Bondeliv før mekaniseringen satte ind omkring 1950-60

Her i det følgende vil jeg skrive, om livet på en ganske alm. jysk bondegård fra før mekaniseringens tid, indtil ca. 1960.

En tid hvor hver eneste gård var en enhed for sig. Der var sammenhold i hele familien og tjenestefolkene, var jo også en del af sammenholdet, da det var før landbokonen kom på ude arbejde og børnene blev passet hjemme.

Ja på landet, passede børnene næsten sig selv, med at lege med naboens børn og selvfinde på lege uden de store investeringer af, legeredskaber. Børnene brugte deres fantasi, men kunne jo altid lige løbe ind til mor og blive trøstet, hvis det nu blev brug for det, jo Mor var altid i nærheden.

Dette skrives for at man i fremtiden kan se, hvorledes det har udviklet sig.

I 1900 arbejde 40 % ved landbruget.

I 1945 var dette indskrænket til 25 % arbejde ved landbruget.

I 1978 var der 7 % ved landbruget. Disse tal taler jo for sig selv.

I 1945 var antallet af Landbrugsmedhjælpere 276.000 personer.

I 1978 var dette tal kun 24.000 personer.

Og i skrivende stund langt færre.

I 1900 var der 180.000 selvstendige landbrug.

Dette tal var i 1945 forøget til 200.000 bedrifter, med en gennemsnits størrelse på ca. 15 ha. (1 ha = 10.000 m2 1 tdr. = 1,85m2) I den tid var der jo rejst en del statshusmandsbrug rundt om i landet.

I 1978 var der 120.000 landbrugsejendomme, med en gennemsnits størrelse på 25 ha., heraf 43.000 husmandsbrug på 5-15 ha. og 2.000 større gårde på over 100 ha.

Ligeledes var der i 1960, 1350 mejerier og 46 slagterier.

I 1978 var dette reduceret til og 216 mejerier, og 23 slagterier

ved udgangen af 2008 var der 43.415 selvstændige landbrug

Så udviklingen taler jo for sig selv.

Men det er jo mærkelig at tænke sig, at der omkring 1945 var over 200.000 landbohjem og 276 000 medhjælpere på landbohjemmene, hvor arbejdesrytmen  var den samme dagen lang, uge, måned og år efter år og der levede man som en enhed. Alle hjalp til for at få dagene til at fungere i al fordragelighed. Nu er den tid forbi.

Da der næsten ingen ansatte bor og spiser på gårdene mere, kommer bilerne om morgenen og kører igen når arbejdsdagen er slut, så der bliver ikke det sammenhold som vi kendte fra dengang.

Ja, der er svundet en tid må man sige.

 

Men det er tiden der omkring 1950 lidt før og efter jeg vil fortælle om

 

Da var der jo omkring 200.000 landbrug i Danmark, når man så tænker tilbage. Ja, så var der 200.000 enheder, hvor der boede og eksisterede en familie og de fleste med folkehold. Jo, det var nærmest en lille verden for sig selv. Hvor man levede og arbejdede sammen alle sammen, som en stor enhed. Dog var der ikke alle steder manden deltog i selve arbejdet, kun i spidsbelastningerne var manden med, ja nogle steder var det jo lidt anderledes, men hovedsagelig, som sagt, hvor der var tjenestefolk fungerede det bedst når forholdet var godt og det var det langt de fleste steder. Jo, så var tjenestefolkene en del af det lille samfund, der nu var på gårdene. Man kunne tale om mælkepriser og foldudbytte. Ja, alt vedrørende gårdens drift, kunne man tale om ved middagsbordet.

Tjenestekarlen levede jo med i den daglige drift og tit forestod arbejdet i det daglige. Ja, mange steder var det sådan, at manden jo snart kunne se om den nye karl, der var fæstet fra 1. november og et år frem, kunne forestå det daglige arbejde og så gik forholdet gerne bedst.

Og mange steder var karlen fæstet sådan, at hvis der blev født et føl eller flere, eftersom hvor mange følhopper der nu var på gården, skulle han have, ja det kaldtes vilkårspenge for de levedygtige føl. Ligesom hvis det var en fodermester, kunne der være penge at hente ekstra for 1. klasses mælk. Det var en ting fodermesteren gjorde meget for at hilde mælken i første klasse. Det kaldtes reduktaseprøve, der var 4 klasser og de tre 2., 3. og 4. klasse blev der fratrukket i mælkeafregningen, men der var jo en vis prestige i at have 1. klasses mælk hele tiden. Det var dog ikke let i sommervarmen, da det jo ikke var nemt at køle mælken ned. Der var jo ikke mange gårde der havde vand fra boringen, men blot fra brønde, al vandet der skulle bruges på gården til både dyr og mennesker skulle pumpes op med håndkraft og bæres rundt i spand, hvor det nu skulle bruges. Enten inde i stuehuset eller til dyrene og rengøring af spande og malkemaskine mm.

Ligeledes der omkring 1950 blev de gamle kassevogne skiftet ud med de fladbundede gummivogne.

Det vil sige, nu kørte man ikke med de gamle vogne med fast hjul på mere. Det var en omvæltning uden lige. Hvornår de vogne, som blev afløst, kom til i dansk landbrug ved jeg ikke, men vil se at få det oplyst.

Det menes dog at disse vogne begyndte at blive lavet omkring 1500 tallet, men nok blev moderniseret lidt med tiden, Fra 1950 til 60 tror jeg alle gamle kassevogne blev udskiftet med den såkaldte ”gummivogn”, som så med tiden blev afløst af aflæsservognen.

 

Men livet i det daglige vil jeg starte med fra nytår og så fremdeles året igennem

Så 2. nytårsdag var det så gerne første arbejdsdag efter julen. Da der de fleste steder imellem jul og nytår, kun var det nødvendige arbejde, der blev udført, såsom at passe og pleje dyrene og sørge for at alt nu var i orden, 2. nytårsdag skulle der gerne tærskes kornnege eller kører roer ind til dyrene og det kunne godt være sejt at komme i gang og jeg synes altid, at vi fik en ”knust” vinter, der ved juletid, så det var noget af et arbejde, at få den frosne jord af roekulerne, før hjemkørselen af roerne kunne begynde.

Og nu havde hestene jo stået på stald hele julen, hvis ikke det lige havde været sådan, at de kunne komme ud i indhegningen og løbe rundt og more sig eller trimle sig i sneen. Hvis det nu var faldet noget sne.

Men der var jo ingen vej uden om, roerne skulle jo ind uanset vejret, det gik jo også godt, det var jo om at få så mange roer ind som mulig, når man nu var i gang og havde hul på roekulerne, for dette arbejde gentog sig jo lige så tit som roerne, der var inde, var opbrugt.

Så var det jo dejligt for den, som nu skulle klare dette arbejde, hvis der kom en hjælpende hånd, med at læsse eller læsse dem af hjemme i roehuset, men det var nu sjældent det skete. Sådan var det bare.

Det kunne tit være mere besværligt at få vognen ud og ryddet sne, så man kunne komme frem med vogn og heste til roekulen og roehusets låge, som roerne blev smidt ind af. Jo, det var hårdt arbejde.

Der skulle jo også gerne tærskes kornneg lige efter jul, det var også en kold hyre, da der altid var meget koldt i laden om vinteren og der skulle jo flere folk til, for at udføre dette arbejde, normalt 4 personer og tit skulle det først smides frem fra ”korngulvet” og hen i nærheden af tærskeværket. Det startede dagen gerne med, alt imens der blev fodret færdig i ko- og svinestalden.

Dette morgenarbejde kaldtes ”at fodre efter” mærkelig navn, men det var fordi dette arbejde blev gjort efter morgenmaden.

Så når alt var tilrettelagt, alt stillet an til tærskning og alt parat, så startede motoren så og alle mand var på hver sin plads.

En lagde negene på tærskemaskinens bord og en betroet mand lagde i maskinen. Det var en noget betroet plads, for man skulle være 18 år for at måtte udføre dette arbejde. En klarede avne og skiftede sækkene, når de var blevet fyldt med rene kornkærne. En til at klare halmen oppe på halmloftet over stalden, der var i nærheden af kreaturerne, så der var en sand støvplage i hele laden når man tærskede. Så der skulle en ekstra vask til efter en sådan tærskedag.

Nogle havde jo en halmpresser, der bandt halmen i bundter og nogle havde halmblæser. Det havde vi hjemme på ”Trillinggården” det havde jo den fordel, at så kunne man få halmen derhen, hvor det nu skulle bruges, men det fyldte også meget på loftet.

Kornet skulle mange steder bæres op på stuehusloftet, det var en sej omgang med 200 pund på ryggen, bære det hele vejen over gårdspladsen og så op af trappen, men det tænkte ingen på, at det var lige til at ødelægge knæ og ryggen med, hvad man også i dag, som ældre, desværre må erfare, da mange af vores jævnaldrende, der jo også har tjent ved landbruget, i dag går med dårlige rygge og knæ.

Men det var gerne sådan, at når man som hel ung kunne bære en sæk korn op på loftet. Fik man gerne en klap på ryggen af husbond og fik så at vide, at du skal nok blive til noget i fremtiden, når du allerede nu kan bære en sæk korn op på loftet.

På en sådan tærskedag var tjenestepigen gerne ude og hjælpe, så når det blev middag, havde konen jo gerne middagsmaden klar. Når måltidet var indtaget, gik manden, konen og karlene, så fik de deres velfortjente hvil, alt imens pigen vaskede op og var så klar til at gå med i laden igen, for at tærske igen kl. 13. Ja, hun fik jo ingen hvil ellers måtte hun jo hvile ud mens hun klarede opvasken, hvornår ellers? Men sådan var det jo dengang

med tærskedagen hjemme, det var jo gerne den dag i ugen, hvor vi havde fri i skolen. Da vi jo kun gik i skole 4 dage om ugen, det var jo sådan dengang, at store børn på 10 år og opefter, da ikke skulle sidde i skolen hver dag, når de kunne udføre arbejde hjemme på bedriften. De skulle jo gøre gavn og hjælpe til med arbejdet på gårdene. Jeg syntes nu, at dengang var de fleste børn fra landbrugsbedrifter af ellers havde mange fra byen et sted, hvor de løb ud og hjalp til. Jo, det var meget almindeligt.

  1. nytårsdag var der altid nytårsfest i Vejle VU (Venstres Ungdom) og der skulle alle, med respekt for sig selv, jo ud. Der først i 50erne kørte der gerne 3 rutebiler fra Nørup, Bredsten og Balle. Ja, der var ekstrature, men bilerne var propfulde af unge VU’er. Men det holdt rutebilerne med omkring 1954, da havde de fleste fået privat bil og så var en ny epoke jo kommet, med VU festen var der gerne først, et politisk foredrag, så lidt underholdning og så startede dansen og det var altid festlig, en sådan aften var vi så gerne inde og få smørebrød og en par øl til. Jeg husker, at der var en ældre tjener, som godt ville sælge øl til unge under 18 år, men han forlangte også, at de opførte sig ordentlig. Han skulle bare kikke lidt stramt, så var det respekteret. Det vidste vi så, ellers kunne han huske det til næste gang, at der var VU fest og det var jo ikke så heldig.

Men det var jo vintertide og vi havde en ret lang privatvej og mælkekusken skulle jo turen rundt hverdag. Det gik også fint så længe, at der blev kørt med heste, de kunne jo arbejde sig gennem snedriverne hvorimod traktoren sad fast ved den mindste snedrive.

Men jeg vil ikke forglemme mælkekusken, han var jo en mand der også gerne havde andre ting, at køre med end mælk. Da mange på mælkeruten også benyttede ham som, ja havde bud med ham, som han så forrettede på turen. Det var på vores tur fast, at han hver onsdag og lørdag havde rugbrød med fra bageren i Balle til alle, som nu fik brød derfra, på den mælkerute.

Ja, rugbrød kostede dengang 58 øre og franskbrød 74 øre og jeg husker, at bager Valdemar Møller i Balle sagde, at det de tjente mest på var franskbrød. Ligeledes var Balle Brugs også hans faste holdepunkt samt smeden. Ja, alle mulige havde mælkekusken bud med fra. Det kunne jo så give en kop kaffe af og til.

Mælkekusken var en fast morgenbillede i landskabet i næsten 100 år.

Snerydning var det førhen landmændene på den pågældende egn, der kørte med 3 heste og så en sneplov og så var der gerne ”Oddret” de fastboende til at hjælpe med at styre sneploven, ved at holde i den store ”styrestang”. Jo, det var et sejt arbejde og tog også lang tid.

Det var også Snefogenes opgave, at hvis en vej var lukket af snedriver, så at spærre den pågældende vej af med en stang, med en tot Halm bundet om toppen af stangen, det kan jo godt synes at være en mærkelig måde, men det har sikkert været brugt fra meget gammel tid.

Jeg husker tydeligt, det var vist i vinteren 1946-47, der kom så meget sne hen i februar måned. Da jeg for første gang så et sådanne køretøj; Lastbil med sneplov foran, det var jo en sand oplevelse.

Men den kunne alligevel ikke blive ved med at klare de store snedriver alle steder, når det blev for høje sne sider langs vejen og ploven ikke kunne komme af med sneen længere. Der måtte så gang i skovlene, det blev de fastboende så sat til at kaste sne og det kaldtes ”Pligtkastning”, en ting som man ikke huede. Det var delt ud på de forskellige gårde og husmandssteder, hvor mange mandstimer de nu hver især skulle kaste sne det blev udregnet, efter ”Ejendomsskyld”, som det hed dengang.

Man kunne også betale sig fra det, ved at leje en almindelig arbejdsmand til at gøre arbejdet og på den måde klare det, det var jo sommetider, at den pågældende gård, nu skulle køre roer ind til kreaturerne eller tærske kornnege for at få foder til dyrene og så skulle gårdens arbejdskraft jo bruger der, da det jo skulle være her og nu, at sneen skulle kastes og det var jo en pligt der påhvilede de selvstendige, enten om man ejede hus eller landbrug. Så vidt jeg husker ret, var vinteren 1946-47 sidste gang det blev praktiseret.

Efter krigen, hvor det blev almindeligt, at en vognmand fik en sneplov foran på lastbilen og på den måde rydde kommunevejene for en forud bestemt timeløn til bil og chauffør.

Men det var vist også det sidste år, at det fungerede sådan, jeg husker ikke det har været brugt siden, så kom der jo også andre og større maskiner til.

Men når der var pligtkastning, var det gerne en af konerne, i nærheden af hvor blev kastet sne, der bød på kaffe og det var jo et velkomment bud at få. Det var jo vældig hyggeligt med lidt afbræk i snekastningen.

Jeg husker de 4 vintre, hvor min bror Hans og jeg var soldat. Ja, Hans kom ind d. 11.-11.-1952 og jeg d. 11.-11.-1954, så vi lå tilsammen i 4 vintre, siden har vi tit snakket om, at når vi var hjemme på orlov, gerne kom hjem først på aftenen lørdag og så rejste igen søndag først på aftenen.

Søndag formiddag var der næsten altid røget til med sne og så skulle naboerne samles.

Vi skulle så spænde 3 arbejdsheste for sneploven og så bare i gang med at rydde eller skuppe den væk med sneploven, det var jo på privatvej. Det var nemlig sidste gang, at hestesneploven kørte for kommunen 1946-47 og så blev sneploven parkeret hos naboen Thomas Thomsen og der blev den så, af den grund vi så kunne bruge den. Der er den vist endnu (2010), men vi havde meget bøvl med sneen, så længe vi boede på Trillinggården, men bøvl var der altid med sneen.

Ligeledes var der også om vinteren eller når efterårsarbejdet i marken var tilendebragt, nogle år i den tid, noget landbrugsfagligt undervisning på egnen, enten i Balle Forsamlingshus eller også i Nørup Forsamlingshus. Det var konsulenterne, enten fra Vejle Amts Landboforening eller Husmandsforeningen, der underviste os. Der blev undervist i Fodringslære, Gødningsplan eller regnskab, men det sluttede jo når forårsarbejdet kom i gang i marken.

Ja, januar var jo den tid, hvor man kunne få forskellige ting repareret og i nogle år blev der også gravet kalk op nede i Sønder Kæret. Vi holdt op med at grave med håndkraft under krigen, det var også et slæb for dem som nu skulle gøre dette arbejde.

Men at rense grøfter i engen, det blev vi ved med meget længe. Det var også et dejligt arbejde, når bare vejret var godt og man så jo mange fugle og svaner der på søen.

Om vinteren 1946-47 frøs søen til (Fårup Sø) og vi kunne løbe på skøjter, over hele søen, det har der vist kun været mulighed for at gøre vinteren 1928-29 efter hvad jeg har hørt.

Jeg husker, at vi kunne løbe fra Ollerup siden til Skovdal, i strid modvind, da det den vinter var østenvind med rigtig hård frost i lang tid, når vi kom til Skovdal, kunne vi bare stå med ryggen mod og så blæste vi tilbage på ingen tid. Hvor var vore ben ømme efter en sådan eftermiddag. Ja, det var jo kun om søndagen, vi fik lov til det, da der til daglig var arbejdet der kaldte, ingen tvivl om det.

Men det var jo vinter og det var tid til grønkålssuppe og andre supper. Men nu til grønkålen, så skulle man jo først ud i marken og plukke blade af kålene, som jo var sat i en plovfure og så pløjet med roden ned i jorden, så kunne de jo holde sig friske hele vinteren, det var gerne en kold omgang, men det gik jo og så skulle de jo skylles, det var jo under pumpen ude i gården, det var koldt, så koges og hakkes, før de blev kogt sammen med en griseskanke, men der var så gerne middag til flere dage og det nød man vældigt, især hvis det var meget koldt.

Jo, man købte jo ikke det, man selv kunne avle og producerer.

Ja og en ting der var særlig hyggelig, var hvis storm og sne rasede derude og man ikke lige manglede roer til dyrene inde og ligeledes, hvis der ikke lige skulle tærskes kornneg, var det hyggelig at gå og strigle køerne i den varme stald.

Ja, så var det jo også om vinteren, der blev spillet dilletant i ungdomsforeningen i både Bredsten og Balle og det var jo godt, hvis man var blandt de, som nu blev udtaget til, at deltage i at spille dilletant, da det jo gav en vis sammenhold blandt ungdommen, men det tog jo også ca. 2 aftener om ugen den tid, hvor man øvede, men det gjorde ikke noget, man glædede sig til at være sammen de aftener.

Man øvede sig rundt om i hjemmene, der hvor der nu var unge med til at spille og sommetider blev der også inviteret nogen, der havde interesse for foreningen og på den måde vise deres interesse.

Men de lange vinteraftner, ja der var jo ingen TV, så aftenen gik med at læse avisen, når først vores far havde læst den 2 gange. Han hentede den altid ved rutebilen der kl. 16, så hjem og ind på sofaen og så fik folkebladet en tur, ligeledes efter aftensmaden blev den læst igen.

Jo, man må da sige, at han fik noget ud af sine avispenge.

Ja, jeg husker også Mor sagde, at der i 1945-46, da der lørdag aften i radioen var underholdning fra kl. 21.10 til kl. 22 og denne udsendelse hed ”WEEKEND HYTTEN”, der var forskellige løjer, ja vi fik først radio hjemme i julen 1945, så det var jo en storhed dengang. Jeg husker, at Mor sagde, at det kunne nu være sjov, hvis vi en gang med tiden også kunne se, hvad de lavede og tænk, 10 år efter var fjernsynet ved at komme i de private hjem.

Det var nu hyggeligt at side inde ved kakkelovnen om aftenen når det var grimt vejr udenfor.

Ligeledes i februar måned var jo også til vinterarbejde og da faldt Kjørmes Knud jo også, eller Kyndelmissen, som den jo også kaldes, d. 2. februar, det betyder jo, at nu kommer lyset igen efter vinterens mørke, men på landet, ja på gårdene, der var en gammel sige, at nu måtte man have det ½ vinterfodder brugt, det er jo også sandt nok, den ½ vinter sæson var jo nu ovre.

Ja, der var jo stadigvæk tærskningen og indkørsel af roer til kreaturerne, der optog megen tid, men der skulle jo også klippes hegn rundt ved markskellene. Det skulle samles og køres hjem, ligesom vi, også i statsskoven i Gøding eller Thykøjet hvert år, købte et par læs grangrene, der jo så blev hugget til ”Kvas”, som det nu blev kaldt, men der blev aldrig brugt andet til komfuret om sommeren.

Og når der blev hugget, kom der en ”Kvashugger”, som en mand ved navn Jens Lassen havde, som boede i Bredsten, han kørte så fra gård til gård, der om vinteren og foråret eller det vil sige, at gårdene sørgede for, at hans maskineri, kvashugger og petroleumsmotor blev transporteret fra sted til sted.

Så var det kutyme, at når maskinen og Jens Lassen var i nabolaget, gik naboerne sammen og hjalp så til, der hvor der nu blev hugget pinde til kvas, der var altid en hyggelig stund og normalt højt humør, så vankede det jo gerne også en ekstra gang kaffe, som man jo nød i fulde drag.

Når der skulle hentes grene i skoven, var det jo en lang køretur med hest og vogn, men det tænkte man jo ikke på, så vidt jeg husker, kørte karlen hjemmefra, så snart det blev lyst og kom så først hjem henover middag, så det var jo en udflugt for ham, der var så en af skovens folk, der hjalp til med at læse vognen, det skulle jo samles sammen. Når der ikke kunne læsses mere på vognen, kostede det 4 kroner, så det var jo billigt brændsel, men en del arbejde krævede det jo, men der var jo folk nok og sådanne pinde kunne jo hurtig koge en kedel vand, men det holdt jo ikke længe, der skulle jo fyres tit, men man kendte jo ikke andet, før der kom flaskegas, der omkring 1950, det var jo en meget stor hjælp i den daglige husholdning.

Jo, man kørte jo tit staldgødning ud om vinteren, lå det i en markmødding på den mark, som nu skulle have det om foråret, det var nu ikke altid at vejr og føre var til dette arbejde, jeg tror nu også, det tit blev gjort, hvis der ikke lige var andet man kunne lave. Jo, hvis der var langt ud på den mark, som der skulle have staldgødning, var det nok en fordel, men ellers ikke.

Sommetider, hvis føret tillod det, kunne man jo også køre ajle ud, så var det jo gjort og mange havde så små ajlebeholdere, at det jo skulle køres ud uanset vejret, det kunne nu godt være en meget kold fornøjelse, der var jo ikke sådan set noget, man kunne arbejde sig til varmen med, men blot køre hestene frem og rundt på marken og hjem og fylde ajletønden.

Ja og en almindelig ajletønde kunne rumme 800-1000 liter, så der skulle jo køres mange tønder ud, når man ikke havde mere med af gangen, men det tænkte man ikke på, sådan var det bare.

Ja, der var altid mange gøremål, hvis man havde skov, var der jo altid arbejde med at fælde de træer, som nu var klar til det og der var jo også træ til brændsel, som det drejede sig om, som jo skulle køres hjem og saves og kløves. Jo, man kan sige, at det gav varmen mange gange, før det nu kom i kakkelovnen. Når det var kløvet, så var det jo om at få en pæn træstak stablet op.

Men en vinteraften, med godt ild i kakkelovnen, så var det nu hyggelig at sidde inde og se vejret skabe sig udenfor, det kunne jo også være kold at komme i et koldt karlekammer, ovenpå i et af udhusene, der var jo ingen varme, men sådan var det, man kendte jo ikke andet, så derfor skyndte man jo sig under den, gerne tunge, dyne, for at få lidt varme, inden arbejdet igen kaldte, der tidligt om morgen og så var det jo dejlig med staldarbejdet, der var der jo varmen, som dyrene havde skabt.

Og nogle steder på gårdene var vejret ingen hindring at arbejde udenfor, men andre steder blev der taget hensyn til det vejrlig.

Man skal jo lige tænke på, at man ikke havde de vejrbestandige beklædningsgenstande dengang, som man har i dag, var det særlig slem, kunne man jo tage og folde en foderstofsæk sammen, over hovedet med den, så den beskyttede ryggen mod regn og kulde, det var egentlig ikke allerværst med en sådan sæk. (en sådan beklædning har jeg lige set på internettet fra isvinteren i 1954). Men nu er der jo ikke noget, der hedder foderstofsække længere, det er jo nu papirsække eller for det meste i løsvægt.

Til februar fik man også gerne kunstgødning hjem, det kom jo til os fra Bredsten Mølle, når det så kom, ringede Mølleren ca. ½ time før og sagde så: ”Godaw det er hen fra Æ mølle, der er et læs gødning på vej ud til jer, kan I lige gøre plads til det? FUVAL (farvel).” Så var det jo bare om at komme i gang med det.

Ligeledes skulle sædekornet være klar, der sidst på vinteren, det blev også renset på Bredsten Mølle, da de havde et meget fint renseri, som var kendt viden om.

Jo, det drejede sig om at være klar, når foråret meldte sin ankomst, selvfølgelig var der jo dyrene, som også skulle passes godt, der var altid nogle steder, hvor der skulle lukkes ekstra for kulde og træk.

Ja, i februar var der jo altid generalforsamling i brugsforeningen (Balle Brugsforening), i Balle Forsamlingshus og det var noget, der kunne få folk af huset, der var jo gratis Kaffe og Cigarer, til kaffen var der altid wienerbrød og så Bager Anes ”Svesketærte”, som folk ligefrem længtes efter, her var den jo gratis, så der blev ikke meget levnet noget af den dejlige kage.

Om vinteren var der jo også landbrugets faglige møder, der var jo både Husmandsforeninger og Landboforeninger og de kunne ikke altid enes om det politiske i foreningsarbejdet, ligeledes var det også i forsamlingshuset, at Ungdomsforeningen opførte et dilletant stykke, som jo også trak fulde huse, både lørdag og søndag aften blev det afsluttet med dans. Ja, for børnene blev der jo holdt generalprøve for lørdag eftermiddag og i mange år var det Valgmenighedspræsten Svend Brandt, der ledede stykket, den pensioneret skolelærerinde fra Balle Friskole, Marie Stougård, sad altid i det som vi kaldte for ”Kukkassen”, for hun var ”sufflør” og når hun blev lukket derind, så vinkede hun altid, til stor glæde for børnene ud over hele salen. Jo, når ”Stougård” kom i kukkassen, så vidste vi børn, at nu skulle vi ikke vente længere før skuespillet startede. Så det var jo lidt af en gestus at blive udtaget til at spille dilletant, da det gav et dejligt sammenhold imellem de unge, som var med.

Om vinteren var der også gerne folkedans, som kunne samle mange unge mennesker fra hele oplandet.

Men ellers var februar jo den måned, hvor man gjorde klar til den travle forårstid, hvor der især var travlt i marken og man håbede, at vinteren stilnede af, men det gjorte den jo ikke altid, det var i de få tilfælde, hvor man fik tilsået i marts måned, det mener jeg nu, hørte til sjældenheder, at det lod sig gøre. Jeg husker det år, hvor jeg var på landbrugsskole 1956-57 blev det halve sået sidst i februar og så kom der vinter og resten blev først sået sidste halvdel af april.

Om vinteren var kosten jo gerne mere, ja det bestod jo tit af suppe af suppe, grøn- og hvidkålsuppe, brunkål og gule ærter med kogt flæsk eller sylte, medisterpølse hørte der til dengang. Når man fik så meget flæsk, skal man jo lige huske på, at dengang skulle en slagtegris jo fedes ekstra godt op, så der var en tyk lag flæsk på den, det var jo en billig og god føde, at arbejde efter, samt grød af forskellig slags til daglig, jo der var altid 2 retter mad, en ret der blev spist med sker og en med gaffel. Skemad kunne jo være kærnemælkssuppe, hvis der var noget særligt, så kunne der jo komme syltet pærer i eller noget andet, sød suppe eller grød af mange forskellige slags og man sagde gerne, at hvis det nu var vælling, så have de bare kommet lidt mere vand i grøden, om sommeren gerne grød af de frugter, der nu var i haven. Søndag middagen bestod gerne af medisterpølse eller ribbensteg eller en kogt kylling.

Ja, det kunne jo tit være meget strengt arbejde at få roerne ind til kreaturerne, men når man først var kommet ud i vintervejret, så gik det gerne rimeligt alligevel. Jeg tror, at det var værre at se, når naboen var ude i et sådan et vejr end når man selv var i gang med det, men en ting var nu dejlig, det var når man kom til aften og roehuset så var fyldt godt op, så kunne det jo holde en tid igen, jo så var man godt tilpas, ingen tvivl om det og så sidde inde i en varm stue om aftenen, med god varme fra kaminen, så kunne man rigtig nyde at roehuset var fyldt godt op og hjemme sad vi altid i den lille stue, undtagen fra jul d. 24/12 til Hellig Tre Konger d. 6/1, hvor vi sad i den midterste stue, det var fast skik, i den lille stue var chaiselongen vor fars faste plads, så snart han var inde i huset og det var ganske vist, at ingen anden sad eller lå der.

Omkring 1950 blev der købt en el vaskemaskine, det var 5 naboer, som købte den i fællesskab og så havde man rådighed over den 1 uge, hver 5. uge. Jo, der blev kun vasket hver 5. uge, det var jo en travl dag for husmoderen, men jo ikke det slid, som det var at vaske førhen, her gjorde maskinen jo arbejdet, vandet skulle jo stadig pumpes op af brønden, som jo stod ude på gårdspladsen. Hjemme fik vi først boret og vand indlagt i 1957. Det var ikke Fars mening at vandet skulle ind i bryggerset, men kun til dyrene i stalden, Færdig og det er vist den eneste gang far og jeg var uvenner eller fik en kraftig debat om emnet, i de 4 år vi var sammen. Jo, det var da han opdagede, at jeg havde bestilt vandrør, så vandet kunne komme ind i bryggerset. Far mente, at når æ kvindfolk havde hentet vand der ved brønden i så mange år, så kunne de vel også gøre det i fremtiden! Ja, igen et bevis på, at det var manden, der var konge på stedet. Vi fik dog vand ind i stuehuset også efter en lang og heftig debat, der endte med, at far tog i byen og først kom tilbage, da vandet var indlagt i bryggerset, nu vaskede han sig også fra vandet fra vandhanen og så var den diskussion slut. Men vaskemaskinen holdt i 18 år, så det må jo siges at være ret godt, det er jo lige så meget som 90 år. Jeg husker, at maskinen kostede 1800 kr. det lyder jo ikke af så meget i dag, men dengang var det jo en sum penge, men gjorde et meget stor arbejdes besparelse for husmoderen og dennes hjælper. Jo, der begyndte da at komme lidt hjælpemidler frem, ligesom det med fyring af kvas. Ja, der kom i stedet nu flaskegas, som var en stor hjælp også. Jo, der begyndte at komme nogle arbejdsbesparende maskiner frem i de forskellige hjem.

Og dengang var det jo med heste, at mælkekusken kørte, så det skulle jo være slem, hvis ikke de kunne komme igennem med mælkevognen, hvorimod da der kom traktor, for den kunne ikke køre når der var snedriver.

Vinteren fik jo hvert år ende og dagene blev længere og alle bønder begyndte at længes efter foråret, når endelig solen fik magt og så var det første, som man startede med i marken med, var det som man kaldte at ”jævne” agerrene med hest og plov, nu kunne man så så gødning også det foregik de fleste steder med, at man læssede de sække gødning på vognen, som nu skulle bruges til det stykke mark, som man nu kørte ud på, gerne græsmarkerne først, da det der jo først var nogenlunde føre og så kørte en mand og en stod bag på vognen og strøede kunstgødningen med en lille skovl, en meget dårlig måde at sprede gødningen på! Så tømte man gerne ajlebeholderen og det tog jo gerne nogle dage og det var et arbejde, som man kom til at lugte af, så det var jo ikke så godt, hvis man så lige skulle i byen, der om aftenen, da lugten hængte godt ved, man havde jo ikke de bade fasalliateter som man har nu til dags, hvor man dengang stod i heste grebningen og vaskede sig. Ja, det var jo tjenestekarlene, der gjorde det, det var jo også dem, der lugtede af at køre ajle ud.

Ja, marts måned var jo den måned, hvor man virkelig længes efter at komme i marken igen, somme år lod det sig jo også gøre at få startet forårsarbejdet i marken i marts, men det var nu de færreste år, man kunne det, hvis jeg husker ret.

Var foråret så tidlig på vej, så var det en nydelse at ”lugte” foråret en tidlig morgen, når solen stod op og jorden dampede, det var tegn på, at der ville komme tørring i luften, hvad alle ved landbruget ventede efter, så man kunne komme i gang med markarbejdet og få afgrøderne sået i et godt såbed, det var jo første betingelse for en god avl. Ligeledes var det også, tegn på forår, når svanerne fløj i formation mellem Fårup Sø og Engelsholms Sø, hvorfor ved jeg ikke, men sådan var det bare, måske var det isen, der gjorde, at svanerne flyttede fra sø til sø, jeg ved det ikke, men de fløj gerne lige over vores gård. Men når man så endelig kunne starte i marken, så var det gerne med at køre mødding ud, der var så gerne 2 vogne i gang og så skiftede man vognen og så det spand heste, så de hele tiden havde vognen fuld på den måde, det var som fast regel, at det var tjenestekarlen, der læssede vognene, far, der kørte det ud og satte det i ”råger” på marken. Ja, et sjov navn, men det hed de møgdynger, der blev sat på marken, som så skulle spredes men håndkraft. Jo, det var et slidsom arbejde og i vore drenge dage, så var det gerne Hans og jeg, der blev sat til det arbejde, det var fra vi næsten kunne løfte den greb, som vi spredte det med. Jo, så længe jeg husker tilbage, så var det sådan.

Når karlen begyndte at pløje, var der i hundrede vis af måger, lige med det samme, det må have været en instinkt de havde og de havde travl med at finde orm og insekter til deres føde, de fløj lige om ørene på både heste og pløjekarlen. Men det var et dejlig arbejde at gå der bag ploven en forårsdag og nyde den friske luft. Før han standsede pløjningen om aftenen, så skulle den nypløjede jord slæbes til, så jordknoldene blev jævnet og det var en sejt træk for hestene. På en hel dag kunne man nå at pløje 1 tdr. land, det var en tommelfingerregel og man gik så omkring 40 km bag ploven, men træt blev man ikke, det var et dejligt friskt arbejde at pløje.

Men nu jeg skriver dette i 2010, så er det 50 år siden, at jeg pløjede med heste.

Ligeledes kunne man jo også følge med i om naboerne nu også havde begyndt forårsarbejdet i marken. Det var jo en vis sport i at følge med i det og man vidste jo, at vis af naboernes jord, der blev først tjenlig, det kunne der jo være meget forskel på, men ellers var det første som man sådan foretog sig med jorden, der nu skulle bearbejdes og være klar til såningen, var at det fik en tur af ”agerslæberen”, det var 2 bjælker ca. 2,5 m lange, så var de skruet sammen med ca. ½ meter mellem dem og den forreste havde harve pikke i, som jo skillede den knoldede jord ad og den bagerste jævnede det så ud, så marken blev lettere at harve til, så såbedet blev godt, som jo var en betingelse for at sæden spirede godt.

 

En bondemand går ud at så,

hans øjne er 2 gyldne stjerner

og han strør ud på må og få,

en million af kærner.

 

Så gik forårsarbejder slag i slag, første gang harven var ned, en lettere harve kaldet ”pikharven” og anden gang med en lidt tungere harve, som kaldtes ”sædedækkeren”, så kunne såmaskinen komme til, hjemme var det sådan, at vores nabo hvert år lånte vores såmaskine og så talte man jo sammen om, hvordan det kunne klares med, at der til stadighed var et stykke klar til såningen og det fungerede fint i over 30 år uden problemer af nogen art, det tog, hvis vejret var godt, ca. 4 dage at få kornet sået på de 2 gårde, så skulle man jo i gang med ukrudtsharven og sluttede så af med at tromle og samle sten.

Derefter skulle man så i gang med at gøre de 2 roemarker klar til, at man kunne så roerne, først blev kålrabierne sået. Ja, nu skulle såmaskinen så laves om fra at have 21 nedløbstuder og til 4 rækker roer i stedet og det skulle være meget præcis med afstanden mellem roe rækkerne. Omkring 1. maj var det så tiden at så ”bederoerne”, som var mere sarte og hvis de blev sået for tidlig, så ville de gerne rende i ”stok” og så gav det jo ingen rod, det var jo det som var meningen. Men nu var det meste af markarbejdet så ovre, alligevel var der nok at tage fat på alligevel, nu skulle de forskellige indhegninger laves i stand, vinteren havde jo altid sat sit præg på disse, det var bare om at begynde et sted og så forsætte til man var kommet rundt om alle indhegningerne. Ja, den til køerne, den blev gerne delt, så køerne fik skiftet ca. efter 3 dage, så hvilede den græs, indtil kørerne havde været turen rundt. Men de andre indhegninger til heste, kvier og kalve, skulle jo også være i orden. Så kom den dag, hvor køerne skulle på græs, det var gerne en stor dag, hvor kunne kørerne ”bæse” rundt, med halen lige i vejret den første times tid, så faldt de gerne til ro og tog sig så for af det dejlige saftige græs, men når de så skulle ind, de første dage, var det rart at være to til at få dem dirigeret i de rigtige båse igen, ret hurtig lærte de at gå stille og rolig frem og tilbage i stalden igen til de rigtige båse, så var det jo nem at passe dem, når først de havde lært at færdes, hvor de nu skulle. Kvierne skulle jo i engen ved Fårup Sø, der gik gerne 3 stk., i Søndre Kær kunne det give græs til 4 stk. kvier og sommetider også en plag. En ting jeg husker særlig angående køer på græs, det er når gårdene i Kærbølling skulle have deres køer på græs. Ja, der var 3 gårde, der havde kørerne på græs på den modsatte side af landevejen mellem Bredsten og Vejle og de 2 af gårdene Ebbe Bruns og Ingvard Johansens, deres køer blev drevet fra gården og op til græsmarken, den 3. Anders Olsen trak sine køer bundet sammen i det man kaldte ”en kobbel køer”, den måde brugte gårdene indtil 1957, da blev trafikken så stor, at det var uforsvarlig at have løsgående køer på amtsvejen, der var nu også 60 store lastbiler, som kom 4 gange daglig med brunkul til ”Skærbækværket”.

Damerne, konen og tjenestepigen, havde jo også travl, der var jo noget, der hed forårsrengøring, hvor mange af møblerne kom ud og blev banket og luftet og så fik rum for rum det helt store rengøringsarbejde og gulvene blev ferniseret, hvor det ikke lige var tæppe på, sengetøjet kom også ud til luftning, det var jo altid en dag med høj sol og så skulle mandfolkene jo stille brandstigen samt andre ting an, så sengetøjet kunne ligge der og luftes dagen lang, det kunne også mærkes, hvor luftig det var blevet, når man om aftenen skulle i seng. Jo, det var dejligt.

Ligesom haven også skulle have en ordentlig omgang om foråret, men dengang klippede man alle stauderne ned før vinteren, anderledes kunne det ikke være, i dag får statutterne jo lov at vente til foråret, så har fuglene jo også glæde af dem om vinteren, ligeledes skulle der jo sås alle mulige urter og grønsager i køkkenhaven, kål og gulerødder blev jo sået i marken, gerne i to rækker, så var det nemmere at passe dem, i marken med udtydning og lignende. Jo, det var jo om at have forråd til om vinteren.

Når jeg skriver tæppe på gulvene, så vil jeg lige skrive om engang far og jeg var bleven enige om at få et gulvtæppe på i den midterste stue, hvor vi var i Juletiden. Vi tog rutebilen til Vejle (ja, så var det før 1953, for da fik vi bil), men vi kom ind til tæppehandleren, som hed Andersen og han løb straks efter cigarkassen, sådan var det dengang, vi havde jo målene med på stuen, han fandt også et tæppe, som skulle syes sammen, da det blev leveret i baner, det var jo også godt nok, men for at være hel sikker på målene, så ville Andersen komme hjem til os, i Ollerup, dagen efter om eftermiddagen. For at se på stuen, hvad han også gjorde, det var i taxa og der blev jo drukket kaffe, før turen igen gik, med taxa til Vejle, dagen efter igen, over middag, kom en taxa med en mand til at sy tæppet og hvad han skulle bruge og Andersen fik sine penge, tog så med taxaen tilbage til Vejle, manden skulle så med rutebilen til Vejle. Jo, det kan vist godt ses som lidt besværlig at få en gulvtæppe købt og lagt på og tænk, det hele kostede 180 kr. og far syntes heller ikke, at det var dyrt og så alt det han havde fået at vide af Tæppehandler Andersen, det var jo også rart at tage med, han var, efter vor fars mening, en mand, der vidste meget som far så fik glæde af. Jo, de penge var givet godt ud mente han, vi andre syntes nu det pyntede.

Når markarbejdet var overstået, så var der i reglen en rolig tid, hvor udhusene blev klinet og kalket og da vi indtil 1949 havde en udhus (Æ Vesterhus), som var et bindingsværkshus bygget i 1798, hvor alle stolperne skulle være røde, blev malet med en blanding, der hed, så vidt jeg husker, ”Dodenkop”, et mærkeligt navn, det var et ansvarsfuldt opgave at male disse stolper, for det skulle gøres meget akkurat, så så det også godt ud, ingen tvivl om det.

Vesterhuset, der jo var bygget i 1798-1800, var det første selvejerhus i Ollerup, blev revet ned i 1949 af min bror Hans og jeg, det var et forfærdelig streng arbejde, vi var jo ikke så stærke endnu, da vi kun var 15-16 år, alt var tappet sammen og havde holdt i over 150 år, da blev det erstattet med det hus, som står i dag, da det blev bygget, blev der af murer og tømrer brugt de gamle mål enheder alen (24 tommer) og tommer og jeg syntes, at det lød ret pudsigt, når håndværkerne sagde 5/4 tommer, det betød 1¼ tomme og en tomme er 1,8 cm.

Der omkring 1950 begyndte det at blive alm. med gummihjul på trillebørene, det var en fantastisk lettelse, jeg husker, at jeg skiftede hjulet på ”møgbøren” ud med gummihjulet var det nydelse uden lige, at det kunne være en så stor lettelse med et gummihjul, skal man have prøvet det for at kunne forstå det, ingen tvivl om det.

Nu var det også tiden til, at vi skulle i gang med at ”radrense” roerne og det var jo en betroet post at gøre det, for det første skulle hesten vær god til at trække radrenseren gå lige uden at træde på roerne, tit lå der en vibe rede imellem roe rækkerne, som der også skulle passes på, at hesten ikke trådte på og karlen, som styrede radrenseren, skulle jo også være opmærksom på det, men når man kom i nærheden af en vibe rede, så skulle viben nok gøre sig opmærksom, at der var noget på færde, deraf kommer ordsproget: Gal som en vibe med 3 æg. I det viben fløj rundt om og skreg i vilden sky, hvad man jo ikke kunne fortænke den i. Men det havde også stor betydning, at radrenserens skær var stillet rigtig, i forhold til hinanden, første gang efter udtyndingen skulle ”skærene” så stilles sådan, at der kom jord ind omkring planterne, så de bedre kunne klare sig og vokse til og det var gerne en vis stolthed over, at roe planterne blev så store, at de kunne dække jorden. Jo, der var en vis prestige i det, nu forestod så det store og møjsommelige arbejde med at tynde roerne ud, så der nu kun stod en plante hvert sted, til det arbejde var hele gårdens folk så ude i marken og gik der frem og tilbage række efter række, en dags arbejde var, som en tommelfingerregel, 2000 favne (1 favn ca. 180 cm) og de første dage blev mange meget ømme i alle deres lemmer, det var jo en anden stilling man pludselig gik i, som dagene gik vænnedes man jo til det, roerne skulle jo tyndes ud, så derefter skulle der hakkes skidt og ukrudt fra roerne i 2. omgang i løbet af sommeren, tredje gang var det bare tidslerne, der blev hakket om. Men selv om kalenderen sagde sommer, så kunne det være rasende koldt at gå i roerne, men så næste dag kunne man så gå med bar ryg, sådan er den danske sommer jo. Om roerne vil jeg sige, at de i 100 år var den mest arbejdskrævende afgrøde der var og det varede forholdsvis længe før det blev mekaniseret, så maskinerne kunne tage selve slæbet, her tænker jeg på roeoptageren, med at læsseelevator på, så den også læssede roerne op på vognen og med tiden kom også aflæsservognene. Jo, det var en stor hjælp. Så det tog jo en del tid i sommerens løb.

Der skulle jo også ”bjerges hø ” der i juni måned og hjemme havde vi en eng på ca. 1½ tdr. ved Fårup Sø, der bjergede vi gerne 7 læs hver sommer, det var til hestenes vinterfodder og det blev slået (høstet med le) på jysk HJØLLE, det var et sejt arbejde og jeg har kun gjort det 1 gang sammen med min bror Hans ellers var det en mand fra egnen (Hans Knudsen), der havde det job, for næsten alle gårdene, som havde en ”englod” nede i det der kaldtes Ollerup Kær og når det var ”slået” skulle det ”holmes”, et mærkeligt ord, men det skulle spredes ud og ligges til tørring. Når man om morgenen begyndte med leen, så varede det ikke længe, før der kom en stork og spankulerede ca. 10 skridt bag manden med leen, storken fyldte sig med tudser, som jo levede i den fugtige underbund, når den så ikke kunne have flere tusser, så fløj den hjem til sine unger i storkereden på ”Fårupgård” og sådan gik det. Ja, storken fulgte leen, må man sige. Det kan bemærkes, at ved samme arbejdsgang med høet, som hørte med til markdriften, hjemme på marken, hed det at vende hø og i engen hed det ”holmes” og jeg har kun en gang siden hørt det ord eller rettere læst det i en bog fra Bredsten egnen. Men sådan er der mange ord, der er, hvad man kalder, udgået, men det er jo tiden. Men vejret skulle jo gerne være høj sol, for når man avlede hø i engen skulle alt arbejde jo gøres med håndkraft, men det kunne også hurtig blive tjenligt til at rive og stakke, det var et vist hyggeligt syn at se høstakkene der i engen, der stod de så til, at det var tjenligt at køre hjem, men først skulle høstakkene bæres på 2 lange ”bærestænger”, som det nu hed, det var 2 lange granstænger, som blev skuppet under høstakkene, så båret over til, hvor der kunne køres med hest og vogn, da det var umulig at køre på den bløde bund, som jo var meget vandrig og med mange grøfter. Jo, det var et slæb at bære de høstakke, der var jo også en hel del, især da Hans og jeg ikke var vokset hel til og endnu ikke så stærke, men et meget hyggeligt arbejde var det, man var sådan lidt hjemmefra og jeg husker en enkelt gang, at mor kom ned i engen med middagsmaden, kartofler, brun sovs, frikadeller og frugtgrød og ved nabo engen var der et ”VEEL”, altså et sted med en meget fint drikkevand og stedet, der kaldtes ”GOLDHOVED VAND”, et mærkelig navn, som også vores bedstefar sagde i sine drenge dage, der i 1875, så et gammelt navn er det, men som før sagt, var der gerne 7 læs hø og det var gerne til hestenes vinterfodder, men når vognen var læsset til, så skulle der bindes en ”læssestang” ovenpå, for at læsset ikke forskuppede sig på den ujævne vej, man skulle jo gerne hjem med det hele.

Derefter var der i engen, jo så eftergræs, som plagene og kvierne nød godt af og førhen kaldtes dette græs for ”høstgrøde”, hvorfor vides ikke, jeg har ikke hørt ordet siden dengang, så det har nok været egns betegnet udtryk. Men tit havde vi kvierne i tøjr dernede og så skulle der jo en ned og flytte dem 2 gange daglig, så set med nutidens øjne var det en dyr foranstaltning, som man i dag ikke rigtig forstår.

Ligeledes var det jo ”agerhø” derhjemme, der også skulle bjerges og der ønskede man jo også høj sol, men der havde man jo en slåmaskine trukket af 2 heste, når det var slået, så blev det så spredt ud til tørre, det skulle vendes flere gange og når det så var ”tjenligt” tørt nok, så blev det stakket, der skulle det så gerne stå en uges tid, før det blev kørt ind, det var et slæb uden lige, ja strengt arbejde. Omkring 1950 blev det almindelig, at man stakkede høet på stativer, når det var på stativer, sagde man, at så var det avlet, forstået på den måde, at så kunne det tåle regnvejr og på et stativ kunne der være 3 almindelige høstakke, men når det så først lå på høloftet, så var det jo et rart vinterfodder at have til kreaturerne og det var særligt hyggeligt en kold vinterdag, når sneen føg derude og man gik inde ved køerne og de ”gumlede” det friske hø i sig, ja det kunne man godt nyde, men først når høet var inde på loftet, var der en stille stund, hvor karlens sommerferie skulle afvikles.

Det var jo gerne en uge, hvor karlen så skulle passe kørerne enten først eller sidst i ferien, men i 1954 fik socialminister Julius Bomholt den, for mange bønder med tjenestefolk, forfærdelige ide, at nu skulle tjenestefolkene have 9 arbejdsdages ferie om sommeren og det var ikke velset hos bønderne, med al den unødige frihed. Nej, hvad skulle det dog til for? Der kom mange diskussioner og forklaringer angående, den nu lange, ferie, sådan er det jo med alt nyt, indtil man først kommer ind i det nye system, så går det jo alligevel, men på det tidspunkt var der jo heller ikke mange tjenestefolk, der skulle ud at rejse i sin ferie, som det er nu om dage og ferien blev tit aftalt lige den dag ferien begyndte, hvis ikke lige det var aftalt, at karlen skulle deltage i et eller andet idrætsstævne, som jo gerne blev afholdt, i den rolige tid før høsten, da der jo, som før omtalt, var mange unge beskæftiget i landbruget på den tid.

Man havde også været igennem roerne 3. gang for at hakke de tidsler om, som nu var tittet frem, siden roerne sidst blev gået igennem med roehakkerne.

Så skulle der jo gøres klar til høsten, som jo var den største arbejdsbegivenhed i hele ¨året”.

Der kunne jo også være, at der skulle laves lidt om i bygningerne eller nyt tag på et af husene eller hvad der nu skulle gøres, der var jo nu kommet lidt mere gang i investeringerne, nu da krigen var kommen lidt på afstand. Ja, nogle koner fik nyt køkkeninvartar, det vil sige, at der blev lavet et fast køkkenbord langs vægen, med indbygget vask og skabe og skuffer. Jo, det var nu en ”grov ”storhed, som jo var et almindeligt samtaleemne i nabolaget, hvis en kone nu havde fået et sådan bord. Badeværelse, ja nogle få fik det lavet, men i 1960 var der kun 15 % af landbrugerne, der havde vandskyldende kloset, men det år blev det instaleret hjemme på gården, det var også det første, der blev lavet i stuehuset, siden det blev bygget i 1916, det skyldtes nok det, at vores mor allerede blev syg, der omkring 1942 og døde i 1946, så vores far har jo sikkert tænk, nu var der ingen mor at glæde med disse ting og sådan blev det så.

Men høstens tid nærmede sig jo og tit var det begyndelsen af august, at høsten startede, det startede gerne med, at selvbinderen skulle gøres klar, efterses og gennemsmurt, de tre segl skulle jo også være klar og hvis de ikke havde fået dem repareret om efteråret, så var det jo tid at komme i gang med det nu, altså til sadelmageren i Bredsten med dem i en fart, så det ikke var dem, som man ventede efter for at komme i gang med selve høsten, men først skulle leen jo ”HÅRDES” (bankes), så den var passende skarp, for man høstede jo den yderste ”skar”, rundt om alle stykker korn med le for, at hestene ikke skulle træde i kornet, men det viste sig at kornspildet var lige stort, om enten man høstede det yderste skar med le eller hestene gik i det, så med tiden slap man for at høste det yderste skar med le, der var jo gerne 4 stykker (indtægter) til hver gård, så det var jo arbejdsbesparende, men det tænkte man ikke så meget på dengang, der var jo folk på gårdene til dette arbejde, legemligt arbejde var man dengang ikke bange for, så manden gik med leen og høstede, så var der 2 til at binde op, det vil sige, at den ene ”krattede”, det betød man med en ja rive med 4 store tænder, rullede kornet sammen i nege og bandt så hver 3. neg op, den anden bandt så 2 ud af tre nege op, så var det jo ikke rart, hvis der var for mange tidsler, det kunne jo være meget ubehageligt at binde korn op, men hvis der var tidsler, så var der jo ingen vej uden om, det skulle jo gøres, så startede selve høsten med 3 heste foran selvbinderen, det var altid spændende om maskinen nu gik godt eller den drillede og negene skulle jo gerne bindes og der var tit kvaler med ”bindeapparatet” og det var næsten kun smeden, der kunne klare dette problem, men når først selvbinderen kom i gang, så alt gik godt, så skulle kornnegene jo sættes i hobe, som det hed sig, så hos os satte vi 12 nege i hver ”skoksted” eller hobe, så passede det lige med 5 skoksteder til en trave (60 neg) og det skule gerne give 1 tønde korn altså 100 kg, det var en ”tommelfingerregel”, at når selve høsten var klaret og den dag man fik ophøstet, som det hed, havde gårdens kone gerne stillet an med et gilde, ”OPSPØR” kaldtes det, der var så de naboer, som man havde samarbejdet med, inviteret, man hyggede sig med forskellige lege at puste vat eller dreje flaske, ja og andre sjove lege, en sådan aften var det skik og brug, at man serverede æbleskiver, så var det jo om at spise så mange som muligt, aftenen sluttede med en aftenssang eller 2 og jeg husker bedst, at vi sang ”SIG MÅNEN LANGSOM HÆVER” og når vi så gik hjem fra en sådan aften, så var det jo fint, hvis månen skinnede. Jo, det var der en vis hygge over.

Når kornet havde stået ca. en uges tid, så var det tjenlig at køre ind i laden, det skulle være ”stegl” og så ”afbrammet” inde i korngulvet, som det kaldtes, men vejret kunne jo også drille, så det måtte stå meget længere der i Hobe og somme tider skulle det væltes, så solen kunne komme til at skinde på de nederste af negen og tørre det, var der kløver i kornet, så skulle det, for at blive hel tør, som det nu kaldtes, ”KULDKASTET”, det vil sige man også åbnede negene forneden, så der kunne komme sol godt ind i negen og det var en gammel regel, at når man tog en neg i begge hænder og skurede op og ned og gik det glat, så var det tjenlig at køre ind, gik det ikke glat, så sagde man, at der er en ”kalv” i negene, så var det ikke tør nok at køre ind, så der var en balance at finde lige der, vejret skulle jo også gerne være høj sol og lidt blæst og selve indkørselen af korn var sådan set et højdepunkt i det daglige, det var jo årets værdigrundlag, der her arbejdes med, så det skulle jo gerne ind så tørt og godt som muligt, når man så havde kørt korn ind, så længe man nu kunne se, inden mørket faldt på, så ingen tænkte på fyraften i den tid der var, da kornet skulle køres ind, men det var også en vis højtidelighed over arbejdet. Ja, det var der nu i hele høstens tid ingen tvivl om det, så havde husmoderen jo gerne lidt ekstra god mad til de hårdarbejdende, som nu var beskæftiget med indkørsel af kornnegene, der var i reglen 2 vogne i brug og hjemme blev vognen lavet længere ved, at man satte en længere stang, som holdt hjulene i passende afstand og længere bundfjæl samt siddefjæle og der ovenpå lagt skravere, så vognen blev bredere, der kunne så læsses flere lag nege ovenpå i lag, læssets størrelse blev jo i bestemt af porten, som nu vognlæsset skulle ind af i laden, så flyttede man hestene over på den vogn som nu var tom. Jo, der arbejde et hold i marken, en forkede negene op til ham eller hende, som nu lagde læsset, kørte det hjem i laden og kom så tilbage med tom vogn, hjemme var der gerne 3 mand, en forkede det af vognen, en lagde negene til den, som satte kornet i ”korngulvet”, det kaldtes de ”batterier”, som nu var i laden, vi havde 4 korngulve, et til hvert mark korn og der var i reglen 4 marker med korn i omdriften, to med roer, et med kålrabi, et med, som de kaldtes, runkelroer og 2 med græs til kreaturer og heste. Jo, det med at sætte kornet i laden var en betroet plads, det skulle jo gøres korrekt, så kanten ud til selve køreladen blev så lige og smuk som muligt, men selve indkørselen af kornnegene var nok det arbejde der tog mest opmærksomhed, det var altid spændende at få kornet ind så tørt og godt som mulig. I disse dage vankede der jo gerne lidt ekstra forplejning, i hvert fald de fleste steder, det gjorde jo så, at alle gjorde, hvad de nu kunne for at få så mange læs korn hjem, før mørket sænkede sig, det var også en vis tilfredsstillelse, inden man gik i seng, så skulle man lige ned i laden og se, hvor meget fylder kornet nu og så den dejlige ”kornlugt”, der fulgte med, den kunne man rigtig nyde efter en lang arbejdsdag og glæden var især stor, hvis det nu var flere dage med godt vejr, så der kunne køres kornneg ind hver dag, indtil man var færdige. Kunne det ikke være i laden, hvis der nu var en stor avl, så blev det sat i HÆS (HEJSE) jysk udenfor og så kørt ind hen på vinteren, når der var plads i laden, det var en meget betroet plads at sætte et hæs, så der ikke trak vand ind i negene, men løb udenpå nedad. Når negene var kørt ind, skulle markene rives med en slæberive, trukket af en hest og så kunne karlen lige side der og nyde det, nu skulle han jo ikke sådan arbejde, bare køre heste, så skulle rivningen samles og køres ind og gerne tærskes med det samme, det var et grimt arbejde, for det støvede så forfærdelig, sommetider kørte man tærskemaskinen ud og stod så i det fri, så var støvet ikke så stillestående og når det var gjort, så var høsten overstået og så begyndte man at harve og pløje markene, som nu var tømt for kornet. Man gjorde det gerne sådan, at man pløjede meget lille lag jord, man vendte (det kaldtes at skrældpløje) og der var med en plov, der tog to furer med af gangen, kaldet DOBBELT PLOV ellers kunne man også harve det med en harve, som kaldtes kultivatoren, der kunne ruske godt op i det, så ukrudtet visnede om efteråret, der efter høst var det om at få jorden bearbejdet godt.

Og så, hvis man have fået føl, der om foråret, skulle de også til at vendes fra deres mor Følhoppen. Skulle føllet sælges, så var det gerne på Bække Marked, der i sidste halvdel af september måned og dette marked var gerne en stor dag for landsdelens landmænd, for hvis de nu havde solgt et føl og fået det godt betalt, så kunne de godt finde på at gå ind på kroen og spise en omgang suppe til ca. 4 kr., så var det også en storhed uden lige, som mange landmænd undende sig over på selve markedsdagen, der efter høst og betragtede det som en fridag og der mødte man jo også gamle kendinger og fik et godt hold snak.

Men arbejdet derhjemme skulle jo også passes og der skulle laves en ny indhegning på den nye kløvermark, som nu skulle lægges som græsmark i 2 år frem. Nu skulle kørerne jo også på det nye kløvergræs og her skulle man passe godt på, at køerne ikke for ”ÅD” sig og fik trommesyge, som kunne være særdeles farlig, så om morgenen, før køerne kom på græs, så skulle de gerne æde en del halm først og så ikke komme på de nye kløver, førend, at de var helt tørre ellers kunne det let blive til, at kørerne fik trommesyge og i såfald kunne man kurere det, ved at man havde en ja stål slange, som man fik koen til at sluge ved hjælp fra ham, som listede den ned i koens mave og fik koen til at ”GYLPE” den overskydende luft op (altså fik koen til at ”BØVSE”). Jo, det kunne godt være farlig med køer oppe på det nye stærke græs. Nu jeg er ved at skrive om køerne, så var det jo sådan, at køernes ydelse (kg. mælk daglig) og dens fedtprocent blev kontrolleret en gang månligt og hjemme var vi medlem af ”GADBJERG ØSTLIGE KONTROLFORENING” og der var så ansat en mandlig kontrolassistent og vores hed Marinus Lauesen Skejris, som blev kaldt ”Marinus Kontrol”, han var handikappet og havde et træben, en mand, der aldrig klagede sig, han skulle jo i en ny seng hver aften, da han blev flyttet fra gård til gård hver dag, havde så 2 steder at krontolere køerne, den ene gang skulle man selv tage prøverne og fylde i flasker, som næste dags morgen skulle afleveres, der ved naboen, hvor kontrolassistenten nu var i denne omgang og ham kontrolassistenten blev flyttet med sine sager hver dag efter, at han var færdig med, at jeg tror, at det hed ”GERBURERE” og det var jo på en arbejdskassevogn, han sad altid bagpå med benene ned bag bundfjælet, han sad på et medbragt tæppe, som han så, når det var kold svøbte om sig. Ja og så blev køerne sat i fodderklase, som det hedder, inden han drog af sted.

Men ellers var det jo med at få harvet de, nu tomme, marker og få så meget ukrudt lagt øde som muligt, før man pløjede det til vinter og alt markarbejdet var jo med heste som trækkraft.

Der var jo også andre gøremål, kartoflerne skulle jo samles op, det skulle jo helst være i tørt vejr, det var da mest behagelig for de, som arbejde med det. Ja, det var ikke det mest populære arbejde at gøre, men kartoflerne skulle jo op, man lå på sine knæ, nogle stykker og samlede de opgravede kartofler op i kurve og lagt dem i kule, som før aften blev dækkes med halm og nogle klatter jord, men man havde i reglen kun så stort et stykke med kartofler, så der lige var nok til husholdningsforbruget til næste forår, når der kom nye kartofler.

Men ellers harvede man jo jorden en ekstra gang, før man startede med at pløje til vinter og først i oktober, kørte man så gerne mødding ud på det stykke jord, som der nu skulle være kålrabi i til næste år, det var af hensyn til sædskiftet, da kålrabierne ikke måtte få gødning, når kreaturerne havde fået kålrabi at spise, for så gav det svamp i næste års afgrøde, når det var kålrabi i det stykke.

Og så gik man i gang med at tage roer op, bederoerne først og der skulle så gerne være en ”gullig ”skær over marken når man begyndte, men det var en meget slidsom arbejde, alt foregik jo med hånden med en ”SNAPPER”, det var et redskab, som man huggede toppen af med og så med 2 krumme kroge, rykkede man så roerne op, så når man havde taget 8 rækker roer op, havde man en kørerække og så fjernede man først toppen, så roerne kom i kule og skulle dækkes med halm før natten i tilfælde af nattefrost, sådan blev man ved, til alle roerne lå i kule og toppen havde køerne jo ædt, det de kunne, resten blev ensileret, det var virkelig et meget slidsomt og strengt arbejde, men det tænkte man ikke på, det for sådan var det jo, når man var færdige med bederoerne også kaldet runkelroer. Tit var man færdige med runkelroerne d. 1. november, da skiftedes der jo tjenestefolk, hvis de tjenestefolk ikke blev et år mere i pladsen.

Så gik man i gang med kålroerne, der havde man gerne en maskine, der kunne køre dem op, ligge dem i række og så ellers det samme, læsse på vognen og samle dem i kule og til sidst, hen i november, fyldte man så roehuset, med de sidste roer fra marken og pløjningen kunne så begynde. Der skulle pløjes 1 græsmark hvert år og der kørte vi altid med 3 heste spand og samtidig skulle roekulerne jo dækkes med jord og det var jo også et meget hårdt arbejde, men tit gik man og dækkede roer om formiddagen og pløjede så om eftermiddagen, for at få lidt afveksling i arbejdet.

Omkring første halvdel af december var markarbejdet så overstået, alle var færdige med at pløje til vinter og ploven blev rengjort og smurt ind i olie, så muldfjælen ikke rustede, der hvor jorden skal skride på og vendes, jo ploven måtte jo ikke stå ude julenat, for så kom Jerusalems skomager og hvilte sig der og det var ikke godt.

Så nu kunne juleforberedelserne begynde, men deromkring i begyndelsen af november, så kom køer og kvier, så på stald og det var sommetider besværlig at fange kvierne i engen, men det gik jo til sidst, så skulle de jo klippes. Der var nogle år, hvor der cyklede en mand rundt med en el klipper og tjente så lidt ekstra der, men det pyntede på køerne, så de penge var givet godt ud.

Før julen skulle alt jo gøres klar, tærskes så der var lager nok til efter nytår og roehuset være godt fyldt op, men ellers oprydning og graves have og æblerne plukkes ned og i kælderen, fejes gårdsplads, vaskes vinduer og inde havde damerne jo rigtig travl med at forberede maden og bagværk til julen. Så Juleaftensdag kl. 12 kom naboerne ”Severins” til julefrokost og det gjorde den familie i 87 år i træk, så det må da siges at være en tradition, men jeg husker lige fra barnsben af, at når ”Severins” kom, så var det jul, ingen tvivl om det, jo de kom med julen og kom den dag ind af den nye dør.

Og mellem jul og nytår lå arbejdet stille, bortset de daglige gøremål med at passe dyrene, men i Balle Forsamlingshus var der 2 foreninger, der holdt juletræ, Valgmenigheden d. 4. Juledag og Skytte- og Gymnastikforeningen d. 5. Juledag.

Men da var der jo også julegilderne at holde og tage til, men sådan gik året på en almindelig bondegård, indtil ca. 1960, da mekaniseringen tog til og medhjælperne forsvandt til andet arbejde i industrien.

 

Skrevet af Jens Carlsen

Vinteren 2010