Høsten gennem de sidste circa 100 år

Høsten som den har forandret sig i de sidste circa 100 år
– Høstmetoder fra før i tiden

 

Hermed vil jeg lige fortælle om høsten, som den har ændret sig gennem tiderne, især i det 19. århundrede; den tid jeg har oplevet og hørt om.

 

Ja, før 1900 blev de fleste af Danmarks kornmarker høstet med hjølle (le). Jeg husker også steder, hvor det i krigens tid blev på nogle mindre ejendomme stadig høstet med le. Det var fordi, der ikke var bindegarn nok til selvbinderne, da alt var rationeret.

 

Høsten med hjølle foregik på følgende måde: Der skulle helst være 3 mand for, at arbejdet skred bedst frem. En god karl gik foran med leen og den skulle være i god stand, altså skarp, så det var leen der gjorde arbejdet og ikke manden. En skulle så kratte, altså lægge det i passende bundter og så binde hver tredje neg op. Den tredje person skulle så binde resten, to ud af tre, nege op. Jeg husker derhjemme under krigen skulle vi købe ligeså mange ruller papirsbindegarn som alm. sisalgarn (sejlgarn), det skyldes rationeringen af næsten alt i krigens tid fra 1940 til 1945.

Omkring år 1900 kom så aflæggeren; en maskine som skar kornet af, lagde det i neg og derefter bandt op med bånd der var lavet af kornstrå.

Jeg mener lige at have nået at se en sådan maskine i min tidlige barndom.

 

Jeg tror os, der har prøvet at lave et bånd og binde det i neg, stadig husker at lave bånd og binde negene op. Det var gerne pigerne der stod for dette arbejde og så havde de som regel, det man dengang kaldte ”høstærmer”, på for at beskytte de ellers bare ærmer mod tidsler. Pigerne kunne dengang bruges til meget håndarbejde f. eks malkningen og meget andet. Det var billig arbejdskraft, da pigernes løn først blev sat op efter år 1960-70.

Høsten med aflæggere strakte sig fra ca. 1900 til ca. 1930. Der var dog nogle få velstillede gårdejere der havde købt  n selvbinder og betalt den kontant, som var en almindelig ting at gøre dengang.

Nu har jeg lige hørt gennem min kusines mand, Knud Andersen, der stammer fra en landmandsfamilie omkring Løsning mellem Vejle og Horsens, at hans bedstefar købte en selvbinder fra mærket McCormick allerede i 1904 og den høstede 50 tønder land årligt indtil 1952. Det må da sige at være en stabil maskine.

Selvbinderen kom først rigtig i sving i omkring 1930, hvor nogle naboer slog sig sammen om en sådan dyr maskine. Den kunne jo både høste og binde negene i passende størrelse i en arbejdsgang, så de var til at arbejde med. Da det var tre naboer, som i fællesskab havde købt en selvbinder, var det også en fordel, at de hver havde 2 heste. Der skulle 3 heste til at trække binderen, så kunne de jo skifte hestene ud og altid have friske heste klar til afløsning.

 

Høsten kunne starte når man kunne gå ind på kornmarken og sparke med det ene ben på kornet, hvis man fik hårde kornkærner i træskoene, så var kornet modnet nok til at begynde høsten. Negene blev så sat i hobe, som blev kaldt forskelligt fra egn til egn, vi kaldte det ”Skoksteder”. 12 neg i hver, så passede det det med 5 skoksteder til en trave (60 neg). 1 trave gav så 100 kg kærner.

 

Så var det jo skik og brug, at den samme dag eller dagen efter ”ophøsten”, altså da man var færdig med at høste, at der  blev budt ind til ”opskør”, et pudsigt ord, men sådan var det nu. Og der var så dem som havde hjulpet i høsten og de naboer der nu hørte til det ”lag” som blev indbudt. Der blev så serveret æbleskiver og derefter lagkage og andet fin kage. Der blev leget forskellige ”stuelege”, som vi alle morede os over. Aftenen sluttede med sang; ”Sig månen langsom hæver”, ”Til vor lille gerning ud” og der sluttedes gerne med ”Altid frejdig når du går”.

 

I gammel tid fortaltes det, at når mandfolkene havde høstet det sidste korn og pigerne ligeså var færdige med at binde neg, gik høstfolkene hjem til gården og stod foran stuehuset og sang, at de ville have ’øl ellers høstede de alle konens kål af’. Så det var jo om at komme frem med øllet.

Så var det jo om solen ville vise sig og gøre kornnegene tjenlig til at blive kørt i hus. Efter ca. 8-10 dage skulle det jo ”vejres” og en gammel regel var, at man tog en neg i begge hænder og gned dem. Gik det let, var det klar til indkørsel, gik det for ”trøg”, altså var det vådt, sagde man der var en kalv i negene. Så var det for tidlig at køre det ind i laden, hvor de skulle  ”bramme”, igen et mærkelig ord, men ligge og blive klar til at tærske det i løbet af vinteren og foråret for at blive til foder til gårdens dyr.

 

Ja, under krigen og de første år efter krigen var landbrug, af en vis størrelse, pligtig til at aflevere et vis antal tønder til staten, der igen fordelte det, så vidt jeg husker, ud til mindre landbruger til en rimelig billig pris.

Ligeledes måtte man heller ikke bruge det avlede brødkorn hvede og rug på gården. Det skulle afleveres så der var brødkorn nok i landet til, at befolkningen kunne få det rationeret i rugbrød, franskbrød og hvad der ellers skulle bruges mel til i husholdningerne.

Det korn man skulle aflevere var der 2600 kornhandlere ud over landet der modtog og solgte videre til dem som kunne komme i  betragtning. Det blev fordelt efter nedenstående ”skala”, som kornhandlerne fik autorisation til 1 år af gangen. (Alle tal er i 1000 ton)

 

Mel og brød                             1942 –  410

Havre og byggryn                  1942 –  100

Små landbrug                         1942 –  100

 

Avlssentner og forsøgsstationer

Svin og fjerkræ                        1942  –  4½

Heste udenfor landbruget     1942  –  40

 

Især dem som drev vognmandsforretning med hestekøretøjer

Bryggerier                                 1942  –  35

Spritfabrikker                           1942  –  7½

Kaffesuragat fabrikker           1942  –  12

Jeg husker dog, at det kunne lade sig gøre at beholde lidt hvede hjemme. Så var der en mand lidt vest på som kunne omdanne de gode hvedekærner til dejlig hvedemel (dog nok lidt sort).

I året 1947 kom politiet ud i roemarken og ville snakke med vores far om han havde fået lavet hvedemel ved den pågældende mand. Far spurgte: ”Hvor ved du da det fra?”, ”Jo” sagde politimanden, ”Manden er rejst til USA, men lod hans hovedbog ligge på stedet.” Derfor blev alle, hvad man kalder, ”knaldet” og måtte af med en bøde, så vidt jeg husker 40 kroner.

 

Det med at køre kornneg ind, var der altid en vis stemning over arbejdet. Alle skulle jo i sving, da der næsten alle steder kørtes med 2 vogne.

Den ene i marken for at hente læsset, den anden var i laden og blev læsset af. Hestene skiftede vogn hjemme og så var det afsted igen. I laden var der gerne 3 personer, en forkede læsset af vognen, den anden lagde negene hen til ham som satte dem i lag på korngulvet, hvor de så blev opbevaret. Indkørslen blev først stoppet af mørket, så var det dejlig at komme ind til madmor og få et godt solidt måltid. Jo, der skulle jo en god  føde til, når man arbejdede så længe.

 

Jeg husker jeg tjente et sted hos Karla og Søren Have i Jennum. Det var en meget regnfuld sommer 1954 og det tog lang tid før vi fik det sidste korn ind, men en aften Karla og jeg var alene om det. Søren var i stalden og det tog tid for ham før han fik alle dyrene fodret, da de gik meget spredt på gården, men da vi kom hjem med det sidste læs gik Karla ind for at kigge efter aftensmaden. Jeg skulle jo have hestene på stald og fodret.

Da vi var samlet omkring bordet havde Karla stegt en hel pande medisterpølse med sovs og kartofler. Jo, de gode bondekoner vidste nok, hvad der skulle til når der arbejdes hårdt og længe. Det er jo noget der huskes. Høsten var nu en dejlig tid især hvis vejret ikke drillede formeget og en ting husker jeg mere; efter endags indkørsel af kornnege var det dejligt lige før man gik i seng at gå en tur gennem laden og ”lugte ” kornnegene, en herlig ”lugt”, samt man kunne nyde, at nu var der et korngulv mere proppet til med nege. Når alle negene var inde, skulle alle ”stubbene” rives og det sidste løse strå skulle tærskes, som støvede forfærdeligt.

 

Sidst I 1950erne begyndte man så at udskifte hestene som trækkraft med traktorerne, mest den lille grå Ferguson, så kunne man jo køre uden hestene skulle på stalden og have fodre, før de igen var klar til at blive spændt foran selvbinderen. Negene skulle jo stadig sættes i ”skoksteder” og det var et trælsom arbejde, især hvis man gik ene på en ret stor mark. Man syntes ikke der svandt meget på negene, selvom man havde gået der en hel formiddag og jo fortsatte indtil man blev færdig. Kom man så i en regnvejrsperiode, kunne man forsætte med at rejse negene op. For hvis kærnene rørte ved jorden begyndte de jo at spire og så var foderværdien væk.

 

Det år jeg var i Jennum lejede Søren en traktor og selvbinder til at høste al kornet. Jeg husker vi startede lørdag middag og var færdig søndag aften. Mandag morgen startede jeg på at sætte de 25 tdl. i hobe (skoksteder) og ved middagsbordet spurgte Søren: ”Er du færdig med at sætte kornet, Jens?!”. Ja, det var sådan når Søren var Spøgeful, men synet ud over markene blev jo en anden nu, hvor der næsten ingen selvbinder med heste var forspandt. I løbet af de første år i 1960 erne tog så mejetærskeren over på vores egn, den 5 eller 6 fods Dronningborg. De små 5-6 fods blev i løbet af nogle år udskiftet med de 8 fods selvkørende og nu om dage er maskinerne jo meget større og priser i millionklassen. Disse maskiner blev her på egnen solgt gennem Jørgen og Henry Dupont (Jelling Maskinforretning). Det var jo noget af en revolution; nu skulle man ikke tærske kornneg om vinteren længere, men finde en måde at opbevare kornkærnerne på. Der skulle jo bruges mange sække, som man kunne låne på Møllen i Bredsten. Ja, os der var kunder der, men ellers købte man sække på et lager i Vejle og de havde kronede dage, dem som solgte der.

Efter få år blev det almindelig med tanke på Mejetærskeren. En sådan tank kunne tage ca. 12 td. korn og nu var der ikke noget med at løfte og bære på kornet, nu blev det transporteret rundt med blæser snegl eller kopelevator, hvad der nu passede bedst i de forskellige bygninger rundt på gårdene. Så måtte det gerne en tur i tørreriet før det kom på lager, pga. holdbarheden af kærnerne måtte vandprocenten ikke være over 17 %. For tørrerierne rundt på gårdene var jo noget forskelligt, hvordan man skaffede det varme luft til blæseren, der så blæste det ind i bunden af siloen. Den varme luft blæste vandet af kernerne og kunne komme fra et el-, gas-, olie- eller halmfyr.

Når man sådan tænker tilbage, som jeg har skrevet var leen det brugte arbejdsredskab i høsten fra 1900 til ca. 1930. Indtil 1960 var det aflæggeren og derefter selvbinderen til omkring 1960 da mejetærskeren overtog. Dette nok først stort set de bugserede som ret hurtig blev overtaget af de selvkørende og nu 2016 har mejetærskeren næsten lige så længe som aflæggeren og selvbinderen tilsammen.

Jeg har en tidligere landbrugsskole kammerat Hans Jørgen Winter fra Horsensegnen. Han har på sin fædrene gård nu høstet 57 år med selvkørende mejetærsker. Der har også været tre generationer på gården i den tid, og der er vist ikke mange der kan slå denne, lad os kalde det rekord.

Sådan husker jeg høsttiden og som den har forandret sig i den tid jeg har levet.

Skrevet af Jens Carlsen, 2016