt tid, og blev mødt af en meget striks dame. det første; kællingen;(undskyld udtrykket) råbte til os var frem med neglene. Dem ville hun kontrollere om de var rene. Det nægtede vi pure og sagde vi ikke kunne se at hun var officer, så var tonen slået an til det videre forløb af samarbejdet. Men det blev en lang nat, men vi så meget og oplevede en hel del. da så vi var færdige og skulle tilbage til Fynsgades kaserne, blev vi meget streng kommanderet til at vende vores lommer for som den officer sagde han ville se om vi havde taget noget der ikke tilkom os

tilkom os, det var som at fa en spand vand i hovedet. Det nægtede vi, begge pa stedet. Han skældte os ud ,,men vi ligeglade og fik omsider lov at træde af og blev kørt hjem .Næste morgen kom vores Messeforstander og spurgte pa sin Facon: Nå hvalpe ,hvordan gik det så. Vi spurgte ham om han ikke havde lovet dem ærlige messemænd til hjælp. Jo sagde han blev i ikke betragtet som sådan. Vi fortalte ham så om den behandling vi havde fået. Han sprang op fra stolen og sagde. I bliver her han for ud af døren og et kvarter efter kom han tilbage med officeren fra Hvorup. Han var meget slukøret over den situation vi havde bragt ham i. Han fik alle tiders skideballe i vores påhør, og blev også spurgt om hvad han havde udbetalt os for den nats arbejde. Det kom så stammende fra ham at det havde han glemt, men det tog Messeforstanderen, han ikke for gode varer og beordrede ham til inden 1 time at betale os hver 30 kr. Det gjorde han også, men hvor var han flov. Men vi havde da 2 ugers lønninger for den nats arbejde. Det fortæller jo også at Messeforstanderen havde tillid til os. Men han ville da heller ikke have vi skulle mistænkes uden grund. Man skal for øvrigt ikke mistænke nogen uden grund. .Det er bare et godt råd.

Da jeg havde længst hjem ,og rejsen hjem var dyr, blev jeg inviteret med både Svend og Peter hjem pa weekend jeg var først med Svend hjemme. Han Forældre havde en gård lige ved Rold skoven stor gård med 4 lange længer med en sortbroget besætning en rigtig solidt Bondehjem. Desværre allerede tirsdagen efter faldt faderen død om ude i marken 59ar gammel. den samme død fik Svend jo 39år efter. Turen med Peter hjem husker jeg særlig med den flotte tur med toget fra Aalborg til Hvalpsund.

Det foregik med et meget gammel tog der var åbent ud til den ene side der var en gang så man kunne gå i det fri og nyde turen. Det var en meget flot natur rundt ved Limfjords byerne til Hvalpsund, så sejlede vi til Sundsøre. Der tog vi 2 cykler og cyklede til hans hjem i Junget en meget smuk tur. Det meste korn var høstet og sat sammen ,Jeg har hverken før eller siden set sådan en stor avl på markerne, om søndagen høstede Peter og mig Havre..De havde traktor så det var jo spændende jeg var jo vandt til at have heste for binderen.

Jeg var også hjemme at hjælpe i høsten, da Hans min broder som var karl hjemme, var kommet pa Sygehuset han havde fået Bladan forgiftning ved at sprøjte Roer med den gift .Det var sådan lidt (sort )jeg var hjemme en uge ,men Peter hjalp mig, det var aftalen, at Peter skulle, når jeg gav signal smide min taske over hegnet, hvis nogle manglede var jeg i Messen eller hjalp jeg Svend med at passe hestene, hvad jeg også gjorde af og til. Til ,Far sagde jeg jo at jeg havde fri en uge (,en lille nød! løgn det må man jo bruge i sådan tid .Jeg nød i hvert fald høstarbejdet) ,Da jeg mente jeg kunne gøre mere gavn i høsten hjemme,  men det var jo ikke så godt, hvis det var bleven opdaget ,men alene spændingen var jo den uges fri var dog  det hele værd.

Far gav mig 50 kr. for hjælpen. i dag forstår jeg ikke jeg turde, men som ung, og når man har været soldat i næsten et år, er man næsten ligegyldig med alt vedrørende militæret.

Efteråret kom, og vi 3 skulle skilles jeg kom over Viborg ca.l mdr. derfra, til Oksbø1, resten af tiden. til 10 marts. Peter blev i Viborg, og Svend kom til Holstebro ..Jeg mødte tilfældig Svend i januar måned, hans afdeling var i Oksbø1 og skyde. Vi fik lige i skyndingen aftalt at mødes om aftenen. Da jeg også der var i messen, mente jeg godt jeg kunne smøre at par stykker brød vi kunne sidde og nyde. Det var jo længe siden vi havde set hinanden det gik også godt indtil vagthavende Officer stod i stuen, hvor vi spiste han syntes ikke godt om vores lille fest.. Svend blev jaget ud i en helvedes fart, og jeg skulle høre nærmere, sagde han, det gjorde jeg også næste dag skulle jeg stille klædt varmt på, med smurt madpakke og feltflasken fyldt med vand .Det skulle jeg i 4 dage. Så blev jeg kørt ud pa den mest afsides vagt, der var i hele området fra 7 morgen og til 17/30 det var lang tid at stå på 1 sted og fryse, men jeg havde nydt at være sammen med Svend den times tid, det varede før ; fjolset; kom, og afbrød os i vores hyggelige natmad .

Den vinter var det en meget koldt  vinter i januar og februar. Det var så koldt at vi fik bevilget 1 spand koks til hver belægningsstue pr. døgn, men det slog ikke til, så der blev stjålet koks i ly af mørket. Det blev jo opdaget, så der blev stillet vagt der oppe fra kl. 16 -22. Det var en kold tjans, og da vi som snart skulle hjemsendes, var mistænkt for at hente koks i ly af mørket, blev det jo selvfølgelig os der matte gå denne vagt.. Men når der kom nogle og ville stjæle koks, matte de betale 1 kr. for en spand fuld, så det kunne jo godt give en god ekstra skilling. Også lidt spænding..Nu må jeg hellere slutte med soldatertiden .

Vi blev hjemsendt fra 3 regiment i Viborg den 10 marts 1956, da var der også gået 16 mdr. med. Det det var dejlig at komme i civilt tøj igen, men meget tom var det , man var, vandt til at have en masse kammerater omkring sig og nu var det forår, og man skulle gå bag hestene dagen lang. Det var jo kun den første tid, det var sådan, man omstilles jo hurtigt i så ung en alder. Jeg var hjemme den sommer. Og en generationsskifte begyndte der.Men tænker tit på før vi kom ind til militæret ja det gjaldt jo os bønder karle var vi jo vand til at arbejde selvstændig hvor vi nu var ansat eller tjente som det hed dengang vi havde jo en del erfaring og i soldatertiden var det bare KÆFT- TRIT og RETNING nu kom vi så hjem og igen kunne tage fat og ikke havde det råben og skrigen dagen lang. ja det var en omvæltning ,men af de gode.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

EFTER SOLDATER TIDEN Hvor både Hans og jeg Blev Selvstændig

 

 

Hans var på Landbrugsskole den vinter tog plads som fodermester i Jelling den sommer, men hen pa sommeren købte de gård i Hygum der bor de endnu (1996) .jeg rejste pa Vejlby Landbrugsskole 4 nov. 1956  den dag Russerne overfaldt Ungarn, så alle var meget berørt af det ,da mange frygtede en 3.verdenskrig .Vi var jo alle lige bleven hjemsendt, så faren for at blive indkaldt var jo nærliggende. Det blev en dejlig og lærerig vinter, med et godt kammeratskab som varer endnu her 59 ar efter, vi er 8 par der mødes 3.lørdag i juli hver år og  Nu 2015 var  ved sidste møde 7 tilbage ,det er meget hyggelig og det har egentlig udviklet sig til et fantastisk  venskab vi er med når der er sølvbryllup 50 ars fødselsdage og nu, jeg forstår ikke hvor tiden er bleven af, men nu har vi også været til næsten alles 60 ars fødselsdage Når vi mødtes hvert år var det på omgang så vi så hinandens landbrug. Alle har drevet ganske almindelig landbrug uden de store investeringer altså ingen har lavet det om til stordrift (fabrikker)., en jeg konstaterede da vi alle var 58-59 år blev der kun talt om at få gården afviklet og gå på efterløn, på en eller anden måde. Der er ikke mange der har en søn, som vil overtage det sådan er det blevet nu de fleste unge har jo fået en uddannelse i andet erhverv, men der findes jo altid en løsning pa det også. Menuen på dagen var de første mange år ,eftermiddags kaffe i hjemmene, og så kørte vi ud pa en hotel og spiste en af hotellet anbefalede anretninger .

Som vi hver især betalte, men Nu er det lavet om så vi mødes hjemmet kl. 12,så har værtsfolkene købt en anretning hjem og så hygger vi os hjemme og slutter med eftermiddags kaffe inden vi igen kører hver til sit og vi har alle haft en god dag ,nu snakkes der jo en del børnebørn? nu er vi jo i den alder.

Pa Landbrugsskolen var vi 128 karle og 2 piger. Pa husholdnings skolen som lå i samme Bygning, var der 30 elever så vidt jeg husker, men det var bortvisning fra skolen hvis man havde omgang med pigerne på husholdningsskolen. Det var strengt forbudt, og satte en fod pa deres område det var bortvisning. Jo der var stil over det den gang. Jeg mindes en aften, eleverne skulle lave underholdning det skete hver 14 dag. Det var med sang og sketchs 3 fra landbrugsskolen sang en revyvise der hed: ”Ebeltoftvisen”  Og i visens tekst var der en linje som følgende: Så kom disse københavnere, og badede i det bare ingen ting.. Forstanderen en ældre herre pa 39 ar. Sprang op standsede festen og jog os alle i seng uden aftenkaffe .Der skulle være ro pa skolen øjeblikkelig ,en sådan lavmål underholdning kunne Skolen ikke acceptere og der med basta.

Jeg tror ikke de som læser dette her, har fundet noget umoralsk idet??   Skolen sluttede den 31 marts og rejste hjem nu var min ungdom sluttet med at flytte rundt jeg skulle nu så småt afløse Far der fandt det ret behagelig nu ikke skulle skifte karl mere, kom også godt ud af det idet daglige Agnes holdt jo stadigvæk hus for os, Den 15 juni blev en dag der ikke glemmes af naboerne i Ollerup den dag druknede Herluf Thomsen i Farup sø. Hele familien var efter morgenarbejdet kørt til Skovdallund og lejet en robåd og ville nyde en sejltur i det gode vejr,. men det endte meget tragisk Kristine pa 3år faldt i vandet og Herluf sprang ud efter den lille, men da havde Sofus, hendes ældre bror fået henne inden bords igen. men Herluf fik vist krampe i det kolde vand og kom først op efter 10 dage I de 10 dage var der søgen efter ham

Næsten hele dagen og så længe der var lyst.

Kun en pa egnen deltog ikke. Det var naturligvis Karl Gunnar Christensen. pa Ollerupgård han var altid været imod alt og alle. En dag der blev trukket våd. Der gik 3 mand inde pa søbredden og en fisker som havde lejet fiskeretten i søen, stillede båd og mandskab til rådighed hele dagen. Da så de, som skulle trække i land og kom om til Ollerupgård eng,kom Karl Gunnar og vrøvlede ,som han plejede vådtet kom ind til land og skulle tømmes for fisk og hvad der ellers var i den . Råbte han det er mine fisk dem vil jeg have!!ja værsgo sagde fiskeren. Du kan selv fange dem og smed dem ud igen i vandet, og vi andre morede os trods det hele var så tragisk. Da han opdagede dette, sagde han at i vil spille tid pa det., da blev det naboen

Thomas for meget, han snurrede meget hurtigt rundt og sagde Karl Gunnar meget bestemt ind i hovedet og sagde Nej ,Vi regner ikke med at finde Herluf ,men måske kan det trøste Familien at vi på den måde viser dem vores medfølelse i deres sorg. Karl Gunnar gik slukøret hjem, og vi så ham ikke mere,. Nej Karl Gunnar var aldrig en populær nabo. Han har tit været ved mig og ville købe vores eng ved Fårup Sø, men det ville jeg under ingen omstændigheder sælge til ham, da han så ville være enehersker ved søen og det ville i mine øjne være en katastrofe, hvis han blev det. Han tåler i det hele taget ikke lide  andre end sig selv jeg kunne skrive meget mere om ham ,men han er det ikke værd, hvad jo i nok kan se af det jeg bar skrevet om ham..

Den sommer hjalp jeg noget nede ved Inger, men til nov. lejede hun en ung karl de kommende 2 år skete der ikke så meget udover jeg den 25 sep. 1958 vandt en hel ny bil. Det var en Austien Cambrics en meget flot bil den gang var en ny bil en begivenhed af rang. Jeg var i København og hente den det var en dejlig tur. Jeg rejste med nat toget til København og fik de forskellige formaliteter i orden, og fik bilen udleveret og var hjemme i Ollerup ved 21 tiden om aftenen, da var flere af naboerne samlet hjemme. Det var sådan set meget naturlig dengang. Far tog hul på en flaske chokolade likør til 8,50 kr. så der var rigtig fest. Alle skulle jo have en køretur i den. Jeg var godt nok træt,det havde jo været et anstrengende døgn uden søvn, så Far overvejede at stå op og malke for mig dagen efter ,men mente at nu havde jeg jo haft en fridag, så kunne det være nok .

Jeg malkede som sædvanlig, og Far fik sin morgensøvn. Men det var sådan når vi kom nogen steder i den nye bil skulle alle hen og se den, da var det med en ny bil noget særlig Hans i Hygum fik så den gamle Ford V8,.

I de år her fra 57 til 60 var jeg tit med til at gøre opvartning når der var gilde i Balle forsamlingshus enten bryllup,,sø1vbryllup eller anden stor fest .Der var gerne hen ved 200 gæster til middag og så var der gerne inviteret ca. 100 unge til dans om aftenen, men det var altid nogle sjove og hyggelige dage. men det sluttede jeg med da Age og Inger pa Fåruphuse blev gift, så syntes jeg havde gjort min pligt på det omrade.1året 1959 købte Hans i Hygum en Traktor det var en Volvo Krabat den kostede så vidt jeg husker lO,OOOkr. den lånte jeg at pløje med den efterår og siden bar jeg ikke pløjet med Heste så nu er den epoke slut og i næste afsnit sker der mange forandringer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jens19 60-1980:

Den 15 februar 1960 overtog jeg skødet på hjemmet i Ollerup. Det var en kold vinterdag husker jeg naboen Niels Peter og jeg kastede sne mellem os og hans ejendom, men der skulle ske en del forandringer på gården det forår. Agnes vores trofaste husbestyrerinde gennem 10 ar skulle flytte op til Thorvald Pedersen pa Balle Højbjerg. Den ejendom er nu jævnet med jorden, og den nye vej går der hvor den lige før Balle.

Far blev gift med Inger (Herluf Thomsens enke), der på det tidspunkt var flyttet til Søskov. Det var den 31. marts de blev gift. Så jeg var pludselig alene pa gården indtil 1/5 da flyttede Inger ind, og vi blev gift den 26/5 samme år.

Da der på stuehuset ikke var lavet noget omforandringer siden det blev bygget i 1916. startede hun med at gøre grundig rent og malede og tapetserede over alt. Vi fik vi lavet badeværelse ( Det skal lige bemærkes at kun 15% af alle landbrug havde WC. med vandskyllende kloset 1960). Næste år stod haven for tur. Den blev anlagt helt fra bunden af. Jeg husker vi havde en havebrugskonsulent til hjælp, men så vidt jeg husker, var der ikke meget af det han mente, Inger kunne bruge, men resultatet blev alligevel godt,. Vi havde en karl 4 dage om ugen den første sommer og en yngre karl næste år den sommer fik vi også traktor så alt skulle nu laves om med hensyn til markarbejdet. Juleaften kl. 4 minutter over 6 fik vi en dejlig julegave, idet Maja meldte sin ankomst. Karlen skulle ellers have fri, men matte selv lige klare aftenfodringen, før han cyklede hjem for at holde juleaften. Det var ellers ved at gå lidt panik i det hele. Først kunne vi ikke ringe jordmoderen op. Da vi havde prøvet nogle gange, sagde Mary på centralen , (centralen var manuel passet dengang), at nu skulle vi bare tage det helt roligt for nu ville hun ringe rundt til (Bolettes) Jordmoderen omgangskreds og dem kendte hun godt så det skulle hun nok klare .

Bolette kom også hurtig og sagde pa sin facon, jamen, Inger vi havde da aftalt at det først skulle være nytårsaften, troede vi jo at alt var under kontrol. Bolette ringede efter Sejer Hansen lægen, han var heller ikke hjemme, men der blev ringet efter ham ban var pa Give Sygehus og ønske sine patienter en god jul, men satte straks kursen mod Ollerup. Han sagde da han kom det tog 8 minutter fra Give og hertil han sprang fra bilen gennem huset ind i soveværelset med en flaske i den ene hånd og masken i den anden, i sidste øjeblik fik Inger smertestillende. Nu var Maja kommen til verden. Det var første gang i 73 ar der var født et lille barn pa gården. Ellen fra Vork var og hjalp til og Valdemar, Ingers broder, og Ellens forlovede , Valdemar ,kom da ban var færdig i stalden så vi holdt den første jul sammen med dem. Telefonen var lukket kl. 18. så jeg matte i bilen og over og fortælle Far og Inger om den lykkelige begivenhed. De kom da også hen pa aftenen med et lille tæppe i barselsgave, Jeg tror nok,det var med små elefanter .Næste dag ringede vi efter Ingers mor, som det år

Holdt jul i Vejen hos Ingers søster, Gerda, og hendes mand, Evald, De havde en gård dernede; Evalds hjem.. De kom over middag juledag. Gerda var lidt utilfreds med at skulle af med hendes mor så tidlig i julen, men Bedstemor var glad for at komme til at passe en sådan lille pige. De blev også snart gode venner. Den første aften græd Maja en del, så tog Bedstemor henne over i sengen til sig, og så sov vi alle 4 godt hele natten. Jeg tror der skete noget mellem Bedstemor og Maja, for efter denne nat var de uadskillelige, det varede livet ud..,De andre fætre og kusiner kunne også se det, men sådan blev det nu, For Bedstemor var Maja nok noget særlig. Tiden gik og Maja voksede til, og vi begyndte at fa nogle sjove stunder. Da hun først kom i barnevognen og ud i stalden, medens jeg fodrede, havde vi meget fornøjelse af begge to. Når hun stod i barnevognen ude i gården og naboen Niels Peter (Putte) kom efter sin mælk, som han afleverede og hentede i garden hos os, og Maja lå der i sin barnevogn, tog han hende gerne med hjem. Det så sjov ud når han havde barnevognen foran i den ene hånd og mælkevognen i den anden hånd bagud,. . Når han så kom hjem med det hele, kom Kristine (Puttes Mor) ud. Så stod de der og underholdt sig med hende og de nød det i fulde drag alle tre.. Lidt efter fik hun en trehjulet cykel, så kunne hun jo selv cykle derhen til stor glæde for alle. Jeg tror med bestemthed jeg kan sige at for Maja er der aldrig gået en dag uden, hun har været et smut derhenne, selv da hun rejste hjemmefra og kom pa besøg. Hjemme sagde hun altid; Jeg skal lige en smut hen til Putte .Det år hun blev to år stod hun stadig i kravlegården ellers var hun alle vegne, men da var bla. Bedstemor pa besøg og allerbedst som vi sad og snakkede, for Bedstemor op tog Maja af kravlegarden og pakkede den sammen og satte den ud i gangen og sagde meget bestemt. Når i kun har et barn at passe er det ikke nødvendig at hun altid skal stå i kravlegård og dermed basta

. Den 24 Dec. var altid en travl dag for os. Vi fejrede jo Majas fødselsdag om formiddagen med mange gæster.

Et år husker jeg Naboens børn stod i læ ved huset da jeg kom op og skulle til at malke..Det var ved 6 tiden, de kunne ikke vente længere. Det var jo meget sødt. Det gjorde ikke noget at Inger og Maja og Lene sov ,de gik bare ind og legede med legesagerne. De var jo vant til at komme og lege med Lene og Maja. Vi havde som sagt gerne gæster til frokost. Kristine og Niels Peter var der hver år Niels Peter var gæst ved Julefrokosten pa Trillinggarden 65 ar i træk ( i skrivende stund) inden den tradition standsede blev det til 87 år med julefrokost. Det er vist noget enestående det kan man vist kalde tradition mon ikke Bedstefar Inger og Stine var også fast med hvert år samt Oluf der også var nabo. Der imod skiftede vi med dem fra Hygum og dem fra Vork, så dem som ikke var der den 24. blev inviteret til den 25. men Maja ville helst have dem fra Vork den 24. og farbror Hansens den 25. altså 1ste juledag. Farbror Hans

lovede Maja at hun nok skulle fa sin gave selv om de først kom dagen efter. En aftale Maja vist havde lavet med Farbror Hans man skulle jo nødig gå glip af fødselsdagsgaven

Da vi skulle til at begynde i marken om forår, 1962 sad jeg fast med traktoren da Falck skulle trække mig fri, var der en del naboer at se pa det, bl.a. .Niels Peter, Maja var også på pletten. Hun var altid der hvor det skete noget, og ville så tæt pa begivenhederne som mulig, hvad hendes Mor ikke var så glad for, så hun tog lidt hårdt ved Maja, og så blev Niels Peter gal og for hen og tog Maja under venstre arm og hoppede hjemad med Maja, idet han skældte ud at når vi ikke kunne være god ved Maja kunne han ”dæleme havleme” selv passe hende, så han tog Maja med sig hjem og passede hende resten af eftermiddagen, en lille pudsighed man ikke glemmer. Maja var meget lille og spinkel af vækst, men hun elskede at komme i byen, særlig over til Bedstefar og Inger. Det nød hun vældig. Men der skulle hun jo lyde og sætte sine træsko pæn til side, inden hun gik ind, når de havde leget ude. hun legede vældig med Stine. En dag de sad og spiste til middag, og Stine og Maja havde været utidige, blev Inger for alvor gal og sagde, at hvis de ikke opførte sig ordentlig, skulle den ene ud i bryggerset og spise og den anden ud pa trappestenen. Der blev en dejlig ro, men efter lidt bestænkning tid sagde Maja: helle for at sidde i bryggerset. Så kunne de ikke holde sig for at grine. nu har jeg skrevet en del om Maja, men Lene er endnu ikke ankommet, så om hende senere. Men her i skrivende stund marts 1996 har jeg kun haft Børnebørn i 2½ år, men jeg tror jeg kan skrive mere om dem end om mine egne børn, selv om jeg ikke ser mine nu 4.sma så tit, følger jeg dem meget i deres gøren og laden gennem telefonen. De er nu herlige .Nicolai har nu ikke tid at snakke med Bedstefar i telefonen Han siger Ninaj arbejder Han vil også gerne hjælpe sin Mor og er vældig stolt af det .Christine siger ,når vi snakker i telefonen :godnat lille Bedstefar kan du nu sove godt”, det synes jeg nu lyder sødt, hun har altid været Bedstefars pige, selv om jeg ikke selv gør noget for det, Hun må jo nok se noget særlig i mig, og det er også den anden vej ?hvad jeg jo heller ikke har noget imod .Nu vokser de to små tvillinger jo også til ,men herom senere. Nicolai kunne ikke lide mig, før ban blev 1 ½ ar. Nu går det vældig, når jeg spørger ham om han er bedstefars dreng kikker han pa mig, Og siger nej Mors dreng.

Sådan er det.

Men tilbage til landbruget vi skriver 1963 og det ar køber vi mejetærsker sammen med Far og Inger i Søskov Pris 5500 kr. det er med sække, så det er,et forfærdelig arbejde at køre alle de sække hjem, men vi havde faet lavet siloer og Tørreri, så vi kunne tørre kornet, hvis det blev tærsket med over 17% vand i kærnerne ,så det var en stor arbejdslettelse ,halmen for sig og kærnerne for sig, så vi skulle ikke tærske om vinteren og der var også næsten umuligt at få nogen til at hjælpe med det arbejde længere og man skulle helst være 3-4 stykker om dette arbejde. Roerne skulle stadigvæk køres hjem om vinteren. Det kunne være et grimt arbejde og når det var koldt og det regnede eller sneede og blæste og hestene blev urolige, de stod jo pa på stald hele vinteren så det kunne være en blandet fornøjelse. Jorden som vi dækkede roekuler med, var stivfrossen så matte man i gang med rydehakkeren; men det gav jo også varmen, ellers gik vinteren med at rense grøfter op nede i engen ved Farup sø eller kappe hegn rundt om garden og markskel.

Sommeren 1963 lejede vi en ung pige Hun hed Sigrid, Maja kaldte hende Sirik. Når jeg malkede om aftenen ville Maja gerne være hos mig i stalden. Men Sigrid som vaskede Maja om aftenen gerne kom og hentede Maja før jeg var med at malke så var der gerne et ramaskrig af den anden verden når Maja skulle ind og vaskes, En aften var der pludselig ikke noget i vejen. Maja fulgte glædestrålende med ind og blev vasket og sagde pænt godnat og kom i seng. Jeg fattede ikke mistanke!, men Maja som gerne ville vaske spande især dem med det varme mælk i ,havde tabt en spandebørste ned i spanden, så den kom en tur med på mejeriet og kom hjem med den besked at mejeriet ikke vaskede spande.

Nu kunne Maja også rigtig glæde sig til jul, hun blev 4år den juleaften Inger, bagte altid meget til julen og det år bagte hun en dag medens jeg pløjede grønjorden Æggeblommerkyskager Maja og King; fik 4 kager i en pose og skulle så gå hen i marken og dele dem med Far. Vi satte os pa ploven. Maja som skulle dele kagerne, sagde” en til far og 2 til Maja og en til King, men den skulle først have den pa vejen hjem, Jo Maja var durkdreven nok, 1. Juledagsaften var vi jo i Søskov som sædvanlig, men da der blev et forfærdelig isslag, måtte vi hastig hjem, da de jo var urolige for vi ventede Lene .Bedstefar stod udenfor og kunne se når vi drejede oppe ved landevejen Han var først rolig ,da vi var hjemme. (Den tradition med julegilde hos bedstefar og Inger holdt i 43 år)

Lene meldte sin ankomst den 16/1. Nu havde vi pludselig 2 piger Maja, havde sovet ved naboen den nat. Det var lige meget hvor hun var hun syntes vist, det var spændende at sove i byen.  Næste morgen kom nabokonen Kirsten hjem med Maja Hun blev vældig stolt og ringede straks til bedstefar og Inger og fortalte dem nyheden De blev jo naturligvis meget forbavset selvom vi havde fortalt dem det om morgenen. Maja havde jo bagt pebernødder og gemt nogle til den ny Iille søster eller lillebror.  Pludselig sagde hun glædestrålende, at nu havde hun puttet en pebernød i lille søsters mund. Da blev der pludselig en værre hus med at fa den ud af munden igen fra Lene.

Maja matte ikke give Lene mad foreløbig. Tiden gik og Lene begyndte også at røre på sig og blev sjov. Hun var vidt forskellig fra Maja. Hun ville gerne i byen, men hellere hurtig hjem. igen. Når hun var med i byen sad hun gerne i bilen længe før, vi var klar til at køre hjem.  Tidligt lærte hun selv at gå hen til Bedste og putte med avisen, men modsat Maja, der gerne blev derhenne i lang tid sagde Lene altid :Lene kommer med avisen, Lene skynd sig hjem .kommer i morgen igen” det morede de sig vældig over .Nar hun skulle pa ferie ovre i Søskov, snakkede hun gerne meget med Bedstefar og Inger om, hvor længe hun skulle blive der de startede gerne med 1 uge, men eftersom tiden gik, satte Lene det af og til ned med en dag af gangen ,så ferien blev aldrig ret lang ,men det passede nu Lene bedst.

Naboen Henning Olsen havde 2 drenge på alder med Lene og Maja. De legede vældig sammen og gik også i skole sammen. Maja og Jens i samme klasse, Lene og Knud i samme klasse. Da Lene havde været i skole den første dag ringede hun til Bedstefar og Inger og sagde, at nu havde hun ikke tid at besøge dem mere. Det kunne de jo ikke forstå, men Lene sagde at nu havde hun jo så. mange lektie for at det tog al hendes tid. Det kunne de jo nok forstå.

I 1967. døde Niels Peters mor Kristine. Vi havde lige slagtet gris Maja havde været henne med et stykke nylavet leverpostej.  Bedste gav henne en 2 kr. så hun var vældig stolt da hun kom hjem med den, Så opdagede Lene det og sagde, at når Maja matte give dem leverpostej, ville hun også. Der var jo en 2 kr. i sigte så Hun matte også af sted med hendes stykke. Det gav også 2 kr. så Lene var ikke til at skyde igennem, da hun altid har været glad for penge. Samme nat døde Kristine. Vi opdagede mærkelig nok ingenting selvom der havde været en livlig trafik igennem gården den nat, men Niels Peters søster Else ringede tidlig om morgenen og spurgte Inger om ikke Jens (altså mig) ville gå hen og snakke lidt med Niels Peter, da han nu pludselig var blevet alene. Det gjorde jeg så og pa vejen derhen tænkte jeg pa hvad skal jeg sige i en sådan situation, men der var ingen problemer da jeg kom ind i stalden til Niels Peter sagde han

:Jens har du tænkt på hvor heldig vi var med Muue (Mor) hun døde lige efter kl. 12 nat så nu har vi en hel måneds pension

. Det er da halvottenhunne kroner,(750kr.)det ka sku da betal æ. ””kaffe te hin begravelse  til alle der følger henne hen ”henne på kroen, det var Niels Peters første kommentar. Ja sådan var Niels Peter, men ham vil jeg komme tilbage til senere. Nu havde vi så begge Pigerne i skole og det fulgte vi så godt det kunne lade sig gøre med at deltage i det skolen arrangerede af forældre dage og møder. jeg husker at jeg syntes der var lovlig lidt disciplin i skolen, men det var vist moderne opdragelse..!

Året 1972 byggede vi ny stald. Det var en værre slæb, men det pyntede. Vi fik nu plads til 28 køer og det blev lettere at arbejde i. Det blev også installeret udmugningsanlæg, hvad var en stor arbejdslettelse, og svinestalden blev moderniseret et par ar efter. I 1979 solgte vi køerne om lavede det hele om til grise. i Dag kan jeg se det var hel tosset. Da det ikke gik mange år før en sådan gård var al for lille at leve pa.

Det gik pludselig meget stærk med at nedlægge landbrug. Alt skulle være større og større. Når man tænker pa at en barndom som Lene og Maja har fået, da de var små,er det umuligt at opdrive i dag, sådan at forstå at alle gårde på den størrelse og nu også langt større nu er nedlagt .Jorden solgt og der bor nu folk, som arbejder andre steder og kører børnene i vuggestue eller dagpleje om morgenen og henter dem så om aftenen hjem igen.

Så jeg skal mene at tiderne, har forandret sig. Mejetærskeren blev udskiftet, med en selvkørende med tank. Nu blev kornet kørt hjem i løs vægt og blev næsten ikke rørt med hånden. Det blev transporteret rundt i siloer med snegl og blæser og tørret med gasvarme. Jeg husker, da jeg lavede de første kornsiloer med en grav foran ca. en meter dyb, sagde Kristine (Puttes Mor), det går aldrig .Du får problemer med grundvandet .Det har altid været galt i det her hjørne af gården. Hun fik ret .Det var vel nok problemer så til sidst måtte vi lave en stor jernkasse og sætte ned i korngraven ,men den gamle kone havde ret.

Da Lene og naboens Knud skulle begynde i skolen ,var de meget spændte på hvad der ville foregå jeg sagde til lille Knud at han matte regne med, at han havde ansvaret for at Lene ikke blev væk i skolen og kom med bussen hjem. Det gik han meget op i og en dag jeg skulle i byen stod lille Knud meget strunk ovre ved frysehuset. Jeg spurgte ham meget myndig: Knud hvad har du gjort af Lene du skal jo passe pa hun ikke bliver væk .Knud var lige så myndig og svarede Lene tisser omme bag

Frysehuset og jeg passer på, der ingen kommer og ser på det .

Lene fik tisset, Knud var stolt og jeg fik mig et billigt grin. I alle de 7år Lene gik i Bredsten skole havde hun samme repatuar når hun kom hjem, det var satte Cyklen løb ind i køkkenet og sagde. Er der nogen hjemme,? hvad skal vi have til eftermand? hvis ikke der blev svaret med det samme forsatte hun ind til telefonen og ringede til Bedstefar og Inger. Hun sagde ikke goddag, men ved i hvor Mor og Far er henne? er bilen hjemme spurgte de så Det ved jeg ikke, men de er i hvert fald ikke i køkkenet. Det morede de sig vældig over.

Men hver fredag smed de begge skoletasken pa trappestenen og forsatte hen til Putte da var Børge der. Det var en der kørte rundt og solgte alt mulig. Af konserves og madvarer samt frugt .Så havde de rigtig gilde når Børge var kørt. Det var ugens højdepunkt for dem alle tre.

 

Søndag morgen havde vi den aftale at en af pigerne skulle feje i stalden så hentede jeg rundstykker ved bageren i Bredsten. Lene fik  mig til at købe 2ekstra. Dengang kostede de 75 øre pr. styk. Dem ville hun så sælge til Niels Peter. Når hun så kom med dem sagde han gerne,: ”Ta da en dåle, Lille Lene” det var 2kr.sa det var jo en god forretning for Lene.

Lene har altid været glad for ting og sager. så da Maja rejste hjemme fra og Lene nu skulle være alene hjemme satte hun små sedler bag pa ting og sager. da vi efter en tid opdagede det, spurgte vi hvorfor ”sagde hun det er fordi hvis i pludselig dør, så er det i hvert fald mit.

Det ville hun under ingen omstændigheder diskutere med nogen i så til fælde. Engang havde vi solgt nogle kartofler for Aksel i Filskov og lagt pengene op i Chatollet. Det var sådan et hemmeligt sted,! da så Aksel kom på besøg og skulle have sine penge, var de der ikke. Vi fattede det ikke et ord, men Lene blev noget rød i hovedet og da vi spurgte hende sagde hun dem har jeg kommet i Fars og Mors pung de havde næsten ingen og min Far og Mor skal ikke være fattige” Når hun var alene hjemme, kikkede hun i vores pung, og hvis hun syntes der var for lidt lagde hun nogle af Morbror Aksels penge i vores punge, det var jo en sød tanke. Engang vi havde fået penge for jagtleje. De skulle altid lægges op i Chatollet og gemmes til julegaver hvad Lene holdt meget kontrol med, at de nu var der. Når vi havde vores årlige tur til juleudstilling i Vejle, hvor der også blev købt julegaver og nydt et eller andet i et Cafeteria det var en rigtig familietur. Et år de havde været og betale var jeg alene hjemme, og jeg fik de 1200 kr som prisen var for jagtretten. lagde jeg pengene bag i min tegnebog, men da vi spiste om aftenen, fortalte jeg, de havde været der med pengene Dagen efter skulle vi en tur over grænsen og besøge Faster Birte og Jacob. Men der var nogle gode tilbud dernede den dag. Vi købte en del ind og Inger spurgte mig om jeg havde rede penge nok med. Jeg svarede at det havde jeg for jeg havde da de 1200 kr. for jagtlejen dem har jeg lagt i min tegnebog der var de jo endnu, hvorpå Lene sagde: Nej dem har jeg lagt op i Chatollet. De skal bruges til julegaver og ikke hernede! Så jeg matte straks over grænsen og have vekslet en check i en dansk bank; ” det er bare Lene” Lene mente ikke hun havde gjort noget galt Jagtpengene skulle jo ikke bruges til sådan noget luksus som vin og tysk chokolade Nej de penge skulle bruges til. Indkøb af julegaver var vist for os alle en stor dag. Da pigerne blev lidt større, fik de hver nogle penge og matte så selv købe ind. Vi var gerne i en Varehus og så matte de gå på egen hånd. Det var vældig sjov at følge dem lidt med øjnene. Engang stod Lene og pakkede en gave ind og var særdeles meget optaget af det. Jeg spurgte så hvem har du nu købt til lille Lene?; Mig sjææl. sagde hun, hun ville ikke risikere at der ingen gaver var til hende. Da de blev lidt større, ville de absolut selv til Vejle og handle ind, med Rutebilen både derud og hjem og de matte få hver 100 kr. så dagen var redet for dem. Skæbnen ville at jeg havde en ærinde til Vejle så de måtte nøjes med at køre med mig derud de ville starte med at købe en voksdug til deres Mor .Der ville de godt have mig med hen at købe. Den kostede 90kr. så de blev glade da jeg betalte den, de havde en god eftermiddag, og pengene var også brugt da de kom hjem.

Vi havde også den tradition pigerne og jeg, at vi skulle til Vejle en aften hvor vi bare så på juleudstillingen i butiksvinduerne og juletræet på torvet og så fik vi også en rød pølse ved en pø1sevogn.

. Så var der også gilde. En juletradition mere var aftenen hvor vi besøgte Søren Have i Jennum !ellers var de hos os. Det var altid nogle hyggelige aftener enten de var hos os eller vi var derovre. Men tiden gik og vi nærmede os Majas konfirmation, som vi fejrede pa Hotel Skovdal Det var en hyggelig fest selvom ænderne ikke var stegt nok hvad vi naturligvis var kede af. jeg tror Maja nød festen og pludselig var festens midtpunkt. At vi følte os snydt da vi skulle gøre det økonomiske op med værten er så en anden sag., som helst skal glemmes, men jeg synes nu lige det skal nævnes. efter konfirmationen skulle Maja have 8.klasse i

Nørup skole. Det gik også vældig det jeg bedst husker var, hun havde en meget vanskelig klasselærreinde. Vi forældre var indkaldt til et møde på skolen. Vi kom ikke nærmere hinanden .Klassen havde heldigvis en lidt ældre lærer som hed lærer Mortensen ham var de meget glade for. Han forlangte at når klokken ringede, skulle de straks være i klassen og undervisningen begyndte. Han havde evnen til at lære fra sig og børnene elskede ham!da han samtidig var kammerat med eleverne. Året gik og en hel ny epoke i vores liv skulle begynde.

Man skulle nu have et barn hjemmefra og ud i den store verden. Da Maja skulle starte på Hellebjerg Idrætsungdomsskole i august 1975,en ting jeg var meget med på ,men det betød også at hun nu skulle begynde at stå pa egne ben ,Det er jo livets gang. Maja blev også meget glad for at være der. Vi fulgte selvfølgelig med i skolens gang hvad skolen også ønskede. Hun skulle være der i 2år, men da vi hentede dem hjem efter 1. ar meddelte Forstanderen at han ikke skulle være Forstander der næste År, da han var bleven kaldet til Præst i Ørum Daugaard Pastorat, hvad vi naturligvis var kede af, da han var en ener på den plads, Jeg husker den dag, vi skulle aflevere Maja, og hun var blevet indkvarteret og vi skulle samles i salen til fælles kaffebord, gik Forstanderen pa talerstolen og kikkede ud over forsamlingen, der sad musestille, så sagde han: Der er tre ting der er forbudt her på Hellebjerg 1. drenge på pigeværelse og omvendt. 2 ingen spiritus på skolen 3 ingen hårde stoffer (narkotika). Han gentog det og sagde så; har alle hørt det, og hvis i ikke mener at kunne leve op til det, så tag med jeres forældre hjem igen, men i er velkommen til at fa kaffen først. Alle blev på skolen. Mere er der ikke at sige om det. Det var jo meget godt, så det er jo aldrig rart at komme efter sådan en dygtig forstander, Det gik alt andet end godt det sidste År den nye Forstander holdt også snart op igen. Jeg havde nogle, må jeg sige ret heftige debatter med ham og hans 1ste mand. De var mildest talt meget modbydelige i deres måde at behandle eleverne pa. Det resulterede da også i ,at vi meldte Lene fra derude og der var også en del andre der gjorde meldte deres børn fra.

LENE kom så til Vesterlund i 2 år og Vejstrup Syd Fyn i 10 kl.

En ungdomsskole ophold er en god start, når man første gang skal hjemmefra, men så er det også en ting der skal være i orden, det er tilliden mellem Hjem skole og hjemmet og de der er ansat på en sådan skole, skal også være af en speciel støbning De er jo sammen hele døgnet så der skal være bestemte regler der gælder en sådan sted det er jo ikke med at læren er der kun i undervisnings timerne ,men jeg tror nu er man engang lærer pa en sådan skole  er man det altid der er en særlig atmosfære at arbejde under.Men eleverne lære meget på et skoleår på en efterskole.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et Aar på Trillinggarden

 

Så jeg har valgt at fortælle om mit barndomshjem. Der skete ikke de store ting fra ca., 1920 til 1960 forstået på den måde at arbejdet blev udført pa samme måde. og produktionen var stort set det samme år for år, Der kom godt nok elektricitet i 1928 og selvbinder i 1916, men herom senere. Kostalden blev moderniseret i 1938: jeg erindre det lige. Der blev installeret malkemaskine i 1938. Den kostede 1425 kr.

Jeg vil starte året ved nytår. Om eftermiddagen nytårsaftensdag gik vi børn rundt i nabolaget og skød nytåret ind.

Vi startede lige over middag da vi jo skulle være færdig til fodertid altså rundt til naboerne så vi kunne være hjemme til fodertid kl.16.og det kunne ikke laves om på færdig sådan var det.

Da vi blev lidt større Måtte vi også gå lidt om aftenen. Naboen Thomas kom gerne og skød et skud med sin jagtgevær og så kom han ind og fik et glas vin og en cigar og en hold snak. Første nytårsdag forløb gerne stille og rolig. Jeg erindrer da også, vi har vævet ved Bedstemor i Nørup den dag, men 2.nytårsdag var en travl dag! da skulle der gerne tærskes kornnege. Jeg husker det som en dag vi ville gerne være foruden. Det var altid meget koldt i laden, og det støvede meget, men der var ingen vej udenom.

 

Da vi blev lidt ældre eller unge, var Hans og jeg gerne til VU. Fest (Venstres ungdoms nytårsfest i Vejle)

Det var en fest alle unge fra landet skulle ind til, Jo, det betød noget, at man var i VU. dengang (og så kunne man også købe en rigtig ø1 eller 2, før man blev 18 år.) Og så var man jo en gruelig karl.

Nå ja, festen sluttede jo ved 1 .tiden  Så kom Kresten Christiansen med 3 rutebiler en til os fra Balle, en til dem fra Ravning og den 3. til Nørup og Lihme.  Klokken blev mange før vi alle nåede hjem. Så den 3. var vi godt søvnige når vi skulle starte i stalden om morgenen. Det var gerne en streng dag, da der som regel skulle køres roer ind til kreaturerne.

Det var normal meget koldt, og når man havde fået meget lidt nattesøvn var det jo ikke bedre, men det havde som regel været en gemytlig aften. Den 5/1 var det min fødselsdag. Det voldte i reglen meget besvær at få gæster da der i reglen var meget sne, men da jeg var lille havde vi gerne nabobørnene om formiddagen. de gik jo i Balle friskole og de havde juletræ fra kl.17 om eftermiddagen, kom hver med 50 øre så var jeg jo velhavende efter en sådan dag. Dagene gik og blev også længere og vinterarbejdet skulle jo i gang. Det var i sært, at rense grøfter i engen. Det var en dejligt arbejde, man kunne på den måde følge fuglenes liv i og på søen. Somme vintre skulle der også køres kalk hjem fra kæret. Der var gerne gravet op og lagt og tørret en rund tid først så var det lettere at sprede på marken. Under krigen blev, alle der ikke selv havde skov fra Kommunen tildelt 1eller 2 rummeter træ til brænde det skulle jo også køres hjem og saves, kløves og sættes i en fin stak pa gårdspladsen. Ligeledes kunne man i statsskovene i Gøding eller Randbø1 købe 1 læs grene af grantræer l.læs 4 kr. Det var en hel udflugt når karlen skulle af sted hestene

Skulle fodres tidligt. Karlen slap for noget af sit morgenarbejde i stalden, så han kunne køre tidlig hjemmefra, så var han gerne hjemme først pa eftermiddagen. Det var jo om at fa så stor læs på som mulig og ikke komme til at holde i kø for længe! men det var en stor dag i sær for karlen. Han fik jo en ordentlig køretur. Man må jo tænke pa at en karls dagligdag jo var mest knokkelarbejde. Blev vinteren meget hård med frost og megen sne kunne det godt være træls og koldt at være udendørs at arbejde, især når der skulle køres Roer ind roerne var jo dækket med ca.30-40 cm. Jord. Af og til måtte vi jo lave et lille hul for oven på roekulen og smide roerne ud pa jorden og så op i vognen og hjem i huset. Efter en dags hårdt arbejde var det dejligt om aftenen før sengetid at gå ud i stalden og se hvor stor dynge, man havde kørt ind,

 

Snekastning: Kommunen havde et vist antal Sneplove stående rundt i de forskellige bylag. De skulle naturligvis forspændtes 3 heste En Gdr. som havde påtaget sig at køre med sneploven, fik en lille betaling for det. Der skulle så en 4-5 mand til at holde i styrestangen, Når så kommunens penge som var afsat til

snekastning var opbrugt blev der indført ” PLIGTKASTNING”

noget som man ikke brød sig om D. V.S. at alle, der ejede fast ejendom skulle stille med 1-2 eller 3 mand efter ejendomsskyld ( det vi i dag kalder

Vurdering). Man kunne også købe sig fri. Når man lejede en mand i stedet. Og det var jo godt for dem som var arbejdsløse. De ville jo gerne tjene den skilling,, men det havde også charme at kaste sne. Man blev jo gerne budt pa kaffe både formiddag og eftermiddag. Når man først var kommen i gang gik det i reglen gemytlig. Det var snefogenes arbejde at organisere arbejdet. Han red gerne rundt og indkaldte folk til det . Var vejen lukket af sne satte han en pind med en på bunden halmviske på, så vidste alle at vejen var lukket.. Efter krigen blev hestesneplovene afløst af lastbiler. Jeg mener den sidste pligtkastning var sidst i vinteren 1946-47.,

Når man kom til 1. februar (KJØRMES KNUD), skulle manden gerne vurdere om det halve af fodret var til overs endnu, var det det var det ikke hel galt. Det var en gammel tommelfingerregel. Normal mente han det var i orden. Det var jo lidt af en prestige sag at have foder nok.. Når solen igen fik lidt magt begyndte man så småt at spekulere pa næste års markarbejde. Det første var gerne at så kunstgødning, kunstgødningen blev hvert år leveret af Holger Nielsen Bredsten Møl1e. Det blev aldrig bestilt. Han vidste hvad hver gård skulle have år efter år. Man ventede bare efter at det blev leveret, så blev det læsset pa en kassevogn fyldt i en balje der var anbragt pa et par brædder man læssede det på som hver mark skulle have så en mand kørte og en stod og såede eller rettere strøede det pa marken. Når man så efter et par dage var færdige med det var den som havde strøet det ud vældig øm i arme, så kunne man begynde at tilberede jorden

 

Nar vinteren er forbi, og solen får mere og mere magt, bliver der en vis uro i alle landmænd. Man længes efter at komne i marken igen.. Ligesom det var dejlig at blive færdig med markarbejdet om efteråret og få ploven smurt ind i

Olie og sat ind i maskinhuset .Ploven matte efter gammel tradition ikke stå ude julenat, så kom Jerusalems skomager og satte sig på den, men sådan er der jo mange overtro.

Det første man lavede i marken var ,som det hed at jævne afpløjnigerne ,så begyndte man at køre ajle ud pa marken og når frosten var hel af jorden også køre møg ud sprede den og pløje den ned, så kunne man i reglen begynde at harve og gøre klar til såning af korn..Vi havde normal 4.stykker marker med korn ( 1 mark kaldtes pa vores hjemegn en indtægt),men det var forskellig fra egn til egn, hvad det blev kaldt .Nar der skulle sås ,skulle det gerne være med en vis akoratesse og det blev ikke enhver betroet at køre med såmaskinen ,men det lærer man jo også af. Såmaskinen hjemme såede også ved 2 naboer. Det var en gammel regel eller udskreven lov så det skulle jo passes ind, så såmaskinen kunne køre hele tiden, Det fungerede upåklagelig år efter år ingen tænkte pa det kunne være anderledes. når al kornet var sået skulle der tromles, og samles sten! så skulle man i gang med at gøre de 2 marker der skulle roer i klar til såning. Her skulle man være lidt mere omhyggelig, med tilberedningen og få marken til at se pæn og jævn ud. Roerne skulle sås i rækker med 24 tommers afstand (ca., 45cm), De skulle sås lige det var en meget stor samtale emne i nabolaget, hvis roer der var sået pænest. lidt konkurrence, som Martin Jørgensen gerne blev nr. l i og den karl der havde været pa gården året før var jo gerne betydelig bedre til det kunne manden pa garden altid huske ja ja.

Nu var markene så sået til, og så skulle indhegninger sættes i stand. De tog  gerne en del skade i vinterens 1øb (et arbejde som jeg af en eller anden grund ikke brød mig om , men det skulle jo gøres) ,var vejret nogenlunde skulle køerne jo pa græs og når de gik ude hele dagen var de jo lettere at passe., Kvierne skulle i engen, og der skulle jo også laves indhegninger, men det tog vi nu som en lille udflugt. Travlheden hjemme pa gården var jo pa sin vis overstået Vi kørte gerne ned i engen og lod hesten gå og græsse, imedens vi lavede indhegningen. Når jeg skriver det var en slags udflugt, var det fordi de naboer som vi skulle forbi heller ikke havde så travl så vi holdt gerne stille og fik et hold snak. Havde de faet en lille føl, skulle den jo også ses og vurderes, samt om der var en ko med en meget stor yver, eller om der var andet nyt at berette. Man skulle jo gerne lige følge med  i alt der var sket i omegnen. Det kan i dag godt ses som en form for nysgerrighed, eller hvad man nu kalder det, men i dag synes den kontakt med naboerne at man mangler nu  til dags,vi levede dengang ind i hinandens problemer og kunne være til stor hjælp for hinanden hvis der blev behov for det. Det blev der jævnlig af en eller anden slags jeg husker Eksempelvis da min Bedstefar døde og hele følget til begravelsen pa Balle Valgmenighed Kirkegård, skulle de, der var med i følget inviteres ned i Balle forsamlingshus til efterfølgende mindesammenkomst suppe, steg kaffe og brød, kom naboerne og hjalp til med at slagte høns og hvad der ellers kunne gøres, der var jo naturligvis lejet Kogekoner til det praktiske arbejde, med tilberedning af maden, og omegnens unge serverede den.Det var skik og brug at omegnens unge serverede når der blev holdt en eller anden fest i forsamlingshuset. .

Jeg nævnte før at vi hentede grene i Statsskoven. De blev jo også hugget til kvas til brænde i komfuret til brug i sommermånederne. Det skete pa den måde at en mand ved navn Jens Lassen nogle kaldte ham også stue (Store) Jens Lassen eller & Apotekeren, da hans kone, som hed gammel Hanne, hun havde apoteker udsalg i Bredsten. Manden havde en gammel petroleums motor og en transportabel Kvashugger og kørte så  fra Gård til gård og huggede grene og kvas til pindebrande det var også en stor dag der var gerne en 3-4 gårde der gik sammen og hjalp det gjaldt jo om det gik stærk. Når en sådan maskine var på egnen. Men nogle dejlige dage med mange sjove episoder. Der var jo nogle naboer samlet.

 

Når så roerne var sået skulle man i gang med at kline og kalke husene samt at male det træværk, som trængte til det og i det hele taget få det gjort pæn i stand overalt. Det så godt ud når man var færdig med det,  blev det så tiden, at man kunne begynde at rense i roerne Det foregik med 1 .hest og det kunne være en dejligt arbejde. Det pyntede vældig på marken. Det var tit Fars arbejde , men han kørte gerne kun en times tid så var hans tålmodighed opbrugt, så var det bedre, når karlen kom til det så kørte han hele dagen så skete der da noget, Så skulle roerne hakkes eller tyndes ud, som man også kaldte det. Det var en møjsommeligt arbejde som krævede tålmodighed normal fra kl.7 morgen og til kl. 18 atten med pause fra kl. 12 til13 (middagsstunden), Gik man nogle stykker sammen jo folkene på gården, kunne man jo snakke og underholde hinanden med små anekdoter

( historier).Det kunne være utrolig koldt så selv om det nu var sommer, juni måned. Måtte man sommetider have vanter pa. Der var jo også lidt konkurrence i hvem af

Naboerne der blev først færdige med udtydningen. 1 nabolaget i Ollerup var det gerne Inger og Herluf Thomsen, der var først færdigt.

Der næst skulle der slås hø til køernes Vinterfoder så var det om at vejret var godt, det vil sige gerne høj solskin når det var slået skulle det vendes et par gange for det blev sat i stakke. Omkring 1950 blev det moderne at stakke det pa stativer lavet af granrafter, så kunne det bedre blive hel tørt det kunne så ikke trække vand op fra jorden. Det blev brugt i ca. 15 år så blev høet presset og der efter kørt ind det var jo arbejdsbesparende. Nu var der jo næsten ingen folk på gårdene mere, Vi avlede også dengang hø på engen ved Fårup SØ det var jo lidt af en udflugt derned, Jeg erindrer lige at Mor kom derned med middagsmaden, Men jeg var ikke ret gammel, ikke endnu begyndt i skolen. Der var 7 læs Hø sagde Far gerne og det var vinterfoder til hestene. Når høet var slået og lå på skar skulle det (Holmes) en mærkeligt udtryk, men det betød at det skulle spredes i et tynd lag. Når det var hjemme pa gården hed det at vende hø, sjove udtryk, græsset der groede efter høet var kørt hjem blev kaldt ”høstgrøde” igen en sjov udtryk.. Når høet skulle hjem skulle det bæres et stak af gangen over i det hjørne af engen hvor der kunne køres med hestevogn .Der var nemlig meget vandrig dernede, det var tung arbejde jeg husker en sjov episode fra dengang jeg var 13år Karlen og mig var om morgenen af Far sendt ned i engen og bære høstakke over pa det tørre Karlen var (lidt) speciel  han var lige blevet 18 år og var derfor ja ja lidt „ han var nu voksen og ville accepteres som sådan. han holdt meget på, over for mig at nu var han voksen meget, om det for mig og gjorde mig forståelig at jeg for fremtiden havde at behandle ham som sådan ,da han var færdig og troede at jeg var fuld forståelse med hans indstilling til at han nu var 18 ar, var min kommentar: far er da mere voksen en dig. Karlen smed øjeblikkelig bærestængerne med høstakken på og ville ikke gå i arbejde før jeg ville acceptere ham som voksen.

Jeg fortalte naturligvis min bror Hans det og det har han aldrig glemt så selv nu næsten 65 år efter taler Hans og jeg om den lille pudsighed

Far er da mere voksen end dig, han smed øjeblikkelig sine bærestænger og blev fuldstændig tosset og ville ikke gå i arbejde før jeg ville acceptere ham som voksen , jeg fortalte naturligvis min bror Hans det og det må da have gjort en vis indtryk pa ham for han har aldrig glemt det og selv om det nu er 50 ar siden

og samtalen drejer sig om omtalte karl kommer Hans gerne med den en lille pudsighed.

. HØST.

En lille pudsighed med en karl jeg husker: Det var en 1ørdag aften. Der var en griseso der skulle far.  Den gang sad der altid en ved den og overvågede fødselen ( det hed passe griseso) karlen skulle passe den. Det tog bare hele natten. Om morgenen troede karlen han skulle død. Nu var han jo voksen. Far mente nu nok han skulle overleve det. Han skulle hjem til sine forældre på fri søndag den dag ,men han bad mig se på ham når han gik frem og tilbage pa kostald gangen, om han så mest ynkelig ud når han gik sådan eller når han gik sådan, det skulle være den mest ynkelige måde, han gik på, når han kom hjem til sine forældre så de kunne hvor hårdt han havde det i pladsen, Jeg lod ham gå nogle gange så jeg var hel sikker i min sag, ?? men det bar også frugt fortalte han dagen efter, hans moder havde spejdet efter ham længe og da ban var ca. 1 km. Hjemmet fra kunne hun se ham, på den måde, han cyklede på, at den var gruelig gal og han havde været udsat for noget så umenneskeligt og var så forkommen, at der nu matte tages speciel hensyn til ham resten af dagen, og det blev det også hvilke han fortalte mig dagen efter, hvad jeg jo fandt meget humoristisk, nå, men tilbage til årets gang. efter høet var bragt i hus var der en lidt stille tid til høstarbejdet, så blev roerne gerne hakket 3.gang nærmest vel nok for at ødelægge tidselen.

Når så høsten skulle i gang var der en del forberedelser. Selvbinderen skulle være klar, ja selvbinderen må jeg lige kommentere her .Det var en maskine der høstede kornet og bandt det i neg en revolutionerende maskine i landbruget, jeg vil sige det sådan :i store træk; før århundredskiftet høstede man kornet med le (Hjø11e) jysk,)Fra ca. 1900 og til 1930 var det meste med en maskine der med Aflægger det var en maskine der høstede kornet og lagde det i neg og så gik der nogle og bandt op som det betød, man lavede et bånd af strå (Korn strå), og på en bestemt måde snoede det om neget. Det var gerne Pigernes arbejde, pigerne som arbejde på landet den gang, sled i det og havde længere arbejdsdag end mændene skulle jo op og malke om morgenen og når mændene og karlene sov til middag skulle pigerne vaske op efter middagsmaden og være klar til at gå med i marken kl. 13 når karlene var udhvilet og når der var spist til aften (mellemmad), skulle pigerne ud og malke køerne så de havde en lang arbejdsdag, nå men det var en lille sidespring igen. Men til gengæld for den lange og slidsomme arbejdstid fik de en meget lille løn??

Men før man startede selvbinderen høstede man, det yderste skar med Leen da man ikke ville have 3 heste til at træde kornet ned, det var jo så når først det var gjort selve høsten startede, men det med at lave en ”negebånd ” var jo noget af en særlig tav som vores far lærte os det vil nu sige, vi skulle kunne det når vi havde set det en gang, eller var det lagt i kakkelovnen og dengang vores søster som jo var den ældste skulle lære det, gik det gruelig gal, men så kom den gamle ”POST” Peder Høj og standsede og sagde det må jeg hellere lære pigen så går det nok bedre og stille og rolig fik vores søster lært at binde et negerbånd

Men det var en ting far aldrig lærte, det var at lære fra sig, man skulle kunne det med det samme ellers var en vis mand løs, og sådan var det livet igennem. V i vidste jo ikke andet og det snakker vi søskende tit om nu, vi er blevne lidt ældre.

Ligeledes kunne han ikke forstå at det tog tid at udføre et arbejde, det skulle helst gå hurtig og færdig, næsten inden man kom i gang .Men det skyldes nok at han næsten aldrig deltog i det praktiske arbejde, men var god til at sætte andre i gang. Der var jo en del gårdejere der havde det sådan

 

  1. 1930 kom selvbinderen som man brugte i ca. 30 år, ja nogle fik selvbinder før f.eks.. fik

SØSTERNE Karlsen på Trillingården og en nabo ved navn DRES. (Ollerup Søndergård) købte en sådan maskine allerede i 1916. men som jeg har fået fortalt, var de efter datiden ret velhavende. Dengang købte man jo ikke før man havde pengene. Det har de ganske givet haft der havde jo ikke været gæld pa gården.

Siden vores Oldefar købte gården i 1873 og havde 8000 rigsdaler med som medgift hjemmefra og købte så Trillinggården i Ollerup for en pris af 6100 rigsdaler (Lige før vi i Danmark fik kroner og øre) i stedet for rigsdaler.

Jo den gl. selvbinder kørte til 1949 så man må jo sige den har gjort det godt, men det var også et slid, for hestene havde de gået på marken og græsset hele sommeren ,og nu skulle der rigtig slides for selvbinderen, så der måtte jo holdes pauser ind imellem og hestene få en god foder så kunne de igen og i høstens tid var der jo ikke noget der hed fyraften. Man blev til duggen faldt, men det var altid hyggelig i den tid bare vejret artede sig.

Den dag man fik ophøstet var det skik og brug da holdt man ”OPSKØR” Ordet kommer af at da man høstede med le. Når man så havde ophøstet gik høstkarlene hjem og strøg leen og forlangte nok noget øl og hvis de ikke fik det truede de med at høste alle gårdens kål. af med Leen

Senere blev det så at man om aftenen blev der serveret på vores egn Æbleskiver og man legede sanglege

Og så indbød man de naboer der nu var i dette ”LAV” og jeg husker disse aftener som noget særlig hyggelig da der gerne var fuldmåne før  vi gik  hjem vi gerne sang ”Sig Månen langsom hæver” så det må jo da have gjort en vis indtryk på mig hjem fra et sådan gilde efter vi gerne havde sunget nogle aftenssange og der husker jeg særlig,.Sig månen langsom hæver.

Disse gilder standsede da Mejetærskeren overtog høstarbejdet   HØSTGIILDE

Hvert år når høsten var i hus var der ”fælles” høstgilde i Balle forsamlingshus for de omliggende ”Bylag” og her var det så Ballemark og Ballegårde –Ollerup- Lilfrost Søskov og Balle By ,som på skift klarede afholdelsen af høstfesten som jo var en stor begivenhed så længe det nu varede så vidt jeg husker omkring 1970 der skulle jo bestillers musik og hvad aften det nu skulle afholdes. Samt om formiddagen pyntede salen op med efterårets blomster og farver, det kunne sommetider være ret festlig

Børnene samledes kl. 18 så var der gerne 1 musiker, ankommen og der blev danset og leget der var gerne en del Mødre der kom og fik sat gang i dansen og legen det var gerne de samme der kom hvert år og i dag kan jeg godt se at de kunne have fornøjelse af at se så mange børn i det fine tøj og more sig.

Ved 21.tiden kom de unge så.  Nu gik dansen lystig. Alle konerne havde kaffe kurven med til de, som hørte til den pågældende gård. Der blev drukket kaffe i den lille sal. Det gik efter lodtrækning hvornår der skulle drikkes kaffe så var det jo en storhed af den anden verden, hvis nu ens Mor havde købt en konditorkage over ved; BAGERANE; det var dengang Balle bageri De hed Ane og Valdemar Møller derfor Bager-ane det hed hun i næsten 60 år til hun døde i1958.

Jeg skal lige indskyde at en sådan fin konditorkage kostede 15 øre, så når der var en 5-6 stykker med, og der også skulle betales ca 1,50 kr. for hver voksen der var med til festen kunne en sådan aften jo godt løbe op imod en lo. kr., for manden på gården., Men festen gik lystig og der blev danset til kl. 01. så blev der sunget en aftensang, og alle gik trætte hjem og kunne nu glæde sig til næste års høstgilde.

Jeg har før omtalt at når kornet var høstet var der AFSKØR på gårdene. En gang naboen  Inger og Herluf havde opskør og Inger havde jo bagt æbleskiver, og alle havde ÆDT (spist) i sær børnene og Thomasses Kresten havde fyldt maven godt.

kom Inger så og serverede lagkage, da græd vor lille ven Kresten. Han kunne ikke spise mere og nu en sådan fin lagkage pa bordet, men Inger fik undt af han og lavede en pakke med et stykke lagkage, som han fik med hjem til næste dag, når der igen var plads i den lille mave. Sådan var der mange pudsigheder, når man bare kan se og høre dem, samt huske det .

Nå arbejdsgangen skulle jo videre. Nu skulle stubmarkene SKRALDPLØJES. d.v.s. at jorden blev pløjet ganske tyndt så var tidslerne jo skåret over, derefter blev der harvet så tit det lod sig gøre, da der jo gerne skulle være tørvejr til det arbejde.

Så skulle kartoflerne jo samles op det gav jo jord under neglene Og i skolernes Kartoffelferie det hed det den gang det var for at Børnene skulle hjælpe med dette arbejde, men kartoflerne var jo mest af lidt længere vestpå på, den lette jord, så det betød ikke så meget for os, Vi kørte som før omtalt gerne møg ud i efterårsferien,. og begyndte at tage runkelroe( Sukkerroer) op i den uge det var en meget arbejdskrævende og slidsomt arbejde alt foregik med hånden. Man havde 2 rækker med af gangen og skar toppen til den ene side og rykkede roerne til den anden side. når der var 8 rækker taget op var der så 2 rækker top og 2 rækker rod klar til at blive kørt hjem. Toppen blev fodret op til køerne lidt af gangen, så de ikke fik trommesyge ,som kunne være farlig , Fra ca. 1940 begyndte man at incilere toppen. Det blev kørt i en silo . Der skete der en proces ,så den  brændte sammen og når der ikke var mere top at køre ovenpå blev det dækket til, så der ikke kom luft til.  Nu var der den dejligste vinter foder til køerne. Roerne blev kørt i kule som det hed, og blev hver aften dækket med halm, hvis der skulle fryse om natten.

Det arbejde kunne godt tage ca. halvanden måned (at samle roerne), men ind imellem blev der jo også pløjet. Det var jo toppen der bestemte farten i roetiden. Man skulle jo have plads til den i siloen eller køerne skulle have den ædt.

1 Nov. var der skiftedag på landet Karlene der ikke fortsatte i den nuværende plads. Skulle jo flytte i en ny plads nogle rejste til en fremmed egn og nogle blev på egnen det var jo hvad man havde lyst til nogle tog også på Højskole eller Landbrugsskole Karlene var der i 5 mdr. til I. april, så skulle de igen ud i en ny plads.. Pigerne derimod tog pa Højskole om sommeren, men det var kun 3 mdr. de skulle jo hjem ,så de kunne arbejde i høsten

Pigernes arbejdskraft var jo billig og solid.

Jeg husker da der blev snakket om noget så umoralsk som at nogle Højskoler begyndte at arvetere med fælles skole for både Karle og Piger om vinteren. Det var noget, der optog de gamle Gruntvianer hjemme meget. Nu var verden da af lave, mente de. En lang diskussionen gik meget høj om dette emne. der , var der en der sagde : det varre nok ikke længe før at Højskolen averterer at karle og piger må komme pa hinandens værelser. Så blev der da ro!!! at han kunne sige sådan noget han kunne da i det mindste have nøjes med at tænke det, så blev den diskussion ikke længere,

Nu kom man for langt ud.

Men før frosten satte ind, skulle roerne dækkes med jord. Det var virkelig et hårdt arbejde. Man brugte en alm. skovl ,og så bare smide jord op pa roekulen fra tidlig morgen til det blev mørk.. Der var forskellige gøremål ,som skulle gøres før jul: vaske vinduer over alt  feje gårdsplads reparere vejen

Tærske  kornnege så der var nok halm og korn til efter nytår samt have roe huset fyldt med roer. Den 24/12 juleaftensdag var der en tradition for, hvordan dagen skulle gå. Efter morgenarbejdet skulle alt hestenes seletøj, som var af læder smøres ind i læderolie og hænges ned i laden  julen over .en og en gl. skik. Så kom  hele familien Severins, naboen, til frokost det var tradition for og den tradition holdt i 65 år indtil i skrivende stund ,men før det sluttede havde den familie været gæst på Trillinggården 87 år i træk kl. 12 den24/12,  der var nu en i den familie der holdt ud i alle 65 ar,men det er der vel nok ikke mange der kan sige at have gjort, men jeg husker det som vi nødig ville undvære ,når Severins kom så var det klart at nu var Julen i gang. Menuen var altid den samme, flæsksylte kogt flæsk og kål (Hvide og Grønlangkål) men ingen ø1 eller snaps det hørte sig ikke til i julen,. juletræet blev gerne hentet i Thomassens skov den hentede vi børn gerne.

JULEN

Jeg vil nu prøve at fortælle lidt om julen, som jeg husker den fra min barndom

Eller rettere julemåneden december. Der var jo en forfærdelig masse juleforberedelser, der skulle gøres, da alt jo var hjemmelavet til julen. Der for havde julemåneden en egen stemning over sig. Konerne snakkede jo meget julebagning denne gang, Er dine Brunekager gode i år, mine blev lidt bulede og

sådan gik snakken om alt bagværk nu var lykkedes, og ikke de brune kager blev bulede. Der blev gerne kogt klejner, bagt vaniljekranse mandelkranse, jødekager og flere, som jeg ikke husker, men pebernødder i lange baner samt lavet konfekt, det var næsten en hel videnskab under krigen fra 1940 – 45 da alt jo var rationeret ,Det gjaldt jo om at finde på nye opskrifter ,så man ikke skulle bruge så meget af det som var vanskelig at få fat i og få det til at smage godt.

. Der skulle også slagtes gris. Det var om at fa Rasmus (Slagter) bestilt i god tid, så man fik en god slagtedag det var jo ikke køleskabe dengang så der skulle jo henkoges og saltes ned og det som skulle bruges til Julen skulle jo tilberedes, vi slagtede gerne omkring den. 18 dec. Det mente Mor var bedst, Rasmus kom cyklende lidt i 8 og så måtte alle være klar til at hjælpe til og det var noget vi alle gerne ville. det var jo også en oplevelse og Rasmus var en meget flink mand og var god til at fortælle, hvad han oplevede andre steder han kom og slagtede. Når så han var kommen godt i gang begyndte han gerne at se sig omkring og sagde HVA med Thomas, ved han ikke vi slagter i dag .Det vidste Thomas godt og kom også hver gang. Så skulle Rasmus-Thomas og Far have en kaffepunch, og så arbejdede Rasmus videre til han var færdig og fik så sin slagterløn pt. 8 Kr., og kørte så, videre til den næste ventende gris. Men nu blev der travlhed i køkkenet. Der skulle laves leverpostej laves flæskesylte som blev kogt af selve grisehoved samt kogeflæsk. Resten blev henkogt, så skulle der uddeles svinforæringen til naboer og familie. Det var en gammel skik. som vist ikke kendes mere, men de skulle hver have et stykke leverpostej, medisterpølse og ribbenssteg. Det var gerne den normale pakke. Det var en vældig tjans at skulle aflevere den, så vankede der gerne en småkage eller en 25øre så var dagen jo reddet.

Slagtningen af fjerkras (/ænder og gæs) var et kapitel for sig.  Alle mand skulle alle mand tidlig op så vi kunne komme i gang så tidlig som mulig. Så kom Fasterne og hjalp den dag. Jeg tror. det var årets højdepunkt for dem (fasterne var SØSTERNE Karlsen, som havde haft gården før Far og Mor) De boede som før omtalt i Bredsten nu, men de kom Cyklende så snart det var blevet lyst og Faster Bertha plukkede dyrene i stalden sammen med os andre, Faster Mie. havde til opgave at rense ænderne for de sidste pløkker, det kaldtes at nevre dem, et mærkeligt ord,! så blev de svedent, over en sprit flamme og vasket for så at blive hængt op pa stuehusloftet pa en bjælke, de hang i næbet med brystet ud så man kunne se dem hænge flot til skue .Det var også et flot syn at se når de hang der  et par dage efter blev de så solgt. Ja vi beholdt da en til os selv til jul. Det var jo en ekstra skilling for Mor at få til julen, Dengang blev Fjerkræ solgt med indvoldene i, så det skulle de som købte dem selv klare. Det kunne vist ikke lade sig gøre i dag. så vidt jeg husker, blev det ved til omkring 1960 .

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HØST

En.pudsighed med en karl jeg husker: Det var en 1ørdag aften. Der var en griseso der skulle far.Dengang sad der altid en ved den og overvågede fødselen ( det hed passe griseso) karlen skulle passe den. Det tog bare hele natten. Om morgenen troede karlen han skulle død.nu var han jo voksen. Far mente nu nok han skulle overleve det.Han skulle hjem til sine forældre på fri søndag den dag ,men han

bad mig se på ham når han gik frem og tilbage pa kostald gangen, om han så mest ynkelig ud når han gik sådan eller når han gik sådan, det skulle være den mest ynkelige måde, han gik på, når han kom hjem til sine forældre så de kunne hvor hårdt han havde det i pladsen, Jeg lod ham gå nogle gange så jeg var hel sikker i min sag, ?? men det bar også frugt fortalte han dagen efter, hans moder havde spejdet efter ham længe og da ban var ca. 1 km. Hjemmet fra kunne hun se ham, på den måde, han cyklede på, at den var gruelig gal og han havde været udsat for noget så umenneskeligt og var så forkommen, at der nu matte tages speciel hensyn til ham resten af dagen, og det blev det også hvilke han fortalte mig dagen efter, hvad jeg jo fandt meget humoristisk, nå, men tilbage til årets gang.efter høet var bragt i hus var der en lidt stille tid til høstarbejdet, så blev roerne gerne hakket 3.gang nærmest vel nok for at ødelægge tidselen.

Når så høsten skulle i gang var der en del forberedelser. Selvbinderen skulle være klar, ja selvbinderen må jeg lige kommentere her .Det var en maskine der høstede kornet og bandt det i neg en revolutionerende maskine i landbruget, jeg vil sige det sådan :i store træk; før århundredskiftet høstede man kornet med le (Hjø11e) jysk,)Fra ca. 1900 og til 1930 var det meste med en maskine der med Aflægger det var en maskine der høstede kornet og lagde det i neg og så gik der nogle og bandt op som det betød, man lavede et bånd af strå (Korn strå), og på en bestemt måde snoede det om neget. Det var gerne Pigernes arbejde, pigerne som arbejde på landet den gang, sled i det og havde længere arbejdsdag end mændene skulle jo op og malke om morgenen og når mændene og karlene sov til middag skulle pigerne vaske op efter middagsmaden og være klar til at gå med i marken kl. 13 når karlene var udhvilet og når der var spist til aften (mellemmad), skulle pigerne ud og malke køerne så de havde en lang arbejdsdag, nå men det var en lille sidespring igen.

Men før man startede selvbinderen høstede man, det yderste skar med Leen da man ikke ville have 3 heste til at træde kornet ned,det var jo så når først det var gjort selve høsten startede, men det med at lave en ”negebånd ” var jo noget af en særlig tav som vores far lærte os det vil nu sige, vi skulle kunne det når vi havde set det en gang, eller var det lagt i kakkelovnen og dengang vores søster som jo var den ældste skulle lære det, gik det gruelig gal, men så kom den gamle ”POST” Peder Høj og standsede og sagde det må jeg hellere lære pigen så går det nok bedre og stille og rolig fik vores søster lært at binde et negerbånd

Men det var en ting far aldrig lærte, det var at lære fra sig, man skulle kunne det med det samme ellers var en vis mand løs, og sådan var det livet igennem. V i vidste jo ikke andet og det snakker vi søskende tit om nu, vi er blevne lidt ældre.

Ligeledes kunne han ikke forstå at det tog tid at udføre et arbejde, det skulle helst gå hurtig og færdig, næsten inden man kom i gang .Men det skyldes nok at han næsten aldrig deltog i det praktiske arbejde, men var god til at sætte andre i gang.Der var jo en del gårdejere der havde det sådan

 

  1. 1930 kom selvbinderen som man brugte i ca. 30 år, ja nogle fik selvbinder før f.eks.. fik

SØSTERNE Karlsen på Trillingården og en nabo ved navn DRES. (Ollerup Søndergård) købte en sådan maskine allerede i 1916. men som jeg har fået fortalt, var de efter datiden ret velhavende. Dengang købte man jo ikke før man havde pengene. Det har de ganske givet haft der havde jo ikke været gæld pa gården

Siden vores Oldefar købte gården i 1873 og havde 8000 rigsdaler med som medgift hjemmefra og købte så Trillinggården i Ollerup for en pris af 6100 rigsdaler (Lige før vi i Danmark fik kroner og øre) i stedet for rigsdaler.

Jo den gl. selvbinder kørte til 1949 så man må jo sige den har gjort det godt,men det var også et slid,  for hestene havde de gået på marken og græsset hele sommeren ,og nu skulle der rigtig slides for selvbinderen, så der måtte jo holdes pauser ind imellem og hestene få en god foder så kunne de igen og i høstens tid var der jo ikke noget der hed fyraften. Man blev til duggen faldt, men det var altid hyggelig i den tid bare vejret artede sig.

Den dag man fik ophøstet var det skik og brug da holdt man ”OPSKØR” Ordet kommer af at da man høstede med le. Når man så havde ophøstet gik høstkarlene hjem og strøg leen og forlangte nok noget øl og hvis de ikke fik det truede de med at høste alle gårdens kål. af med Leen

Senere blev det så at man om aftenen blev der serveret på vores egn Æbleskiver og man legede sanglege

Og så indbød man de naboer der nu var i dette ”LAV” og jeg husker disse aftener som noget særlig hyggelig da der gerne var fuldmåne før vi gik hjem  sang vi ”Sig Månen langsom hæver” så det må jo da have gjort en vis indtryk på mig hjem fra et sådan gilde efter vi gerne havde sunget nogle aftenssange og der husker jeg særlig,. Selve indkørslen af kornnege var nu noget særlig om jeg kan kalde det ret højtidelig ved jeg ikke,men når man havde kørt korn ind til mørket faldt på og vi havde fået en velfortjent aftensmad var det vældig lige at gå ned i laden og lugte og se kornet ligge i ”korngulvet”

Disse gilder standsede da Mejetærskeren overtog høstarbejdet  HØSTGIILDE

Hvert år når høsten var i hus var der ”fælles” høstgilde i Balle forsamlingshus for de omliggende ”Bylag” og her var det så Ballemark og Ballegårde –Ollerup,- Lilfrost Søskov og Balle By ,som på skift klarede afholdelsen af høstfesten som jo var en stor begivenhed så længe det nu varede så vidt jeg husker omkring 1970 der skulle jo bestillers musik og hvad aften det nu skulle afholdes. Samt om formiddagen pyntede salen op med efterårets blomster og farver, det kunne sommetider være ret festlig

Børnene samledes kl. 18 så var der gerne 1musiker, ankommen og der blev danset og leget der var gerne en del Mødre der kom og fik sat gang i dansen og legen det var gerne de samme der kom hvert år og i dag kan jeg godt se at de kunne have fornøjelse af at se så mange børn i det fine tøj og more sig.

Ved 21.tiden kom de unge så.  Nu gik dansen lystig. Alle konerne havde kaffe kurven med til de, som hørte til den pågældende gård. Der blev drukket kaffe i den lille sal. Det gik efter lodtrækning hvornår der skulle drikkes kaffe så var det jo en storhed af den anden verden, hvis nu ens Mor havde købt en konditorkage over ved; BAGERANE; det var dengang Balle bageri De hed Ane og Valdemar derfor Bager Ane det hed hun i næsten 60 år til hun døde i1958. 2 år efter de solgte butikken.

Jeg skal lige indskyde at en sådan fin konditorkage kostede 15 øre, så når der var en 5-6 stykker med, og der også skulle betales ca 1,50 kr. for hver voksen der var med til festen kunne en sådan aften jo godt løbe op imod en lo. kr., for manden på gården., Men festen gik lystig og der blev danset til kl. 01. så blev der sunget en aftensang, og alle gik trætte hjem og kunne nu glæde sig til næste års høstgilde.

Jeg har før omtalt at når kornet var høstet var der AFSKØR på gårdene. En gang Inger og Herluf havde opskør og Inger havde jo bagt æbleskiver, og alle havde ÆDT (spist) i sær børnene og Thomasses Kresten havde fyldt maven godt.

kom Inger så og serverede lagkage, da græd vor lille ven Kresten Han kunne ikke spise mere og nu en sådan fin lagkage pa bordet, men Inger fik undt af han og lavede en pakke med et stykke lagkage, som han fik med hjem til næste dag, når der igen var plads i den lille mave. Sådan var der mange pudsigheder, når man bare kan se og høre dem, samt huske det .

Nå arbejdsgangen skulle jo videre. Nu skulle stubmarkene SKRALDPLØJES. d.v.s. at jorden blev pløjet ganske tyndt så var tidslerne jo skåret over, derefter blev der harvet så tit det lod sig gøre, da der jo gerne skulle være tørvejr til det arbejde.

Så skulle kartoflerne jo samles op det gav jo jord under neglene Og i skolernes Kartoffelferie det hed det den gang det var for at Børnene skulle hjælpe med dette arbejde, men kartoflerne var jo mest af lidt længere vestpå på, den lette jord, så det betød ikke så meget for os,Vi kørte som før omtalt gerne møg ud i efterårsferien,. og begyndte at tage runkelroe( Sukkerroer) op i den uge det var en meget arbejdskrævende og slidsomt arbejde alt foregik med hånden. Man havde 2 rækker med af gangen og skar toppen til den ene side og rykkede roerne til den anden side. når der var 8 rækker taget op var der så 2 rækker top og 2 rækker rod klar til at blive kørt hjem. Toppen blev fodret op til køerne lidt af gangen, så de ikke fik

trommesyge ,som kunne være farlig , Fra ca. 1940 begyndte man at incilere toppen. Det blev kørt i en silo . Der skete der en proces ,så den  brændte sammen og når der ikke var mere top at køre ovenpå blev det dækket til, så der ikke kom luft til.  Nu var der den dejligste vinter foder til køerne. Roerne blev kørt i kule som det hed, og blev hver aften dækket med halm, hvis der skulle fryse om natten.

Det arbejde kunne godt tage ca. halvanden måned (at samle roerne), men ind imellem blev der jo også pløjet. Det var jo toppen der bestemte farten i roetiden. Man skulle jo have plads til den i siloen eller køerne skulle have den ædt.

1 Nov. var der skiftedag på landet Karlene der ikke fortsatte i den nuværende plads. Skulle jo flytte i en ny plads nogle rejste til en fremmed egn og nogle blev på egnen det var jo hvad man havde lyst til nogle tog også på Højskole eller Landbrugsskole Karlene var der i 5 mdr. til I. april, så skulle de igen ud i en ny plads.. Pigerne derimod tog pa Højskole om sommeren, men det var kun 3 mdr. de skulle jo hjem ,så de kunne arbejde i høsten . Jeg husker da der blev snakket om noget så umoralsk som at nogle Højskoler begyndte at arvetere med fælles skole for både Karle og Piger om vinteren. Det var noget, der optog de gamle Gruntvianer hjemme meget Nu var verden da af lave, mente de. En lang diskussionen gik meget høj om dette emne. der , var der en der sagde : det varre nok ikke længe før at Højskolen averterer at karle og piger må komme pa hinandens værelser. Så blev der da ro!!! at han kunne sige sådan noget han kunne da i det mindste have nøjes med at tænke det, så blev den diskussion ikke længere,

Nu kom man for langt ud.

Men før frosten satte ind, skulle roerne dækkes med jord. Det var virkelig et hårdt arbejde. Man brugte en alm. skovl ,og så bare smide jord op pa roekulen fra tidlig morgen til det blev mørk.. Der var forskellige gøremål ,som skulle gøres før jul: vaske vinduer over alt  feje gårdsplads reparere vejen

Tærske så der var nok halm og korn til efter nytår samt have roe huset fyldt med roer Den 24/12 juleaftensdag var der en tradition for, hvordan dagen skulle gå. Efter morgenarbejdet skulle alt hestenes seletøj, som var af læder smøres ind i læderolie og hænges ned i laden  julen over .en og en gl. skik. Så kom kom hele familien Severins, naboen, til frokost det var tradition for og den tradition holdt i 65 år indtil i skrivende stund ,men før det sluttede havde den familie været gæst på Trillinggården 87 år i træk kl 12 den24/12,  der var nu en i den familie der holdt ud i alle 65 ar ,men det er der vel nok ikke mange der kan sige at have gjort, men jeg husker det som vi nødig ville undvære ,når Severins kom så var det klart at nu var Julen i gang. Menuen var altid den samme, flæsksylt kogt flæsk og kål (Hvide og Grønlangkål) men ingen ø1 eller snaps det hørte sig ikke til i julen,. juletræet blev gerne hentet i Thomasses skov den hentede vi børn gerne.

 

 

 

 

 Julen

vil nu prøve at fortælle lidt om julen, som jeg husker den fra min barndom

Eller rettere julemåneden december. Der var jo en forfærdelig masse juleforberedelser, der skulle gøres, da alt jo var hjemmelavet til julen. Der for havde julemåneden en egen stemning over sig. Konerne snakkede jo meget julebagning denne gang, Er dine Brunekager gode i år, mine blev lidt bulede og

sådan gik snakken om alt bagværk nu var lykkedes, og ikke de brune kager blev bulede. Der blev gerne kogt klejner, bagt vaniljekranse mandelkranse, jødekager og flere,som jeg ikke husker ,men pebernødder i lange baner samt lavet konfekt, det var næsten en hel videnskab under krigen fra 1940 – 45 da alt jo var rationeret ,Det gjaldt jo om at finde på nye opskrifter ,så man ikke skulle bruge så meget af det som var vanskelig at få fat i og få det til at smage godt.

. Der skulle også slagtes gris. Det var om at fa Rasmus (Slagter) bestilt i god tid, så man fik en god slagtedag det var jo ikke køleskabe dengang så der skulle jo henkoges og saltes ned og det som skulle bruges til Julen skulle jo tilberedes, vi slagtede gerne omkring den. 18 dec. Det mente Mor var bedst, Rasmus kom cyklende lidt i 8 og så måtte alle være klar til at hjælpe til og det var noget vi alle gerne ville. det var jo også en oplevelse og Rasmus var en meget flink mand og var god til at fortælle, hvad han oplevede andre steder han kom og slagtede. Når så han var kommen godt i gang begyndte han gerne at se sig omkring og sagde HVA med Thomas, ved han ikke vi slagter i dag.Det vidste Thomas godt og kom også hver gang. Så skulle Rasmus-Thomas og Far have en kaffepunch, og så arbejdede Rasmus videre til han var færdig og fik så sin slagterløn pt. 8 Kr., og kørte så, videre til den næste ventende gris. Men nu blev der travlhed i køkkenet. Der skulle laves leverpostej laves flæskesylte som blev kogt af selve grisehoved samt kogeflæsk. Resten blev henkogt, så skulle der uddeles svinforæringen til naboer og familie. Det var en gammel skik. som vist ikke kendes mere, men de skulle hver have et stykke leverpostej, medisterpølse og ribbenssteg. Det var gerne den normale pakke. Det var en vældig tjans at skulle aflevere den, så vankede der gerne en småkage eller en 25øre så var dagen jo reddet.

Slagtningen af fjerkras (/ænder og gæs) var et kapitel for sig.  Alle mand skulle alle mand tidlig op så vi kunne komme i gang så tidlig som mulig. Så kom Fasterne og hjalp den dag. Jeg tror. det var årets højdepunkt for dem (fasterne var SØSTERNE Karlsen, som havde haft gården før Far og Mor) De boede som før omtalt i Bredsten nu, men de kom Cyklende så snart det var blevet lyst og Faster Bertha plukkede dyrene i stalden sammen med os andre, Faster Mie. havde til opgave at rense ænderne for de sidste pløkker, det kaldtes at nevre dem, et mærkeligt ord,! så blev de svedent, over en sprit flamme og vasket for så at blive hængt op pa stuehusloftet pa en bjælke, de hang i næbet med brystet ud så man kunne se dem hænge flot til skue,.Det var også et flot syn at se når de hang der  et par dage efter blev de så solgt. Ja vi beholdt da en til os selv til jul. Det var jo en ekstra skilling for Mor at få til julen, Dengang blev Fjerkræ solgt med indvoldene i, så det skulle de som købte dem selv klare. Det kunne vist ikke lade sig gøre i dag. så vidt jeg husker, blev det ved til omkring 1960

 

Der var jo mange flere gøremål i jule måneden der skulle jo tærskes så der var halm og korn nok til ind i det nye år som man sagde, nar vi så skulle tærskes skulle det gerne værre en dag Hans eller jeg havde fri fra skole der skulle en del Folk, til at tærske og Niels Peter( Putte) blev gerne tilkaldt ,også det var nærmest en tradition Far sagde gerne vi må hellere få fat i Niels Peter han kan jo se efter halmen og råbe op før den stopper pa loftet og det var Niels Peter god til og så var han jo med inde og fa kaffe og kunne den ned høre det sidste nyt så han havde noget at fortælle når han gik hjem sidst pa eftermiddagen, så var dagen redet for ham. Jule tærskningen skulle der også gerne tærskes halm til hestene og det skulle bæres over gårdspladsen der lagde vi det så i en dynge som nar vi sluttede forkede op pa loftet og gårdspladsen skulle så rives og fejes.

Der skulle også snittes Grøn og Hvidkål som jo også skulle koges og tilberedes Grønkålene skulle jo koges vrides og hakkes kogningen foregik som regel i gruekedlen derimod blev Rødkålene kogt i en stor gryde jo der var meget arbejde for konerne og tjenestepigen på gårdene ind til jul . Juleudstillingen ja det var jo spændende når forretningerne i Balle og Bredsten omkring 1 dec. (gerne 1 søndag i dec.) pyntede forretningerne så var det spændende at komme i skole om mandagen de bedste butikker at se pa for os børn var Balle Brugs – Gammel Hanne – Tatol og ikke mindst Boghandler HH Møller og Søn (Dame Hans)

Gammel Hanne havde Blomster forretning og Apotekerudsalg og der var nok det mest imponerende hun havde nemlig en Nisse med rød hue og hvid skæg ca. 50 cm. høj, Så det var jo meget spændende hver år. og vi skulle jo så en aften efter spisetid igen spadsere til Bredsten sammen med tjenestepigen og karlen for at se juleudstillingerne i forretninger . og købe Julegaver jeg husker et år da havde jeg sparet så meget sammen at der kunne købes for en hel krone til hver da var jeg også meget stolt. pengene havde vi tjent ved at plukke Hyben rundt om ved markskellene dem solgte vi så til en planteskole som brugte Hyben fra til at fremavle Roser, vi fik 45 0re pr. pund (500) gram og vi havde jo kun søndagen om aftenen at plukke i og der blev jo tidlig mørk der om efteråret når hybener var modne. Om dagen skulle vi jo arbejde når vi ikke var i skole lektierne skulle jo også læres om aftenen.

Men vi havde nu en hyggelig aften nar vi var pa juleindkøb nu når jeg ser tilbage pa den aften syntes jeg at der altid var Månelyst og fin vejr, men vi matte jo på den dag spadsere 2 gange til Bredsten,men det gjorde vi gerne for at fa den oplevelse med. Juleudstilling i Vejle kunne der i det mindste ikke blive tale om det nærmeste vi kom det var et ar da Far gav os valget om at komme til høstfest i Balle der sidst på sommeren eller komme til Juleudstilling i Vejle til jul, der kunne i hvert fald ikke blive tale om begge dele, der med var den diskussion færdig vi valgte Høstfesten der kom alle de andre drenge fra omegnen jo og man ville jo gerne lege med dem og så var man jo også i det fine tøj og det talte jo også med.

Der skulle naturligvis også bages Brune kager det var nu en kapitel for sig nabokonernes aktuelle samtale ; hvordan blev dine Brunkager i ar mine blev lidt bulede eller et eller andet, men det var tilbagevendende samtale hver ar, ( man kan vist kalde det for en tradition) af andre kager blev der gerne bagt mandelkrans – vaniljekranse – rutebiler jødekage -Franske Vafler og en mange pebernødder .Samt gammeldags sigtebrød

Sigtebrødet blev spist til kål og flæsk, det hørte sig til. Som før omtalt var Juleaftensdag noget særligt i vores Barndomshjem meget traditionsbunden. Familien Severins Lund kom hvert år kl. 12 til julefrokost og nu var den længe ventende jul endelig i gang. Der var en egen stemning. Der blev serveret en god julefrokost uden øl eller snaps. Der var ingen der manglede det, men os der var med, husker endnu den gode stemning, der var når der var spist og alle havde fortalt hvad de vidste, skulle (PUTTES MOR) Kristine lige se alle julekortene og have dem diskuteret, hvad der stod i Julekortene. Niels Peter hjalp gerne posten (PETER HYV) et par dage før jul, så gik han gerne i rundt i Ollerup og Balle Mark med postsagerne. Der oplevede han jo også en masse, som skulle berettes ved julefrokosten. Som Niels Peter sagde ,Der er sku æt  møj ved o læse æ julekort hvis de kun skriver ;glædelig jul og godt nytår med venlig hilsen;

Han læste nemlig al posten, før han afleverede det. Det var også den eneste han fik som belønning, men alene glæden ved at komme rundt og snakke med folk og få en masse kaffe var nok for ham, som han sagde; A skal jo ikke være hjemme til bestemt tid så det blev jo lidt sen de fik posten når Niels Peter hjalp ved udelingen.

Nar det var slut og de voksne skulle have deres middagssøvn inden fodertid. Vi børn skulle i kirke kl. 15/30 ved Pastor Brandt i Balle Valgmenighed. Vi var så hjemme ved 17 tiden. Nu var det så om at blive færdig i stalden hurtigst mulig, så vi kunne blive budt til bords i den midterste stue, hvor der kun var tændt stearinlys. Det var vist det mest hyggelige, man kunne se. Middagen bestod af Risengrød med en smørklat i midten, juleøl og en smørklat i midten. Det skulle jo spises ned skulle det. Det kneb meget for mig da jeg næsten ikke kunne få grød ned gennem halsen, men ingen vej udenom. Så fik vi andesteg. Som decert fik vi trifli .det var vor mors opskrift så længe hun levede.

Så skulle der jo vaskes op juletræet gøres klar, synges om det, Aftenens højdepunkt julegaver deles ud. Så kom Severins igen. De havde fejret jul ovre ved landevejen ved deres datter Else og hendes mand Knud. De kom gerne til kaffetid, vældig hyggelig, og en tradition, afslutning pa  jule aftenen.

Så skulle Niels Peter og hans far Severin hjem og malke. De malkede altid ved midnatstide og kørte mælken hen i vores gård i en gammel mælkebør som altid trængte til at blive smurt . Det vågnede vi altid ved .Det skete Mor bad vores karl om at smøre den .Så var der ro nogle nætter; det skal lige indskydes at Niels Peter var halt pa det ene ben så det lød som sådan når Mælkebøren peb. PIIVV =PIV. PIIVV==P1V:

Julemorgen nar vi var færdige i stalden, spiste vi igen i den midterste stue (det gjorde vi nu hele julen) til davre (morgenmad) fik vi kål både grønkål og Hvidkål med Kogt flæsk og flæskesylte og der var i reglen nok til alle juledagene. Far og Mor skulle så til Julemesse i Balle Valgmenighedskirke kl. 10 og vi skulle sammen med Thomassen drenge se pa julegaverne både hos den og os ,men ellers gik jule dagene jo mest med familiebesøg og lignende 4 juledag om aftenen havde Valgmenigheden juletræ for de voksne og 5. juledag havde Skytte og Gymnastikforeningen juletræ for ungdommen eller rettere for foreningens medlemmer man skulle jo være konfirmeret for at komme med der. Den 30 -12 havde naboen Thomas fødselsdag og det var en stor dag. Vi var indbudt til kl. 15 til eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe der var børnene inviteret med og vi var 28 børn ca. 20 voksne. I dag fatter jeg ikke det kunne lade sig gøre! Tænk, så mange at skulle have til bordet 3 gange. Vi børn legede som regel inde, så hvordan forstå jeg ikke i dag, men det gik.

julen sluttede først 6januar da havde skolen juletræ for alle børnene, den aften var det skik og brug vi skulle ned til FASTERNE søsterne CARLSEN og have vores aftenskaffe.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ollerup

 Livet i Ollerup og beboerne der- i den tid jeg husker dem og har fået fortalt?

Jeg husker jo mest fra 1940 og frem i tiden der var et meget godt

Naboskab med hjælpsomhed og lignende

. Den gang var det jo normal man i almindelighed ikke kom så vidt omkring. Det skulle jo foregå pa cykel eller

Hestevogn om vinteren i kane. Det var vældig hyggeligt. vi havde en kane og

naboen Thomas havde en Jumbe så det var jo naturlig at vi lånte ved hinanden. Det tænkte man aldrig på. Det var først omkring 1950 – 1955 da det blev mere almindelig med private biler. Man begyndte som en naturlig ting at komme lidt længere væk, når man skulle pa en tur. Man kunne i en snæver vending besøge familien, der boede længere væk, jeg husker det som noget af en revolution. En dag i efteråret 1958 da jeg havde vundet min nye bil, og far kom ud i marken til mig og sagde, om vi ikke efter spisetid skulle køre ned og besøge Birte & Jacob som jo boede i nærheden af Åbenrå. Vi har nok malket i lidt god.

tid, Vi opdagede at der nu ikke var så langt ned til dem, som vi før havde antaget. Efter at far opdagede det ville han meget gerne have en sådan

tur. I dag forstår man ham jo godt.FAR ville jo gerne besøge sine børn

og børnebørn, som vi jo gerne vil i dag. Det skete også det i de år at

Fjernsynet kom frem. Det tog ikke mange år for det var almindelig i alle

hjem.I en del år skulle man jo ikke gå glip af noget fra den side,

 

Gik man en sommeraften ned i engen eller skoven var man altid sikker

pa at møde en eller flere naboer, som også var dernede og nyde naturen så

fik man en snak med dem. Pa vejen hjem mødte man i reglen Viktor

Jensen, som boede, der, hvor nu datteren Bodil & Poul Laugesen nu bor, Så

sagde Viktor gerne! lad os gå ind og fa en kop kaffe ved Lisbet. Det var

altid en hyggelig afslutning, på en fin sommeraften.

Viktor var en megen flink nabo og var altid frisk i replikken han havde i sine unge dage været. Dragon og det blev ved at hænge ved ham alle dage han havde altid lette heste og ville gerne køre og ride stærk til stor fornøjelse for os børn.

En gang der var generalforsamling i; Vejle og omegns Svineslagteri; nu Tulip eller Danish Graun. Det var altid i februar måned alle som skulle derud leverede slagterigrise (der var nemlig gratis kaffebord og en pakke med 1 stor cigar 2 små og 2 cigaretter) så det var nok værd at tage til Vejle efter og så fik man jo snakket med andre Bønder fra området.

Og en fridag gav det jo også?,  Viktor og naboen Knud Teilmann skulle

følges ad De ville køre i kane til Balle og sætte hesten ind i Kirkestalden

så vidt så godt, men da de kom op ved Ballehøjbjerg så de enden af rutebilen

altså kom de for sent til den da udbrød Viktor HVA SATAN; og slog

skral med pisken og så overhalede de rutebilen i Skibet og pa den måde

kom de først til Vejle. Det var bare Viktor, der kunne lave det. Hans aktive gerning sluttede brat en tidlig forårsdag så vidt jeg husker. I 1967’brændte udbygninger ned til grunden! så en del år til sidst i 70 derefter drev han marken, flyttede så til Balle, hvor de byggede hus og nød deres otium. Så var den epoke slut. Deres datter Bodil & Poul Laugesen overtog gården og byggede en, efter den tid meget stor svinestald, og har mange grisesøer i dag. De købte det halve af jorden fra Trillinggarden da jeg solgte den.

De mest særprægede ,men særdeles flinke, naboer var nu ”SEVERINS”. Jeg tror jeg kan skrive en hel bog om dem. De benyttede altid vejen igennem gården hos os. Når de skulle nogen steder hen. Det kunne sagtens gå dengang. da var det jo en livsform for os vi vidste altid hvad de kørte efter, og hvilke folk der kørte derhen. Og hvor de skulle hen. Hvilke folk kørte derhen efter sådan var det.

Deres ejendom var bygget i 1856 og holdt sig næsten uændret til den blev sløjfet  ( eller rettere den blev afbrændt ved en brandøvelse omkring 1991! da havde den stået torn en del år efter Niels Peter ( mine børn Maja & Lene kaldte ham altid Putte) var blevet syg og kom pa sygehuset og blev grundig vasket. Derefter kom han pa plejehjemmet i Nørup og døde der i så vidt jeg husker, i 1989. Da han kom der ud på plejehjemmet og faldt til der kendte han ikke mere sine gamle venner og naboer fra Ollerup.

Vi syntes det var hel mærkeligt ,men når vi besøgte ham sagde han så snart vi kom ;Skal i ås snåe a stej igen. (Jysk udtryk) af hvilke grund ved jeg ikke Jeg tror at han mente, at nu er den kapitel slut og nu var det plejehjemmet der betød noget for ham. Men ham om det .Mere om ham senere. Ejendommen bestod af et vinkelhus stuehus i den ene vinkel stald og lade i den anden.  (LADEN Kaldte de (Æ loutgulv) .Der var en dør i midten s ind (i ae for stov)(jysk udtryk)

Gangen til højre en dør ind til 2 meget små værelser. Ligefrem en dør til køkkenet Baggang og spisekammer til venstre, en dør til stuen og soveværelse, alle meget små rum, men der

Var altid godt med hjerterum.

Alle ville gerne besøge familien, altid velkommen og hurtig kaffe pa bordet og så gik snakken de vidste alt mulig om alle folk og ville gerne fortælle det videre. De havde den evne at få gæsterne til at fortælle alt det, de vidste og lidt til, uden at man troede, man havde fortalt noget som helst ,Far sagde altid, at når først Kristine satte sig for bordenden med den ene hånd under hovedet, fik ingen lov at gå uden ,de havde fortalt alt,  hvad de vidste og gerne lidt mere til. Så havde de jo noget at fortælle når der kom nye gæster, En ting der interesserede Kristine meget, var nar man fortalte hende om, at vi havde været et eller andet sted henne, hvor vi skulle købe kaffe med det

obligatoriske 1 stk. Wienerbrød og1 konditorkage +2 sukkerknalder og kaffe; var HVAD. gav i så for det,? Svaret var jo det samme hver gang 80 øre; Nå sagde Kristine, det er det vel ikke noget at sige til. Det mente vi jo heller ikke, men da det så steg til 1 kr. syntes hun nu det var for galt. Men i er jo nøj til at købe det når i er af sted. De andre køber, det så var vi jo enige om det og så var Kristine glad.

En gang under krigen 40 -45 var Severin meget syg . Naboen Thomas kom på sygebesøg og, blev jo budt på kaffe og sad og snakkede med Niels Peter og  Kristine og i sengen ved siden af lå den syge Severin. Så sagde Thomas: I vil vel ikke have 1 halv slagtegris. Vi har ikke selv plads til en hel i æ; SOLTBALLE; -salt kar, der hvor man opbevarede kød og i sær flæsk

før fryseboksenes tid (indtil ca.1950 ). Thomas ville gerne af med det halve,  og Kristine ville gerne have den halve gris, men så brød Niels Peter ind og sagde NEJ MUEE. Hvis Faåe( FAR) døe nå, har vi sku flæsk nok til dig og mig,  ja gu har vi så, så de fik ingen gris i saltkarret og Severin livede op igen, så de matte på flæskemarkedet andetsteds. Det var jo ærgerligt at have investeret i en halv gris, hvis Severin var død på det tidspunkt.

En anden gang ringede Gartner Bøgelund i Bredsten til os

og spurgte Far om ikke han ville gå hen til Severin og spørge ham om han ikke ville sælge noget rugtag til ham han skulle bruge det til at binde kranse af og da Severin tærskede alt sit korn med PLEJ var det særdeles godt halm (de tærskede med plejl indtil 1947) der efter var der et tærskeværk, der kørte rundt i om rådet. Som træskkraft var der noget så sjældent som en traktor.  Alle naboer var så samlet for at hjælpe til. Det var altid en festlig dag og Kristine smurte Mellemmadder i lange baner. Det var hun nu en knag til. Ingen gik sulten hjem nå, men tilbage til halmen til kransene, Far gik derhen traf Severin og Niels Peter ude laden og spurgte så om de ville sælge noget til gartner Bøgelund!!, JOV, sagde Severin; han kan SKU godt få det hele så er vi åå med det, Ja GUer vi så .

Så udbrød Niels Peter. Nej FÅE vi skal selv have stuehuset tækket og hvis da nå døe ( fÅR) så vil vi nå have huset tækket først !JA GU SKA VI SÅ” svarede sønnen Niels Peter??  Severin: ja ja lille NIELS sand nok då ,men a vel nu se om ikke jeg kan få et par dage fri og komme ned og hjælpe dig at tække ,

Bøgelund fik halmen Severin døde og Niels Peter måtte lægge blik tag på huset, af ovenstående beretning ser man jo at de var ikke hel almindelige. Jeg busker også den nat Severin døde det i september 1947 jeg havde jo Mors dødsfald i tydelig erindring, men Far og jeg sov godt da der blev banket kraftig pa vinduet og Niels Peter” råbte Karl kan du ikke lige gå hen til Mue (Mor ) den gamle er sku lige død” ja gu er han så”, så Far sprang ud af sengen og løb så stærk han kunne hen til Kristine , men havde da lige først kaldt pa karlen han skulle cykle over Og underrette naboen Thomas og Karen.

. Dagen gik så med at alle naboerne eller rettere mændene skulle i skoven efter gran og pyntegrønt, da der nu skulle laves æresport til ære for den afdøde.

Severin Lunds Æresporten blev rejst sidst pa eftermiddagen. Så gik enhver til sit det skal da lige nævnes, at medens man lavede æresporten blev der drukken kaffe i holdvis. For mange var det dagens højdepunkt. Ja ja alle små glæder tæller jo med! der var jo fin kage til kaffen konen i gården hvor æresporten blev lavet, gav jo kaffe. Det skulle jo ikke være ringere end hvor der sidst blev lavet æresporten vis konkurrence var der jo i det??

 

Folk skulle jo hjem at fodre og malke. Så mødtes de igen med den alvorligste mine på. Nu kom degnen jo og sang den afdøde ud. Så satte hele ligtoget sig i bevægelse og stævnede mod Bredsten kirke, hvor kisten så blev sat ind i kapellet. Så gik enhver til sit nogle dage efter skulle der så være begravelse, men Severin havde sagt at der ikke skulle være kaffebord for han ville nyde og se deres ansigter, når der efter begravelses højtideligheden var slut og præsten pa familiens vegne takkede ,og ikke indbød til det obligatoriske kaffe !!Ja sådan var Severin, men de nærmeste naboer og den lille familie  var blev inviteret til middag og mindesammenkomst og det foregik i vores hjem ,Der holdt familien Severin Lund altid deres fester konfirmation og lignende,

Det var en ualmindelig tør og varm sommer så Kisten blev ikke anbragt i kirken, men blev båret lige fra kapellet og om til graven (den havde stået forlænge i den ulidelige varme) så var der slut med en personlighed der var gået bort, men som den gamle Ollerupper jeg er, kommer jeg nok tilbage til ham de den familie var noget særlig, Jeg vil nok kalde det; Original; i positiv betydning

En gang mindes jeg, da min bedstefar boede hos os så diskuterede han og Severin meget politik jeg syntes nu de skændtes, Dengang var der jo også langtfra venstre (Bedstefar) og Socialdemokratiet (Severin), En dag, de begge blev trætte og sultne af at (skændes) diskutere, gik de ind i Spisekammeret hos Severins. En satte sig pa saltkaret og en på en stol. Så spiste de Rullepølse madder så længe de kunne og så faldt de i søvn. Der sov de godt, da Kristine kom hjem og fandt dem. . Det var jo også en opmuntring til nabosnak.

Hos Severins havde de også en masse kirsebærtræer Der fik vi børn lov at spise kirsebær når den tid kom. Thomassen drenge Hans og jeg, havde hver sin træ . Det blev også respekteret, Vi spurgte hver gang om lov og takkede, når vi gik hjem igen, det var jo om at stå sig godt med dem de var også altid flinke ved os Så kunne de jo også bedre spørge os ud når der var noget vi vidste og de gerne ville vide, i 1947fik de tildelt ca. 2-3 tdr. land nede i Ollerup Kær der trak Niels Peter så køerne ned hver dag fra 1 maj til ca. I nov. det var en lang tur hver dag, men så fik han jo meget at vide pa en sådan tur det var nu hans store oplevelse. Som før omtalt kørte de jo mælken hen i vores gård og hentede det,  når mælkekusken kom tilbage. En dag om ugen fik de kærnemælk hjem. Så skulle de have kænemælksvælling  til middag. Så syntes Far det var sjovt at holde snakken i gang med Severin, når det var ham, der hentede mælken. Så kom Kristine til syne og vinkede efter ham. Hun skulle jo bruge mælken til middagsmaden. Så fik Far snakken ind pa et andet emne. Så gik det jo igen. Kristine matte tit vinke bade 2+ 3 gange og så sagde Severin altid! jeg må hellere gå nu for de kvindfolk bliver værre og værre jo ældre, de bliver altså, til at skælde ud. Jo, man skal nok være af Severins støbning for at kunne sige: A vel sku ligge og grine i min grav når de må gå hjem fra mi begravelse uden kaffe!! Bare a kun ha set deres hoved.

Jeg standser nu lidt ved Severins måske kommer der senere. Jeg har også omtalt at Inger og Herluf, der tjente hos, da krigen brød ud  De blev gift i 1942 og  blev nu naboer til os. Dem havde vi megen glæde af. Jeg tror det var gensidigt, Pinsedag 1943 fik de en lille datter, Signe Jeg husker det tydelig. Vi sad alle omkring køkkenbordet og fik formiddagskaffe.

Mor havde lige kundgjort, at efter middagssøvnen ville hun og Thomassens Karen med os børn ned i Ollerup skov med kaffekurven. Der var jo en glæde af den anden verden, men glæden blev kort. Lige nu kom Herluf cyklende ind i gården og med et raskt fodskifte stod han i døren og bad Mor hurtigt køre ned til dem, da han nu skulle låne telefonen og ringe til jormoderen og gamle læge Stamer. Mor fik jo travlt med at komme af sted, jeg kan endnu se mor cykle meget stærkt hen af vejen. Min verden var nu sunket i grus. Hvad skulle Mor derned efter bare fordi de skulle have en lille dreng eller pige ,når bade Herlufs mor skulle komme samt Jormoderen og Lægen. Jeg vidste da at storken skulle komme med den lille, det var jo derfor storken der bestemte om det skulle være en dreng eller pige og dermed basta..

Men de store fortalte mig hvis jeg satte mig rolig omme bag hønsehuset kunne jeg jo se når storken kom ,men min tålmodighed slap op før storken kom

Men jeg havde da forventningens glæde

 

Jeg var derfor meget brødbetynget ved situationen. Men Karen blev jo hurtigt informeret og lovede at tage os med i skoven om eftermiddagen, så blev det jo reddet og Mor kom hjem og fortalte at nu havde Inger og Herluf fået en sød lille pige. Vi matte komme og se hende dagen efter. Dagen efter gik vi og Thomassens børn så pa visit og så den lille nye. Det var jo en stor oplevelse. I Januar 1947 fik de en lille dreng Sofus, Han blev født om natten. Jeg husker, at Far og jeg vågnede om natten, ved at Herluf bankede pa vinduesruden og bad om at låne telefonen, han skulle nu ringe efter jormoderen og alt gik godt. Jeg husker da, at Far havde travlt med at komme derned og se den lille nye om morgenen. Signe har for nylig fortalt mig at da hun skulle se den nye lillebror lagde de ham Jormoderen taske hun skulle jo tro ,at det var Jormoderen ,der var kommen med ham. Ja Ja

det var jo meget naturligt dengang, hvor skulle de små ellers komme fra om vinteren der var der jo ingen storke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BREDSTEN

SOGN

Jeg vil her prøve at fortælle lidt om livet i Bredsten sogn og dets indbyggere eller hvad det

Nu bliver til..Det var min ældste datter Maja, der i aftes i telefonen fra Paris, hvor hun bor , med sin familie. De er hvad man kalder udstationeret for Johnnys Firma i 2 år Det er et EDB.   firma som hedder IBM: Gav mig ordre eller måske bad mig prøve på det, at skrive om Bredsten sogn.    Jeg er spændt på hvad jeg får med. Der er nok at tage fat pa! ALLEREDE I841 BEFALEDE HANS MAJSEST! KONG CHRISTIAN. D. 8. at der i hvert kirkesogn skulle være eget fattigvæsen samt oprettes et sogneforstanderskab hvis medlemmer foruden sognepræsten også skulle være et vist antal; SOGNEMÆND ;Det blev bestemt, at der skulle vælges 8 sognemænd. Valgbestyrelsen skulle alle være ejer af mindst 1 tdr. hartkorn. og Valgdagen blev bestemt til den 29. november samme år. I den nye

sogne bestyrelse blev 2 af mine tipoldefædre valgt ind. De n ene var Peter Nielsen; LILFROSTGARD; Min farfars side. Den anden Peder Christensen; Ballegård- min farmors side.

Siden da har der hvert 4,år været valg til sognerådet og det har altid været fulgt med megen interesse.   Først skulle man jo som i dag opstilles ved prøvevalg i de forskellige kredse og foreninger, som ville opstille kandidater. Der husker jeg jo i sagens natur bedst fra Bredsten sogn. Der var så vidt jeg husker, følgende lister: Bredsten by, socialdemokraterne. husmandsforeninger (Radikal) Kærbølling

Ravning  .Balle Mark ,Balle By ,Ollerup Søskov Lildfrost. Som det ses var der ikke meget med politiske lister. Det var mest mandens omdømme, der gjorde udslaget. Det blev fortalt, at det var yderst sjældent der blev stemt om noget. Man talte om det i fordragelighed. Det var først omkring 1960 at der blev ansat en kontormand på kommunekontoret.

Han blev kaldt kæmnere. I dag er der væsentlig flere ansat pa kommunekontoret. Nu er der jo også lagt 8 kommuner sammen. Der omkring er det følgende; Bredsten, Nørup, Vandel ,Jerlev ,Ødsted Starup, Egtved og Randbøl med hovedsæde i Egtved

. Det skulle være bedre med en stor kommune, påstås det, man kan jo heller ikke bevise det modsatte, Tilbage til valgene i Bredsten. Man kan jo i dag synes hvorfor ikke partiet venstre ikke stillede op med en liste, men husk på at langt de fleste borgere i sognet var venstre folk. Næsten alle levede jo af landbruget, Derfor var venstre jo i overtal, så har det jo nok ikke været nødvendigt, men spændende var det hver gang,

.

Glade var de som blev valgt og skuffede de som ikke blev valgt. Det var ikke ualmindeligt at nogle af de som var på listen, fandt anledning til at holde et gilde i tiden op til valget.

 

Jo alle kneb gjaldt. Enkelte kunne blive så skuffet at de forlod sognet. JA Ja. det var lidt om Sognerådsvalget.

Nu til noget andet Brugsforeningerne. holdt jo årlig generalforsamling i Februar -Marts måned. Det var også en stor dag for alle. Der var gratis kaffebord, masser af wienerbrød og svesketærte fra (Bager Ane) Bager Valdemar Møller. Det var godt brød, som var værd at gå efter. Der var to mand fra Balle Mark (Albert, og Ladegård). Som tog et særdeles stor stykke. Niels Peter (Putte) sad lige over for dem og udbrød??HVA kan i ikke lide (Lavkog)  lagkage altså Svedsketær. Det var jo gratis så var det jo om at få noget indenbords. Selve generalforsamlingen gik gerne gnidningsløs .det var jo altid spænding om hvem der blev valgt i bestyrelsen. Det skulle jo gerne være bønder jo, for de havde da forstand pa slige ting,. Når bestyrelsen var valgt skulle de så pa skift sidde i sparekassen tirsdag eftermiddag fra kl. 2 til kl. 6 da ,var der åben ,den sparekasse kører godt endnu her 1997 med Peter Kok som leder ,en stilling som man beholder i mange år. Jeg husker kun 3 tilbage fra 1935. Den Første var Mads Peder Pedersen han holdt sidst i 40erne Så kom Hans Jensen Bredstengarde i nogle fa år så vores Nabo Thomas Thomsen han var der, så vidt jeg husker, til ca. 1970 siden har År. Så kom Gdr. Hans Jensen Bredstengårde nogle år, derefter vores Nabo Thomas Thomsen han var der til. ca. 1970 siden har Peter Kok passet det, Sparekassen har til huse i Brugsforeningen Kontor hver tirsdag eftermiddag mellem kl. 14 og kl. 18 måske lukker den lidt før nu. Det er en billig sparekasse i drift da der jo næsten ingen lønninger og vist heller ingen huslejer. Så det er alt godt.

Brugsforeningen holdt en stor fest for medlemmerne, da den holdt 100 års jubilæum. Nu husker jeg ikke lige i øjeblikket om det var i 1969,men alt siger mig at det var det år. Der var godt 200 mennesker til spisning og dans bag efter. Vældig fin fest.Der blev jo fortalt mange sjove træk fra gamle dage. Bl.a. en gang kom der en kunde i butikken, da uddeleren var ved at fa sin middagslur i bagbutikken, kunden bad om noget elastik, det vidste uddelerens kone, som skulle passe butikken, ikke hvad var, så kom der en;dryn; inde fra bagbutikken ;; Maren:Maren,det er Bovsegummi så vidste hun da det.

Kom der nogle som skyldte for meget, og de havde en lang seddel med på hvad de skulle have, blev det som uddeleren mente, var luksus streget over. De fik så det nødvendige med hjem. Brugsen er jo flyttet 3 gange. Først var den i den store stue i en gård i Balle.Så blev den flyttet og lå over for Balle forsamlingshus  og blev moderniseret nogle gange. i 1981 blev den flyttet hen til hvor den nu ligger i Bredsten Centret. Nu hedder den ikke Balle Brugsforening længere ,men; Dagli Brugsen; Bredsten, men der er nu ikke det samme sammenhold om Brugsen som førhen ,men sådan er det jo med alting. I min Barndom og ungdom havde vi pa alle gårde store som små fra 30 til 150 høns æggene blev leveret i brugsen, når man så kom til den 1 i hver måned, blev brugsbogen gjort op, og det, man havde solgt æg for blev så trukket fra saldoen, Så var det jo om at have mange æg jeg busker tydelig når jeg den 1 skulle i brugsen og betale gav Ruskjær (uddeleren) mig gerne 2 stykker chokolade med hjem til Maja og Lene, så var der vild jubel.

En Uddeler der var gået pa aftægt (Pension) og boede hos en søn og svigerdatter i Ollerup ved landevejen. Det var omkring 1920 eller lidt sener. Det var i bilernes barndom, dem skulle man jo som i dag passe på. Det gjorde han også, han gik ned til vejen og kikkede så til begge sider. Der kom ingen biler, så han gik tilbage ind i laden og steg så på cyklen og kørte så! men det var så uheldig i mellemtiden kom der en bil og Manden blev kørt ned og blev ikke ældre. Ja ja der er meget at lære her i livet.

 

Jeg husker da uddeler Ruskjær blev ansat i 1947 da var vores Far i bestyrelsen og derfor med til at ansætte ham. De skulle helt op den anden side af Randers for at snakke med familien. Det var en fantastisk god tur .Som de længe talte om med stor begejstring.  De havde været inde pa Hvidsten Kro, der havde de spist æggekage..Den var så god at Far aldrig glemte det. Så brugte han sit valgsprog i så henseende (GUD HVOR VI ÅD) og det smagt (smagte ) dæleme godt kan do trov..

Nå, men uddeleren blev ansat og på den betingelse, at hestekøretøjerne skulle ekspederes først, når de kom kørende til brugs så hestene ikke stod og blev urolige. Hel ærligt tror jeg nu det var fordi det jo var gerne tjenestekarlen, der kørte med hestene og han matte jo ikke tøde (spille) tiden med at vente ved Brugsen. Han skulle jo gerne skynde sig hjem og arbejde igen efter en sådan luksustur, Som før nævnt var det jo også egnens gårdmænd der beklædte disse (Betydningsfulde Poster) og bestyrelsen fik også aftensmad gratis den aften der var generalforsamling, det er jo heller ikke at kimse af.

 

Der var også en smed i Balle han hed Martin Nielsen han var en dygtig smed. Han kunne alle de bandeord der fandtes. Det var han godt kendt for. Hans lærlinge kunne også dem alle sammen. Når vi unge var samlet om aftenen i Balle til det ene ungdomsarbejde eller lignende, var smedelærlingene langt de bedste til at komme med bandeord i lange baner. Smeden havde også selv en hel del sønner. Det var nogle gruelige karle til at drikke øl og sloges. Når der var Bal i Forsamlingshuset en hed Gerhard, han overtog forretningen efter sin far Martin. Gerhard var, til Bal i forsamlingshuset og kom et ærinde ind pa toilettet og så sig selv i spejlet og blev meget vred pa den grimme mand der inde og stak ham en pa hovedet med det resultat at spejlet gik i

Mange stykker . I vrede vendte han sig om, Der var også et spejl. Så blev han først gal og sagde i hvad fanden er du der igen ,dit dumme svin, Så fik det spejl samme omgang ,men væk var da den grimme karl da .En anden søn som hed Svend. Han var den yngste og han var en forfærdelig en. Han kunne slet ikke med lærer Jensen i skolen Det gik mildest talt dårligt. Han gjorde det han kunne for at irritere Jensen, Den gamle

Smed udtrykte det således; HU HA, lærer Jensen er en ren satan ved vores Svend, selv om Svend er en dejlig rar dreng, så kan Jensen ikke lade ham være i fred. . Det var jo i smedens øjne Jensen der var gal med. Selv om Svend var ca. 5 år ældre end jeg husker jeg ham tydelig når der var bal i forsamlingshuset, var der altid ballade når Svend kom og var godt beruset og ville sloges,.

En lærling der var der en gang som hed Bent blev en dag af en af svendene sendt hen på Bredsten Kro for at hente en pakke Cigaretter til svenden.

,Da han kom ind pa kroen ville den ene og den anden give Bent en øl det var jo vældig for stamgæsterne at drikke en lære dreng fuld i arbejdstiden, Det lykkedes også så til sidst faldt drengen i søvn. De læssede ham i en Taxa og kørte ham hjem til sine forældre og lagde ham pa køkkenbordet. Hans mor blev gal og tog en grydeske og gav ham en regulær røvfuld, idet Taxa manden udtalte: la være la være det han kan slæt ingenting mærke så fuld er han ,

 

Moderens kommentar var: Hvad hjælper det. I morgen er han jo ædru igen.Så er han så stærk at jeg ikke kan banke ham, så det var om at give ham de tærsk han ,skal have i dag. Nå det var en lille hverdagshistorie.

En gang i 1950 erne havde smeden også en maskindemonstration det var en ny høstmaskine der skulle demonstreres. Hele egnens landmænd var jo mødt op og smeden vidste jo hvem der snart skulle have en ny høstmaskine og der iblandt var Hakon Kok,En gårdejer fra egnen Smeden gik jo lige ved Hakon og sagde det her er lige den maskine, du skal have Hakon Kok. Der er lavet 2000 af dem om året (et stor antal efter datidens) Hvad gør de ved dem,spurgte Hakon Kok, ;hu ha sagde Smeden de eksporteres til KINA og JAPAN og AF HELVEDE TIL,:: Hakon Kok :svarede tror du ikke vi skal sende dem alle der over ,De var efter alles mening noget slem lort Den maskine så man ikke mere til. Nu har jeg skrevet en del om smeden, men det skal nu lige siges det var også nogle der kunne deres håndværk. Jeg husker også at den gang var lærlingens løn 25 kr. om året de første to år og 50 kr. om året de sidste 2 år af læretiden, så der var ikke meget at slå til side med.

Bredsten Andelsmejeri Bygget 1888

Omkring århundredskiftet blev der bygget mejerier over det ganske land. En ny epoke begyndte for dansk landbrug, Der blev også bygget et i Bredsten et andelsmejeri det var langt de fleste.Der blev bygget, nogle private mejerier. Bredsten mejeri gik ganske godt indtil det blev sammenlagt med det der nu hedder; Mejeriselskabet Danmark som nu hedder. MD FOUD. så vidt jeg husker blev den nedlagt i 1972. Nu var mælkekuskenes tid forbi. Det havde jo været et dagligt bybillede i Ca. 100 år. Det var en kold tjans hver eneste morgen i al slags vejr at få hestene spændt for mælkevognen og så ud på mælkeruten, samle mælkespandene rundt pa gårdene, køre det pa mejeriet aflevere det og så have foddermælk med tilbage. Mælkekusken skulle selvfølgelig holde ved Brugsen pa hjemvejen og høre om konerne på hans rute havde ringet til brugsen om de vilde sende det eller det med mælkekusken hjem, og onsdag og lørdag skulle mælkekusken have rugbrød med fra BAGER ANE ud til kunderne det var en sådan uskreven lov, eller det var sådan noget der fulgte med til mælkekuskens gøremål, Samt om vinteren tage skolebørnene med til skole,hvis det passede med den tid han skulle være på mejeriet og vi i skolen .der var så vidt en dejlig oplevelse at komme med rundt og samle mælk . Da mejeriet skulle modernisere eller ombygge var der en formand der hed, Mads Hinhede han havde en stor gård i Ravning og en ellers meget dygtig foregangsmand inden for landbruget og en meget dygtig Mejeribestyrer, De ville begge have en ny mejeri, men kunne ikke sælge ideen til

Leverandørerne som jo ejede mejeriet. Det var jo det der i sidste ende dem der skulle bestemme og betale. Lige meget hvor tit de fremsatte ideen,blev den nedstemt på generalforsamlingen, det endte med at formanden solgte sin gård og flyttede til Sjælland, og Mejeribestyrer sagde sin stilling op. nu kom der både ny mejeribestyrer og ny formand.. på næste generalforsamling forelagde formanden Hans Jensen Bredstengårde sagen pa ny , men bare pa en ny måde .Han sagde bl.a. det bliver dyrt at bygge , men vi skal! jo betale i forhold til det mælk vi levere. Jeg er jo i øjeblikket den største leverandør så det bliver jo dyrest for mig. Nu ville alle bygge, og der med blev det „ Nu skulle mejeristerne som arbejdede på mejeriet ikke længere løfte de mange spande. det gik nu på transport bånd, Sidst i 1960 erne blev det sådan at mejeriet vaskede spandene og leverede så fodernælken med tank bil. Det var efter min mening en af de bedste arbejdes besparende i det daglige arbejde rundt på gårdene.

Man skulle nu ikke mere midt på formiddagen afbrydes i arbejdet og hjem for at tømme spande og vaske dem (at vaske spande var førhen arbejde man ikke bød mandfolk, men det var kvindernes arbejde BASTA) .Som grisehandleren Jes Peter Jensen Balle Mark sagde en gang til Far, da de handlede smågrise ;Det er ikke nemt at være til længere nu Kvinderne er bleven så oplyst, som nå Gunda (hans kone) hun vil ikke engang vaske spande mere.

.

Hver år sidst i oktober afholdt mejeriet sit årlige generalforsamling skiftevis i Balle Forsamlingshus og Bredsten Håndværkerhus så blev begge tilgodeset. Der fik man så udbetalt sit årlige efterbetaling det var noget man så hen til. De penge skulle i reglen bruges til at betale tjeneste karlens årsløn med. Da var det sådan, man kunne fa udbetalt det man skulle bruge i årets løb og resten den 1/11! da var der skiftedag, Det var det jo også rar med en samlet skilling.

Over for smeden i Balle boede der en mand, der hed Kresten Brun han havde i sine unge dage været dragon. Det fortalte han gerne om. Han gik meget op i heste og havde i mange år en hingst, som han om sommeren kørte rundt med til landmændenes hopper, så de blev bedækket som man sagde dengang, mange år havde han DRESS en ældre mand, som havde boet i Ollerup og ejet Ollerup Søndergård .Nu kørte han så med Hingst om sommeren og var godt kendt over alt ,engang var han kommet et sted hen og skulle have en hoppe bedækket det var i nærheden af noget bebyggelse. Det var blevet set af 2 ældre damer som følte sig krænket og de meldte det til Politiet og DRES og Kresten Brun skulle i Retten. Det var jo en stor oplevelse for dem begge

Under afhøring sagde Kresten Brun ::Hr. Dommer, hvis Dres Og mæ? skal i fængsel må vi så ikke vente til ae sæson er over, Det blev oplyst at damerne som var krænket ,havde stået pa en stol for at se hvad der foregik ,så Dommeren lod sagen falde og dermed slut ,også en lille hverdagshistorie fra egnen.

Kresten Brun blev 88 ar. Hans barnebarn kom en gang hjem til os i Ollerup. Han ville købe nogle dueunger,han skulle jo med ind og have en småkage, som skik og brug var og selvfølgelig snakker man jo med børn i en sådan situation .Det var snart jul så det var jo julegaver de blev snakkede om.

Vi fik jo at vide hvad hans far , mor søster og bror skulle have. Så spurgte vi jo også hvad skal din bedstefar så have …Ja no er det jo sådan at Bedstefar ligger pa sygehuset og vi regner med han dør inden jul, så vi har ikke købt noget til ham . Kresten Brun døde og blev begravet den 23/12 så det var da godt der ikke var lavet unødige investeringer i så henseende. Sådan har der boet mange sjove mennesker i sognet. Deres pudsigheder er jo bleven fortalt igen og igen og nok ikke bleven ringere interessante rned arene..Em mand det hed Carl Væver boede pa et tidspunkt nabo til min Bedstefar (Morfar) . Carl Væver havde en meget tro og lydig Husbestyrerinde, som hed Gine. Gine blev syg og Carl gav hende hver morgen det medicin som lægen havde sagt og liver morgen sagde Carl Væver GÅF (GAB ) GINE , men denne morgen gabte Gine ej det var eneste gang Gine havde nægtet at adlyde ordre fra Carl. Den oplevelse var god for min Bedstefar, da han var en mand der kunne se det pudsige trods alt.

En Anden mand som hed Fynbo Jes. Han boede i Kærbølling . Han havde en husbestyrerinde der hed Hanne . Han fik en sum penge hver måned for at tage sig af Hanne. Hun var efter datiden ”småtosse”. Det blev det kaldt dengang,  Hun skulle jo forsørges af sognet, så det var jo en billig måde at få Fynbo Jes til det -og så give ham lidt penge for det.  Som årene gik og udbetalingerne ikke efter Jesses mening, ikke fulgte med tiden ,stillede Jes og  Hanne  så oppe pa kroen den dag der var sognerådsmøde og anmodede om foretræde for ham selv og Hanne, og fik det så ,Da han så havde fremført sit ærinde ,

Rejste SOGNERADSFORMANDEN sig op( sognerådsformanden var føromtalte Kresten
Brun )  med  myndig stemme sagde, Hør efter Jes Hansen ( hans borgerlige navn) Du er ingen
ung mand og du er ingen stærk mand og ingen rask mand. Du bør have en god Kvinde hos dig
vær du glad for Hanne , Så græd Jes og gik så sammen med Hanne hjem til Kærbølling så
var den bistandssag ordnet

En fortælling jeg mange gange har hørt Kresten Brun fortælle. Ja Kresten Brun var en sand fortæller. Jeg har før fortalt om ham med at han havde hingst i
mange år og hver år holdt så hestegilde. Alle, som havde benyttet han hingst sommeren før,
blev i avisen indbudt til gilde i Bredsten Håndværkerhus til suppe steg og is.. Derefter blev
der spillet kort, og så betalte man bedækningspenge. Det kostede 25 kr, at fa Hoppen løbet og 40 kr. ekstra hvis den fik en fø1. jeg vil lige indskyde at der jo var nogen der sagde at de
ingen føl havde fået eller var nogen i udsigt. Så slap de jo med 25 kr, Men hen pa sommeren
kørte Kresten Brun gerne en tur rundt i kundekredsen og opdagede så af den vej hvem der
havde snydt og ikke betalt så lavede han sig en ærinde ind pa gården for at hilse på manden og høre om alt var vel, men manden var så snart han havde set Kresten Brun løbet ind efter de resterende penge han skyldte Kresten Brun det kunne Kresten Brun vældig more sig over og Det var også en af hans ynglings historier.

Når jeg porienteres at selv om han hørte til Balle Forsamlingshus, var han nødt til at holde det i Bredsten Håndværkerhus af den grund, at der i
Balle forsamlingshus ikke matte spilles kort ifølge en servitut der var på huset og det var jo
ikke til kortspil, der af de gamle højskolefolk var blevet rejst en forsamlingshus , men til
sand folkelig oplysning Jeg vil ikke undlade at fortælle, at den 4/5 1945 havde Kresten Brun
hestegilde. Det var den aften at tyskerne kapitulerede og Danmark var atter frit efter 5 lange besættelses år. En hel ny epoke begyndte, som nu populær kaldes efterkrigstiden.

 

Jeg har også og  haft hingst og kørt rundt med så lide en lille oplevelse fra dengang det var ude i Gadbjerg .,Nu skal det siges at jeg fik kaffe pa alle gårdene derude af følgende grund Mine bedsteforældre på mors side havde boet mange år i Gadbjerg og min mor var jo derfor kendt af alle de gamle Borgere derude og var godt lidt af alle. Jeg syntes nok at det var mærkeligt at alle snakkede om min mor, hvor jeg kom frem, I dag ser jeg det nok på en anden måde, hvis jeg møder et ung menneske hvis forældre jeg har kendt som ung ,ville jeg nok reagere pa samme måde ingen tvivl om det. Et sted, hvor jeg fik kaffe, boede 2 generationer sammen altså mand og kone samt søn og svigerdatter. Alt imedens jeg nød min kaffe blev
der et grueligt opgør mellem kone og svigerdatter det føg med beskyldninger gennem
køkkenet  bl.a. sagde konen til svigerdatteren: Her kommer du bare snigende ind i vores
familie, ja, du gør!! hvortil svigerdatteren straks svarede igen med at sige : Nej gu gør jeg ej,
men hellere sige ,at din søn har horet sig ind i vores familie, Der er jo altid to sider af en sag??.

DEL 2

Ja ,der skete meget i Bredsten sogn. Som i alle andre landsogne i årene fra ca. 1875 og frem efter, var det nok højskolens skyld .Mange især gårdmands sønner og døtre, kom pa højskole. Det var især Ryslinge og Rødding, der trak dem her fra egnen. Senere kom også mange andre nye skoler til .karlene startede pa højskole 3. nov. og var der så til ¼. Det var af praktiske grunde, da der jo ikke var så meget mark arbejde om vinteren! og da var det jo skik og brug at en karls fæstemål startede 1/11 og varede 1 år det var gammel skik og derfor passede det så at en ung mand tog sig 5.mdrs .pause og drog til en anden egn og søgte et højskoleophold der for så 5. mdr. Senere at komme hjem med friske impulser til egnen. ,Når jeg ser hvad mine forfædre har været med til at sætte i gang i Bredsten sogn, har de, så vidt jeg kan se, været en tur pa højskole først .Følgende blev i Bredsten sat i gang i den tid.

Bredsten Andels Mejeriet blev

bygget1888

Balle Friskole 1866

Balle Valgmenighed 1885

Balle forsamlingshus 1875

Bredsten Håndværkerhus 1893

Balle Brugsforening Ca. 1868

Der blev også oprettet kvægavlsforening

Ko Kontrolforeninger

og ikke at forglemme Foderstofforeningen og gødningsforening som blev Bestyret eller Uddeler  af den Gamle Møl1er, som vi børn kaldte ham . Jeg husker bedst Signe & Holger Nielsen (Min broder Hanses Svigerforældre). De ejede selv møl1en og drev ved siden af at være uddeler også privat Mølleri og de havde lidt jord og en 5-6 jerseykøer. Jorden blev i 60 erne udstykket til Parcel husbyggeri. Det der nu hedder Vestervangen..

Det fungerede Upåklageligt lige indtil Holger og Signe solgte det i midten af 70 erne . De var begge meget afholdte af kunde kredsen (og deres private vennekreds). Signe passede kontoret, så henne skulle vi først ind til når vi var til møl1e, sa fik vi lige en lille sludder om, hvad der nu foregik i sognet. hun var lige pa sin plads der, men hun sagde aldrig et undt. ord om hendes medmennesker .Holger derimod sagde ikke så meget , Han var vist født med piben i munden, tror jeg nok, set i Bakspejlet

tror jeg nok det havde været klogere for dem,at de havde holdt op 10 år før de gjorde af den grund, at ca. 1962 og der efter kom mejetærskerne for alvor i gang . Det betød de måtte investere mange penge i siloer til kundernes korrn, som de første år kom i sække. Det var et helt umenneskeligt arbejde for dem De kørte med deres lastbil rundt på markene efter korn sække med 100 kg. i De blev Læsset men håndkraft.

Senere kom der tanke på mejetærskerne, så det lettede meget pa det arbejdsmæssige. Nu kom kornet så i 1øs vægt og blev ført direkte i silo og blev så tørret efterhånden. Hvis der var over 16 %vand  i kornet. Holger og Signe blev endel ældre over en travl høst.

Ja de sled brav i det, at få gjort alle kunderne gjort tilpas !men det er jo; om man så må sige en forretningsmand job.Det beherskede de godt,  Det var jo også de samme kunder år ud og år ind .

Om vinteren når der skulle leveres  kunstgødning ud til kunderne .Ringede Holger til kunden og sagde: Det er hen fra a? mø1; i far en læs gødning nu fuval. ( Farvel)

Så var det jo om at få plads til det til gødningen jo der var ikke mange kommentarer .

Da de havde 25 års jubilæum var jeg Formand for foreningen og var derfor inviteret til en lille fest på Møllen. Der var Bl.a. et par af Holgers brødre. Det var hyggeligt at høre dem fortælle om mø1len i gamle dage. da kørte de jo med heste, og de hentede alle varerne pa Skibet station de havde vist 2 spænd heste, hvorfor de ikke hentede det i Haraldskær eller Vingsted ,ved jeg ikke, men Bakkerne har sandsynligvis været for stejle og mere langstrakte fra Skibet, så nok derfor

En morsom ting vil jeg lige fortælle derfra altså festen (moske har jeg fortalt det før

så undskyld), Det var den 24/12, juleaftensdag, om efter middagen møllen var jo lukket til jul ,og julefreden havde sænket sig.

Men der var en mand ved navn Jørgen Thomsen fra Ollerup. Han skulle som skik og brug var til kirke den eftermiddag, men det var jo tidsspilde ikke at fa noget ud af en sådan køretur. Så han læssede nogle sække på vognen og familien oven på så kørte de mod Bredsten og ind pa Møllen og bad mølleren om at male kornet medens de var i kirken, Det nægtede mølleren pure. det kunne Jørgen Thomsen ikke rigtig forstå nu han var dragen den lange vej fra Ollerup og nu til ingen nytte, Nu er møllen også ja jævnet med jorden og den epoke er også slut.

 

Der var 4 brugsforeninger i sognet Balle,Ravning,Kærbølling og Haraldskær. Frem til Ca. 1970.så blev de udkonkurreret af storbyens store supermarkeder. Det at alle nu havde fået Bil så man kan køre derhen, hvor der er større udvalg. Nu er der kun en brugsforening  tilbage. Det er den oprindelige Balle Brugsforening ,nu Daglig Brugsen i det nye Bredsten Center, det kniber i det hele taget de små forretninger at klare sig , jeg skulle her til påske købe en buket til mine forældres grav i Balle og forlangte så 10 påskelilje de kostede 40 kr. Jeg havde nær faet n chok og tænkte, hvad ville Far have sagt hvis han havde set det (ja os der kendte ham ved der nok), Da jeg fik set og tænkt mig om ser jeg godt at de handlende  skal have sin Pris for de der var 4 damer der arbejdede i butikken, De skal alle have hver 200000kr. om året, så der skal jo tjenes en del penge hver dag,.

Jeg omtalte før Balle Forsamlingshus som blev bygget i 1875. Det var en stor begivenhed. Nu havde egnens folk et sted at samles, især for at høre folkelige foredrag og kunne samles når der var bryllup og lignende fester.,Før den tid altså før 1875 blev der om sommeren hver 14. dag nok om søndagen afholdt skovmøder i Stensgaards skov syd for Bredsten. Da kom der normalt en Præst fra egnen eller omegnen eller en højskolemand.Det var noget man så hen til er

Der blevet fortalt. Det var jo fin hvis en af gårdmands sønnerne der havde været på højskole om vinteren kunne få en lære eller helst forstanderen til at komme til et sådan møde. Det bemærkes, at ejeren af skoven var gårdmanden på Stensgaard. Han Bespiste den fremmede foredragsholder så det har nok været en god mand. Det menes at disse møder blev afholdt i 11 år, fra 1866 til 1875 da overtog Balle forsamlingshus dette. Der blev også hel hen til ca, 1955 afholdt sommermøde og efterårsmøde, men så led det en stille død, der var nu andre ting der optog folk eks. TV og alle havde nu bil og kunne komme længere hjemmefra pa besøg hos børn og anden familie der havde bosat sig længere væk fra hjemmet,

Men så vidt jeg har hørt har forsamlingshuset igen startet møder under en eller anden form

 

Det skete da også når der var gilde og degnen (Jensen Sinding) var med og at han syntes at samtalen blev lidt for ulødig, foreslog han de skulle synge af højskolesangbogen. En gang da en mand der var spydig og morsom i et selskab, men nok ikke lærer Jensens smag,. De sang nogle sange og Jensen foreslog, de skulle synge; Mads doss; Da det var gjort og sunget, foreslog, den spydige mand ,som hed Mads Jensen: A vil gerne foreslå ,om vi kunne synge: ”Han er så sød så sød den lille den lille Jensen”. Der blev ikke sunget mere den aften..

Ja nu har jeg jo nævnt Håndværkerhuset og Balle Forsamlingshus og i dag kan

man jo med god grund at spørge, hvad blev de i grunden brugt til; ja Balleforsamlingshus som jeg i sagens natur kender bedst, der var indtil ca. 1960 gymnastik hver tirsdag og fredag aften Om tirsdagen var der karle gymnastik kl.20 og for pigerne kl. 21.Det var fast regel og om fredagen var det pigerne først

Om vinteren blev der trænet til den obligatoriske opvisning 2. påskedag kl.14. En stor dag i Balle. Alle mand af hus for at se denne opvisning men det skulle jo afsluttes så folk kunne komme hjem til fodertid. Om aftenen var der Bal i huset, gerne en fornøjelig fest, men man måtte jo huske på at det var arbejdsdag om tirsdagen ,

Efter maj startede gymnastikken så igen med hen blik pa opvisningen til Amtsfesten som gerne var sidste halvdel af juni på Vingsted stadion.

Var en fest, der slog alle fester. Om dagen var der Gymnastik for alle amtshold på den åbne estrade for alle sogne i området. Der var jo om at blive bedst, og der var gerne Hvejsel og Bredsten der skiftedes til at blive nr. 1og 2, sådan var det; På selve sportspladsen var der atletik og Boldspil og om aftenen var der dans på åben estrade en dejlig fest når bare vejret var godt.

Det var det gerne, Der var også mange såkaldte ældre tilskuer d.v.s. forældre til de unge, som deltog i dansen. Hvert år cyklede Far gerne derned. Der var der gerne nogle bestemte familier, han mødtes med og de havde det jo ganske fornøjeligt, med at se på dansen og jo nok også lidt nysgerrig det var jo rart

nok at se hvem der dansede med hvem, men de ældre forældre havde jo en god aften og den var ikke for dyr det kostede jo ikke noget at opholde sig uden for dansegulvet, og man kunne selvfølgelig købe kaffe i teltet, men nej, det var jo fornuftige folk så den krone og 35 øre sparede de gerne sparede! nej man får ikke sådanne nykker når det nu kan undgås

Far havde jo den privilegium at vores Nabo (Knud Post) serverede i kaffeteltet. Han havde et øje pa hver finger med hvem af de unge der drak kaffe sammen, eller rettere om hvem af karlene der spenderede kaffe på den eller den pige ;se al dette kunne Far jo få serveret af Knud Post ,ganske gratis dagen efter.

Han havde skam forstand på penge vores Far, Og kunne ikke få sig selv til at købe len kop kaffe ,men han ville jo også gerne opleve noget en sådan sommer aften.

Nå, men nu var der lidt stilstand i foreningslivet til efter høst Så begyndte det gerne med Gymnastik en aften om ugen gerne tirsdag og om fredagen var der så folkedans. Det var vældig sjovt Engang først i november var der generalforsamling, hvor bestyrelsen blev valgt, og et ny år begyndte i foreningslivet. Både Skytte og gymnastikforening og Ungdomsforeningen

Balle Ungdomsforening

Det startede allerede da lærere Jensen Sinding kom til Balle friskole 1906 Da hed det aftenskole. Det var hver lørdag aften nok kun om vinteren.

Senere blev det til Balle Ungdomsforening som holdt møde hver anden torsdag aften,med oplæsning, foredrag eller lignende underholdning. Det var i den lille sal. Det startede vistnok 1936 da Pastor Brandt kom til Balle som Valgmenighedspræst

Ved bordet til venstre sad pigerne og bordet lige frem sad karlene og den lille bord i midten sar de lidt ældre unge som havde en fast kæreste, som de nu kunne sidde ved siden af.

Der var jo så foredrag ,oplæsning som nu kunne fange de unge

Føromtalte Lærer Jensen Sinding var jo også af og til  den der underholdt en aften og det gjorde han gerne ,Men han ville også indrømme at han til en sådan aften kunne blive endda meget ”harm” over det fråseri han der så ,de unge købte jo kaffe med et kondittorkage samt et stykke vinerbrød, 2 sukkerknalde +kaffe det kostede 80 øre, men tænk sig sagde lære Jensen, så ser jeg også at nogle af de unge også købte en sodavand til 35 øre Det kalder jeg ”Fråseri”i Aller højeste grad.

Sidste møde før jul var der julemøde i den store sal. Der var der mange, som deltog i det var også vældig hyggeligt. Salen var julepyntet og der var amerikansk lotteri med mange gaver, som væsentlig blev skænket af forskellige mest forretningsfolk. Kaffen kostede 80 øre, men blev sat op til 1 kr. det var nu efter manges mening for galt.

Efter jul begyndte man at øve til den årlige dilletant forestilling, som gerne blev opført i slutningen af februar. Lørdag eftermiddag var der generalprøve for børn..

Om aftenen for de unge og søndag aften for alle internerede lørdag efter generalprøven blev de som medvirkede i forestillingen indbudt til spisning i et af hjemmene også hyggeligt. Når det hele var overstået og der igen var lidt ro igen var der afslutning pa delitanten

.Det var gerne en god fest, som man selv betalte, Alle matte byde en med Så fik vi sild og  snaps m.m.

Det skal da indrømmes at man ikke altid nøjes med 1 snaps, men sjov var det nu alligevel.

Balle friskole benyttede også forsamlingshuset til gymnastik. De havde opvisning en søndag eftermiddag Så samledes hele skolekredsen til gymnastikopvisning. De havde så madkurven med og den blev spist i den lille sal

Børnene kunne så lege og danse i den store sal til kl. 20. Festen slut med en aftenssang.

Der fortaltes en gang om en dreng i skolen. Da læren spurgte om alle så var klar til på søndag til den store dag rakte drengen hånden i vejret Hvad vil du sige lille ven  spurgte læren; jov a komme æt?? ,,hvorfor ikke spurgte læren  jov sie då mueer ( Mor) seje at mi røv er bleven for stue te a; buvsa bukser) så der var da en gyldig grund ,ja sådan var der mange spydigheder.Bare man kan huske dem..

Oktober 1997 Ja Lene min yngste datter har bedt mig om at skrive noget om min tidligste barndom

 

og min Mor, som det nu i disse dage er 51 år siden, hun døde .Det kan godt være det bliver til nogle gentagelser, og derfor kan en lidt anden mening ,men jeg forsøger. Jeg var kun 8 ar da Mor blev syg, Hun døde den 7-10-1946 efter lang og smertefuld sygdom den 7/10 1946. Den dag busker jeg det som om det var i går, hele forløbet i de dage der fulgte efter, men her om senere Jeg var jo den yngste af os tre og vel nok mest mors dreng!

Det sagde de andre da ,Det har jeg heller ikke været ked af nogensinde. Jeg husker, der skulle ikke meget til før jeg bad om at varme hendes seng om aftenen. Når Far og Mor var i byen, var det en uskreven regel at jeg skulle varme hendes seng. Jeg syntes det var synd for hende, at hun skulle i en kold seng så jeg kravlede i hendes natkjole, så den også var varm. Jeg erindre da også at hun af og til sagde det ikke var nem at fa mig af den igen, når hun selv skulle bruge den.

Vi sov alle sammen i soveværelset indtil Birte blev konfirmeret. Da Hans kom af skolen i april 1946 flyttede han ned til tjenestekarlen Åge, men det var almindeligt dengang, at børnene blev i soveværelset, til de blev konfirmeret., Der er jo også sket meget pa den front siden.

Jeg vil lige indskyde, at omkring den tid Birte blev konfirmeret blev loftværelset delt i to så nu var der pludselig 2 værelser ovenpå. Den nye var tilegnet Birte og hun var jo stolt, men nu var det sådan med lyset hun måtte selv bestemme, om hun ville tænde og slukke det indenfor døren, eller henne ved sengen det var utænkeligt med 2 kontakter Far mente ej, man skulle sådan fråse med kontakterne;; ja ja .

 

Vi fik også meget tidlig pligter at ud føre hver dag, så legen. var jo begrænset til sommeraftnerne og søndag eftermiddage. ,De blev også flittig brugt til legen. Pa markskellet mellem os og Thomas’ mark byggede vi gårde og lavede heste og køer af rund brændselstræ Så handlede vi med hinanden Thomas’ 3 drenge Frederik, Kresten & Johannes, bror Hans og jeg. Vi samlede brædder til vægge og indrettede stalden så godt som mulig. Så handlede vi jo med hestene imellem os.

.Det kunne jo godt tage lang tid at blive enige om prisen, Der blev sagt mange kloge ord om den og den hest, Vi hørte jo, når de voksne handlede, så vi lærte jo mange kloge ord..Hvis vi ikke råbte for højt kunne der jo også smutte et par ordentlige bandeord med i købet,

Vi lavede også et vældig fint hus på selve diget. Der sov vi sommetider om natten, men det var jo ikke ufarligt at sove der, så vi matte til enhver tid have 2 mand på vagt medens de andre 3 sov der var stil over det. Thomas havde nogle gamle gevær, forladere og så dan noget Det gik godt med vagterne, den første nat, (først pa aftenen) Jeg tror nok der blev skiftet vagt tit. Vi havde jo ingen ur så tiden blev lang for vagterne. Næste dags morgen ville Far tidlig op og se, hvordan det gik med vagtmandskabet han listede så over og ville se, hvordan det gik og kikkede så ind af døren til os. Alle fem sov trygt og de 2 lige inden for døren sov med hver sin gevær i favnen,. Der var da vagt på selv om de sov. Det med vagt havde vi jo set hos tyskerne. De havde jo vagt over alt, Vi var meget stolte over at sove der ovre.

Hver sommer havde vi stort familiegilde; det var når Mors Broder Jørgen med familie Moster Ellen fætter Poul og kusine Jytte som boede i Holbæk, Morbror Jørgen var redaktør af Venstre avisen der ,.De kom hver sommer 14 dage til Jylland ,så besøgte de så familien

De boede altid hos morbror Eigil og moster Bie i Nørup Bageri. Derfra besøgte de  familien i og omkring Balle..Det var fast, at Poul gerne var i Ollerup, da der jo var 2 drenge at lege med Hans og Jeg.Det var også vældig morsom..Vi var meget nede ved søen og badede der. Når vi så skulle til Nørup til den traditionelle familiegilde, havde vi jo ingen cykel til Poul..Det foregik pa følgende måde,: Man cyklede imellem 2 telefonpæle og 1øb så til den næste, så vi skiftede til at løbe og cykle, men frem kom vi da og Moster Bies kaffebord var nu noget særlig, wienerbrød og konditorkager .De yngste måtte tage først af konditorkagerne, så det var noget !vi så hen til. Om aftenen spillede de voksne spand, Man skulle være konfirmeret for at deltage. Det drejede sig jo om penge. Man var i besiddelse af 5stk.,2 kroner (dengang 5 DALERE) .Det var bageren i Balle der havde dem med hvert år. Så gjaldt det om at ramme den bagerste spand der stod 2 spande bag hinanden. Ramte man den første, måtte man betale 5 øre ..Den bagerste gav gevinst 5 øre..

En sådan hasard matte børn jo ikke deltage i, men nok se på.. Når familiegildet var hos os i Ollerup, var der af og til nogle af Mors fætre og kusiner med. Vi havde jo god plads, Ja også onkler og tanter, men jeg husker så tydeligt engang Mors 2 fætre der var enæggede tvillinger var med, selv om de begge var gift, var de altid i nærheden af hinanden. Da de kom og hilste på Far og Mor sagde den første! GO DAV -O- VALKOMMEN. Så sagde den anden UH NEJ NEJ HVA’ ERRET DA VI SEJE. VI MINT VI SKUL HELS HJEMFRA.

Ja en sådan ting husker man. Tvillinger sagde altid det samme efter hinanden, og lignede hinanden. Deres far var min Bedstefars bror. Han bed farbror Thomas og boede i Daldover ved Ranbø1dal.. Det fortaltes om ham, at han en dag blev kaldt til telefonen i anledning af, at en af hans fastere var død. Han 1øb rask ind tog telefonen og sagde fø1gende meget hurtigt: Go dav a bar travl o der haste a ae kvindfolk vaske Johanne er gal så det baske a vil gi en krone til en krans til mi faste a har 5 fastere i no der skal dø Fuval (farvel) .

I nabolaget sagde de at når Thomas Antonsen hviskede hjemme på gården. kunne de høre det i Ranbøldal.

 

Jeg husker tydeligt, når farbror Thomas kom på besøg en gang imellem, gerne om søndag. Han var meget talende og ville gerne vide alt muligt. ja selv tjenestepigens og karlens familieforhold skulle han gerne vide besked om inden han igen skulle gå til Balle og med Rutebilen til Ranbøldal. Vi Børn syntes det var vældig sjovt, når han kom, og når han så skulle have tjenestepigens familie forhold på plads, kunne far og mor da hvile ørene lidt!,men fornøjelig var han

En gang lå han pa sygehuset. Far og Mor besøgte ham der, vidste han også alt om alle Der lå en meget gammel bondemand på samme stue. Far og Mor skulle jo så have det at vide om den gamle syge mand som lå der. Så sluttede han med at sige: Tænk jer han a; så fattig han har ikke engang en ajliekumme (I dag gyllebeholder); Det blev vist et sidespring;; En sådan dag med så mange gæster var der jo travlhed overalt Der var jo altid kogekone Minna fra Gammelby eller Hanne fra Bredsten (ikke så tit Hanne hun lavede af og til for lidt mad og det huede ikke Far og Mor så det var gerne Minna . Men det skal så siges om Hanne hun vidste alt hvad der foregik i sognet og tit lidt før det skete  især rundt om i hjemmene og fortalte gerne om det ,og vores Far nød at høre det.

I vinteren 1946-47 var der en uforglemmelig hård østenvind med deraf hård frost . Det blev en rigtig isvinter. Jeg er lige ved at sige at Farup Sø var bundfrossen,men det var den nu ikke, Vi kunne i lang tid løbe på skøjter der nede .De gamle sagde at det kunne man også i 1928-29 så det er da ikke hver vinter, der er sådan, heldigvis. Når vi havde fået os arbejdet helt til Skovdal i stik mod vind. Efter en sådan eftermiddag tur sover man godt, hvis ikke benene var så ømme, men sjov var

det .Siden jeg selv har fået børn har jeg tit tænkt på at de ikke gerne skulle løbe på skøjter der. Nu er det ,efter min mening for farligt ,og da slet ikke mine små børne børn..

Vores legekammerat Frederik havde lavet sig en isbåd bestående af 2 brædder, der var samlet i et kors og så 4 skøjter under og et sæde på midten.

Det tog jo længere tid for ham at komme til Skovdal, men tilbagevejen gik det for alvor stærkt. Frederik var altid med på den værste hvad sådan noget angik.Da han overhalede os pa hjemvejen ,råbte vi til ham: Hvordan går det!!! ad helvede til jeg får vist ikke standset i Ollerup Men det gjorde han nu,

Frosten var så hård, at roerne til køerne skulle ligge i stalden, varmen køerne afgav skulle tø roerne op, så de kunne tygge dem,.Vi havde på det tidspunkt vand fra en håndpumpe og ikke indlagt vand, men pumpen var frostfri, så vi havde ikke de problemer, men måtte så til gengæld bære al vandet ovre gårdspladsen til både grise køer og heste, Hønsene fik derimod en kedel kogende vand hver morgen ,så det varede da lidt, før det frøs

. Soveværelset, der lå mod øst med utætte vinduer var så koldt ,at Far og mig sov i den lille stue. Jo man lærte at rede sig

Min bror Hans var på Vesterlund Ungdomsskole de vintre så det oplevede han jo ikke,! men de skøjtede på Rørbæk sø. Jeg husker han købte sig et par vestjyske skøjter. De var lavet af træ med jern som glidebane jeg har aldrig set så danne skøjter andre steder.( Jo lige for et par dage siden i TV der var en udsendelse fra det gamle Vestjylland her 1997 pudsigt) . Hans har dem endnu, her 1997, men sjov at tænke at dengang var det også egnsvis med disse ting. Det var jo gammel skik. De blev fabrikeret sådan, men nok ikke mere..

Det år såede vi først korn hen i maj måned. Frosten skulle jo først af jorden .Om sommeren blev det så tørt, at man næsten ingen foder havde til dyrene, Det sker jo engang imellem. De år jeg husker er sommeren 47 –59 – 75 så det kommer jo med mellemrum.

I vore drenge år legede. Vi også røvere og soldater nede i Viktors skov det var gerne om efteråret så mødtes vi med drengene fra Lildfrost og Balle. vi byggede borge af grene og kviste og lavede sabler og den slags. Legen begyndte over middag og sluttede så vi alle kunne komme hjem til fodertid ved 16 tiden. Vi var jo næsten alle fra landbohjem så der var jo pligter til alle.

 

Jeg mindes også at en gang hver mdr. skulle køernes mælk vejes og kontrolleres. Så kom der en hestevogn med Marinus Lauersen Skejris( hans navn).Han boede og levede rundt pa gårdene. Han havde et træben, men en ellers fin mand i pæne klæder til daglig. Han havde han en masse ugeblade med dem var søster Birte meget interesseret i at låne af ham. Hver anden gang boede han hos os og hver anden gang hos naboen Thomas. Når han kom, fik far jo altid det sidste nye fra den anden ende af kredsen. Om aftenen spillede han gerne kort med Far og Thomas..Nu tænker jeg på han havde ingen fast opholdssted ,men i mange ar sov rundt pa gårdenes sofaer eller divaner.

Han kunne jo ikke gå pa et loftværelse pa grund af sit træben. Han var altid godt tilpas og elskede når husmoderen om morgenen stegte en hel pande flæsk, og lod fedtet blive i panden og når så mandfolkene kom ind til davre (morgenmad) serverede hun det for dem, man brækkede så rugbrødet i stykker og dyppede det i panden og spiste flæsket til . Ja Ja alle om bordet dyppede i samme pande, Lauersen var glad og godt tilpas når han så var færdig med sit arbejde skulle han flyttes til et nyt sted vi skulle køre ham til Gammelbygård. De t var så om at fa lov til at komme med på en sådan lang tur, Lauersen sad bag i vognen med benene hængende ned det ;var nu hans liv. Ja jeg begyndte

Med, at jeg ville skrive om Mor, men det er jo ikke blevet til ret meget endnu af hvilken grund ved jeg ikke om det er minderne, der er forsvundet som dug fra solen, ved jeg ikke, eller der er svært at skrive om hende, ved jeg ikke, men tror det. Sygdom og død er jo ikke det letteste at skrive om ,så det kan godt være, det bliver i brudstykker, det kommer. Første April 1942 døde min Bedstefar i Nørup. Jens Anthonsen (Morfar) og vi børn var med til begravelse med efterfølgende kaffebord i forsamlingshuse, mere husker jeg ikke fra den dag, men som skik og brug var dengang, skulle Bedstemor nu ikke være alene i huset, så hun var pa skift ved moster Bie i Nørup bageri og hos os i Ollerup for at aflede tankerne lidt og få det hele lidt på afstand og få klarhed over hvad der nu skulle ske med hendes liv. Men det blev sådan at hun skulle sælge huset og flytte hen til moster Bie og morbror Eigil. Der blev lavet et værelse på loftet til hende hun boede der til sin død i 1956 i efteråret.

Hun hjalp til i huset og butikken. Jeg tror det gik ganske fortræffeligt med det sammenhold. Jeg mindes ikke andet. Da hun var hos os i Ollerup lige efter at hun var blevet enke og snakkede med Far og Mor sagde hun følgende, har min søster fortalt. (Hun var jo ældre end Hans og Jeg og kunne derfor bedre forstå hvad der blev sagt) Bedstemor: Citat: ja ja, nu slap Jens da for at få aldersrente, nu da han døde.

Det synes vi jo i dag, er lidt underligt,men forstå det således, at den gang var det lidt af en skam at hæve sin aldersrente, (nok især for en gammel VENSTRE bonde). Nå, men huset blev solgt til en pris af 10.000 kr. Det var, så vidt jeg husker, ikke 10 år gammelt.  Det var jo andre priser den gang.

SØSTERNE Carlsen (Min Fars fastere) som jo havde gården i Ollerup ville heller ikke have aldersrente. Faster Birthe tog det fra 1950. Det gav omkring 100 kr. om måneden. Nu kom der penge til huse hos fasterne. Det var i de år at en del af deres familiemedlemmer bl.a. Jeg og Hans var soldater så de ville gerne se os i uniform.

De blev jo gerne besøgt en gang imellem når der var orlov, når vi så skulle af sted igen efter, at vi var trakteret med en fransk vaffel. Det var deres speciale, men den blev ikke sådan lige serveret, men pa følgende måde: Faster Birte rejste sig og sagde kom så Mi.Så gik de ud i køkkenet og havde en højlydt samtale om ,hvad der skulle bydes på, Det var sjov at opleve. Jo de var sjove og herlige, Når vi så skulle af sted igen,fulgte faster Birthe os ud på landevejen bag Lorents Hus.Hvis hun kunne liste en tier op af pungen, uden Faster Mi så det, fik vi gerne en sådan, Det var jo dejlig når 1ønnen som soldat var 2 kr. om dagen. Lykkedes det ikke at snyde Farter Mi, hviskede hun til afsked få lige en tier af din far når du kommer hjem og sig til ham, han får den så snart, jeg kan liste den fra Mi, uden hun opdager det .Ingen tvivl om det.

En gang Far og jeg besøgte dem, var de også i køkkenet og havde rådslagning om, hvad der skulle bydes. Enden blev at Far skulle have en cerut og jeg en fransk vaffel. Så sagde Far at han da også gerne ville have en fransk vaffel, men nej du har faet en Cerut så kunne det være nok, mente Faster Birthe ,Mere søde og reelle mennesker skulle man lede længe efter. Sparsommelig var de det var så nok derfor de havde noget.

Når de var inviteret med ned til vores søster Birte og Jacob ved Åbenrå og skulle køre med os derned ville de nu godt gå lidt i forvejen, De kunne da godt gå ned ad til Bredstengårde. Ligeså når vi skulle af sted dernede fra og hjemad kunne de ikke rigtig vente til vi var færdige med aftensmaden. Sagde Faster Birthe kom så Mi no går vi imod Åbenrå til. Det er jo ikke nødvendig at køre med hele vejen? jo der var ægte Carlsen. Hvad det angik ,det var noget vi morede os lidt over, For dem var det skam ramme alvor, så var bilen da ikke så fuld hele tiden og

deraf  billigere at køre. Da jeg blev konfirmeret, lovede de mig 50 kr. hvis jeg ikke ville ryge, før jeg blev 18 ar. Vi holdt alle det 1øfte, så jeg fik mine 50 kr.Da jeg havde fødselsdag Jeg tror da jeg blev 25 år ville faster Birthe også give mig en gave, og det blev en hel tier som jeg blev meget glad for og takkede så mange gang,.Da Faster Birthe mødte mig næste gang ene ,hviskede hun til mig .Jens. hvad har du tænkt at bruge den tier til, du fik af mig til din fødselsdag.? Jo Faster Birthe, jeg vil spare sammen til en springmadras (De var på det tidspunkt lige kommen frem) og derfor har jeg lagt den til side. Det er jo godt at spare op. Det var vi jo svært enige om .Jeg kunne ligefrem se glæden i hendes øjne.Næste gang vi så hinanden spurgte hun eller hviskede til mig. Jens ved, du hvad en springmadras koste.Jeg vidste det ikke på stående fod ,men ville undersøge det så snart jeg kom til Vejle. Næste gang kunne jeg stille fortælle henne at den kostede 160 kr. Hun tyggede lidt på det og jeg sagde da også, at jeg syntes, det var mange penge ,men mente også den var god at sove på og kunne holde i mange år. ( nu var der jo ved at være realiteter bag ?) Efter hun havde tygget pa den og efter nogen tid havde listet en tier i ny og næ fra faster Mi, kom de sidste 150 kr. men. Hvor var hun glad for at give mig den,.Selvfølgelig var jeg da også glad. Man sov nu godt pa den Far sagde også til Faster Birthe at han også gerne ville have en!! Så køb en for dine egne penge. Jeg har haft bøvl nok med at liste de 160 kr. fra Mi.

Det bøvl ville hun ikke igennem en gang til. Det endte da også med at Far købte sig en ny madras, men efter lange og lange forhandlinger med sig selv.

Jo kunne han nu have sparet dem 160 kr. var det jo dejlig, men han kunne jo se hvor godt jeg lå på min og han havde jo nok sovet til middag hos Birte & Jacob nar han besøgte dem, de havde jo fået så dan nogle da de blev gift, i 1951.,Enden blev at han matte lænse tegnebogen for 160 kr. Så havde han også en god madras. En anden gang jeg besøgte fasterne havde de lige købt en ny radio hos Elektriker Smidt. Ved min ankomst var han ved at instruere dem i brugen af den moderne radio. Han forklarede dem at her var der moderne musik og her var dit og her dat hvorpå faster Birthe svarede: DÅ -KAN – STEL DEN -SAN- VI- KA- HØR-ÆPRÆSSEMAND – O -SA- GUDSTJENESTE -O -INGEN- MODERNE- MUSIK-;; færdig med det..

En ting Jeg ikke må glemme om Fasterne er deres pandekager. De var noget for sig selv. Jeg kender ikke nogen før eller siden der kunne bage så gode pandekager. Faster Birthe ville ikke give opskriften fra sig., Den tager jeg med i graven sagde hun. Tit var de i Ollerup og bage pandekager. Det var noget vi så hen til det var Faster Mies arbejde at finde brændsel som var godt at fyre med så hun gik ud mellem træerne og brækkede grene i stykker til faster Birthe eller hvis en lastbil med tørv havde tabt en på landevejen samlede hun dem op og havde så en kurv foran pa cyklen til fundne tørv. Det var gerne når vi havde travl i marken enten i roetiden nar de skulle udtyndes eller i høsten så kom de og lavede mad.

 Det var jo noget af oplevelse, når de skulle komme, .Det glædede vi os vældigt til. Den største dag i året for dem ,var når de fik udbetalt renter i LANDBOSPAREKASSEN i Vejle så længe de selv kunne. Tog de begge Rutebilen til Vejle og hentede dem. Da de blev ældre, bad de Far ordne det. Nu var det sådan, at de skulle skrive et bestemt mærke for at fa pengene udleveret. Den måtte de under ingen om stændigheder vise til andre, så da Far første gang skulle hente pengene til dem og bad om deres mærke sagde de i kor: nej du kan tro nej for sparkassemand har sagt,at ingen må vide, hvad mærket er. Så der var lukket, men pengene ville de nu

have  Da far kom, ind i LANDBOSPAREKASSEN og bad om pengene til søstrene Carlsen,   sagde Sparekassemanden: Har du deres mærke. Nej sagde Far du har jo selv sagt til dem, de ikke må udlevere det til nogen. Så det grinede de jo lidt begge to. Men manden spurgte så Far ::Hvornår er det din fasters fødselsdag så skrev Far: 22/8 så var den i orden.Det gav jo lidt morskab Faster Birthe sagde, da Far kom med renterne til dem. Det var nu godt, du ikke fik vores mærke. Det er kun os der ved det. ,Da Far blev ældre blev det mig, der hentede den længstlevende faster Mi og kørte for hende til sparekassen (som nu havde filial i Bredsten) for at hente renterne.Det skulle være den dag de blev tilskrevet i BOGEN. Det var en stor dag for Faster Mi. Der faldt gerne 100 kr. af til mig for ulejligheden.

De sidste mange år brugte hun jo ingen lommepenge men lagde dem i en skuffe, tog dem op og talte dem af og til. Til sidst kunne hun ikke holde styr på dem mere jeg husker hun fik 164 kr. til sig selv om måneden, når opholdet på de gamles hjem var betalt, En dag ringede Hjemmets bestyrerinde, om jeg ikke ville komme derhen, da de ikke var glade for, hun lå med så mange penge. Hun ville gerne have dem i hjemmets Boks. Hvad vi så fik Faster MI med på. På det tidspunkt var hun meget gammel og affældig, ellers var hun aldrig gået med til det. Hun havde alle dage været meget interesseret i penge. De gamle sagde om hende, at Mies pung aldrig havde været torn. Det var sådan lige lidt om fasterne, som vi kaldte dem

 

Men tilbage til beskrivelsen af Mor Jeg forstår ikke det giver mig så meget besvær at komme i gang. Jeg har tænkt meget på det, og prøvet at komme i gang med det  Hver gang viger jeg uden om. Mor var en meget dygtig kone. Det var næsten ikke det hun ikke kunne lave bortset fra at sy vores tøj!men der havde hun så hjælp ved nabokonen Thomasses Karen! det var hun ferm til., Men strikke og brodere og ikke at forglemme lave god mad det var hun et jern til.

Jeg tillægger jo selvfølgelig Lenes interesse for madlavning til hendes Bedstemor selvom jeg også erkender at Lenes Mor og Bedstemor på den sider begge har det med at lave god og velsmagende mad. Ingen kan vel fortænke mig i at se lidt af min Mor i mine egne Piger, da Maja nu også kan den kunst, selv om Lene jo er mere professionel med en køkkenlederuddannelse bag sig, Jeg vil påstå hvis ikke det ligger til en, at lave mad kan det heller ikke læres så godt.

 

Mor ville gerne med i skolen nar der var eksamen eller lignende. Det var hun også så længe helbredet var til det. Jeg tror også tjenestepigerne havde en god læreplads hos mor. Hun satte en vis ære i at have nogle dygtige og pligtopfyldende unge piger. Det var jo sådan dengang at det var den eneste uddannelse pigerne fik inden, de forhåbentlig skulle giftes med en dygtig ung landmand ja, en tjenestekarl der havde sat en god del af sin løn i sparekassen. Når så de havde været forlovet en passende tid, kunne købe sig en landejendom og selv stifte familie. Der det var jo en vis ære i hvis en tidligere karl kom og bad en tidligere husbond om at tage med ud og se pa en gård, som skulle købes. Det var der jo dejligt med en sådan tillid fra en tidligere karl.

Mor havde i sine unge dage været, efter datiden en del ude. hun startede som 15 årige på Flemming Efterskole Det gav hende en god oplevelse. Så havde hun forskellige pladser bl.a. på Højskolehjemmet i Herning og kokkepige pa Kidegård en tur hel til København og et ophold på Askov Højskole, som hun var særdeles glad for og tit talte om. Jeg ved ikke rigtig om hun også var en tur pa Røding, men jeg ved at hendes broder og søster har været der, men og min søster Birte mener også hun var begge steder

ved at begge hendes forældre har været på højskole Bedstefar på Ryslinge og Bedstemor pa Vrigsted Bjerre Herred mellem Juelsminde og Hornsyld .Det var omkring 1898 jeg har læst en del brevveksling mellem dem fra den tid.

Det var ganske interessant.

Jeg syntes nu, at Mor kunne alting da jeg var lille. Hun blev jo desværre syg i en ung alder sidst i trediverne. Hun var næsten syg det meste af et år,før hun kom på sygehuset, Det var vist sådan dengang at huslægen blev 1ønnet på en måde, så de fik mere, hvis de ikke kom på sygehuset ( så vidt jeg ved ),Efter lang tids sygdom, næsten et år, blev det far formeget. Han bad om at få mor henvist til en speciallæge på Vejle Sygehus. Det ville Stamer ikke gå med til og truede Far med, at så skulle han i alfald selv komme til at betale for konsultationen pa sygehuset og Far svarede ham, at det ikke var et økonomisk spørgsmål, men nu ville han vide hvad Mor fejlede. Da Stamer så at nu var det alvor fra Fars side, skrev han en henvisning.og mor kom ud og blev undersøgt grundigt, og blev meget hurtigt indlagt og blev aldrig mere rask, Hun blev på sygehuset hele sommeren og gennemgik 2 store operationer og fik afføringen sat ud af siden. Hun skulle så sarnle kræfter imellem disse 2 operationer, så hun fik hverdag en blødkogt æg og en maltø1 hjemme fra .Kosten, dengang på sygehusene var præget af krigen det var 1944. Far besøgte mor næsten hverdag og vi børn var jo også med tit og om søndagen, skulle vi cykle derud. Da passede det ikke med rutebilen. Mor gik oppe lang tid og måtte så gå nede i hospitalshaven. Den gang var der en stor jernlåge for ud til vejen.

Udenfor stod de besøgende og ventede på at klokken skulle blive 14 /30 så blev lågen åbnet af en meget streng herre. Far var i Vejle kl. 13. Så gik han gerne op til lagen, når han vidste Mor var oppe. Så stod de på hver sin side af lågen og snakkede, ikke noget med at komme ind og sidde pa bænken lige indenfor.

. Far sagde at det så ud til at Portneren nød sin magt. Det kunne jo ikke ske noget ved de sad derinde på bænken. Livet har lært mig at nogle mennesker nyder at have magt i kraft af deres stilling. Det er jo deres måde at vise sig på,men i grunden er de gerne nogle sølle skravl.

Far var jo rutebilen frem og tilbage nå han skulle med hjem skulle han gå langt ud af Vardevej mod Træballe og nåede han ikke så langt ud at Rutebilen havde lov at stoppe sagtnede Chaufføren farten så sprang Far op på Stigen der var bag på enhver Rutebil og stod der til rutebilen nåede Ollerup så sagtnede han igen farten og Far stod så af og betalte så næstegang sådan kunne man den gang

 

Mor kom hjem hen på efteråret og prøvede at komme sig lidt til kræfter igen hun gik nogle ture, når vejret var til det. Om aftenen før hun, skulle i seng, skulle hun jo gøres i stand, skiftes og vaskes og vi sad jo alle i den lille stue både karl, pige, os børn og far. Alle vidste at når mor skulle gøre sig klar, forlod man stuen Vi havde jo ikke badeværelse eller varme andre steder. Det ordnede sig bare. Om vinteren og efterfø1gende sommer havde hun det nogenlunde, men efterår 1945 og til hun døde 7.oktober 1946 blev det stadig ringere og ringere. Forår 1946 skulle hun indlægges igen på Vejle Sygehus. Ambulancen skulle køre hende der ud og Far var jo med. Hans og jeg syntes vist det var noget særlig. Det var jo ikke hverdagskost med ambulance (Sygebil som man sagde dengang) i gården. Da de kørte henne pa vejen opdagede vi at karlen og pigen stod og tog om hinanden. Og begge græd så tårerne trillede ned af deres kinder. Da forstod vi pludselig alvoren i det .det blev for hende en pinefuld sommer før hun fik fred.

. Det jeg husker tydeligt var at nabokonen Karen kom hver eneste aften og gjorde Mor i stand til natten. Var Thomas og Karen i byen cyklede Karen fra selskabet og hjem og ordnede Mor til natten og så tilbage til selskabet igen. Det er, hvad man kalder naboskab der prægede Ollerup Jeg husker, den nat Mor døde eller morgen for kl. var ca. 5. Karlen Age 1øb hurtig over og fortalte Thomasses og Kristine og Severins det og de kom alle 4 straks tilstede ,man skulle jo ikke være alene i sin sorg og lidt naboskab, var noget over middag kom alle naboer med en æresport .Mor blev bisat kl 16/30 ved Balle Valgmenighedskirke. Der var hel sort af folk på vejen  hjemmefra og mod Balle.

Johannes Hansen, som lige var startet som Vognmand på Balle Mark ,kørte og Far og jeg sad i førerhuset hos ham, en ting husker jeg; Johannes sagde det var da han i bakspejle så alle de mennesker til fods. Det er da grov, er der så mange, i Ollerup og omegn der endnu ikke har en Cykel (det var jo lige efter krigen og der var jo stadigvæk mangel på næsten alt) Jeg mindes også at 2 koner fra Sødover gik den lange vej derfra over Gammelby til Ollerup, gik i følget til Balle og derefter gik så tilbage til Sødover en lang tur, men det var pænt gjort. Jeg har godt 40 år efter  truffet den ene kones datter. Hun sagde til mig: Jeg kan huske den dag din mor døde ,Min mor og nabokonen ville følge din mor hen, som det hed. Derfor gik de den lange vej. Det tog jeg som en tegn pa, at de satte pris på min Mor.

 

Jeg husker en anden ting det var, da naboerne kom med æresporten og skulle efter skik og brug ind og have det obligatoriske kaffe ,Det var rygtedes, at følget efter begravelsen alle skulle med ned i Forsamlingshuset til mindesammenkomst Der ville blive serveret suppe m.m. ( Forberedelserne var jo allerede begyndt)  så sagde Severin : Nej SATEN STEJLEME til min begravelse får Følget kun en lang næse, de skal sku ingen kaffe have .Nej gu skal de ej. Jeg vil sku ligge i min grav og grine af følget. Sådan var Severin ,men også godheden selv..

Det var naboerne i Ollerup der bar Mor til graven .Så vidt jeg husker var det Herluf Thomsen , Thomas Thomsen , Viktor Jensen , Johannes eller Jonas Kristensen, Morbror Eigil og Age som på daværende tidspunkt havde tjent hos i nogle år

Jeg husker også, at om morgenen som Mor skulle begraves om eftermiddagen, kom nabokonen Karen med Frederiks nye tøj. Det måtte jeg låne det var pænere end mit ,det var jo pænt gjort..

Til mindesammenkomsten i Forsamlingshuset var der 246 til spisning. .Det var en af de største begravelser, der havde været i Balle pa det tidspunkt .Man skal jo også tage i betragtning, at Mor var jo kun 41 år. da hun døde og havde levet meget af sin tid i egnen omkring Balle. Hun var lige i sin bedste alder, var vellidt af mange og så blev ramt af den forfærdelige sygdom,.som videnskaben selv i dag om der forskes meget stadig ikke kan helbrede.

Søndagen efter Mors begravelse blev Hans konfirmeret wså man kan nok tænk hvordan stemningen var så tæt på

Jeg husker også det blev en trist og mørk efterår.til Nov. skulle Hans begynde på Vesterlund Ungdomsskole der til nov. Og jeg syntes at skolen var ulidelig og tom efter mors død der var jo dengang ingen hverken lære eller andre det tænkte på at man var ulykkelig. Tjenestepigen rejste hun skulle giftes.

Age blev som karl og søster Birte skulle nu selv holde hus, som det hed.Hun var jo 17 ar, året efter kom hun så ud at tjene til Hammerum ved Herning og vi fik en dygtig husbestyrerinde fra Thyregod hun hed Anna Grøndal og var et sødt menneske. Hun var livlig og kunne holde snakken ved lige. Hun var tilknyttet KFUK: men hun var alle tiders. Jeg husker engang da hun havde været der nogle måneder, klagede Far over at Brugsforenings regning var bleven for stor. Nu måtte hun til at spare (det var noget alle mænd klagede over) Så tog hun brugsbogen og skrev al det op far havde købt til gårdens drift og tobak og cigarer og liggende, så talte han ikke mere om den store brugsregning.

Men Far glemte det aldrig, han syntes alligevel, det var godt fundet på af Anna Nu kunne hun jo triumfere over Far.. Engang medens hun var hos os, skulle vi have stuehusvinduerne malet. Det skulle maleren i Bredsten Carl Didriksen gøre, han var godt kendt for at fortælle de mest fantastiske oplevelser (Altså fuld af løgn) .Han kunne han smede en kæde af bandeord sammen så han var jo en oplevelse for; ja først Far, men han blev snart træt af høre på det ,men Anna hun ville ikke lade en sådan

oplevelse gå fra sig.Hun fulgte ham trofast fra vindue til vindue. Når Anna syntes det blev for grov sagde hun:Jamen Carl da kan det da virkelig også passe!så tog Carl fat og kom så med fø1gende ! Ja det ved Gud i himlen, fanden rastme plus den for ham  lange sammen kæde af bandeord . Anna stod trolig model til det pa trods hun var indremissionsk, Carls fantastige historie var nu for spændende for hende ,så hun måtte gå på en vis kompromis i så henseende,For mig at se tilbage på, er det noget af det man husker som en pudsighed. Jeg kan endnu se Carl stå pa sin stige og male og Anna følge ham trolig rundt .Det var også noget Far kunne se det sjove i.

 

Det gjorde jo ikke noget ,det tog tid for prisen var på forhånd bestemt. Sådanne oplevelser var jo en lys punkt i hverdagen. Jeg husker også. den dag Anna Grøndal var hos os søgte og fik pladsen. Det var en eftermiddag og hun blev jo vist rundt i huset. De snakkede om sagerne og blev enige om lønnen.,som nok har været 150 -200 kr. om måneden.Anna havde det ønske at få det værelse, der lå lige ved bryggerset. Det var jo også naturlig nok og det skulle Far nok få ordnet med Åge, for det værelse boede han i ,men Far mente så at Age kunne flytte ovenpå, og få værelse pa loftet ,så der var nok intet problem i det. Så ved aftensbordet fortalte Far Age at vi nu fik en ny husbestyrerinde ved navn Anna Grøndal, men hun ville nu gerne have dit værelse, Age, så du bliver nok nød til at flytte ovenpå ,Åge tyggede noget på det og sagde så, tørt, men bestemt :A er ligeglad hvor hun vil sove ,men A bliver hvor A er.  .

Der blev ikke talt mere om at flytte Age, men som Age sagde bagefter ..A kom SKU FØST. Det var jo rigtig nok, så Anna måtte bo pa loftet,

Anna var hos det År jeg blev konfirmeret. Det blev jeg den 3 okt. 1948.Vi havde gilde i to dage, en sådan tid, soveværelset blev ryddet og 2 lange borde sat op så der kunne sidde mange der,

Den 4okt. skulle alle Moster Dagmars arvinger samles i hendes hjem og dele hendes sager. ( før omtalt som Danmarks første kvindelige Statshusmand ) altså min Fars moster. Da jeg var konfirmeret dagen før, fik jeg lov at komme med derover og overvære Det gik nu meget fredeligt til. Der var 4 parter: 1 morbror Anders Lille Ballegård “2 Snedker familien Bendixen, Bredsten 3 moster Sine på Fyn og så 4 vores Far.De blev enige om : at hver part skulle have en ting som de hver især gerne ville have,  Far ville gerne have ,hendes ”Taffelur” (et flot ur i en glas kuppel) Den var han til det sidste meget glad for.Resten af sagerne blev der holdt auktion over mellem arvingerne , til  slut blev tillagt formuen og så betalte de hvad de havde købt altså fratrukket deres arv, Jeg husker, at en eller anden forærede mig en sø1v papirkniv, som har fulgt mig i mange år. Nu har jeg foræret Lene den og jeg håber, hun passer på den og husker dens historie. Det er jo dejlig hvis hun gør det.

Jeg omtalte før taffel uret som jo skulle videre gives til en af os 3 søskende. Da Inger flyttede til Balle og godt ville af med fars sager. Nu begyndte der jo en ny epoke for hende. at flytte fra gården i Søskov og i hus i Balle, som hun i øvrigt befinder sig godt med. Jeg tænkte så på hvem mon er interesseret i Taffeluret, af os helt ærlig jeg troede ingen af os var det, Men så vidste det sig at Søster Birte var meget forelsket i det, så nu var problem for mig løst.  Det var først hun fik den hjem til Bolderslev og sat på plads. og fik besøg af børn og børne børn sagde Carl Martins ældste datter Mette …Bedstemor må jeg ikke fa den efter dig. Så den bliver da i familien langt ud i fremtiden så det er jo dejlig at erfare, men en ting står Søster fast på ingen af hendes små Børne børn må røre ved den så gælder det gamle ord. Nok se men ikke røre.

 

Ja Lene min yngste datter, bliver ved med at jeg skal skrive noget mere om mit familieforhold fra min barndom,

 

Jeg vil i det næste afsnit beskæftige mig med det. Vi var jo 3 søskende. Bedde (Birte) var den ældste

Det var nok hende det her vil dreje sig om. Som den ældste og klogeste var det jo hende der, bestemte, hvad vi skulle snakke om, når vi kom i seng om aftenen, og havde faet lov at snakke lidt før vi faldt i søvn. Det var især i julemåneden, vi fik lov til det. Da havde vi jo gerne en stump stearinlys tændt for at markere at det snart var jul.

Da var der jo også meget at snakke om med gaver og juletræ og deslige. Det har alle børn vist prøvet. Jeg husker, vi morede os over Inger og Herlufs børn. Signe og Sofus fortalte os. Da de var børn, og når juletræet blev pyntet, og det sammen med gaverne var anbragt i den pæne stue og var der adgang forbudt, Når så deres Far & Mor sov til middag, listede de om i haven og løftede hinanden op, så de kunne se ind ad vinduet.

Det var jo bare guf. Men hvad er det ved at lave et sådan nummer, hvis man ingen har at fortælle det, til, så kunne Signe jo da komme af med sin hemmelighed oppe hos os og hun var glad og det gav jo en oplevelse hos os når hun fortalte noget og. Det var hun god til at referere, modsat Sofus han ville ikke sige noget til fremmede. En gang han var med sin far. De kørte med hest og vogn. Far og Herluf skulle ordne verdenssituationen. Sofus havde faet, en småkage. De så skulle til at køre, sagde Herluf. Kan du så sige pæn tak for kagen. Sofus svarede. Det har a sgu gjort. Det var bare Sofus i en nøddeskal.

. Sofus blev født i januar 1947 Denne her episode har nok været først i halvtresserne.

 

Jeg busker også det år, Birte, skulle på Vesterlund i 1944 måtte det udsættes et år på grund af Mors sygdom. Hun matte at blive hjemme og hjælpe til i det daglige,

Mor lå jo på sygehuset hele sommeren 1944,Birte kom så der ud sommeren efter i 1945 Det var det år Danmark blev Befriet. så vidt jeg husker, blev det fejret pa behørig vis,da forstander Maibom var en meget fæderlandskærlig mand. Han forstod at gøre det vældig højtideligt og folkeligt. Jeg husker den. 3 maj. 1945 skulle skolen starte. Hans og jeg måtte komme med der ud. Vi skulle også besøge nogle af vore forældres venner, medens de var pa skolen og aflevere Bedde (Birte)og hendes veninde Elin, der var datter af mejeribestyreren i Bredsten, Bedde og Elin havde gået i skole sammen i Bredsten i 7 ar og konfirmeret i 1943 den 10/10 i Balle Valgmenighedskirke,!så de var jo godt kendt med hinanden og har i dag, 1997, stadig forbindelse med hinanden. Men om aften 3/5 blev der luftkamp mellem engelske og tyske flyvere over området Vesterlund,.

Det så drabelig ud, husker jeg, Det var også de sidste krampetrækninger, tyskerne gjorde. Aftenen efter kapitulerede de. Om denne tur husker jeg, at nu var vi forfærdelig langt hjemmefra, en hel anden natur. Der var gran hegn imellem markskellene. Det var meget forblæst! mange gamle huse og gårde. Der var jo ikke sket ændringer på det punkt siden heden var opdyrket og gårdene bygget. Folk kunne eksistere på dem. Det var jo nærmest kartofler hjalp dem økonomisk og så befolkningens flid og sparsommelighed. Er der en afgrøde der var arbejde ved er det kartofler. Jeg har selv prøvet det på en gård jeg tjente som ung. Vi havde roer og kartofler 43 tdr. land. De skulle jo flyttes mange gange med en greb. Jeg husker engang manden havde solgt en hel jernbanevogn fuld kartofler. Vi havde sorteret og fyldt dem i sække syet til for dem og kørt en hel dag for at fylde jernbanevognen og alt var klar til afgang, så kom statskontrollen og bad om at se den og den sæk, altså nr. det og det i den og den række så måtte vi have dem halet frem og så fandt han noget han ikke syntes om så blev det hele læsset kasseret så om igen, så husbond lejede 2 mand fra stationsbyen til at sorterne hele natten. Så blev de godkendt..

Nå,men de fem måneder begyndte så for pigerne på Vesterlund Ungdomsskole den sommer ,men skoleåret var jo præget af at nu var Danmark endelig frit igen. et nyt liv kunne begynde i Landet. . Allerede den sommer skulle pengene ombyttes da mange havde tjent;gode; sorte penge og havde gemt dem for skattevæsenet . Nu skulle der altså gøres rent bord, det var slem for mange: Det fortælles at pengene allerede var trykt længe før krigen sluttede. Myndighederne har jo haft sine anelser om dette,og nu begyndte der så

Småt at komme vare på hylderne igen. Alt havde jo været rationeret. Der var Rationeringsmærker på næsten alt de sidste mærker var Kaffemærker og de forsvandt

i 1951 -1952.

Jeg husker, når Bedde ( Birte ) og Elin ville hjem engang imellem om lørdag søndag ( Dengang var der ikke noget der hed Weekend .Det ord kom først frem i halvtresserne). Men når de skulle hjem ,var det ikke et spørgsmål, om de punkterede eller ej ,men hvor langt de kom, inden de punkterede, og om der var nogle flinke folk ,der hjalp dem med at lappe cyklen. Når de så kom hjem, skulle den lappes igen. De måtte så tidlig hjemmefra at de kunne nå, ja, næsten gå derud. Ja. i dag vil vi jo sige, hvorfor tog de ikke rutebilen over Vejle,?

Men kort sagt DET gjorde man bare ikke. Det kunne jo nem koste en ca. 3-4 kr!. Så det var jo udelukket. Ingen tænkte på at det var en mulighed. Ja det har jeg gjort lidt ud af det her ,men bare for at poerientere at kunne man undgår at bruge penge, gjorde man det ikke. De havde en uforglemmelig sommer på Vesterlund. Da skolen sluttede 1-10 altså 5 mdr. skoletid Far og Mor samt Elins forældre Mejeribestyrerens i Bredsten ( Fredslund Andersen) havde lejet en Lillebil (Taxa) Alfred i Gammelby der ud for at hente deres sager hjem. De skulle jo selv cykle hjem. Da Far og Mor kom hjem, sagde Far ”De Piger bliver aldrig til Mennesker igen sådan som de havde grædt ved afslutningen

Det havde efter Fars mening været NØJ- GROV -NØJ. Da de først pa aftenen kom hjem, var de ,de samme glade piger igen. Det er jo noget særlig at tage afsked med ca. 65 veninder, som man har haft en så indholdsrig sommer sammen med. Mange af dem ser man jo aldrig igen. De spredes jo for alle vinde og et nyt afsnit af livet begynder med nye venner og bekendte, Jeg har jo selv prøvet det samme mange gange. Især i de unge år tror man jo ikke,, der er andre end lige de der venner, som betyder noget .Sådan er livet nu engang. Nu var vi jo alle vældig optaget af Vesterlund Ungdomsskole. Efter Birtes mening var Maibom jo det eneste saliggørende. Hun fortalte vældig om alle de oplevelser der havde været derude. Da de var hjemme i pinsen husker jeg at vi karlen Hans og jeg ville en tur ned i engen.Da vi kom ned til Ollerupvejen var der så langt vi kunne se tyske soldater de var på marchen pa deres ben på vej hjem til det fuldstændige udbombet Tyskland. Jeg glemmer aldrig det syn.

. Nogle af dem holdt hvil et par dage i Farup skov og gik så omkring på gårdene og tiggede mad. Nogle ville ikke give dem noget fordi de var tyskere, men Far sagde så længe der er mad i huset eller andet spiseligt skulle ingen gå sultne fra hans hjem,selvom det endog var tyskere ,var det da mennesker i nød ,Vejene var fyldt med Tyskere i flere dage der masserede i uendelige lange rækker .Der var også nogle hestekøretøjer, hvor vognene var læsset med deres oppakning. Hvor deres utallige lastbiler og motorcykler var eller blev af, ved jeg ikke. jeg husker at 5/5 1945 var der sket en så stor forandring i deres marchen, før var der streng March og sang så det gjaldede med gevær og hård disciplin, Nu lignede det nærmest en Alderdomshjem pa gåtur. Når de kom til grænsen ved Padborg måtte de aflevere alt undtagen det de gik og stod i. Det blev en sand udflugtsmål de vognmænd der havde lastbiler  lånte så 4 forsamlingshusbænke og fyldte så ladet med mennesker, som havde lyst at se de bjerge af udstyr som lå ved grænsen .Det foregik jo om søndagen,

Nu skulle Bedde (Birte) så ud at tjene, Hun fik plads i huset i Lindeballe Brugsforening og startede der 1/11 1945. Hun var oven ud glad for at være der. Havde fri hver anden søndag fra lørdag aften og det var jo en fantastiks ting at fa fri lørdag aften. Det var ikke rigtig kommet pa mode dengang. Nu var det så heldigt at Skjern Sdr. Omme rutebilen var begyndt at køre en tur fra Sdr. Omme til Vejle lørdag aften, så det passede jo hende fin. Jeg husker da hun kom hjem juleaftensdag der midt pa eftermiddagen. Da vi sad og spiste vores Juleaftensmad, fortalte hun vældig op om, hvad de havde derude i brugsen. Aftenen før havde de i radioen hørt noget så fantastiks sjov.Hun mente også at en radio burde Far og Mor burde anskaffe sig en Radio for det var så fantastisk med en sådan en i huset ,men det sjove var at vi havde fået en lige dagen før jul. Det havde hun ikke opdaget selvom den stod i stuen hvor vi spiste, men hun havde så meget der skulle fortælles, at det havde hun slet ikke set, Hun kunne desværre kun blive i pladsen til 1/5 så måtte hun hjem igen og hjælpe til da det stadig gik tilbage med Mors helbred og så var det jo en del ekstra

Arbejde. Mor døde jo som nævnt anden steds 7/10 1946. Blev begravet om torsdagen som bror Hans blev konfirmeret ført kommende søndag og det blev jo en lidt rolig feststemning forstås nok, som sitaotionen var. Allerede 3/11 skulle Hans begynde pa Vesterlund Ungdomsskole. Den anden Pige vi havde i Huset rejste også 1/1. Hun skulle giftes. Var vi så kun karlen Åge ,Birte, Far og jeg på gården.Nu skulle dagligdagen jo til at fungere på en anden måde. Bedde var lige fyldt 17 år og skulle nu stå for det daglige inden døre og det gik da over al forventning. Selv om hun var ung til det. Hun havde jo lært meget af Mor, som var meget dygtig og var god til at lære fra sig, så den side klarede hun trods sin unge alder godt

I sommeren 1947 eller rettere fra 2/6 til 6/6 var jeg med Bredsten skole i København på det var den første skolerejse

som Bredsten Skole nogensinde havde været på og det kaldets så smuk som ”PROVINSBØRNS FERIEOPHOLD IKØBENHAVN”

Det var en meget anstrengende tur husker jeg ,Vi gik i 2 rækker hinanden i hånden og en fører i for og lærerne bagerst så ingen kunne blive væk.

Jeg havde i lang tid samlet penge til turen, De blev talt tit inden vi drog af sted Far lovede mig at lige så mange, jeg havde med hjem, så ville han give mig lige så mange, så der var jo noget at se hen til. Men nu var det sådan, at Bedde havde delt mine penge i to dele og lagt de halve i mine ekstra sko og ned, i kufferten. en dag skulle jeg have de andre sko på det kneb lidt, at få tærene ind i skoene men på kom, da.Mine føder var jo ømme i forvejen. Vi kom da godt trætte hjem. Jeg blev jo spurgt om mine penge slog til. Det gjorde de da, oplyste jeg. Så spurgte Bedde, om jeg havde brugt dem der lagde i mine sko. Dem havde jeg jo ikke set.Jeg syntes nok der var noget der klemte, Da jeg så efter var der 35 kr. så det var jo en dejlig overraskelse. Far måtte jo spendere 35 Kr. og enden på historien blev: jeg købte for 70 kr. sparemærker i 1947 de stod der til ca., 1970. Da var der 200 kr. og dem købte jeg 2 præmie obligationer for. og et par år senere gav den ene 200 kr. Nu havde jeg 4 og de lagde til her ca. 1993 så gav jeg Maja og Lene dem og nu er den ene kommen ud med 500 kr. så det var jo en sjov ting synes jeg

.

Den sommer var Hans ude at tjene første gang Det var i Søskov. Hos en meget flink mand, med en kone. der var hjemmedjævel og ude engel når de spiste, havde de 2 oste på bordet og manden roste den os. Han og konen spist. Hans bad om lov til at smage den. Det blev meget bestemt afvist af den gale kone. Han kunne bare spise den ost der var beregnet til ham. Den var både billigere og mere tør og DRØJ. En dag skulle Hans feje gårdspladsen. Hendes skarpe og onde øjne fulgte ham fra køkkenvinduet. Pludselig stod hun i gården og tog kosten fra ham og ville vise ham, hvordan man fejede . Hun knækkede skaftet da grinede Hans, Til 1/11 1947 var Bedde. Hjemme, Hun skulle jo også ud og se andre steder som alle andre unge. Hun søgte så plads på Herning egnen som tjenestepige på en gård. Hun fik mange tilbud både pr. telefon og pr. post. Jeg husker der var nogle der skrev ,at de havde ca. 15 køer ,men der var gerne eller 3 om at malke dem, men hun som tjenestepige jo matte malke både morgen og aften. Når jeg fortæller dette, er det for, at man skal lægge mærke til at så sent som i 1948 var det almindelig endnu pa vesteregns, med at pigerne malkede, med hånd naturligvis da var det en forlænge siden slut epoke pa Vejleegnen ,men det fortæller jo at alt det nye begynder østpå og vandre så vestpå nu til dags tager det nu ikke så lang tid som førhen hvilke skyldes den moderne kommunikation og samfærdselsmidler. .

Hun fik en god plads på en gård i Hammerum mellem Herning og Ikast Der var hun et år. Jeg husker hun gerne ringede hjem hver anden sendag formiddag før kl. 11, for da lukkede centralen jo.

Så da ville Far jo gerne være i nærheden af telefonen. Til I/ 11. 1949 kom hun hjem igen ikke for at arbejde, Hun skulle på et 2 mdrs. kursus i Vejle i Sy og tilskæring.Det var jo altid godt at lære. Så var hun jo også hjemme og holdt jul sammen med os .Vores husbestyrerinde kunne fa fri i julen .Det var nu også godt nok. For jeg tror ikke hun var blevet færdig til jul før hen i det nye år, så langsom var hun i alting,. Efter nytår fik hun så plads pa en gård omme ved Engum. Det var meget flinke folk de var med til hende og Jacobs Bryllup. De havde lovet at køre dem til fotograf i Vejle efter vielsen. Sådan var det dengang. Husk på der var jo ikke mange der selv havde bil. Som gammel husbond var det jo en vis ære. og det gik også godt, Men som Jacob sagde havde han da ikke lige var bleven nr. 1 i Ko Kontrolforeningen hele turen frem og tilbage holdt han foredrag om sine Røde køer

og som Jacob sagde: HVEM – FANDEN- TÆNKER- PÅ – KØER -PA- SIN -BRYLLUPSDAG-

Ja,ja sådan var det. Til 3/5 1949 skulle hun så starte pa Vallekilde Højskole pa en 3 mdr. ophold sådan var det jo dengang, pigerne kunne jo ikke spilde tiden på Højskole når høsten stod for døren Nej så måtte de skam hjem og gøre nytte. Ja Ja sådan var det bare….Vores husbestyrerinde, som vi havde fæstet fra 1/5 og sommeren over går jeg let hen over, det er ikke noget at skrive hjem om. Hun var meget giftesyg og var da gået forkert i byen.

Birte kom så hjem. til I/ 8 .Nu var hele familien så samle i 3 mdr. det var jo i 1949 Det er sidste gang, vi har været samlet i det daglige,

3/11 skulle jeg starte på Vesterlund Ungdomsskole til en uforglemmelig oplevelse. Nu skulle Hans og Birte så være hjemme l år. og jeg fik efter skoleopholdet 1/4 som før omtalt plads hos Peder Møller Rasmussen Baungård han var en meget sparsommelig mand og som sagt måtte han af med en stor .skattebøde det var mange penge dengang.Han undte da sig selv en tur i biografen samme sommer ,men han købte sig en, ståplads  det var halv pris. Jo det var sådan ..

 

Samme sommer, 1950, var det at de danske ungdomsforeninger havde årsmøde pa Lollands Højskole. Der cyklede en lille flok unge fra Balle og Bredsten over.  Så var det sket med vores søster. Der traf hun Jacob helt tilfældig og kærlighed ved første blik.

De har holdt sammen siden. Det var nu 3 lange mdr. forude indtil 1nov 1950 til Birte kunne rejse ned til sdr, Jylland i nærheden af Jacob, han var på da værende tidspunkt selvstændig landmand. Hun fik plads i noget der hedder Felsted.Pastor Brandt i Balle sagde til Far at han matte jo regne med at det lige var i de Tyskvenliges hjerte. De håbede da begge hun kunne klare sig dernede (det er da indtil nu gået godt i 48 ar.) til I/ 5 1950 flyttede hun lidt nærmere Jacob og fik plads på Bolderslev mejeri indtil hun 1/11. 1951 kom hjem og alt skulle nu være klar til bryllup som var fastsat til 15 /12 (den gang hed det sig ,at bruden skulle hjem og sy udstyr)

. Den sommer byggede Jacobs forældre 4 fag til stuehuset altså en aftægtsbolig, som det så smuk hed. Der flyttede de ind sidst pa sommeren så Birte & Jacob kunne som nygifte flytte ind i selve stuehuset. det var ret gamle bygninger, men meget hyggelige. De forstod begge at hygge om sig i det daglige og fa glæde af hinanden i hverdagen.

 

Nu blev der så lavet en såkaldt AFÆEGTS – KONTRAKT, som jeg husker, var meget detaljeret med hvad den ene og den anden måtte. Så vidste alle hvad de skulle rette sig efter i det daglige. I dag ville det være interessant læsning.. Indbydelsen til brylluppet blev jo også forsinket på grund af Mund og klovsyge. Alle dem der pa egnen skulle med red bror Hans rundt til og afleverede indbydelsen,Vi har lige her i 1997 snakket om den bestemte Hest som Hans benyttede til det jop . Vi kan begge se hesten for os endnu her 47 ar efter.

Brylluppet var fastsat til 8 dec. Så skete det, at landet blev hærget af mund & klovsyge en meget grim sygdom, som ramte alle klovbærende dyr. Det betød at hele gården blev isoleret fra omverden i 3 uger. Så skulle stalden hovedrengøres og desinficeres hvilket var en meget stor og anstrengende arbejde og der skulle bruges en forfærdelig masse vand og tænk, det skulle hentes ved hånd pumpen langt fra stalden og bæres over gårdspladsen til stalden. hjemme blev der konstateret Mund & klovsyge den 11/11 så nu måtte brylluppet udsættes til den 15 /12. da mund & klovsygen jo satte en stopper for det. Der hvor jeg tjente skulle vi først gøre rent i stalden den. 13 -14. dec. Besætningen der var også plaget med mund og Klovsyge i meget svær grad. Vi var knap færdige med rengøringen da jeg rejste hjem til bryllupsfesten den 14 om aftenen,. Da jeg kom hjem ud pa aftenen, var alle naboerne der til spisning de havde jo rejst æresport. Som skik og brug var, skulle de ind til aftensmad, efter den var rejst og de havde været hjemme og malke og kom de igen. Det var en tradition, men en stor arbejde for værtsfolkene ,men sådan var det. I forsamlingshuset hvor selve festen skulle foregå, var der travlhed 3 -4 koner i køkkenet og 10 opvartere, der dagen før festen sørgede for at pynte salen med hvad man kunne finde i skoven samt at dække borde. Der var 5 karle og 5 piger til det arbejde. Det var pigernes arbejde at trille rundbollerne. Det tog det meste af eftermiddagen før festen, Rundboller var noget der kun blev brugt på Balleegnen og de blev lavet af reven Franskbrød med bl.a. tilsat æg og salt, Den slags boller bruges

 

ikke mere, det er derfor kaldte de også gruntvianer boller. Så der var travlhed over hele linjen. På selve dagen var der lidt trist vejr, som vi kender det i dec. Det satte nu ikke skår i glæden. Jacob og hele hans Familie og naboer kom i en lejet rutebil, som en af deres naboer kunne køre. Hans og jeg samt LILLE KNUD (Naboen som var en hel asen til at klare den slags ting) var i Balle og tage imod dem. Jeg husker det som det var i går. Vi stod uden for forsamlingshuset og ventede på dem Nu kom de så. Og LILLE KNUD var lige i sit es. Med at give dem en fornøjelig velkomst. De blev budt på velkomstkaffe i den lille sal Knud gjorde sit til at de fø1te sig velkommen, De var jo alle langt hjemme fra. Nu begyndte så gæsterne at komme til kirken. De fleste skulle lige en tur rundt om Mors grav den dag. Den havde Knud også pyntet særlig fin det år i anledningen af brylluppet. Knud pyntede graven hver år så længe hans helbred tillod det.Da vielsen var overstået, var der middag i forsamlingshuset så vidt jeg husker var der 210 gæster De blev jo efter skik og brug trakteret med suppe ( 3 slags boller) tarteletter sikkert med hønse kød og flæske eller okse steg med rød og hvid vin til sidst is nok med en jordbærsouce til og kaffe .Men dette bryllup var før det blev almindelig at man fik Rød og Hvidvin så der blev serveret vand og så et glans portvin til isen .Rød og hvin blev først alm. der omkring 1960.så var det, at brudeparret skulle til Vejle og fotograferes. Som før omtalt.  Kl. 20 var egnens unge indbudt til kaffe og dans (kaffe i den lille sal). Der var 3 musikere. Marius hans kone Ingeborg samt en tredje mand fra Give. De skulle spille i 12 timer Det skulle de have 180 kr. for Fars kommentar var : ”det er det -DELEME-  æt  nøj å sej  te” ,Dansen gik lystig den hele nat. Der var lige kommet en ny sang på mode. Den hed:: SOLSKIND -OMBORD. Så det gik lystigt. Vi var først hjemme kl 5-30 så Hans og jeg gik i stalden med det samme. Vi kom så vidt jeg husker ikke i seng den nat da vi søndag formiddag skulle op i forsamlingshuset og rydde til side. Da var der inviteret ca.30 til anden dags suppe kl. 12 Det var dem som havde hjulpet gratis og deres forældre, ”gammel skik” Det tog det meste af eftermiddagen. Til aften skulle Birte & Jacob så med toget fra Vejle ved 17-30 tiden. Dagen efter om mandagen, skulle vognmanden Johns. Hansen i Balle og Far køre bryllups gaverne og hvad der ellers var tilbage af Beddes ejendele ned til sdr. Jylland en tur, som Far glædede sig til nu at besøge sin datter i eget hjem, Det var endda en rigtig Bondehjem, så det kunne jo ikke være bedre.

Søndag aften rejste jeg også i plads igen.jeg husker da jeg kom med rutebilen og stod af ved vejen op til gården var det forfærdeligt mørk. På vejen hjem opdagede jeg noget puslede foran mig. Da jeg kom nærmere opdagede jeg det var gårdens 5 heste som manden havde glemt at få ind til aften. Jeg fangede de 2 og resten fulgte så med da jeg havde fået Hestene pa stald kom manden ud i stalden og hans kommentar var: han havde godt nok opdaget at Hestene var forsvundet og mente nok, de havde fulgt vejen SØNDERRUD og mente så at jeg ville møde dem og tage dem med hjem. Jo han var en rolig natur.Men jeg var søvnig den aften. De følgende 4 dage kørte jeg roer ind til kreaturerne næste 3 dage kogte vi kartofler med en transportabel kartoffelkoger, som egnens landmænd havde i fællesskab.den24/12 tærskede vi til langt ud på eftermiddagen, Jeg skulle passe køerne i julen og matte så tidlig op og i stalden jeg troede så at jeg måtte holde fri imellem foddertiderne de 3 timer der var der, men det plejede de ikke, sagde manden, så det gav ikke ekstra middagssøvn, selv om jeg begyndte tidlig om morgenen, Sådan var det nu. Jo når man har plads på en gård er der jo deres skikke det arbejdes efter. Ja, nu havde de så Bedde & Jacob fået foden under eget bord og endda under SØNDERLANDS BORD. Der ville naturligvis ske en del forandringer i hjemmet nye folk nye skikke. Det var jo nok lidt mærkelig for Jacobs forældre der havde gået der og passet det siden 1913- bortset for de 4 ar Carl Jørgensen var med i krigen,en krig som han blev tvunget i som dansker på tysk side ,men sådan var vilkårene Sønderjylland var jo på det tidspunkt tysk ( Fra 1864 til 1920) Der var jo ingen vej udenom. Carl Jørgensen var danskheden selv. Det har jo nok hel sikkert været 4 lange år for ham .Jeg har ladet mig fortælle, at hans Forældre passede gården i disse år. De lagde ikke noget øde. Alle pengene som de fik ind ved gårdens drift blev lagt i en skrivebords skuffe. Der skulle de ligge til Carl kom hjem fra krigen sagde hans Mor. De undte næsten ikke sig selv føden. Jo de fra den årgang var nøjsomme -flittige og sparsommelige, men en ting ærgrer mig den dag i

 

dag det er: jeg kunne ikke forstå ret meget af Carl Jørgensens sprog. Det var halv tysk og halv gammel Sønderjysk. Han var en fortæller uden lige.Han havde været med langt ind i Rusland ,men det meste af tiden i Frankrig en ting var klar han fortalte. at når det rigtig gjaldt, blev danskerne sat i forgrunden ved fronten, Hvis nogen skulle falde var det jo set fra tysk side, mest, fordelagtig at komme af med danskerne, så havde de jo ikke så mange dansksindede i grænselandet Jo, når vi var på besøg, ville han gerne fortælle især de først år, efter at Carl Martin blev født blev både Marie & Carl Jørgensens liv en hel andet .men det blev det jo selvfølgelig også for Bedde & Jacob ,men nok alligevel det er nu mere omvæltning at blive bedsteforældre end forældre eller man tager det nok lidt mere afslappet som forældre.

Nu taler jeg jo af erfaring. Jeg har jo selv nogle små størrelser. Det tager da meget af min tid og ernigi Nå, tilbage til hjemmet hos Bedde og Jacob. ja lidt forstod jeg da af det Jacobs Far sagde han fortalte når der var stilstand, i skyttegravene, byttede de avisen med franskmændene om natten.De var alle trætte af krigen.Juleaften satte de gæværene fra sig og mødtes i ingenmandsland og ønskede hinanden glædelig jul. Efter jul skød de så efter hinanden igen. i Rusland var han erklæret død ,Han vågnede op blandt de døde igen og efter en tur pa lazeratten måtte han til fronten igen. Jo, det var en skam, man ikke forstod alt hvad han fortalte. Et sjov ting husker jeg om ham. Det var engang vi besøgte dem,Vi spiste til middag og vi fik is til dessert jeg mener, at Carl Martin var en 3-4 år. Han var i hverfald i spise is Alderen. Marie og Carl jørgensen turde næsten ikke tage noget, da der jo gerne skulle være det, VOS;;lille dreng kunne spise.Vi andre spiste godt.Det var nemlig hjemlavet, da det unge par havde købt en fryseboks Det var jo moderne. Far var STOLT over det. Inderst inde tænkte han alligevel der var nu mange PÆENG. men alligevel var han vist lige så glad som Bedde og Jacob., Bedde sagde.. spis bare jeg har mere derude så vi tog godt fra os. Hans tog det sidste på fadet da UDBROD Carl J0rgensen ret højlydt: HAN-TAUGET -SKU -ÅLT. Det huede ham ikke sæt nu Carl Martin kunne have spist mere ,men der kom mere ind.Jeg kan endnu se hvor glade Marie & Carl J0rgensen så på hinanden. Nu var de glade igen

. De første 3 år de var gift, havde vi ikke selv bil. så Far måtte jo med toget og det var noget af en rejse, med rutebilen til Vejle og så med bommeltog til Bolderslev. Toget standsede ved alle små stationer dvs. for hver 4-5 km. Så det tog tid. Far oplevede altid meget pa en sådan tur, Han kom altid i snak med nogen og kunne næsten få alt ud af dem han mødte pa en sådan tur.

grundlovsdag 1953 pa fik vi så bil nu var det jo ingen sag at besøge dem, Det kunne nu gøres på en dag og efterhånden kunne vi gerne det imellem foddertideme.Vi kørte jo med en fart af 45 km. I timen. På 2små timer var vi jo der. Lidt efter lidt blev farten sat op til 65-70 så var det også grov. Var det om vinteren, skulle vi jo pakkes godt ind, da der jo ikke var varme i bilen ,men vi fik en lille glødetråd sat på forruden så der var en lille hul at se ud af, når der var frostvejr. Det var jo en stor behagelighed, men da vi i september 1958 fik den nye AUSTEIN CAMBRICS, var sagen jo en bel anden.Nu kunne et besøg klares ved at malke 1/2 time før og så besøge dem en aften. Ja det var jo mest sommer aftener, vi gjorde det, nu gik det jo hurtigere.

Dernede gik alt jo sin vante og rolige gang Jacob var på mange måder forud for sin tid, allerede i 1948 tog han det store skridt og købte en traktor, traktormaskiner og en meget stor 30 tommer tærskeværk med halmpresser. Det var jo noget af en revolution og sikkert også megen snak blandt naboerne, sikkert det, at nu var Jacob Jørgensen da bleven hel tovlig, ,men 10 år efter var det jo ganske almindeligt på alle gårde .Jeg husker at Carl Jørgensen sagde, at da manden, som havde købt Hestene, trak af sted med dem ,stod han ude pa vejen og fulgte dem, så langt han kunne .Da opdagede han ,at tårerne løb ham ned af kinderne. Jo nu var den epoke slut og en ny stod for døren. Det var jo sikkert omkring 100år siden at hestene havde afløst OKSERNE som trækkraft. Nu er det jo over 50 år siden at traktoren har afløst hestene .Det kaldes udviklingen. Jacob kunne lave alting og gik med mange tanker i hovedet og en ting var hel sikkert at det han lavede kunne fungere efter hensigten, det første vi lagde mærke til var at når de skulle hakke kød foregik det med en 10 heste kraft el. motor som træskkraft Vi andre måtte trække med håndkraft

Når vi andre måtte om vinteren køre Roer ind i alt slags vejr var det en meget sur og grimt arbejde om vinteren. Det klarede Jacob også meget snildt. Han byggede en halvvejs kælder eller nærmest støbt og når han. Bakkede op ovenpå kørte frem. Blev alle roerne trukket af og faldt ned i selve roehuset. Det var meget snildt.. Alle roerne var så hjemme i en arbejdsgang. Han skulle nu ikke ud i al slags vejr efter roer. .i februar 1954 blev Carl Martin født. Nu skulle vi så ned og hilse på familien. Det lod sig ganske klart ikke lade sig gøre, da hele landet i disse dage var belagt med isslag. Det var ganske umulig at køre ud, Så snart føret tillod det, var vi nede og hilse på. Det var jo en stor dag, for Far nu var han bleven bedstefar. Det var han naturligvis stolt af. Jeg tror nu ikke han gav det så meget til kende, som Marie & Carl J0rgensen. I dag forstår jeg dem godt. Tænk at få en sådan lille dreng til huse igen. nu tror jeg nu nok at Jacob stod sine forældre meget nær. De havde jo altid gået sammen, Ja, Jacob havde været hjemme fra og ude at tjene et ar.

Der var 3 gårde, som lå meget tæt . Der var 3drenge lige gamle. De legede som små, og var unge sammen. De blev så naboer retten af deres dage. Den ene, Lorent Hessel døde for nogle år siden og her i maj 1997 døde så Jacob. Den 3. Ludvig snakkede jeg med til Jacobs begravelse. Han fortalte, ja Jacob og jeg har vist ikke snakket sammen hver dag i 75 år, men så godt som. Den ene vidste i hvert fald hvad den anden lavede og tænkte. Det kan man da kalde trofasthed.

Vi Ludvig og jeg, var også sammen oppe på loftet han ville gerne engang til ind pa det værelse, som Jacob havde som ung Der hentede han Jacob, når de sammen skulle ud til fest,

Så fortalte Ludvig mig at lige før de skulle af sted sagde Jacob altid: jeg skal lige se om MAUE ( Mor ) har været i æ PUNG do..Det havde hun gerne, Han sagde at Jacob aldrig skulle spørge om penge, da han var karl hjemme. Marie Jørgensen så altid efter, om der var penge i hans pung, ellers lagde hun nogle i. Det var jo for Jacob en fin ordning..

Jo Ludvig var hel mellemkonsk, da han var oppe på værelse, for som han sagde” her har jeg leget som dreng og hygget mig sammen med Lorent og Jacob i vores unge dage. Nu er det slut, Nu de er sidste gang, jeg er her., De er også flyttet fra gården og til Røde. Igen ikke langt fra Birte.

 

. Jacob var ikke en mand med store driftsomkostninger! men vinteren 1969 -1970 tog han en kovending til stor forbavselse for os alle. Jeg husker den aften han ringede og sagde ”Jens” hør nu efter, du tror sikkert ikke, hvad jeg siger, men jeg er ikke aktiv mere landmand. Har lige solgt hele besætningen, avl og maskiner og forpagtet jorden ud og fået arbejde ved, Ensted værket i Åbenrå. alt er sket i løbet af en halv uge, så der var RÆS på. Igen var Jacob før sin tid. I dag er det jo sådan overalt. En gård pa den størrelse drives ikke mere som selvstændig. Han begyndte førstkommende mandag på arbejde og fortrød aldrig hans beslutning om at forlade landbrug og få fast arbejde

 

Lene født 16/1 1964

Nu vil prøve at skrive noget om Lene.Nu jeg lige har skrevet noget om Maja, Jeg har tænkt på mange gode minder. Men jeg har før omtalt både Maja og Lene!så der kan komme gentagelser. Her er det kun om Lene ligesom Majas afsnit handler om Maja. Lene har givet så mange gode minder og oplevelser. Jeg vil skrive nogle her. Lene blev født 16/1. 1964 hjemme pa Trillinggården i Ollerup. Den nat hun blev født var der en forfærdeligt føre der havde været snesjap. Det var nu frosset til så der var isbelagt veje over alt, Jeg husker før vi skulle til at gå i seng, syntes din Mor vi skulle gå en tur henad vejen og få lidt frisk luft at sove på.Det mente jeg også var fornuftigt. Vi gik og jeg var klar over at jeg jo skulle koncentrerer mig om at Inger ikke faldt. Det var jo meget glat.Skæbnen blev at det var hende, der måtte holde mig på benene .Det er jo sådan begynder man først at snuble bliver man ved, men hjem kom vi da og sov godt, indtil Inger mente at nu måtte vi hellere ringe efter jormoderen Bolette. Vi havde nok haft en mistanke, Da Maja skulle sove hos naboen den nat. Kl. 2/45. 16/1 var vi nu en familie med 2 piger. Jeg fik lige en times søvn, før jeg skulle i stalden lægen, Seyer Hansen satte sig til at læse i mine bøger om fodringslære, han sagde, det kunne ikke betale sig at køre hjem og gå i seng nu det var bleven så sent.

Han fik serveret en kande kaffe og en flaske; COGNAC; så tiden blev ikke lang for ham.  Lene var et meget roligt barn bare hun kom til sin mors bryst, og der ikke var forlænge mellem måltiderne ,så var den hel fin. Den gik sjælden ,med en sådan luksus for Lene.  Hun voksede jo til.

jeg husker ved hendes barnedåb første søndag i marts og hun blev døbt Lene, var hendes Bedstemor ikke i godt humør. Hun havde håbet på at hun blev opkaldt, men sådan gik det jo ikke. Det varede også længe, før Bedstemor blev glad, for Lene. Når Bedstemor var i nærheden af Maja, var alt andet luft for hende,men Lene gav sig ikke. Hun bøvlede ustandselig på ved Bedstemor og til sidst gav hun sig og måtte så have Lene på det anden knæ. Så var de lykkelige alle tre nok mest Lene for nu måtte Maja jo dele Bedstemor med Lene.

Ingen tvivl om det, Lene giver sig ikke, når hun har sat sig noget i hovedet. Så snart hun kunne gå, gik hun hver dag hen til Bedste og Putte med avisen og sagde hver dag: Lene komme med avis, skyn sig hjem, kommer morgen igen; Hun havde ikke tid at blive.  Kristine ringede straks til Lenes Bedstefar og fortalte alt om Lenes besøg. Så sluttede Kristine altid med at sige med: ja, ja, Lene er en sød pige, men hun er en ;ÆGTE Carlsen ,hun havde jo kendt familien Carlsen i flere generationer og mente, de gerne ville i byen , men ville straks hjem igen .Det har altid kendetegnet Lene. Når vi f.eks. skulle til Søskov en søndag eftermiddag og besøge bedstefar og Inger, var Lene altid i Bilen længe før, vi andre var færdige til at køre, Når vi så skulle hjem til fodertid kl. 16. havde Lene lige sagt farvel og sad ude i bilen, klar til at komme hjem. Sådan har det fulgt hende siden. Ingen tvivl om det. Hun var som lille god til at lege med sig selv og ordne alt mulig, med at rydde op og i det hele taget have orden omkring sig Hun elskede at sove hos sin Mor. Det var en selvfø1gelighed at når vi var i byen, var vi klar over, at når vi kom hjem, sov Lene i sin Mors seng,og Maja sov i fars seng ingen tvivl om det.

Når vi kom hjem og de lå på kryds og tværs i vore senge endte det, med at vi gik ovenpå og lagde os. Lenes store kærlighed var dyrene. Hun havde vist det man kalder dyretække. Hun kunne gå hen til alle dyr og kæle med dem. Det er en god ting at have den gave. Når vi f.eks. havde taget de hel små grise fra og lagde dem i en stor kasse, til de skulle til patten igen elskede hun at lege med dem der Hun ville også gerne give de små kalve mælk, jo Lene var en rigtig naturpige, Hun holdt umådelig meget af sit Hjem noget af det første hun bedrev var da hendes morbror Aksel i Filskov havde kørt en læs kartofler hen til os som vi skulle sælge for morbror Aksel
Og de penge vi solgte kartofler for skulle Aksel naturligvis have og dem lagde vi så op i Chatol skuffen til Aksel. Nu kom, Aksel så efter pengene en dag .jeg gik så op i stuen hvor chatollet stod  og ville hente pengene ,men ,der var ingen ,så der blev jo noget postyr og Lene blev mene og mere rød i hovedet og sagde så DEM, HÅR,A TAUN.

For når jeg er alene hjemme ser jeg gerne i fars og mors pung så hvis der ikke er ret mange penge fylder jeg nogle i oppe fra Chatollet,for jeg vil ikke have fattige forældre

Så vi måtte jo finde andre penge til Aksel. Lene har nok været 5 år på dette tidspunkt

Men Lene var en dyre elsker alle små kalve og grise elskede hun at lege med og især hunden ”Sussi” ja de var udadskillige hunden fulgte Lene til skolebussen hver dag og ca. 1time før Lene kom tilbage fra skolen, lagde den sig ude på vejen. Når bussen startede ved stoppestedet før hvor Lene skulle af, løb den i fuld fart over til landevejen og hentede hende ja det var kærlighed.’

Ligeledes hvis Lene og Maja var uenige og kom op at sloges holdt hunden med Lene og bed Maja til stor fortrydelse for Maja

En anden gang det var Ca.. et halv år før hun skulle konfirmeres vi var i Tyskland for at købe vin og deslige til Lenes konfirmation og dagen før havde jægerne været hos os og betalt jagtlejen for næste års leje, men med disse penge blev lagt op i Chatolskuffen til jule indkøb og dengang var det en god hjælp til en families julegaver og  julegodter, og andet juleindkøb. jeg fortalte så ved aftensbordet at jægerne havde været og betale, men sagde ikke at jeg havde beholdt pengene i min pung da vi jo dagen efter skulle ned til Tyskland og handle ind og der for var det jo rart med en lille reserve skilling, så vidt så godt, Vore indkøb blev noget dyre end jeg havde regnet med og Inger spurgte mig om jeg havde flere kontanter;; ja sagde jeg oplivende jeg har jagtlejen , men Lene blev rød og grøn i hovedet og sagde så nej du har ikke Far for dem har jeg taget og lagt op Chatolskuffen til julegaver de skal ikke bruges her  De skal bruges til julen færdig Jo hun ville have orden i økonomien .Julen var for hende et højdepunkt ud over det almindelige. Hun elskede den dag, vi var i Vejle og købe julegaver. Maja, Lene og jeg havde nogle aftener før været ude og se juleudstillingen. Det var en aften jeg ser tilbage på med megen glæde. Lene begyndte gerne med at ønske sig det og det. Til sidst når hun blev træt sagde hun:”A- ØNSKE -ALT-DET –HIILE”.

Så var det jo heller ikke noget at tage fejl af. En sådan aften sluttede altid, med en pølse eller hotdog, hvis ikke jeg huskede det skulle de nok gøre mig opmærksom på det. Og den pø1se nød vi alle tre.

En anden ting, der altid har karaktiseret Lene, er at hun ikke taler uretfærdighed.

Jeg husker en gang hun var til fødselsdag hos en skoleveninde. De legede vældig godt, men da Faderen kom hjem fra arbejde og fandt et eller andet galt, var Lene den første han mødte,  hun fik en skideballe .Hun vidste ikke hvorfor. Hun forlod straks stedet og kom hjem og var ulykkelig. Hun anede ikke hvorfor hun skulle skældes ud ,Hun ville aldrig mere besøge den skoleveninde mere ,hvad j vi godt forstod..

Men en anden ting er helt sikker. Lene blev aldrig rigtig glad for Bredsten skole og især efter de fik en ny klasselærer, som, Jeg vil også sige ud fra min bedømmelse og vurdering, ja selv ved førstegangsindtrykket, var min vurdering så som så .

Han skulle starte efter sommerferien, som hån var blevet færdig påJelling Seminarium. Han havde så aftalt med deres nuværende klasselærer, at han og hele klassen skulle cykle til Jelling og mødes med ham på Gorms højen ganske god ide . Børnene fik både hilst på den lærer og hilst på den nye lærer fik hilst pa hinanden (set hinanden an), Jo det tegnede godt . Efter sommerferien var alle så klar til at starte op .Knap efter starten i skolen skulle de så skrive en stil om deres første møde med denn ye klasselærre, også helt i orden ,men så må han jo også regne med at børnene skriver deres absolutte mening, ellers har det jo ingen mening. Lene skrev jo lige ud af landevejen, at da de sad og ventede på højen i Jelling og Lars kom opad

højden og de så ham første gang,skrev Lene, at hun var blevet noget forbavset.Ja jeg troede nærmest, at han var en kommunist Ja-Ja. Det er nok faldet ham for brystet, for han gjorde hvad han kunne for at mobbe Lene hele tiden. Den næste stil de skulle skrive hed : skriv en stil om jeres hjem, også et meget godt emne, men Inger og Jeg anede ingenting om denne opgave før en dag, da de havde afleveret stilen, og hun kom oprørt hjem, Klasselærren havde afleveret stilen til alle de andre og beholdt Lenes. I alle de andres påhør havde han fortalt hendes Far og Mor havde skrevet den for hende og holdt et langt foredrag om Lene også videre. I alle de andres påhør .Hun var knust da hun kom hjem. Det skal igen pointeres, at vi intet anede om denne stil.

Inger ringede til skolen og bad om en forklaring Aftalen blev vi skulle komme til et møde med Klasselæreren og Skoleinspektøren dagen efter, hvad vi også gjorde. klasselæreren var nu lidt beklemt ved situationen, Han holdt fast på, at vi havde skrevet stilen for Lene .Jeg husker jeg sagde at det muligvis var hans opfattelse, men så vil jeg spørge Laursen (Inspektøren )om det var hans indtryk af vores hjem, som jeg mente, han kendte lidt til, da vi i alle de år vi havde været skolebruger ikke havde svigtet skolen en eneste gang, når den kaldte til forældredag eller lignende, Han gav mig ret i det og jeg håber ikke, at Klaselæreren når vi har forladt mødet, mente vi var så dumme, at vi sender vores børn i skole, også laver deres lektier .Jeg gjorde også klasselæreren opmærksom på, at der jo var andre skole. og at det ikke var et økonomisk spørgsmål, bare Lene fik en behandling lig med de andre i klassen. Vi gjorde ham også opmærksom på at de andre Lærer som Lene har, går det jo meget fint med. Men det kom da til at gå nogenlunde;!!!! men så en dag da Lene var i 6 klasse. Kom hun hurtig hjem fra skole og spurgte næsten før, hun var inden døren; MA – A Æ -KOM -O- UNGDOMSSKUL-ATE-SOMMEFERIE..Så var det jo om at komme i omdrejninger. Vi blev hurtige enige om at det var en meget god ide og ringede så til de ungdomsskoler, vi mente var OK: Da vi så ringede til Vesterlund og forelagde situationen for forstander Stenstrup, var der ikke plads Hun kunne komme på venteliste. Jo tak sagde vi 2 timer efter ringede Stenstrup at nu var der en plads. Vi var velkommen til at se skolen om aftenen. Da der var åben hus for skolens venner og naboer Vi måtte så af sted derud og fik en hyggelig aften. Lene syntes godt om det der var bare et problem ;der var for få km. Hjem. Det var jo rart, at jeg at jeg bare var så og så langt hjemme fra;; Nå men Lene blev tilmeldt og startede derude august 1977 Det var for os alle en stor dag. Nu skulle den mindste hjemme fra;og så det var Lene. Nu begyndte Ungdoms årene for alvor for hende. Det gik over al forventning, såvel med kammeraterne og i timerne klarede hun sig fint Det glædede os derhjemme.

Vi blev også meget engageret i skolens arbejde. Når der var opgaver, som havde med hjemmet og omegnen at gøre. Hun havde også af og til venner og veninder med hjem. Så skulle de gerne til bal i Gadbjerg. Jeg skulle så hente dem, når festen var slut og ikke et minut før. En gang var jeg kommen lidt for tidligt. Lene så jeg stod ude i gangen og snakkede hun, lavede et ærinde forbi mig, men kendte mig selvfølgelig ikke, men sagde meget bestemt ,;;;ud i bilen med dig FAR ;jo der var ikke noget med kikken her. BASTA; Efter 2 år på Vesterlund skulle hun så have 10. klasse pa en anden skole. gjorde os opmærksom på

at nu skule hun nok selv finde en skole, som passede hende jo jo . Ingen tvivl om det. Hun skrev også til mange, ja selv, som forstander Stenstrup fortalte, også skole kun for drenge. Det havde Lene jo ikke i skyndingen ikke lagt mærke til..Der var en skole som var det eneste saliggørende for Lene .Den fortalte hun os vældig om dens yndigheder o s .v.

En af de andre forældre foran ,som hørte samtalen prikkede mig lige pa skulderen sagde ;;Det er vist ikke en skole for jer. Vi kender den., så var det uddebatteret :Enden blev at en Ungdomsskole lærer fra Balle

Hans Rolskov, anbefalede, Lene Vejstrup Ungdomsskole pa Syd Fyn. Sådan blev det til alles tilfredshed,

Ja nu var hun da kommet langt væk.. Hun havde 2 gode år der Et år som 10 klasses elev og et år som køkkenpige. Nu havde hun bestemt sig at blive køkkenleder, så nu var hun jo i gang. Jeg husker den dag, hun skulle starte på Vejstrup. Da var Inger og hendes mor i Norge pa bustur. Ellen i Vork og jeg skulle aflevere hende der på skolen, det var også en fin tur.

Forstanderens velkomsttale omhandlede jo de regler der var på skolen m.m. Han sagde bl.a. at de ligeså godt kunne indordne sig med det samme, for nu havde de jo ikke Mor til at rydde op. Når der bor så mange mennesker på en skole, måtte der naturligvis være visse regler, og er der nogle, som ikke kan indordne sig,var det bedst for alle parter at deres veje skiltes..Det kunne jo ikke være meningen ,at en elev skal lave det skidt for resten af holdet .Det var lærerne blevet enige om, men en ting var de endnu ikke bleven enige om, det var ,hvor der måtte ryges pa skolen, i hvilke rum altså. Så indtil videre er vi enige om,at  ind til videre foregår al  rygning ude i det fri. Ja og sådan blev det. (lærerne blev tilsyneladende ikke enige) eller var de;; jo det var det. Det var jo en fin måde at vænne store børn af med at ryge. Som forstanderen sagde bagefter, der er ingen børn der er så hægen for at ryge, at de vil stå ude i al slags vejr for at fa en smøg. .jeg tror ikke, vi får flere rygere når skoleåret er omme, end vi har i dag, sagde forstanderen,. Jeg tror det blev 2 meget gode år for Lene. Ja nu har Lene så været hjemmefra i 4 år, og nu skulle hun så til udlandet det vil sige ned til hendes reserveforældre Rotmunts 889 km syd for Ollerup. En hel ny tilværelse begyndte. Der rejste hun så ned først i September 1981 . Derfra skulle hun en tur rundt om USA.: og Canada inden hun den 26 april igen var i Ollerup

MAJA 24 12

Når dette læses, kan del godt være at nogle episoder har været nævnt i andre afsnit,men det er næsten umuligt at gardere sig imod .da det nu er3. år eller vinter; jeg bruger på at skrive  lidt om mit livsforløb. I det følgende vil jeg prøve at fortælle lidt om Maja, som jo er den ældste af mine piger. Hun kom til verden juleaften 1960 som en lille solstråle i den mørke vintertid. Hun har lige fra den første dag forstået at markere sig.. Det var jo lidt indbræk i

julen med en sådan ny verdensborger Vi var alle glade og stolte af hende ,selvom vi den første nat ikke fik megen søvn .Vi var jo så nervøse for, om hun nu også trak vejret, men det gjorde hun nu, godt for det.

 

Den aften holdt Ellen og Valdemar jul hos os. Ellen stegte anden og hjalp hvor der manglede en hånd Trods sin unge alder 18 ar klarede hun paragrafferne til ug, Valdemar kom og aflevere Ellen og sagde som sitaotionen nu var ”:Gud ske lov skal jeg hjem og fodre” Valdemar kom igen da han var færdig i stalden , de havde overtaget Valdarmers hjem i Vork, De stillede en betingelse. Det var at næste juleaften skulle vi fejre sammen med dem i deres hjem i Vork., og sådan blev det. Vi var der. Nu var Maja så I år vi havde en hyggelig juleaften sammen og køreturen hjem til Ollerup glemmer jeg ikke. Det er flotteste tur jeg husker. Der var fuldmåne og stjerne klar. Der var i aftenens løb faldet ca. 2tommer sne. så der var rigtig julestemning, men Maja sov godt.

Samme aften hun var født. Kom Inger og Bedstefar og hilste på hende. det gav også et lille afbræk i Deres juleaften.

Juledagsmorgen ringede jeg til Majas Bedstemor Eline, som havde lovet at komme og passe Inger og den lille, medens hun lå i barselsseng. Majas moster Gerda og hendes mand Evald fra Vejen, som hun fejrede jul ved kørte hende op til os over middag. Jeg husker at Gerda gav udtryk for, at hun

ikke ville af med sin mor så tidlig i Julen. Ja Ja Gerda. undre ikke mig i dag, at hun kunne sige det. Inger havde da mere brug for hjælp nu, end Gerda havde. Bedstemor kom som sædvanlig i gang med det huslige og passe Maja og Inger. Da vi skulle til ro om aftenen. skulle Bedstemor sove i stuen ved siden af soveværelset. Nu markerede Maja sig ved at græde. Bedstemor hentede den lille seng ind ved siden af sin egen seng og vuggede den lidt. Det hjalp ikke. Så tog Bedstemor resolut Maja over i sengen til sig, Maja gav et par befriende gisp. Så sov de trygt begge to, Den nat blev der hel sikkert beseglet et så godt forhold mellem Maja og Bedstemor, at det holdt livet ud. De var umådelige glade for hinanden. De nød begge når Maja var på ferie hos hende, eller når Bedstemor var hos os nogle dage, Så skulle de altid sove sammen og gerne gå i seng samtidig så ingen tvivl om det.

 

Hen pa foråret kom Maja så ud i sin barnevogn som vi havde købt for 75 kr. og hun ville gerne stå stalden når jeg fodrede og  malkede .Det nød vi vist begge 2, tror jeg

.Da hun endnu sad i den høje stol, ville hun gerne spise sammen med mig ,husker jeg. Om morgenen, når vi fik havregryn og mælk, skulle det gå stærk. Jeg gav henne hver anden skefuld og tog selv hver anden., Hun kunne nem nå at synke det se sur ud og sige” mere mam far”; jo det skulle gå stærkt., Hendes fødselsdag blev altid fejret om formiddagen. Tit fik vi suppe og kold hønse kød med majonæse? og en butterdejssnit til og kaffe. Det var fast ritual. En sådan dag var det faste gæster Bedstefar Inger og Stine Bedste & Putte Olaf og så enten dem fra Hygum eller Vork det skiftede hver anden år og så naturligvis Bedstemor hvis det lod sig gøre.

(/

Der altid rift om Bedstemor juleaften, men hædersgæsten var nu ;PUTTE ( naboen Niels Peter der blev kikket længe hen af vejen  før han kom og når så han kom den24-12  ind i den nye gang

(i dag var han jo indbudt derfor ind af den P/ENE dør) så på Maja (og senere bade Maja Og Lene) så skulle han have de obligatoriske gummistøvler af den ene var buksebenet inde i og den anden uden på så kom det store øjeblik en hånd ned i hans VESTELOMME og en tikroneseddel op og gav dem hver en så var dagen reddet,

Jeg har tit tænkt på, hvorfor lige den 10 kr. betød så meget for dem. Det var nok, fordi den netop var fra ham, og de havde måske snakket med ham om det. Det var dagens højdepunkt. Niels Peters ansigt strålede af glæde, når de fik den 10 kr. seddel. . Jo den var noget særlig for dem (MAJA & LENE). Det år Maja blev 2 år, var Bedstemor til frokost.. Hun skulle hjem hurtigst mulig. Da hun om aftenen skulle have besøg af Aksel og Else + tre drenge Niels Erik, Bent og Kalle + Gerda & Evald med et børn, så hun havde jo travlt. Når vi havde holdt juleaften hjemme. Nu var Maja jo 2 år .Vi glædede os til at se hendes glæde ved juletræet og gaverne ,Vi havde så lovet Bedstemor at komme derned senere på aftenen.. jeg husker turen derned. Vejret var fint og vejen tør og månen skinnede. Maja sad på mine Knæ medens hendes Mor kørte. Maja kunne se månen. Hun  Hvor er månen henne og når månen kom frem igen sagde hun forundret DER–ER-MÅNEN. Hun havde nu god time eller lidt mindre før hun faldt i søvn pa Bedstemors knæ. Det var så denne juleaften.

Da hun blevet 3 år var hun jo blevet så stor, at vi nu kunne snakke om tingene. Maja og jeg var enige om at juleaften måtte vi blive så længe oppe.

.Det snakkede vi meget om .før julen Da aftenen var gået .og det blev sengetid var jeg lidt træt og Maja meget. Hun ville jo ikke give sig, men vi blev enige om, at vi ville trække i nattøjet,så var vi jo klar til at gå i seng når vi blev søvnige og så ville Maja hvile sig lidt pa sofaen i stuen, hvor juletræet var, så kunne hun nyde synet af den hele natten for hun ville jo vi begge skulle holde os vågen .

Vi havde dog begge haft forventningens glæde

. En ting mere jeg husker tydeligt var, når hun var kommet i seng om aftenen og alle formaliteterne var i orden med historie og sang ,og jeg gik ind i stuen, sagde Maja altid ; DØR -SPÅ -KLEM –O .Sådan blev det. Når der så var gået en 5-10 minutter, stod hun i døren og bad om lov til at gå ind og tisse. Det kunne vi jo ikke have noget imod. Når det så var klaret ,og hun kom tilbage, sagde hun gerne!!!. Far har du husket at sige godnat til Æ-BU? (køerne) Det havde jeg jo gerne glemt. Så blev der glæde et stor UDBRUD;; Var det så ikke godt, Maja huskede det, og om vi ikke hellere matte gå begge to. Det gjorde vi så og Hun skulle jo sige godnat til hele flokken af kreaturer og grise. På vejen ind mente hun, Fars ryg var bleven koldt. Nu måtte vi hellere lægge os i Fars seng, så hun kunne varme den..Jeg tror vi nød det begge to , Jo Maja har altid,. været god til at regne den ud, hvis jeg skal være hel ærlig nok snøre sin Far, Jeg ved ikke rigtig om jeg strittede i mod .Nu var hun også så stor at hun kunne gå over i stalden med spanden som, vi skulle have mælk i ind  til husholdningen .Det var en lille hvidspand som hun satte ned over hovedet og så fortalte hun mig at der kom en lille

pige uden hoved, men det var ikke Maja. Så blev jeg jo glad så 1øb hun ud i

gården og tog spanden af hovedet og kom grinende ind i stalden og så var vi glade

begge to, men i dag kan jeg se tilbage pa de små episoder med velbehag. Og den 16 januar kom så Lene og nu havde hun så en lille søster hvad hun var vældig stolt

af  Hun viste hende gerne frem og ville gerne kikke på hende. Den første dags eftermiddag sagde hun stolt. Jeg har givet Lillesøster en pebernød hun har den i munden. Ganske rigtig så der blev travlhed med at fa den ud af munden igen. Lene har åbenbart ikke taget skade af den, Maja ville ikke gøre det mere. Nu var hun jo så stor, at hun gerne ville i byen.. Hver dag var hun henne ved Bedste og Putte og hvis hun ikke var der, var de ikke hel tilpas med det. Hun skulle hen med avisen og så have en franskbrød med brunsukker. Maja sad i sofaen og Bedste & putte (Kristine og Niels Peter) ved hver sin bordende Så nød de det alle tre..Nu var hun jo så stor hun kunne fortælle dem noget og det satte de stor pris pa, Niels Peter havde jo lidt landbrug 4 køer og 1 hest ( DEN GAMLERØDE).Når han samlede roer om efteråret fulgte Maja ham trolig frem og tilbage hele eftermiddagen ,men den var heller ikke så lang, Niels Peter sov til middag til henad kl. 2. og så kaffe kl.3. og godt 4 skulle han så i stalden igen. Så var den eftermiddag jo gået godt og de nød det begge. nu var Maja jo blevet så stor at hun fulgte med i alt hvad der skete omkring hende og af og til måtte vi jo passe pa hvad vi sagde. Hun hørte alt og forstod det, det vi talte om. Eks.. hvis jeg skulle til smeden eller lignende når Inger og jeg stod og talte om det placerede Maja sig imellem os og udbrød så: Maja hun skal da med Maja hun skal med;; Æ-Å Far  og Far og når der så blev givet grøn lys udbrød ;;; hun:::MAJA – HUN -SKUL- L1GODT -MED -Å –FAR.  Så var dagen redet det faldt heller ikke i god jord, hvis hun ikke kom med når vi skulle over til Bedstefar og Inger i Søskov, men hvis jeg ikke kunne have hende med skulle jeg vinke når jeg kørte henne pa vejen og så sad hun i stuevinduet og vinkede og så en dag jeg skulle til Søskov og så gødning,. Der kunne jeg jo ikke have hende med ,så vi fortalte ikke at jeg skulle til Søskov. Jeg glemte at vinke og Maja var utrøstelig og ked af det. Så fik af hun lov af sin Mor at ringe til Bedstefar og Inger og beklage sig. Det var rette sted. De var svært enige om Far ikke var så god. hvis Bedstefar så mig skulle han nok fa mig til at ringe hjem og tale med hende. Det gjorde jeg så og så var vi venner igen. Sådan var der et utal af episoder, men så kunne hun jo besøge Bedste og Putte i stedet for

På samme tid, vi fik Lene, fik vi nye naboer, de havde 2 drenge pa alder med Lene og Maja og Dem fik de megen glæde af at lege med, De var drenge og var født til at bestille noget. De sled dagen lang. Familien arbejdede 7 dage om ugen og 365 dage om året. Drengene havde fri 4 dage om året, det var pa deres og Lene og Majs fødselsdage. Der kunne også gives en time en gang imellem til at lege i .Det vil nu fore for vidt at fortælle deres livshistorie. De flyttede fra Ollerup samme år som Maja og deres den ældste søn blev konfirmeret.

Maja startede i den gamle Forskole, den samme som jeg startede i ,men med en ny Klasselæreinde. Det var i hvert fald ikke en frk.. Dahl, som jeg før har omtalt,?

Ikke mere om det. Så vidt jeg husker, var der nu begyndt at køre skolebus og det var Kresten Christiansen (Ejeren af de Gule Busser) der selv kørte,så længe enten han selv kørte eller det var en af hans Chauffører, var en ting sikkert, børnene måtte ikke selv gå over vejen, hvis des skulle det, så blev de ført over jo det var ham meget magt påliggende at transportere børnene sikkert mellem hjem og skole. Han var samvittigs fuld og efter 2eller 3 år startede hun i den dengang nye Folke og Realskole og gik der til hun blev konfirmeret. Så fik hun 8. klasse i Nørup, men det var lidt uheldig med deres Klasselære,,Hun kunne slet ikke med børnene og var i det hele taget en noget umulig person ,,men så havde de en ældre lære

,(Mortensen) han havde lige tavet på dem, så noget fik de da ud det år .Engang Maja havde glemt en bog hjemme skrev hun til os i Majas kontakt bog: :DE bør sørge for at Maja Får sine bøger med i

 

Skolen. Jeg skrev så følgende tilbage : jeg vil gerne meddele, at vi ønsker det bedst muligt samarbejde med skolen , men jeg anså det for givet at når børnene er i den alder, må de selv sørge for det, da bøgernes antal er så stort, vi ikke ved, hvad de skal bruge på de forskellige ugedage, Med venlig hilsen .Maja afleverede bogen til hende, Hun læste det og Farven i hendes ansigt skiftede flere gange ,sagde Maja, Det gik ringere og ringere så alle forældrene blev indbudt til et forsoningsmøde. Der blev foreslået at hun skulle prøve at tage pa en weekendtur til Randbølhus, med klassen (Lejrskole) det ville hun også godt, men kun fra fredag eftermiddag og til lørdag morgen, Det var der jo ikke meget ved. Jeg tror hel bestemt at hun havde en for hende en ikke så rar aften. Det, var nu pludselig forældre og ikke børn, som hun gerne ville hundse med, der var tilstede. Hun blev jo gjort opmærksom på, at naturligvis skulle børnene opføre sig ordentlig, men også have en ordentlig behandling. Der er jo altid nogle forældre i sådan en flok, der har ordet i sin magt og kan udtrykke sig., Hun skulle efter min mening ikke have lov at undervise børn. Men det ene år kunne jo gå., for efter sommerferien 1975 skulle Maja starte på Hellebjerg Idrætsungdomsskole ved Juelsminde. Det blev en skelsættende dag for os for os nu skulle den første flytte hjemme fra .For Maja blev det 2 uforglemmelige år, rige på oplevelser; kammeratskab og ikke at forglemme boglige og idrætslige udvikling og hun blev mere moden og selvstændig de 2 år. hun fik nogle gode Kammerater som hun har forbindelse med endnu her 35 år efter. Det første år havde de en forstander som hed Peder Møller han var hel fantastisk. De unge elskede og respekterede ham. Han forlangte lydighed ,men på en måde, så eleverne troede det var dem der bestemte, De lærte noget. Det er jo også især efter min mening en skoles fornernemste opgave: at modne – vejlede og opdrage. Det må jeg sige lykkedes for ham ,næste år fik de en ny Forstander da Møller blev kaldet som Præst i Daugård så det sidste ar vil jeg gå let hen over;; det kan hun jo selv fortælle om en anden gang

Maja 2.

Ja nu har jeg tænk på mere omkring Majas barndom og deromkring. En gang da hun var ca. 12 ar og der var en musiker så vidt jeg husker hed Jaem Larst, ville Maja meget gerne ud og hun kunne følges med hendes veninde Signe fra Fåruphuse( Nu er signe gift med Bjørn og nu bor Maja og Signe så begge i nærheden af København og ses jævnlig ) Hun Signe  VILLE til Vejle og høre den musikanter .Hun skulle jo ikke spørge sineforældre ( det skal veninderne jo aldrig.

Det trick er vist en meget gammelt og brugt en, mon ikke. Hun ville jo gerne følges med Signe derud .Der var jo meget naturligt. Nu var gode råd jo dyre. Diskussionen tog hun først med sin Mor. Afgørelsen blev nu lagt i mine hænder. Maja brugte den gamle Trick og kom over i stalden, da jeg var ved at malke køerne. Nu var der lidt ro over mit arbejde Det var helt afslappende og afstressende at malke.

det havde Maja opdaget fra tidligere episoder, når hun skulle opnå noget; og hun holdt sin entre i stalden. Jeg tror hun ville indlede en diskussion, Jeg betragtede det som en meget seriøs samtale. Signes mor Inger ville køre dem derud.Vi ville så hente dem. alt var i orden fra Majas side. Det var bare 2 problemer i den sag: først fa lov og så få bevilget 45 kr. til billetten. Maja var særdeles flink og sød og jeg trak vist afgørelsen lidt i langdrag .Så kom Maja med den sidste trumf og sagde så: Ja Far hvis jeg ikke kommer ud og høre den koncert, ser jeg ingen grund til at leve længere,

Nu var der jo en ny situation. Jeg spurgte om 45 kr. kunne redde hendes liv. Det kunne det og aldrig så snart jeg gav grøn lys strålede øjnene på hende og hun snurrede rundt og sagde jeg løber lige ind og ringer til Signe. Nu var der glæde hos Maja. De kom til koncerten og nød den vist også.

Det var nu også sjovt nok når cyklen skulle repareres eller andet skulle ordne, var det gerne ved malketid. Det var gerne lyset i katteøjet på Cyklen det var gal med det var ikke nemt at ud holde i orden. Maja var også ivrig spejder. Det var i Jelling det havde hun megen glæde af, jo vi forældre blev også af og til engageret, når de skulle lave noget der gav penge til spejderne .Det var jo et godt formål. Især husker jeg de gode jule afslutninger de afhold. Det var gerne pa Håndværkerhuset, som nu er nedrevet. Det var sådan at næsten alle deltagerne skulle bidrage til underholdningen og det gjorde de gerne. vi fik alle en god og fornøjelig aften ud af det. En gang husker kom en af lederne ud til os skærtorsdag aften og bad os sige ja til hjælp langfredag formiddag. Vi skulle bare sige ja, så skulle vi nok fa at vide hvad vi skulle. Det gjorde vi så og blev bedt om at stille ved spejderhuset i Jelling fredag formiddag kl. 9-30. så skulle alle spejderne 2 i hvert hold køres til et ukendt sted oppe i det nordvestlige Jylland. Læsses af og så skulle de selv finde hjem. De var udstyret med et bevis på at de kom fra Jelling spejderkorps så ingen skulle tro at de var løbet hjemmefra.

Maja og hendes ledsager blev læsset af i Klitmøller (Dem vi kørte for skulle vi læsse af et sted på Agger Tange). Nu var det om at komme hjemefter på tommelfinger. Jeg husker, at Maja og hendes følgesvend matte overnatte et sted omkring Ikast .Det var meget flinke folk, som Maja har kontakt med her flere år frem efter , hvis hun ikke har det endnu, Dagen efter kom de godt trætte hjem .men rig pa oplevelser og ny impulser. Jeg kan godt s, at det modner børn med en sådan tur.men det var jo ikke hel ufarligt set i bakspejlet, med al hvad man læser om i dag ( I dag vil jeg sige det sådan ! godt det ikke er mine små børne børn der skal det,),De havde en god tur hel igennem. Det kunne vi jo også glæde os over. Da Maja kom på Hellebjerg, begyndte der jo også et nyt liv. For hende og for os derhjemme. Vi havde pludselig barn der var fløjet fra reden. Maja skulle nu så smat stå pa egne ben.men under en vis beskyttelse, som der jo er på en skole med så mange unge eller store børn samlet under et tag 24 timer i døgnet, men det giver jo en vis selvstændighed. Far og Mor er ikke lige ved hånden. Jeg syntes hun klarede det meget fint og aftalen var også, at hun ikke skulle forlade skolen hver Veekend og komme hjem, selv om vi glædede os til at fa besøg af hende og høre nyt fra skolen

. Var der noget, der var anderledes hjemme i forhold til skolen, var det jo efter Majas opfattelse Skolen der var rigtig på den, ingen tvivl om de .Sådan skulle det jo også gerne være .Nu var det jo skolen, der skulle inspirere , modne , vejlede og opdrage de unge .Det gjorde de godt. især det første år i Peder Møllers tid. Maja fik mange gode kammerater de 2 år hun var der. Jeg husker en gang hun ringede hjem og spurgte om hun matte tage nogle kammerater med hjem en vedkend, jo det måtte hun godt, vi skulle bare vide, hvor mange der blev. Det kunne Maja jo godt forstå, men vi ville få besked så snart hun havde overblik over det. Det fik hun så i løbet af dagen og ringede, der kom 32 ialt

Lørdag over middag myldredede 32 ud af bussen ved landevejen og spadserede den halve km. over til Gården jeg tænkte , får det da aldrig ende med flokken, Det gjorde det .De sagde på en pæn goddag og var søde og herlige.De startede med saftevand og kage Ingers specialitet en ;nej flere pladekage- altså kager der kunne skæres ud. De spiste godt. til aften fik de forloren Hare og en dessert. Jeg busker en ,jeg kan endnu se hans hoved udbryde :;Ma vi spise al det dessert vi ka;; Svaret var så længe der er noget så ja, og de blev alle mætte. De legede og underholdt sig til langt ud på aftenen og søndag morgen ville et par drenge låne 2 cykle. De kørte så til Bredsten og købte en blomst til Inger. forhistorien var den at da de tog af sted fra Hellebjerg havde Peder Møller sagt til dem. Nu har i vel en blomst med til Majas mor? Det havde ingen jo tænkt på. De havde jo kun et i hovedet og det var jo at komme på en sådan en dejlig Weekend med kammeraterne. Jeg forstår dem godt .Det var jo noget andet, man ser kammeraterne pa en anden måde ,eller fra en anden side, og så en hel Weekend jo det var noget ud over det sædvanlige .Vi nød det også. Maja har som sagt, kontakt med flere af dem endnu, Jo, det kunne Maja også komme i tanke om.hvem ellers?

21-06-2004

Livet  Efter 1981

Ja årene efter 1981 blev noget skelsættende i mit livs forløb eller rettere en omvæltning, som jeg ikke havde regnet med ,da jeg formodede, at livet skulle forsætte på Trillinggarden, til man af alderdom ikke kunne klare arbejdet mere .Sådan skulle det nu ikke blive. Da Inger som havde været min kone i næsten 22 år og mor til vores 2 piger, ikke ville være med længere, og ville være sig selv og ud i verden.og som hun sagde; Realisere, sig selv og . Sådan blev det jeg kan kun håbe, hun har faet det bedre end sammen med mig.

Nu skal hun jo ikke, som i ægteskabet tage stilling sammen med ægtefællen. Det er nok bedst for hende. Nu har hun jo kun sig selv at skulle tage hensyn til.

 

Jeg var nu alene på gården. Maja havde jo boet i København nogle år og havde en god stilling ved; SPIES REJSER;. Lene var flyttet til Tyskland, hvor hun skulle arbejde i et hotel køkken. Hun boede hos hendes ”plejeforældre” Rotmunds, som Lene og Lars Bo stadig har megen glæde af, da de her i skrivende stund er udstationeret og bor i Rummingen i Syd Tyskland. Lene skulle arbejde der 1/2 år og så derfra på et krydstugt gennem USA & Canada, .Hun kom først tilbage til Danmark 26/4 1982. Da havde hun også ‘oplevet en masse bl.a. besøgt hendes moders familie i Canada, Den hun kom tilbage var det Elmis fødselsdag. Om aftenen var Lene Inger i dengang Søskov nu Balle og mig selv inviteret til hendes fødselsdag

 

Men tilbage til mig. Selv som sagt gik jeg nu alene og nød ikke ligefrem tilværelsen hverken søgnedage eller helligdage. Men tiden skred frem ad. Flere anbefalede mig at søge en hushjælp enten en kone til at komme engang imellem eller en husbestyrerinde. Jeg prøvede begge dele. Først havde jeg Ellen Brunbjerg lidt og enden blev at jeg søgte en lidt mere fast hushjælp og satte så en annonce i Folkebladet. Jeg fik da også flere tilbud, men de fleste 1øb ud i sandet igen, enden blev at en fra Kolding gerne ville komme. jeg husker ikke hvad hun hed ,men blev kaldt Chris .Hun havde en dreng med som skulle gå i den katolske skole i Kolding ,men det blev ikke så meget med den skolegang, da de gerne sov forlænge, eller også kunne det ske, at han ville blive syg op ad dagen. Han blev for det meste hjemme ja ja,.

Men jeg opdagede snart, at Chris var alkoholiker i svær grad, og hun drak. Ja tro mig om i vil, men hendes kvantum var 5 guldøl og 5 alm.ø1snaps og 40 cigaretter om dagen, men dagen var også lang, dvs. fra ved middagstid og til ca. 4-5 om morgenen, før hun gik til ro,

Jeg ville jo gerne af med henne på en ordentlig måde, hvad jeg også kom lige før jul, Ja, hun var nu en sølle stakkel ,med det spiritus problem. Ja det varede nu lidt før jeg opdagede det da alkoholiker er fantastisk til at skjule det, Jeg vidste vi havde en hel kasse ø1 stående, i kælderen. En dag jeg ville give en en ø1 var kassen tom. Hun havde drukket dem alle, ellers benyttede hun alle mulige midler til at få øl hjem med alle mulige og jeg opdagede stadig intet før jeg så øl kassen var tom. En dag jeg var henne og handle, sagde købmanden til mig meget alvorlig: Jens det er vel ikke dig der er begyndt at drikke, for der kommer en sådan portion ud til dig hver dag. Men den bliver betalt kontant. ”altså 5 guld øl 5 alm. øl og ½ snaps & 40 cigaretter”. Hun var godheden selv hun arbejdede jo som sagt bedst om natten, og bagte meget fin bagværk bl.a. kringle om når den var færdig kom hun ind og vækkede mig. Nu skulle jeg lige smage jo det var service, men først i december tog hun på

weekend og ringede så søndag aften at bussen var kørt fra hende og hun var ked af det ,Jeg sagde, at det skulle hun ikke være ”.Du når den nok en anden dag” sagde jeg .Det varede det meste af 3 uger, før hun kom i en taxa, Vi blev enige om, at hun hellere matte tage med den hjem igen, Sådan blev det ,.i skiltes i bedste forståelse .Hun fik en julegave med hjem til drengen og hun var lykkelig for den.

Hun sendte mig også et julebrev fra hende og drengen . Ja nu nærmede julen sig så.  Jeg valgte at lade den gå ubemærket hen hvad jeg også gjorde.

 

Maja blev i København. Lene i Tyskland. Det havde vi aftalt i forvejen, at hun skulle blive dernede. Jeg syntes, det kunne være en oplevelse for hende at fejre jul under fremmede himmelstrøg, hvad hun også bagefter var begejstret for,

 

Selvom julegaven fra mig var sendt derned og ikke var kommet endnu ,men Routmonds trøstede hende og gjorde alt for at hun skulle få en god jul, selvom det ikke var som det plejede. Jul og nytår var  godt ovre .

Nu blev det for alvor vinter Det frøs 29 grader .Der faldt også en del sne  .Hen i januar satte jeg en annonce i Jyllands Posten at jeg søgte en husbestyrerinde, og den søndag fik jeg  29 tilbud .men der var problemer med næsten alle, enten ville de fra manden, eller også havde de været det en tid og var nu ked af at være alene, eller der var for langt at rejse. Nogle skrev også til mig bl.a. Elmi hun boede pa det tidspunkt i Vejen og ville gerne have et arbejde .Hun havde 2 hjemmeboende børn Mia og Peter på6og lo år.

Da jeg havde spekuleret lidt over det besluttede jeg at køre til Vejen og opsøge hende, om vi kunne finde ud af noget samarbejde. Som sagt så gjort jeg kørte derned og ringede på Lise Lotte lukkede op og blev mildest talt forbavset der kom en fremmed mand der ville tale med hendes mor. Hun hentede Elmi, som var

Sløj af en begyndende influens. Efter vi havde snakket om muligheden for et samarbejde, blev vi enige om, at hun skulle med hjem til Ollerup og se på omgivelserne og på stedet samme aften..

Jeg husker det var koldt og meget sne på vejen hjem fra landevejen var snevoldene så høje at man ikke kunne se over dem.

Vi talte en del om det rent praktiske ved samarbejdet. da det jo ikke var uden problemer for nogen af os,

Elmi skulle jo tage hensyn til, om børnene brød sig om at flytte og gå i skole i Bredsten, og om Børnene og jeg kunne gå i spænd sammen, og om Elmi og Jeg kunne udfylde hinandens hverdag.

Jo der var mange ting at tage hensyn til. Vi blev enige om ikke at forhaste os, men vi snakkede sammen det meste af natten, Vi skulle jo være klar over, vi gjorde det rigtige og, først ,se om børnene kunne trives på gården  sammen med mig til daglig .Enden blev at Elmi ville komme om vedkend og så lave mad og ordne huset . Når det lod sig gøre tage børnene med på skift, så de vænnede sig til livet på gården.. Jeg hentede hende eller jo når børnene var med dem i Ødsted ved rutebilen fredag middag.  Så var der gang i koste og spand samt gryder, så alt var i orden søndag aften. Og når vejret og tiden tillod det var jeg gerne dernede og spise onsdag aften Elmi fik gerne noget med hjem fra fryseren når hun var der, så lavede hun mad af det, også var jeg jo dernede og spise den aften som regel onsdag aften.. På den måde kunne børnene jo også lære mig at kende, om vi kunne være sammen i hverdagen. Det var jo trods alt et stor spring for alle parter, hele Emils familie henne selv og børnene skulle jo rykkes op med rode ,og som noget hel nyt for dem nu leve livet på landet og i en anden skole for Peters

.Foråret kom i påsken var alle 4 børn så med i Ollerup i en uges tid, så det gav jo liv i huset .Jeg husker at Lise Lotte syntes at, Ollerup var langt væk, ,men Peter og Danny var sær godt tilfreds, der var nemlig tid til markarbejdet, så de var på hver sin traktor. Værst var det en dag jeg skulle bruge den ene traktor til at så korn med. Så var der jo kun en til deling til de, men det klarede Peter med at stå op ved 6 tiden og så erobre traktoren som jeg ikke skulle så med. Danny matte nøjes med en lang næse i første omgang. De enedes da om at skiftes til det, at køre traktoren..

Men enden blev, at de gerne ville flytte derop alle sammen. Det tog jo nogen tid at flytte det hele på traileren.

Vi blev da færdige og så kunne hverdagen begynde. Det år høstede jeg vist for sidste gang..Så forpagtede jeg jorden ud og begyndte at gå post fra Jelling Postkontor. For mig var det noget ganske nyt efter at have været selvstændig i så mange år.Jeg spekulerede meget på det og sagde til mig selv, at det var så den tid og det afsnit af min tilværelse .Jeg blev ret hurtig glad for mit nye job. Vi havde lidt fjerkræ, dvs. Elmi havde det, det skulle jo gerne give hende lidt, men det åd næsten sig selv op,men vi havde da fornøjelsen. Jeg havde en på min postrute, som arbejde pa Vejle Dampmølle Han havde en aftale der at han skulle fjerne al affaldskornet. Det var meget. så der fik vi meget af foderet til høns -ænder og gæs. Det hjalp da på økonomien, med gratis foder.. Postruten var kun en halv dags tur. Jeg blev en dag kontaktet af uddeleren i Jelling Brugs, om ikke jeg ville være chauffør for ham nogle dage om ugen. Det tog jeg imod og var særdeles glad for det job. Når jeg skal være ærlig, tror jeg, det er, det bedste arbejde jeg har haft siden jeg nedlagde landbruget. Enden blev at Elmi kørte med, først var det, fordi jeg havde fået smerter i ryggen så jeg ikke kunne løfte. Hun bar de tunge ting og enden blev at vi altid fulgtes ad når vi kørte, vi havde mange fornøjelige ture, ud over vare turene som lå fast torsdag og fredag eftermiddag. Vi var tit i Vejle rundt efter varer og Esbjerg -Horsens og Fyn, blot for at nævne nogle steder, Når man kører varetur og kommer de samme steder hver uge, lærer man kunderne at kende. Mange steder kunne vi selv tage en af mandens underskrevne check og selv skrive beløbet på. Det var da en dejlig tillid at have. Der var jo selvfølgelig også nogle som gerne ville prøve at snyde eks. med tomme flasker når de sagde, der var 20 i en kasse var der gerne 5 af de her en gangs flasker i bunden,. Det lærte man jo at tage højde for. Der var nu flest positive kunder,en dårlig oplevelse glemmer jeg nu ikke. Det var en af byens FINESTE fruer, hun kunne ikke lade være med på alle mulige måder. Hun kunne godt sige til mig at varerne var betalt, hun troede ikke jeg kontrollerede det når jeg kom tilbage til brugsen, hvad jeg selvfø1gelig gjorde. Der var altid snyd med flasker.  Det lærer man at passe på, Det værste var nu engang jeg kom med varerne og stillede dem på bordet. .Der var for 560 kr. så lavede jeg en rigtig tanketorsk, hvis man kan kalde det sådan ,men jeg sagde så skal du have 540 kr. tilbage og Elmi stod ved siden af og hørte det og jeg gav hende 500 kr. og Elmi gav hende 2 tyvere .Så kørte vi om til brugsen og skulle der afregne og nu manglede jeg jo 100 kr. og tænkte og tænkt, hvor er det galt og jeg gik det hele igennem og så! ,at fejlen var der og ringede med det samme og forelå det for konen. (eller Fruen). Hun ville selvfø1gelig ikke høre tale om noget, da som hun sagde det er nu så længe siden, og hvad undskyldninger hun fandt på, der var gået ca. et kvarter, men hun havde jo lige fået en femhundrede krone seddel ekstra jeg undskyldte opringningen med følgende kommentar

Jeg ved ,du har fået 100 kr. formeget .Det er min fejl, men sidste kommentar er FRU (;;;;;) ja ingen navn her .Jeg håber at de hundrede kr. du har fået formeget tilbage kan gøre dig rig, for hvis det er tilfældet gør den ikke mig fattig .Så snakker vi ikke mere om det, blot ved jeg, at jeg for eftertiden skal passe særligt  på bos dig ,.

Næste gang jeg kom med varer ,var hun meget flov og sagde. Her er din 100 kr., ja hvis du mener det er min, hvad jeg hele tiden har vidst ,men det er op til dig hvis de kunne gøre dig rig og lykkelig ville jeg ikke blive fattig af det.

.Et sted vi også kom med varer hver fredag kl. ca. 14,15 stod manden gerne og tog imod os og vi var på efternavn ham og., Jo jo fint skal det være,.Når vi så var færdig med ham ,og han fik regningen, som man jo ikke kunne betale til en alminding chauffør, nej. Han var nu iført fine støvler og spidsbukser med tilhørende hat på skrå .Nu kørte han i VOLVOEN op til brugsen og fik fat i uddeleren og helst ind på kontoret og betalte de her ca., 70 kr. som  de købte for om ugen..Det fortæller lidt om, at der endnu dengang fandtes den typer mennesker, men han var vældig flink .men ville gerne vise, at han helst ville betale beløbet pa højeste plan. Om formiddagen når jeg var der som  post kunne han godt sende penge med mig. Det var jo langt større beløb, der her var tale om, men det var nu hans fornøjelse. Jo man mødte mange sjove folk i de år,

En anden mand, som nogle kaldte Baronen  ( Uddeleren havde advaret mig om ham) Der var på gården ham selv og konen samt en fuldvoksen søn ,som nu havde gården, .Baronen sad altid for bordenden, når vi kom og aflevere varerne, så kunne han kontrollere disse. Så skulle jeg sidde så jeg kunne se i hans tegnebog når han tog en 1000 kr. seddel op og ville betale de her ca. 40-50 kr. Nu troede han jo at jeg ikke kunne give tilbage pa en 1000 kr..Jeg lod som ingenting og betalte bare tilbage. Så sagde Han ”VED -DO HVAR- DA- JENS jeg kan ikke klare mig i hverdagen hvis jeg ikke har 10 000 kr. pa mig,,min kommentar var jamen kan du klare dig med det. Jeg har altid mellem 20000- 25000 kr. i min tegnebog,

Han talte aldrig mere om sine penge til mig. Jeg morede mig. Manden var gammel og pengene var nu hans eneste fornøjelse det var nu hans penge. Men da konen døde og han blev syg og kom pa sygehuse, ringede sønnen til sygehuset og sagde, i må gøre ved min far hvad i vil, kun en ting star jeg fast på jeg vil ikke have ham hjem igen,” så matte de have ham pa plejehjem til sidst. Nu kunne sønnen da slappe af og nu gik han så alene og begyndte, at gå til dans for de lidt ældre i håb om at træffe en dame der som han kunne dele hverdagen med, En dag da jeg kom der var han ved at stege frikadeller jeg sagde til ham. Du burde da have en i huset til at stege frikadeller, det ville da være knap så ensom for dig, Jo sagde han det, det har jeg prøvet ,og det var nu heller ikke så galt .Hun havde sagt til mig at hun havde ca. 80000 kr. og det syntes jeg jo ikke var så galt med en sådan ekstra skilling ,men så en dag sagde hun at det var 80000 kr. gæld så mistede jeg sku interessen .

Et andet sted vi kom, havde jeg siddet i en bestyrelse sammen med manden. Hans kæphest var, at medlemmerne ikke måtte have kredit (Foreningen er lige meget), men når de købte varer i brugsen var det særlig, når det var tilbud pa en vare, eksempelvis kaffe. Så købte de en gruelig masse og ville ikke betale, når vi kom med varerne.det kunne godt gå det meste af ½ år før brugsen fik pengene fra ham. Jo man lærer folk at kende ved et sådan arbejde, men sjovt og lærerig var det nu..Ja jeg vil nu prøve at skrive lidt mere detaljeret om den tid,der var  en omvæltning i mit liv, som man ikke sådan lige lader forbigå uden at stoppe op

og tænke det igennem. det har alligevel været nogle spændende år. Jeg skrev jo at jeg forpagtede ud i 5 år, men inden de 5år var gået, besluttede jeg at sælge gården. Det tog lang tid og mange søvnløse nætter, før jeg tog beslutningen det var jo trods alt en slægtsgård. Når dette læses vil nogle ikke rigtig forstå hvad det i grunden betyder. Gården havde været i slægtens eje i 114 år. Det er jo da en rund tid ,Det var nu mange der havde en slægtsgård i eje ,men i de foregående 150 år var der jo ikke sket så meget ja siden stavnsbåndet blev ophævet og  stats ejendommene blev bygget. .De sidste, så vidt jeg husker i 1950 erne: stats ejendommene var nærmest for at fa så mange selvstændige landbrug som mulig. Det foregik på den måde at især herregårdene ikke havde det så godt økonomisk. Jeg henleder her opmærksomheden pa Engelsholm, som blev udstykket i 1932 .Det var jo samtaleemne i mit barndomshjem. De, der fik tildelt et stykke jord og byggede på det med lån fra staten til billige rente .På disse ejendomme kunne familien så have ca. 6 køer,med opdræt og et par grisesøer samt 2 små heste eller 1 stor hest til markarbejdet, og særlig godt var det om de så fik et fø1, som kunne sælges om efteråret og få en ekstra skilling der ( ca. 300-400kr):Jo det var penge dengang. min Far var meget interesseret i hvem der nu havde et lille fø1 gående på marken om sommeren. I nogle år gjorde han noget i handel med heste og købte så en del fø1 op  i august -september og drog til den årlige høstmarked i Bække .Det var en stor dag den gang. Jo føllene skulle jo sælges .Mange skulle bytte en 2½års plag ud og så købe en på 1. år og derved tage en lille skilling fra til gårdens drift. Jo det var tider dengang. Nå ,men tilbage til salget af gården, som jeg troede nem kunne sælges til almindelig drift, det vil sige sælge den til en ung mand eller rettere familie, som ville drive den på traditionel måde og leve af det.,men sådan skulle det nu ikke være 2 naboer delte jorden imellem sig med vejen som skel. Prisen var dengang 23600 kr. pr. tdl. og ca. 4-5 tdl.. blev ved avlsbygningerne og stuehuset. Det var ellers meningen at Lene skulle have husene ,Det gik af andre årsager i vasken, så jeg solgte dem til fremmede,og så var det 1øb kørt.

Jeg flyttede så til Jelling og købte en part i Elmis hus på Tyrasvej 11. og der indrettede vi os så da gården var solgt og alt gjort op, var der også lidt til mig selv.

Hvis jeg bare ville spare lidt kunne jeg godt klare mig til jeg var berettiget til efterløn .Det gik også selv om jeg ruttede lidt ind imellem. Det koster jo trods alt at leve( Moster Bie sagde engang pa sine gamle dage Ved do hva, det er snart så dyr o lev at det æet kan betålse, men hvad er alternativet)

Elmi havde året før købt huset. det var det meningen, at hun ville komme og hjælpe mig ind imellem, jeg  til skulle gengæld hjælpe der med det rent praktiske. Det gik også godt det var bare galt om vinteren. det var 1986-87 Det var en meget hård vinter.Det skal lige siges ,at Peter pa 14 år,gik i 7 kl. i Bredsten ikke ville flytte med sin Mor til Jelling ,men blev hos mig på gården og gik til skole i Bredsten indtil sommerferien, så skulle han begynde pa Balle Ungdomsskole .Vi var nu alene ,vi havde den aftale, at når vi skulle koge kartofler, skulle vi skrælle dem hver anden gang.Den som ikke skulle skrælle måtte oplyse, hvor mange kartofler man kunne spise. Det var jo forfærdelig at skrælle 1 formeget,

Men vejret var så slemt tit matte jeg køre til Jelling og sove der, så jeg kunne stille på Posthuset til tiden om morgenen . Peter skulle så fyre i halmfyret, før han drog til skole om morgenen,Det gik også godt.Trods alt blev det da forår igen og tingene blev mere normale, hvad det angik .Det skete da også at Elmi cyklede til Ollerup, når vejret var fint,, da havde hendes astma

heller ikke udviklet sig til, hvad det er i dag .Det kniber noget med luften. Sygdommen kaldes nu sakriodose.

Om sommeren  imedens vi var på ferie i Ryttersheiem i Tyskland, var de 4-5 tdl.+ gårdens huse .. så sat til salg gennem en ejendomsmægler, som jeg skulle kontakte pr. telefon .Han meddelte mig at nu var den solgt, hvis jeg kunne godtage tilbuddet, hvad jeg så gjorde. Så var den handel i orden. Da vi så kom hjem fra ferie skulle vi så skrive slutsedlen under, hvad køberen pa det tidspunkt havde gjort.Vi aftalte så med køberen, at vi skulle mødes på gården en eftermiddag hvor vi kunne fortælle dem om det rent praktiske.

Elmi tog sig af stuehuset og haven, medens manden og jeg så på det udvendige og eks. vis rensningsanlægget til vandbordingen og el installationer og drænledninger m.m, Nu var det så bare så uheldig at alle sagfører i Vejle havde sommerferie i 3 uger fra den dag af, alt lå stille, med hensyn til at skrive skøde og køberne havde også 3 ugers ferie fra den dag, så de ville gerne flytte ind

Jeg ville gerne afstå det, så snart som mulig, men reglerne siger at man ikke må flytte ind og overtage det, før papirerne er hel færdige og især pengesagerne er i orden. Så det var jo uheldigt for begge parter. Huset stod torn og Elmi og jeg måtte i den tid passe haven med græsslåning og deslige. Jeg husker at jeg fræsede alt det som lod sig gøre så det så godt ud som muligt. Elmi gav huset indvendig en sidste kærlig hånd og den dag de skulle overtage det, skulle det afleveres med ild i halmfyret det har nok været så vidt jeg husker 15/8 1987.

Nu blev jeg så kaldt til møde hos Sagfører Hans Færgemand i Vejle han måtte til at ordne handlen for mig,  Så kasserede jeg ham som havde klummert med det det meste af et år,Mødet med Færgemand blev også en oplevelse uden lige, Han var hurtig og kontant  Der havde jo været en del kludder i årets løb ,men forskellige ting angående handlen med husene og de 4-5 tdl.. Selve jordhandlen gik ,da vi blev enige om prisen. meget glat Poul Laugesen og Jens Christensen, som købte det i juni måned og skulle betale det 1-1, 1988 Den 28/12 kom der besked fra banken at pengene var gået ind pa min konto. Siden har jeg ikke hørt til noget angående handlen,så det må jo være i orden til alles tilfredshed, hvad de også giver udtryk for når vi mødes.

Mit første møde med Hans Færgemand var meget KONTANT, vil jeg sige, Efter at jeg i telefonen havde forklaret ham sagen, skulle jeg møde med de, papirer, jeg havde. Det gik også godt.. Når jeg blandede mig i hans fremgangsmåde, sagde han klar og tydelig hold kæft, det her har du ingen forstand på så lad mig klare det. Som sagt så gjort. Jeg kontakter ejendomsmægler som kan sælge det hurtigt. Det kommer i avisen på torsdag, hvad den også gjorde. Det blev hurtigt solgt. . Da så de nye Lill og Søren, var flyttet ind om lørdagen ringede Færgemand mandag formiddag og talte med Elmi, som lovede jeg skulle komme derud kl. 16. Der fik jeg så bevis for, hvad der var tilbage til mig selv. Nu kunne jeg så begynde at tage det lidt mere afslappet hvad handlen angik.

Så nu skulle de så anbringes bedst mulig. Den på gården værende kreditforeningslån indfries, hvad jeg havde nogen fornøjelse af, i det jeg fulgte kurserne hver dag, og pa den bedste tid for mig at, se indløste dem hvad gav pote Jeg kunne bytte bilen ud for det jeg tjente så det var jo sjov nok, men kreditforeningen skrev de ville have godt 4000 kr. mere, Så jeg sendte dem mit sidst tilbud fra dem selv altså en kopi og hørte aldrig mere fra dem.

Så nu begyndte der et helt nyt kapitel i mit liv fra at være bonde og så en andet måde at få hverdagen til at fungere på

Den dag jeg afstod Trillinggården sagde jeg til mig selv det han været en dejlig tid der nu er slut

Så nu er det om at få det bedste ud af tiden som kommer og det hvad jeg synes lykkes godt. Idet Elmi og jeg Vi fik mange gode år sammen før sygdommen ramte Elmi så nu har jeg j kun minderne tilbage

Men heldigvis mange gode minder nu også med børnebørn

Veile i oktober 1999

Nvt Knaeled

I det fø1gende vil jeg lige fortælle om mine ben, eller rettere knæ som de sidste ca. 8 år er bleven ringere og ringere og det endte med jeg søgte læge i april 1993 i Uldum som vi pa det tidspunkt boede, Lægen mente jeg skulle ind pa Vejle sygehus og have knæene ordentlig undersøgt. Der blev bestilt tid og jeg skulle stille den 16/6 kl. 12 og var der ca. 10 minutter for og lægen sagde’ lad os gå i gang med det samme og han fik røngentbillederne som jeg medbragte ,ja de var taget umilbart før og han studerede knæet og så på billederne og mente så jeg skulle til Give og have dem kikkert undersøgt og bestilte tid med det samme og det blev til at jeg skulle stille i Give 26/9 om morgenen og igen 26 /10 altså et ben af gangen ,men jeg skulle lige vente ½ time så ville narkoselægen komme og tale med mig Elmi var også med da vi så efter sygehuset skulle ordne nogle ærinder så vidt så godt vi ventede og ventede og sygeplejersken ringede efter lægen ca. hvert kvarter og hvergang sagde ban jeg kommer om et kvarter vi ventede og ventede og kl. blev 16/10 og da gik lægen som havde undersøgt mig hjem efter endt arbejdsdag ,men opdagede til sin forbløffelse at vi stadig sad og ventede og udbrød hvad fanden sidder i her endnu;; ja sagde jeg lægen har hvert kvarter lovet at komme om et kvarter .Nu sagde lægen nærmest til sig selv der er sku altid bøvl med ham ,men nu skal jeg selv ringe og km så tilbage at nu kom han og det var meget om at gøre det var ham for der skulle tales narkose og det var ham der stod for det, Lidt efter kom der så en hel ung Læge en dame og præsenterede sig og sagde hun var hel ny i faget og var ved at færdiguddanne sig ,men hun vidste ikke hvad hun skulle tale med mig om og hun var lige gået i vagt og fundet en seddel hvor på der stod at hun skulle henvende sig i modtagelsen og tale med mig ,men hun vidste jo i sagens natur ikke hvad hun skulle sige til det sa vi blev enige om at sige pæn farvel til hinanden.

26/9 om morgenen mødte jeg så på Give Sygehus til det de kaldte I dags keraogi

,og kom straks i behandling blev bedøvet og så gik de i gang jeg fulgte med så godt jeg kunne og blev spurgt og jeg ville have mere narkose ,men sagde at det var i orden ,indtil sygeplejersken sagde nu må han have mere!! efter den omgang skulle jeg spise et måltid bestående af godt smørbrød og blev så sendt hjem igen og var efter Elmis udsagn noget ”kålhøgen” og det var ikke noget at regne ,men hvilede mig pa sofaen og en nabo Knud Juhl kom pa besøg og vi hyggede os da så han gik begyndte der så at komme liv i benet igen og jeg skal mene at der kom smerter så det forslog og på et tidspunkt ringede Elmi til vagt lægen og forelå ham sagen og han var ikke hel tilfreds med situationen ,men da vi havde 2 ketogan i huset sagde ban tag 1 af gangen og se at holde smerterne væk og kontakt så egen læge i morgen . Næste morgen da Ketoganen ikke hjalp mere ringede jeg så til lægen i Uldum og han sagde at jeg skulle komme derom hvilket jeg ikke kunne pa grund af smerter ,men holdt pa sit og jeg sagde at jeg eller benet ikke kunne flyttes uden ulidelige smerter, men han sagde jeg skulle komme kl. det og det.

Nu sa vi ingen anden udvej end at ringe efter en ambulance og blive kørt til Give sygehus det var jo også der smerten var opstået eg kom også for med det samme og nu fortalte de mig så at de var kommen til at knække kikkerten inde i knæleddet, og det var der for det var  ulidelig øm og det er det stadig nu her 6 ar efter jeg fik så nogle stærke smertestillende piller med hjem, men de fortrød da sagde de, at de ikke havde fortalt mig om uheldet.

Lægen ringede og spurgte hvor jeg blev af og blev lidt mærkelig da vi sagde at jeg matte pa sygehuset når han ikke ville komme jeg skal lige bemærke at Falckfolkene matte bære mig både ud og ind det er et år som hele tiden siden har voldt mig smerter, men næste ben et måned senere gik det fin med ,men lægen som var uheldig med kikkerten sagde det var den første der var knækket ,men der i samme uge knækkede et til så det har nok været metaltræthed.

 

Næste kapitel begyndte så 8/8 1994 nu skulle venstre ben rettes op for om det kunne hjælpe jeg blev indlagt pa Vejle Sygehus pågældende dag og opereret dagen efter de skar en kile af skinnebenet ca. 3 cm. I den ydre side og intet i den anden side. det forløb upåklagelig ,men det var en langsommelig affære 8 uger skulle jeg gå med skinner på og en del smerter, men med tiden forsvandt smerterne af operations arret, men det hjalp ikke noget på slidgigten, som lægen pa sygehuset sagde da jeg var til kontrol i marts måned !! Carlsen skal vi ikke være enige om at det har ikke hjulpet en skid, og jeg var enige med ham. .Nu må vi hellere se tiden lidt an før vi gør noget igen med det andet ben vi var stadig enige jeg kunne ikke lige tage flere operationer jeg havde jo imellemtiden været i Århus pa kommune hospitalet og faet ryggen ordnet og det er i alt fald 100 % lykkedes.

Så efter jul 1999 mente min læge så at nu skulle vi have ordnet det andet ben og bestilte tid til unders0gelse pa Vejle sygehus, alt undersøgelse om igen, ja ja Og jeg fik en dato til den forestående operation til 18/5 om morgenen ,men ak den 16/5 kom der med posten et brev hvor man desværre matte beklage at de pa grund af indtrufne omstændigheder ikke kunne tage imod mig ,da alle sygeplejerskerne i Danmark strejkede det var kedelig da alt ellers var klar og jeg var indstillet pa at nu var tiden kommen ,men ak man ma jo b0je sig for strejker, jeg mener nu at et såkaldt moderne samfund der er tiden 1øbet fra strejkerne, da det jo altid rammer de forkerte i det her tilfælde patienterne.

Så om igen ny dato berammet til 5/10 kl.8/30 jeg stillede der og blev budt velkommen pa afdelingen af nogle flinke sygeplejersker, men de måtte beklage at de ikke pa nu værende havde en seng til mig ,men der bliver forhåbentlig en hen pa dagen ,men jeg skulle bare sætte mig ned for enden af gangen og vente hvad jeg gjorde ,men en pa afdelingen kom efter en tid og sagde at jeg gerne matte gå op og tage en kop kaffe så det gjorde jeg og så begyndte forberedelserne til den forestående operationen ene læge skulle vide det og den andet andre ting og laboranter skulle tage blodprøver og en sygeplejerske skulle næssten vide alt om mig og nar hun var så nysgerrig ville jeg jo også vide lidt om henne lige for lige, ja flink var hun nu

ved middagstid skulle oppegående jo spise i det som kaldes cafeteriet og de var en fin frokost og pludselig var der en som sagde godav Jens og jeg kikkede og skulle til at tænke mig om ,men sa sagde hun at hun havde fået håret farvet og så kunne jeg høre at det var en som jeg kendte fra de unge dage i 50 erne ja vi har da været sammen af og til siden pa Fåruphuse ,men det blev nu dagene i

 

50 erne der blev opfrisket det var nu en opmuntring, jeg tror nu vi begge nød at snakker om den tid ,men jeg skulle jo også være til rådighed når en eller anden ville snakke med mig om eftermiddagen kom Elmi på besøg og vi hyggede os med en kop kaffe ,så kom overlægen som skulle operere mig næste dags morgen og ville have en sludder med os og det fik han og han undersøgte benet og så der var en lille bitte stik  ca. 20 cm. ovenfor knæet, men det kunne han afdække sagde han så sagde han farvel og pa gensyn i morgen kl.8 Så kom Mi a som efter aftale skulle hente Elmi og bilen der ved 17 tiden så var der middagsmad en fin middag 2 varme retter 1. skinkegryde 2. Fiskeruller samt flere slags kold efterret. og her aftalte Asta som jeg havde mødt at vi skulle mødes til aftenkaffe kl.20/15 og her fik ungdommen fra 45år tilbage igen en opfriskning. ,nu ville jeg så i seng og fa en forhåbentlig god nats søvn fik nogle piller og blev ønsket en god nat og veloverstået operation, søvn blev der ikke meget af da en pa stuen påkaldte sig 2 sygeplejerskers opmærksomhed hele natten , da jeg blev vækket kl .5/45 sagde den flinke sygeplejerske du har vel forhåbentlig sovet godt trods al den uro ,nu skulle jeg så i bad og steril tøj og have beroligende tabletter og så vente til kl. blev 7/45 så kom der en portør og kørte mig ned på oporationsgangen og der var alt i opbrud der skulle opereres pa 14 steder af gangen så der var travlhed og så 2 minutter i 8 blev jeg kørt ind og der var mange hjælpere tilstede så kom lægen og på grund af den sår ikke ville operere mig selv om alle de andre ikke mente det var så slem, men farvel og tak for denne gang og en ny dato til den 10/11 jo der er meget bøvl til med et knæ jeg skulle nu vente igen til der blev ringet fra operations planlæggeren ,om den nye tid og jeg ventede og ventede og den flinke sygeplejerske ved skranken sagde hele tiden at hun ikke havde ringet endnu , så sagde jeg hvad med at ringe til henne og det gjorde hun så og så kunne jeg gå hjem en oplevelse rigere.